Høringssvar vedrørende "Boliger for alle - boligplan for Københavns Kommune 2005 - 08"
Høringssvar vedrørende "Boliger for alle - boligplan for Københavns Kommune 2005 - 08"
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 6. april 2005
Sager til beslutning
22. Høringssvar vedrørende "Boliger for alle - boligplan for Københavns Kommune 2005 - 08"
BTU 187/2005 J.nr. 444.0001/03
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget
godkender,
at
Overborgmesterens høringsskrivelse af 11. marts d.å. vedrørende "Boliger for
alle – boligplan for Københavns Kommune 2005 - 08" besvares som foreslået i sagsfremstillingen
nedenfor.
RESUME
Økonomiforvaltningen har i samarbejde med Bygge- og Teknikforvaltningen, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Sundhedsforvaltningen udarbejdet "Boliger for alle – boligplan for Københavns Kommune 2005 – 08". Boligplanen er med Overborgmesterens skrivelse af 11. marts d.å. sendt i høring bl.a. i Bygge- og Teknikudvalget, idet høringsfristen er fastsat til den 8. april.
Overborgmesterens henvendelse foreslås besvaret med det under sagsbeskrivelsen nedenfor gengivne forslag til høringssvar, der stiles til Økonomiforvaltningens 8. kontor. Høringssvaret indeholder en generel tilkendegivelse af boligbarometerets betydning i boligstrategien, samt af behovet for, at der med passende mellemrum gennemføres vurderinger af barometerets oplysninger og uddybende analyser og evalueringer af virkningen af boligstrategien for at målrette denne bedst muligt.
Mere konkret anføres betænkelighed overfor boligplanens forslag om lempede krav til friarealer ved f.eks. ungdoms- og ældreboliger.
Det fremgår af boligplanen, at der i forbindelse med
Kommuneplan 2005 skal overvejes mere fleksible rammer, så omdannelse fra
erhverv til bolig efterfølgende muliggøres uden rammeændring. Høringssvaret
indeholder en opfordring til at inddrage de miljømæssige konsekvenser, der
måtte være for eksisterende virksomheder i erhvervsområderne, i disse
overvejelser.
Forvaltningen har direkte overfor Økonomiforvaltningen henledt opmærksomheden på enkelte synspunkter m.v. af mere teknisk karakter.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Økonomiforvaltningen har i samarbejde med Bygge- og Teknikforvaltningen, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Sundhedsforvaltningen udarbejdet "Boliger for alle – boligplan for Københavns Kommune 2005 – 08". Økonomiudvalget besluttede den 1. marts 2005, at sende boligplanen i høring i de 3 stående udvalg, hvis forvaltninger har været inddraget i udarbejdelsen, samt at høre Integrationsudvalget og Integrationsrådet. Boligplanen er fremsendt til Bygge- og Teknikudvalget med Overborgmesterens skrivelse af 11. marts 2005 med anmodning om, at høringssvaret er Økonomiforvaltningen i hænde senest den 8. april 2005.
Forslag til høringssvar
Overborgmesterens skrivelse foreslås besvaret med en skrivelse til Økonomiforvaltningen med følgende indhold:
"Økonomiforvaltningen, 8. kontor
Rådhuset
1599 København V
Økonomiforvaltningen har i samarbejde med Bygge- og Teknikforvaltningen, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Sundhedsforvaltningen udarbejdet "Boliger for alle – boligplan for Københavns Kommune 2005 – 08". Boligplanen er med Overborgmesterens skrivelse af 11. marts 2005 sendt i høring i Bygge- og Teknikudvalget med anmodning om, at høringssvaret er Økonomiforvaltningen i hænde senest den 8. april 2005.
Generelt finder udvalget, at netop kommunens boligpolitiske mål og bestræbelser er af central betydning for såvel kommunens langsigtede udvikling som den fysiske planlægning, økonomiske og administrative opgaver. Dette er bl.a. kommet til udtryk gennem kommune- og lokalplanlægning, den løbende indsats for at forbedre byens boliger, ændrede vilkår for udlejning af almene boliger samt status og evalueringsopgørelser på boligområdet og en række boligrelaterede politiske aftaler.
Boligmarkedets karakter og den københavnske boligmasses omfang samt den ofte lange gennemslagstid for virkningen af beslutninger indebærer, at det for effekten af en boligpolitisk strategi ikke alene er afgørende, at strategien omfatter relevante og konsistente indsatsområder, men mindst ligeså væsentligt, at der indgår en høj grad af stabilitet i mål og midler gennem tiden.
Spektret af boligpolitiske midler har imidlertid forskellig tidshorisont og for hovedparten af midlerne gælder, at effekten kun i begrænset omfang eller slet ikke lader sig måle inden for få år. Det er derfor afgørende for det første, at udviklingen på det boligpolitisk relevante område løbende følges, således som det sker med boligbarometeret, og for det andet, at der med passende mellemrum gennemføres uddybende analyser og evalueringer i relation til enkelte elementer i boligstrategien, således at der hyppigt følges op på, hvorvidt strategien har de ønskede virkninger i relation til eksempelvis boligkvalitet, brugertilfredshed, beboersammensætning og kommunaløkonomiske konsekvenser.
Udvalget skal herudover til de enkelte afsnit bemærke følgende:
I afsnittet "Mål for den alsidige boligby" (s. 10 - 11) finder Bygge- og Teknikudvalget, at der bør arbejdes meget mere bevidst med byrummet og muligheden for et alsidigt byliv. Det er velkendt, at en god boligby ikke kun karakteriseres ved gode boliger, men i lige så høj grad ved byrummet og bylivet i de offentlige og halvoffentlige friarealer.
Forslaget "Boliger for alle" opererer (s. 11) med lempede krav til friarealer ved f.eks. ungdoms- og ældreboliger, hvilket umiddelbart kan forekomme betænkeligt og kræver nøje overvejelser i lyset af behovet for, at der i en god boligby både skal være meget bolignære halvprivate friarealer samtidig med, at der er attraktive og fleksible offentlige byrum med lidt større gangafstand. De offentlige friarealer vil i mange tilfælde vanskeligt kunne erstatte de bolignære friarealer.
I afsnittet om konvertering af erhverv til boliger (s. 21)
er anført, at der i forbindelse med Kommuneplan 2005 skal overvejes mere
fleksible rammer, så omdannelse fra erhverv til boliger efterfølgende
muliggøres uden rammeændring. I disse overvejelser bør indgå de miljømæssige
konsekvenser, der måtte være for eksisterende virksomheder i erhvervsområderne.
Udvalget har
ikke herudover bemærkninger til boligplanen.
Med venlig hilsen
Søren Pind"
Forvaltningen har direkte overfor Økonomiforvaltningen henledt opmærksomheden på enkelte synspunkter m.v. af mere teknisk karakter.