Dispensation fra lokalplan nr. 265 "Dampfærgevej"
Dispensation fra lokalplan nr. 265 "Dampfærgevej"
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 6. juni 2001
Sager til beslutning
18. Dispensation fra lokalplan nr. 265 "Dampfærgevej"
BTU 298/2001 J.nr. 611:210.0005/01
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,
at der meddeles dispensation fra lokalplan nr. 265 "Dampfærgevej", § 9, stk. 6, om, at kajen kun må anløbes af lystfartøjer og lignende med henblik på at muliggøre maksimalt 10 anløb af fortrinsvis mindre krydstogtskibe i perioden frem til den 15. august 2001. Det er en betingelse for dispensationen, at anløb kun sker ved kajnumrene 213-216, at der løbende foretages støjmålinger ved nærmest liggende boliger, samt at til- og frakørsel, parkering m.v. i forbindelse med skibsanløbene kan ske uden gene for de bebyggelser, der ligger nærmest anløbsstedet
RESUME
Københavns Havn har ansøgt om dispensation fra bestemmelsen i lokalplan nr. 265, "Dampfærgevej", om, at Amerikakaj kun må anløbes af lystfartøjer og lignende. Baggrunden for ansøgningen er den forventede krydstogtaktivitet kombineret med, at byggeaktivitet på Søndre Frihavns østmole kan betyde, at der hér, ved Langeliniekaj samt ved den udsete kajstrækning i Orientbassinet - ikke er plads til alle de krydstogtskibe, der til sommer vil anløbe København. Dispensation ønskes givet for kajstrækningen fra ud for Dampfærgevej 2 til nord for nr. 28. Der vil blive tale om maksimalt 10 anløb i perioden frem til den 15. august 2001 af mindre krydstogtskibe.
Den naboorientering, som forvaltningen har gennemført som led i dispensationsproceduren (bilag A), har resulteret i 5 henvendelser. Østerbro Bydel anbefaler dispensation, idet man anmoder om, at der foretages støjmålinger ved boligerne i området, når de skibsanløb, som dispensationen vedrører, forekommer. Ejere og lejere af Dampfærgevej 26-28 finder, at dispensationsansøgningen bør afvises. Ejeren af Dampfærgevej 24, hvor boligbebyggelse er under opførelse, vil ikke modsætte sig den ønskede dispensation under forudsætning af, at anløbene ikke vil være til gene for byggeaktiviteten.
Dispensationen foreslås derfor alene givet for en mindre del af Amerikakaj, kajnumrene 213-216 (jf. bilag C), med betingelse om, at der ikke må opstå gener for de tilstødende bebyggelser samt, at der løbende foretages støjmålinger ved boligerne i området.
SAGSBESKRIVELSE
Københavns Havn har ansøgt om dispensation fra bestemmelsen i lokalplan nr. 265, "Dampfærgevej", om, at Amerikakaj kun må anløbes af lystfartøjer og lignende. Dispensationen ønskes givet, fordi byggeaktivitet bag Pakhuskaj på Søndre Frihavns østmole kan betyde, at Havnen har behov for at henvise nogle af de krydstogtskibe, der til sommer vil anløbe København, til andre placeringer end de oprindeligt udsete. Dispensation ønskes givet for kajnumrene 211-219, svarende til kajstrækningen fra ud for Dampfærgevej 2 til nord for nr. 28. Der vil blive tale om maksimalt 10 anløb i perioden juni til medio august 2001 af mindre krydstogtskibe.
En dispensation af den ønskede art har været meddelt for den seneste krydstogtsæson, år 2000. En som bilag B vedlagt evaluering heraf fra Københavns Havn, Maritim afdeling, blev i Bygge- og Teknikudvalgets møde den 4. oktober 2000 taget til efterretning (BTU 442/2000). Udover den ansøgte placering ved Amerikakaj, anvendes for den kommende sæson en kajstrækning ved Orientbassin i Nordhavnen til de krydstogtskibe, der ikke er plads til ved Langeliniekaj. En mere permanent løsning på spørgsmålet om anløbsplads for de skibe, der ikke kan ligge ved Langeliniekaj/Pakhuskaj er endnu ikke fundet.
Afvigelser fra lokalplanbestemmelserne
Kajarealet er omfattet af lokalplan nr. 265 "Dampfærgevej", bekendtgjort den 20. december 1995. Det bestemmes i § 9, stk. 6, at kajen kun må anløbes af lystfartøjer og lignende. Denne bestemmelse er medtaget for bl.a. at sikre, at de nye bymæssige funktioner langs Amerikakaj, herunder navnlig boliger, i størst muligt omfang beskyttes mod fremtidige miljømæssige gener fra havneområdet.
Benyttelse af kajen til anløb af krydstogtskibe som ansøgt er ikke i overensstemmelse med nævnte bestemmelse i lokalplanen.
Naboorientering
Forvaltningen har i perioden fra den 3. til den 21. maj 2001 gennemført den i henhold til planlovens § 20, stk. 1, forudsatte naboorientering. I den periode er modtaget de i det følgende omtalte og kommenterede 5 breve med bemærkninger til dispensationsspørgsmålet:
1) Brev af 16. maj 2001 fra Indre Østerbro Bydel v/Bydelsformand Kjeld Lykke.
Det meddeles i brevet, at Bydelsrådet kan tilslutte sig, at den ansøgte dispensation gives, idet denne kun skal gælde for et begrænset tidsrum i sommeren 2001 og under hensyntagen til, at der endnu ikke er opført eller indrettet boliger på Amerikakaj. Det er en forudsætning, at skibene placeres så langt som muligt fra boligbebyggelserne på Midtermolen og på Indiakaj samt, at dispensationen kun gives på betingelse af, at til- og frakørsel, parkering m.v. kan ske uden gene for de bebyggelser, der ligger nærmest anløbsstederne.
Bydelsrådet anmoder samtidig om, at der foretages støjmålinger ved boligerne i området, når dispensationen bringes i anvendelse. Bydelsrådet anmoder sluttelig om at blive orienteret om resultaterne af støjmålingerne.
Bemærkninger:
Til spørgsmålet om støj fra krydstogtskibene bemærkes, at Københavns Havn hertil har oplyst, at man er meget opmærksom på dette problem og om muligt – ligesom i år 2000 – placerer de mest støjsvage skibe ved Amerikakaj. Desuden er det medtaget som en af betingelserne for dispensationen, at Københavns Havn løbende lader foretage støjmålinger ved de nærmeste liggende boliger, og at støjmålingerne umiddelbart fremsendes til Miljøkontrollen.
2) Brev af 17. maj 2001 fra PFA Pension v/Projektkoordinator Hans O. Nielsen.
Som ejer af Dampfærgevej 26 og 28 meddeler man ikke at kunne anbefale den foreslåede dispensation, idet der henvises til, at der er meget stor byggeaktivitet i området, at der bl.a. på grund af denne byggeaktivitet er store trafikale og parkeringsmæssige problemer hver dag, at adgangsforholdene til promenadearealet ikke er optimale for levering af forsyninger og persontransport samt, at de to bygninger, Dampfærgevej 26 og 28, ikke er forsynet med lydruder mod promenaden, hvorfor der vil opstå støjproblemer for lejerne i bygningerne som følge af skibsanløbene.
Endelig anføres, at der så vidt vides ikke i år 2000 har været anløb af krydstogtskibe ved Amerikakaj, Dampfærgevej 26 og 28, hvorfor klagemuligheden ikke har været benyttet.
Bemærkninger:
Da hele bebyggelsen Dampfærgevej 26-28 nu er taget i brug skal det på baggrund af indsigelsen foreslås, at skibsanløb begrænses til udelukkende at kunne ske ved kajnumrene 213-216, jf. bilag C, idet kajarealet på den overvejende del af denne strækning henligger ubebygget, og afstanden til nærmeste boliger er mindst 150 m.
3) Brev af 17. maj 2001 fra Carnegie Asset Management Fondsmæglerselskab A/S v/adm. dir. Mikael Randel.
Virksomheden har for kort tid siden overtaget et lejemål på Dampfærgevej 26. Man har valgt netop dette lejemål fremfor lejemål på Langeliniekajen på grund af generne fra krydstogtskibene på Langelinie. Derfor er det med beklagelse, at man nu erfarer, at der ønskes givet dispensation til at lægge krydstogtskibe ved Amerikakaj.
Man er i virksomheden ked af tabet af udsigt og øget trafik i området men finder, at den største gene er den konstante støj fra skibene. Da bygningen, Dampfærgevej 26, ikke er ekstraordinært lydisoleret, vil man følge nøje op på, om gældende støjkrav for krydstogtskibene overholdes. Endelig kan man ikke acceptere gående eller kørende trafik over grundstykket hørende til Dampfærgevej 26, og da nabogrunden, nr. 24, er spærret af helt ud kajkanten, finder man ikke, at der er mulighed for at benytte kajpladsen ud for Dampfærgevej 26 til krydstogtskibe.
Bemærkninger:
Der henvises til bemærkningerne til brev nr. 2.
4) Brev af 21. maj 2001 fra Advokatfirma Norrbom & Vinding v/Mariann Norrbom.
Det meddeles i brevet, at man, som lejer i ejendommen Dampfærgevej 26, protesterer mod, at den ansøgte dispensation gives. Man kan således i det hele tiltræde indholdet af PFA Pensions brev af 17. maj 2001.
Man oplyser i tillæg til ovennævnte, at samtlige Norrbom & Vindings mødelokaler er placeret i stueetagen, og således at tre ud af fire eksisterende mødelokaler er placeret ud mod havnefronten. Måtte Københavns Kommune derfor imødekomme den ansøgte dispensation, vil det indebære, at Norrbom & Vinding vil være afskåret fra at disponere over mere end ét mødelokale i de perioder, hvor krydstogtskibe måtte lægge til ud for Dampfærgevej 24-28.
Bemærkninger:
Der henvises til bemærkningerne til brev nr. 2.
Derudover er der efter indsigelsesperiodens udløb den 21. maj 2001 modtaget følgende:
5) Brev af 23. maj 2001 fra JM Danmark A/S.
Man har forståelse for argumentationen for en dispensation af den ønskede art, og vil som udgangspunkt ikke – for indeværende år – modsætte sig dette. Dog skal man henlede opmærksomheden på den risiko, der vil være forbundet med at anløbe med skibe af den omtalte størrelsesorden ved en byggeplads af Gripsholms karakter. Man forudsætter desuden, at anløb af krydstogtskibe ikke må være til gene for byggeaktiviteten. Endvidere noterer man med tilfredshed, at Plan & Arkitektur i forbindelse med sin anbefaling af dispensationen lægger stor vægt på, at dette ikke vil være til gene for eventuelle boliger. Da virksomhedens projekt Gripsholm forventes at stå færdigt til indflytning ultimo dette år, går man ud fra, at en dispensation ikke vil skabe præcedens for fremtiden.
Bemærkninger:
Der henvises til bemærkningerne til brev nr. 2. Vedrørende spørgsmålet om præcedensvirkningen bemærkes, at en dispensation altid vil skulle meddeles på baggrund af en konkret vurdering af forholdene på dispensationstidspunktet.
Dispensation
I henhold til planlovens § 19, stk. 1, jf. lokalplanens § 15, kan der dispenseres fra bestemmelserne i en lokalplan, hvis dispensation ikke er i strid med principperne i planen.
Forvaltningen kan anbefale, at der meddeles fornøden dispensation fra lokalplanen begrundet med:
at der endnu ikke er ibrugtaget boliger på Amerikakaj, og at der er tale om anløb i et begrænset tidsrum.
Forvaltningen finder dog, at dispensation til de ønskede anløb af krydstogtskibe kun bør gives på betingelse af,
at skibene alene placeres ved kajnumrene 213-216 som vist på vedlagte kortbilag C,
at til- og frakørsel, parkering m.v. i forbindelse med skibsanløbene sker med mindst mulige gener for de bebyggelser, der ligger nærmest anløbsstederne, samt
at der i forbindelse med de skibsanløb, dispensationen omfatter, løbende foretages støjmålinger ved boligerne Midtermolen 2-18 og Indiakaj 3-9. Resultatet af støjmålingerne skal umiddelbart meddeles Miljøkontrollen.
BILAG VEDLAGT
- Naboorientering af 3. maj 2001
- Notat af 12. september 2000 fra Københavns Havn, Maritim afdeling vedr. krydstogtskibes anløb af Amerikakaj i sæsonen 2000.
- Lokalplantegning med den i dispensationen udpegede strækning for anløb af krydstogtskibe indtegnet.
BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36.
- Modtagne indsigelser.
Jens Ole Nielsen