Mødedato: 06.04.2005, kl. 14:00

Byudviklingspuljeprojekt: Julius Bloms Gade forskønnelse

Byudviklingspuljeprojekt: Julius Bloms Gade forskønnelse

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 6. april 2005

 

 

Sager til beslutning

 

10.      Byudviklingspuljeprojekt: Julius Bloms Gade forskønnelse

 

BTU 199/2005  J.nr. 444.0001/03

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at der gennemføres en forskønnelse af gaderummet i Julius Bloms Gade, som beskrevet i nærværende indstilling.

 

 

RESUME

Beboere har gennem "Foreningen til forskønnelse af Julius Bloms Gade" stået bag udviklingen af nærværende projekt. Projektet omhandler trafiksanering og forskønnelse af gaden. Der foreslås etableret to hastighedsdæmpende bump samt en ensretning af gaden mod Stefansgade.

Forslaget omfatter endvidere fortovsudvidelser, der regulerer parkeringen og giver plads til begrønning samt cykelparkering. Derudover plantes der træer, og der anlægges bede i hele gadens længde, således at det grønne præg bliver meget synligt.

Hastigheden foreslås nedsat til 40 km. i timen i overensstemmelse med "Hastighedsplanen for København 2001". Forslaget er koordineret med øvrige kommende gadeforskønnelsesprojekter i området.

Projektets trafikløsninger er i overensstemmelse trafikplanen for Nørrebro Park kvarteret, og projektet finansieres af Byudviklingspuljen og lokalt indsamlede midler.


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Byudviklingspuljen støtter projekter, der udspringer af lokale initiativer til forbedringer i boligområder.

 

Med støtte fra Byudviklingspuljen og medfinansiering fra beboerne er det blevet muligt at gennemføre dette projekt til trafiksanering og forskønnelse af Julius Bloms Gade. Projektet modtog tilsagn om støtte fra Københavns Kommunes Byudviklingspulje i anden ansøgningsrunde (BTU 294/2003).

 

Det har været et ønske fra gadens beboere, at projektets arkitektoniske udtryk harmonerer med de gamle husfacader og gadens særpræg.

 

Dette projekt skal ses i sammenhæng med andre forskønnelsesprojekter i kvarteret, som støttes af Byudviklingspuljen. Udvalget godkendte således på mødet den 9. marts 2005 et lignende projekt for Søllerødgade, og beboerne i området er ved at udvikle et projekt for en pladsdannels ved Vedbækgade/ Nordbanegade.

 

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

Med henblik på at dæmpe bilernes hastighed i Julius Bloms Gade planlægges der etableret to bump mellem Holtegade og gaden, der giver adgang til Kvicklys parkeringsplads, jf. bilag 2. Trafiksaneringen omfatter endvidere indsnævring af udkørsler, og der anlægges et hævet areal med overkørsel til Stefansgade.

Julius Blomsgade ensrettes mod Stefansgade i overensstemmelse med Trafikplan Nørrebro Park Kvarter(2003). Ensretningen indgår som et element i et større net af ensretninger i området. Ved at ensrette gaden muliggøres det at etablere et smallere vejprofil, der frigør plads til bredere fortove og begrønning. Denne løsning vil give større rumlighed foran husene, og de mange gamle butiksfacader vil blive mere synlige.

Fortovene foreslås udformet som københavnerfortov med tre parallelle fliserækker. De mange lyskasser og trapper optages i et areal af chaussesten og de tre rækker fortovsfliser bliver gennemgående i hele gaden.

Det smalle vejprofil samt de grønne øer og pladsdannelser i knudepunkterne vil medvirke til at nedsætte bilernes hastighed og fredeliggøre gaden. De grønne øer etableres som bede med træer og stauder. Ved bedene placeres cykelstativer hvorved cykelpar kering opad facaderne begrænses.

Opad husenes facader plantes slyngplanter, vin og roser.

Beboere er nået til enighed om et min. antal p-pladser på 130 stk. Dette opfyldes i projektet. Eksisterende antal p-pladser er optalt til 148 stk.

I forbindelse med myndighedsbehandlingen af projektet har forvaltningen forlangt, at der nedlægges i alt 5 p-pladser i forbindelse med forbedringen af tilkørselsforholdene til supermarkedets parkeringsareal, således at der bliver den nødvendige plads for svingende lastbiler. Dette imødekommer klager angående skader, som påføres gadens indretning i dag som følge af manglende plads i sving.

Til gengæld stilles 8 stk. p-pladser til rådighed på det private areal ved indkørslen til supermarkedet. Projektet nedlægger i alt 2 p-pladser, der i stedet udnyttes til begrønning og organisering af parkeringsforhold som ønsket i kvarterløftsplanen.

Forvaltningen vurderer at der i området er mulighed for at optage disse nedlæggelser.

 

Økonomi

Julius Bloms Gade

Den samlede anlægsramme for projektet er 2.348.000 kr. eks moms, som er sammensat på følgende måde:

587.000 eks moms fra Byudviklingspuljen (BTU 294/2003).

1.761.000 kr. eks moms fra ejendomme i Julius Bloms Gade.

 

Julius Bloms Gade drives og vedligeholdes som privat fællesvej af grundejerne.

 

Miljøvurdering

Projektet skal overholde en række miljøkrav - som beskrevet i retningslinjerne i den af Borgerrepræsentationen vedtagne Miljøorienteret Byfornyelse og Nybyggeri, Bygge- og Teknikforvaltningen 2001, som er forpligtende for alt byggeri, der støttes af Københavns Kommune. For at skærpe overholdelsen skal projektet fremsende en Tro & Love erklæring, der beskriver hvorledes projektet har overholdt kravene. Det indskærpes overfor projektet, at en misligholdelse af miljøkravene kan medføre inddragelse af støtten.

 

Høring

Byudviklingspuljen stiller krav om, at projekterne har bred lokal opbakning. Hovedparten af ejendommene bidrager til projektet.

Projektet er hørt hos Københavns Politi, der ikke har nogen bemærkninger.

Beboere er hørt vedrørende projektet, og der er enighed om antal p-pladser.

 

Andre konsekvenser

Projektet nedsætter hastigheden i beboelsesområde. Gaderummet forskønnes med plantning af træer samt ordnede cykelparkering.

Der muliggøres skråparkering ved, at gaden ensrettes og vejbanen indsnævres.

Ensretningen af Julius Bloms Gade vurderes at påføre området en ubetydelig omkørsel ad nabovejene. Der ensrettes for at opnå et velfungerende vejprofil på dette vejstykke.

 

BILAG VEDLAGT

Bilag 1: Eksisterende forhold

Bilag 2A & 2B: Projektoversigt

 

Ole Bach


 

Til top