Moms i forhold til betalingsparkering
Moms i forhold til betalingsparkering
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 5. maj 2004
Sager til beslutning
10. Moms i forhold til betalingsparkering
BTU 241/2004 J.nr. 310.0008/04
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget tager til efterretning,
at Bygge- og Teknikforvaltningen indleder en dialog med Told- og Skattestyrelsen med henblik på at rejse krav om tilbagebetaling af uretmæssigt opkrævet moms pålignet indtægterne for betalingsparkering
at Bygge- og Teknikforvaltningen anmoder Told- og Skattestyrelsen om at suspendere forældelsesfristerne, mens der forhandles om en løsning på tilbagebetalingsproblematikken
at fortolkningen vedrørende prisfastsættelsen for parkeringsbilletter indebærer, at en eventuel tilbagebetalt moms ikke skal tilbagebetales til de, der har købt parkeringsbilletter
RESUME
Forvaltningen er blevet opmærksom på en dom afsagt af Regeringsrätten i Stockholm den 22. december 2003, der hviler på en dom afsagt af EF-domstolen den 14. december 2000. I denne dom fortolker EF-domstolen det 6. momsdirektiv i forhold til betalingsparkering.
Efter en gennemgang af navnlig EF-domstolens dom er det forvaltningens opfattelse, at Københavns Kommune ikke skal betale moms af den modtagne betaling for parkering, hvis betalingen er opkrævet af kommunen som offentlig myndighed på et offentligretligt grundlag som led i myndighedsudøvelse.
Det er fast antaget, at kommunens opkrævning af betaling for parkering på offentlige veje med hjemmel i vejlovens § 107, stk. 2, må anses som led i kommunens myndighedsudøvelse på vejområdet.
Det er derfor forvaltningens vurdering, at Københavns Kommune formentlig har et krav mod skattemyndighederne om tilbagebetaling af momsen.
Der er næppe pligt til at tilbagebetale momsen til de bilister, der har købt billetterne.
Priserne i betalingszonerne er fastsat med et adfærdsregulerende sigte. Derfor har den af bilisterne betalte pris for parkering været uafhængig af momsspørgsmålet. Momsspørgsmålet har derfor ingen selvstændig indflydelse på prisen.
SAGSBESKRIVELSE
Forvaltningen er for nylig blevet opmærksom på en dom afsagt af
Regeringsrätten i Stockholm den 22. december 2003. Dommen omhandler
momsafregning af betaling for parkering i de tilfælde, hvor betalingen er
fastsat på et offentligretligt grundlag som led i offentlig myndighedsudøvelse.
Dommen indebærer, at Stockholms Kommune ikke er pligtig til at betale moms af
indtægterne fra betalingsparkering i de tilfælde, hvor betalingen er fastsat på
et offentligretligt grundlag som led i offentlig myndighedsudøvelse.
Regeringsrättens dom hviler på en dom afsagt af EF-domstolen den 14.
december 2000 i sag 446/98 om fortolkning af det 6. momsdirektiv artikel 4.
EF-domstolen fastslår i dommen, at offentlige organer ikke er afgiftspligtige
af virksomhed, når virksomheden består i offentlig myndighedsudøvelse.
Forvaltningen anser Københavns Kommunes opkrævning af betaling for
parkering som myndighedsudøvelse efter dansk ret. Opkrævningen af betalingen på
de offentlige veje, eksempelvis i indre by, sker utvivlsomt på et
offentligretligt grundlag. Baggrunden herfor er, at kommunen som offentlig
myndighed har fastsat prisen på parkeringen med hjemmel i vejlovens § 107, stk.
2, hvorefter kommunen "som vejbestyrelse
i samråd med politiet kan bestemme, at der på steder, hvor en begrænsning af
adgangen til at parkere motorkøretøjer er ønskelig" kan opkræve betaling for parkering.
Fastsættelsen af betaling for parkering efter vejlovens § 107, stk. 2, har således et adfærdsregulerende sigte.
Det er på det foreliggende grundlag forvaltningens vurdering, at
Københavns Kommune formentlig har et krav mod skattemyndighederne på
tilbagebetaling af uretmæssigt opkrævet moms pålignet indtægterne for
betalingsparkering.
Priserne for parkering
i betalingszonerne er fastsat på grundlag af et skøn over, om priserne vil
afholde tilstrækkeligt mange bilister fra at parkere (i længere tid) i disse
zoner. Priserne vil derfor også fortsat skulle fastsættes til de samme beløb,
selv om der ikke betales moms.
Det anførte støtter tillige, at der næppe er pligt til at tilbagebetale momsen til de bilister, der har købt billetterne.
Priserne i betalingszonerne er som nævnt fastsat med et adfærdsregulerende sigte. Prisen vil derfor også fortsat fremover skulle fastsættes til det samme beløb, da momsspørgsmålet ikke har selvstændig indflydelse på prisen.
Forvaltningen har anmodet kommunens advokat om at gennemgå de rejste
spørgsmål. Advokatfirmaet deler forvaltningens vurdering.
Det er forvaltningens antagelse
ud fra en foreløbig beregning, at der kan kræves et beløb tilbage svarende til
ca. 135 mio. kr.
-
Høring
-
-
BILAG VEDLAGT
1. Notat fra advokatfirmaet Lindh Stabell Horten A/S.
Mette Lis Andersen