Endelig vedtagelse af lokalplan "Bastiansminde" med tilhørende tillæg til Kommuneplan 2001
Endelig vedtagelse af lokalplan "Bastiansminde" med tilhørende tillæg til Kommuneplan 2001
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 4. december 2002
Sager til beslutning
8. Endelig vedtagelse af lokalplan "Bastiansminde" med tilhørende tillæg til Kommuneplan 2001
BTU 590/2002 J.nr. 611:165.0001/98
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at lokalplanen "Bastiansminde" vedtages endeligt.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
at det til lokalplanen "Bastiansminde" hørende tillæg til Kommuneplan 1997, vedtages endeligt som tillæg til Kommuneplan 2001.
RESUME
Den offentlige høring af planforslagene fandt sted fra den 4. december 2001 til den 4. februar 2002. Der er i tilknytning hertil gennemført en dialogstrategi bestående af en hjemmeside for planen, en udstilling og et borgermøde.
I forbindelse med offentliggørelsen er der modtaget 4 henvendelser, hvoraf 2 er fra beboere i Bastiansminde, én fra ældrerådet og én fra HUR, hvor de to sidste ingen bemærkninger har. Den ene indsigelse fra en beboer i området omhandler det eksisterende parkeringsareal på fællesarealet, hvor man ønsker at friholde en del af arealet til festplads, og ensretningen af de interne veje. Den anden indsigelse kommer fra bestyrelsen, der er utilfreds med, at man under hele forløbet med lokalplanudarbejdelsen arbejdede med en bebyggelsesprocent på 40, og at bebyggelsesprocenten så blev nedsat til 30 under den politiske behandling, idet der dog tillades en beboelsesbygning på 80 m2 på alle grunde. Forvaltningen finder ikke, at indsigelserne giver anledning til at foreslå ændringer i lokalplanen.
Som betingelse for endelig vedtagelse af lokalplanen har Bygge- og Teknikudvalget forudsat, at brandsikringen i Bastiansminde er tilendebragt. Størstedelen af beboelseshusene er primo november 2002 brandsikrede, og kun 9 pct. har endnu ikke påbegyndt denne. Brandsikringen af skurene er i gang, og denne forventes gennemført i takt med, at beboelseshusene færdiggøres. Bestyrelsen af foreningen har fastsat en tidsfrist for foreningens medlemmere til at bringe brandsikringen i orden, ellers vil bestyrelsen sætte håndværkere til at udføre brandsikringen på ejernes regning. Forvaltningen finder, at brandsikringen er nået så langt, og må forventes tilendebragt inden for så kort tid, at lokalplanen kan vedtages endeligt således, at den egentlige lovliggørelse kan påbegyndes.
Som betingelse for endelig vedtagelse af kommuneplantillægget har Økonomiudvalget forudsat, at der blev indgået en aftale mellem foreningen og kommunen om køb af et 2 m bredt areal langs haveforeningens nordgrænse, der er kommunalt ejet. Foreningen har accepteret at købe arealet, og salg er blevet indstillet til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen ultimo november 2002. Hermed er betingelsen for at vedtage kommuneplantillægget opfyldt.
På den baggrund foreslås, at planforslagene vedtages endeligt uden ændringer. Det bemærkes i den forbindelse, at forslaget til kommuneplantillæg blev vedtaget af Borgerrepræsentationen som et forslag til tillæg til Kommuneplan 1997. Baggrunden var, at Kommuneplan 2001 ikke var endeligt vedtaget på det tidspunkt. Vedtages tillægget endeligt vil det derfor blive vedtaget som et tillæg til den nu gældende Kommuneplan 2001, der har afløst Kommuneplan 1997.
SAGSBESKRIVELSE
Borgerrepræsentationen tiltrådte i mødet den 15. november 2002 (BR456/01) Bygge- og Teknikudvalgets indstilling af 3. oktober 2001 og Økonomiudvalgets indstilling af 30. oktober 2001 om offentliggørelse af lokalplanforslaget "Bastiansminde" med tilhørende forslag til kommuneplantillæg.
Aftryk af indstillingen med tilhørende bilag er lagt til gennemsyn i borgmester Søren Pinds forkontor, Rådhuset, 1. sal, værelse 36.
Offentliggørelse
Planforslagene har været offentliggjort i perioden fra den 4. december 2001 til den 4. februar 2002. Der er udsendt 633 pjecer til ejere, lejere og brugere og 64 pjecer til interessegrupper, foreninger og lignende.
I offentliggørelsesperioden har der på Biblioteket i Solvang Centret, været afholdt en udstilling med plancher, som redegjorde for planforslagenes indhold.
Den 21. januar 2002 blev der afholdt borgermøde på Dyvekeskolen. Efter en gennemgang af lokalplanforslaget og problematikken omkring lovliggørelsen af de eksisterende huse ved to embedsmænd, havde de ca. 100 deltagende borgere lejlighed til at stille spørgsmål til embedsmændene. Der var 3 politikere til stede i salen, som deltog i debatten. Der vedlægges som bilag A referat af borgermødet samt som bilag B resultatet af de evalueringsskemaer, som blev omdelt på mødet. Som det fremgår af referatet, omhandlede langt størstedelen af debatten lovliggørelsen af de eksisterende huse og brandsikringen. Der var ét enkelt spørgsmål til lokalplanen om, hvorfor bebyggelsesprocenten var blevet sænket til 30.
Herudover har der i offentlighedsperioden været mulighed for via Internettet at søge oplysninger om lokalplanforslaget på en særlig hjemmeside. Hjemmesiden indeholdt en debatside, hvor der var mulighed for at fremføre synspunkter vedrørende forslaget. Der har i høringsperioden været 1 indlæg på debatsiden. Endvidere indeholdt hjemmesiden mulighed for direkte at fremsende indsigelser vedrørende lokalplanforslaget via e-mail. Der er ikke modtaget henvendelser som e-mail.
I offentlighedsperioden er modtaget 4 henvendelser, der er vedlagt til gennemsyn i borgmester Søren Pinds forkontor.
En liste over henvendelserne er vedlagt som bilag C.
Henvendelser fra offentlige myndigheder
1. Skrivelse af 24. januar 2002 fra HUR, Hovedstadens Udviklingsråd
HUR har som regionplanmyndighed ingen indsigelser eller bemærkninger til planforslagene.
Henvendelser fra ejere, lejere og brugere, interessegrupper m.fl.
2. Skrivelse af 6. januar 2002 fra Erik Engelbrecht Larsen, Cedergangen 49
I skrivelsen anføres, at lokalplanforslaget benævner foreningens festplads som parkeringsplads, hvilket den desværre har udviklet sig til gennem de sidste ti år. Hermed forhindres brugen af festpladsen som det naturlige historiske midtpunkt for foreningen, hvor medlemmerne har kunnet mødes, og børnene har kunnet bevæge sig i sikkerhed. Man burde friholde festpladsen for parkering og gennemkørsel, og der kunne evt. laves skråparkering i enderne af festpladsen mod Azaleagangen og Bregnegangen til gæster. Det er desuden et problem for taxi, læger etc., at Azaleagangen er spærret for indkørsel fra både Røde Mellemvej og Englandsvej. Azaleagangen burde være ensrettet fra Røde Mellemvej mod Englandsvej som de øvrige gange.
Bemærkninger
Lokalplanforslaget er ikke til hinder for, at foreningen udformer festpladsen efter eget ønske. Lokalplanen fastlægger, at det eksisterende parkeringsareal på fællesarealet opretholdes og anlægges med grønt præg. Bestemmelsen sigter mod, at antallet af parkeringspladser opretholdes. Fællesarealet kan udnyttes bedre, men det er op til foreningen selv at placere parkeringspladserne, hvor de er til mindst mulig gene. Forvaltningen finder det ikke hensigtsmæssigt, at lokalplanen skal indeholde for detaljerede bestemmelser om friarealernes udformning, idet det vil virke begrænsende på foreningens muligheder for at indrette arealerne efter eget ønske. Med hensyn til ensretningen af Azaleagangen er der i lokalplanforslaget ingen bestemmelser om ensretning af de interne veje. Såfremt vejene får status som private fællesveje, hvilket lokalplanen muliggør, skal ændring er godkendes af Vej & Park.
3. Skrivelse af 9. januar 2002 fra Ældrerådet Sundby v/ Ældrerådsformand Otto Madsen, Skotlandsplads 11, 1.th
Ældrerådet har ingen bemærkninger til lokalplanforslaget.
4. Skrivelse af 14. januar 2002 fra Andelsforeningen Bastiansminde, Azaleagangen 28
I skrivelsen anføres, at bestyrelsen gør indsigelse mod bebyggelsesprocenten på 30. Bestyrelsen skriver, at man under hele forløbet med lokalplanudarbejdelsen arbejdede med en bebyggelsesprocent på 40 og med et minimum på 80 m² pr. lod, idet de fleste beboelseshuse i Bastiansminde har bebyggelsesprocenter over 30 men under 40 pct. Bebyggelsesprocenten blev først rettet til 30, da lokalplanforslaget var under politisk behandling.
Bemærkning
Det er korrekt, at forvaltningen under drøftelserne med bestyrelsen om udarbejdelsen af lokalplanforslaget lagde op til en bebyggelsesprocent på 40 på baggrund af, at området er et B1-område. Forvaltningen indstillede til Bygge- og Teknikudvalget, at bebyggelsesprocenten for området som helhed ikke måtte overstige 40, og at der på grunde under 200 m2 måtte opføres en beboelsesbygning på 80 m². For parceller mellem 200 og 300 m2 skulle etagearealet overholde 40, og for parceller større end 300 m2 måtte etagearealet ikke overstige 120 m2. Under Bygge- og Teknikudvalgets behandling af lokalplanforslaget var der et bredt flertal for at sænke bebyggelsesprocenten til 30 pga. de forholdsvis små grunde og af hensyn til de nærliggende villakvarterer. Bygge- og Teknikudvalget anbefalede derfor lokalplanforslaget med fastsættelse af den maksimale beb yggelsesprocent på de enkelte lodder til 30, dog med en byggemulighed på minimum 80 m² beboelsesbygning pr. lod. Dette blev anbefalet af Økonomiudvalget og godkendt af Borgerrepræsentationen. Bestemmelsen om bebyggelsesprocenten blev derfor ændret til, at bebyggelsesprocenten for området som helhed ikke må overstige 35. For parceller mindre end 267 m2 må beboelsesbygningens etageareal ikke overstige 80 m² og for parceller på mere end 267 m² skal beboelsesbygningens etageareal overholde bebyggelsesprocenten 30. Forvaltningen finder ikke grundlag for at foreslå ændringer af lokalplanforslagets bebyggelsesprocent.
Endelig vedtagelse af lokalplanen
Som betingelse for endelig vedtagelse af lokalplanen har Bygge- og Teknikudvalget forudsat, at brandsikringen i området er tilendebragt. I september 2001 meddelte bestyrelsen, at brandsikringen forventedes afsluttet pr. 1. oktober 2002. Der er i alt 163 beboelseshuse, et fælleshus og et antal skure, hvor brandsikringen skal være i orden.
Pr. 20. november 2002 er 73 pct. af beboelseshusene brandsikrede fuldt ud. Af disse er der 1/3, som ikke har skullet foretage sig noget. Yderligere 18 pct. af husejerne har igangsat brandsikringen, og størstedelen af disse er nået langt med brandsikringen af beboelseshusene. Der er herefter kun 15 huse svarende til 9 pct., hvor brandsikringen ikke er påbegyndt, og heraf skal 4 huse nedrives, hvorfor disse ikke er blevet brandsikret. Her afventer man lokalplanens endelige vedtagelse, således at ejerne kan påbegynde nedrivningen og opførelsen af nye huse.
Bestyrelsen for Andelsforeningen Bastiansminde A/S har den 21. oktober 2002 sendt et brev til alle i foreningen, der ikke har færdiggjort brandsikringen, om at færdiggøre denne inden 21. november 2002. Bestyrelsen vil herefter sætte håndværkere til at udføre brandsikringen på de endnu ikke brandsikrede huse på husejerens regning, som besluttet på en ekstraordinær generalforsamling.
Foreningen har i første omgang koncentreret sig om at brandsikre beboelseshusene, men skurene skal også brandsikres. Foreningen har i brev af 8. november 2002 til forvaltningen endvidere redegjort for brandsikring af skurene. Det har vist sig, at en del af skurene er blevet brandsikret, og andre er blevet fjernet. Der vil yderlige blive fjernet nogle skure, og der skal ske brandsikring af skure på 15 pct. af lodderne, som forventes gennemført i takt med, at beboelseshusene bliver færdiggjort.
En gennemført brandsikring på 73 pct. af beboelseshusene, og en igangværende brandsikring på 18 pct., finder forvaltningen er tilfredsstillende, når der henses til, at bestyrelsen står inde for, at de sidste beboelseshuse vil blive påbegyndt brandsikret på bestyrelsens foranledning, hvis ikke ejerne selv har handlet inden den 21. november 2002. Redegørelsen for brandsikringen af skurene forekommer ligeledes tilfredsstillende. Forvaltningen vil følge brandsikringen nøje, og såfremt det viser sig nødvendigt, må forvaltningen nedlægge påbud om at få bragt forholdene i orden.
Forvaltningen finder, at brandsikringen er så langt og med udsigt til, at de resterende huse inden for kort tid vil få tilendebragt brandsikringen, at lokalplanen for Bastiansminde kan vedtages endeligt, således at den egentlige lovliggørelse af de enkelte huse kan påbegyndes, og at der kan igangsættes byggeri i overensstemmelse med lokalplanen. F.eks. kan de husejere, der ejer huse, der er i så dårlig stand, at de skal nedrives, ikke gå i gang hermed, før lokalplanen er vedtaget.
Endelig vedtagelse af kommuneplantillægget
Som forudsætning for endelig vedtagelse af kommuneplantillægget skal Andelsforeningen Bastiansminde erhverve et 2 m bredt areal langs foreningens nordgrænse, der er kommunalt ejet. Den 26. september 2002 har foreningen accepteret at købe arealet. Sagen forventes forelagt Borgerrepræsentationen den 28. november 2002, og såfremt sagen tiltrædes af Borgerrepræsentationen, kan arealet overdrages foreningen pr. 1. december 2002. Hermed er betingelsen for at vedtage kommuneplantillægget opfyldt.
Forslaget til kommuneplantillæg blev vedtaget af Borgerrepræsentationen som et forslag til tillæg til Kommuneplan 1997, da Kommuneplan 2001 ikke var endeligt vedtaget på det tidspunkt. Vedtages tillægget endeligt vil det derfor blive vedtaget som et tillæg til den nu gældende Kommuneplan 2001, der har afløst Kommuneplan 1997.
Miljøvurdering
Miljøkontrollen har udtalt sig i sagen på grundlag af høring foretaget af Plan & Arkitektur i forbindelse med lokalplanforslagets udarbejdelse. Der henvises til afsnittet Høring i den i ovennævnte afsnit Baggrund nævnte indstilling angående lokalplanforslaget.
BILAG VEDLAGT
- Referat af borgermøde den 21. januar 2002
- Evaluering af borgermøde den 21. januar 2002
- Liste over modtagne henvendelser
BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL, VÆRELSE 36
- Offentliggørelsesmaterialet omfattende indstilling med bilag samt orienteringspjece
- Kopi af de modtagne henvendelser
Erik Jacobsen Jens Jacobsen