Annoncering om lokalplaner og kommuneplantillæg
Annoncering om lokalplaner og kommuneplantillæg
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 4. oktober 2000
Sager til beslutning
8. Annoncering om lokalplaner og kommuneplantillæg
BTU 438/2000 J.nr. 619.0019/00
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,
at annoncering om offentliggørelse af forslag til lokalplaner samt endelig bekendtgørelse af lokalplaner i fremtiden alene sker i de relevante lokalaviser
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget godkender,
at annoncering om kommuneplantillæg, der indebærer mindre, lokale ændringer i rammerne og/eller hovedstrukturen, og som typisk ledsages af et lokalplanforslag, som hovedregel sker på samme måde
at der vedrørende kommuneplantillæg, som vurderes at have almen interesse i kommunen, fortsat annonceres som hidtil
RESUME
På baggrund af de relativt store udgifter, der er forbundet med annoncering om offentliggørelse af lokalplanforslag og kommuneplantillæg samt om endelig bekendtgørelse heraf i dagblade set i forhold til den forholdsvis beskedne målgruppe, som denne annoncering skønnes at henvende sig til, foreslås, at annoncering i forbindelse med tilvejebringelse af lokalplaner samt af kommuneplantillæg, som vurderes ikke at have almen interesse i kommunen, i fremtiden alene sker i de lokalaviser, som dækker de pågældende planers geografiske område. I stedet tænkes midlerne anvendt til en forbedring af det materiale, som indgår i forbindelse med f.eks. den endelige lokalplan, samt til øvrige tiltag af informativ karakter inden for forvaltningernes ansvarsområde.
SAGSBESKRIVELSE
Det har siden kommuneplanlovens ikrafttræden i 1977 været praksis i Københavns Kommune at annoncere lokalplanplanforslags og forslag til kommuneplantillægs offentliggørelse samt den endelige vedtagelse heraf i morgenaviserne samt i de lokalaviser, som dækker de pågældende planers geografiske område.
Kommuneplanloven med tilhørende bekendtgørelser indeholdt regler om, at offentliggørelsen skulle bekendtgøres i lokale dagblade og/eller ugeaviser, der har almindelig udbredelse i kommunen, og i øvrigt på den i kommunen brugelige måde.
Med henvisning hertil annonceredes lokalplaner og kommuneplaner i de dagblade og ugeaviser, som Borgerrepræsentationen ved sin konstituering besluttede at bekendtgøre Borgerrepræsentationens møder i. Denne praksis er fortsat gældende.
Der er i valgperioden 1. januar 1998 til 31. december 2001 tale om følgende medier: Morgenbladene Aktuelt, Berlingske Tidende, Børsen, Information, Kristeligt Dagblad, Politiken og Jyllands Posten samt i lokalaviserne Amager Bladet, Bryggebladet, Brønshøj-Husum Avis, Christianshavneren, City Avisen, Lokalavisen for Grøndal, Vanløse og Lindevang, Nord-Vest Avisen, Nørrebro Avis, Søndagsavisen 7, Uge-Avisen, Valby Bladet, Vanløse Avis, Vesterbrobladet, Østerbro Avis, Syd-Vest Folkeblad og På Gaden.
Annonceudgifterne – især til dagbladene – er omfattende, så der er i tidens løb taget initiativer til at begrænse disse – dels i 1989, hvor det besluttedes at indrykke fælles annoncer for flere planforslag, hvor dette af tidsmæssige grunde er muligt, dels i 1991, hvor der blev indført ændrede retningslinier for annoncernes opsætning med henblik på at reducere millimeterforbruget. Endvidere blev det besluttet i forbindelse med planlovens ikrafttræden i 1991 at erstatte den hidtidige bekendtgørelsesannonce i dag- og ugeblade med en annonce, der orienterer om, at bekendtgørelsen og planforslag m.v. er fremlagt. Baggrunden herfor var, at planloven stillede krav om, at bekendtgørelsen skulle indeholde bl.a. retsvirkningerne af planerne, hvilket ville koste en del annoncemillimeter. Siden 1991 har annoncen således ikke været en bekendtgørelse, men en orientering om, at planmaterialet, herunder bekendtg&osl ash;relsen, er fremlagt på biblioteker m.m.
I 1999 har der sammenlagt været annonceret om 16 lokalplansager, herunder én omfattende de 10 lokalplaner i Indre By – nogle både for så vidt angår annoncering om forslag og endelig vedtagelse, andre for en af delene. 10 sager omfattede endvidere kommuneplantillæg. Sammenlagt er der brugt kr. 666.500 (ekskl. moms) til annoncering.
Som et aktuelt eksempel på priser i forbindelse af lokalplanforslag kan nævnes annoncering om lokalplanforslagene "Skoleholdervej", "Hasselvænget", "Bjerregårdsvej", "Holmen II" (inkl. kommuneplantillæg) og tillæg til "Kirkegårdsvej", der blev indrykket den 4. juli 2000. Der blev i dagspressen indrykket én annonce om vedtagelse af de 5 lokalplanforslag til en samlet udgift på knap kr. 58.000 (ekskl. moms) for de 7 morgenaviser. Annoncering af de 5 lokalplanforslag i lokalaviser for de respektive områder beløber sig til ca. kr. 15.000 – eller godt 25% af udgifterne til annoncering i morgenaviserne, idet bemærkes, at der i det konkrete eksempel er tale om en stor besparelse ved, at 5 lokalplanforslag omfattes af én annonce i morgenaviserne.
Lovgrundlaget
For så vidt angår de lovmæssige krav i forbindelse med bekendtgørelse af planforslags offentliggørelse og endelig vedtagelse skal anføres følgende:
I henhold til § 24 i planloven, der i 1991 erstattede kommuneplanloven, skal et planforslag offentliggøres med den tilhørende redegørelse, og der skal oplyses om indsigelsesfristens længde og planforslagets retsvirkninger. Endvidere er der en bestemmelse om, at medlemmer af Borgerrepræsentationen, der har forlangt deres afvigende mening vedrørende planforslaget tilført beslutningsprotokollen, kan forlange, at den afvigende mening offentliggøres samtidig med planforslaget tillige med en kort begrundelse, der affattes af medlemmet. Endvidere er der i § 25 regler om individuel underretning af statslige og kommunale myndigheder, samt i § 26 krav om individuel underretning af ejere, lejere og brugere af ejendomme, der er omfattet af et lokalplanforslag, samt af tilsvarende personkreds uden for lokalplanområdet, såfremt kommunen skønner, at forslaget har en væsentlig betydning for disse. Endelig skal der ske direkte underretning af fo reninger og lignende med lokalt tilhørsforhold, som skriftligt har anmodet om at blive underrettet om lokalplanforslag.
I henhold til planlovens § 30 skal kommunen foretage offentlig bekendtgørelse om den endelige vedtagelse af planen. Bekendtgørelsen skal indeholde oplysning om planens retsvirkninger. I forbindelse med bekendtgørelsen sendes den vedtagne plan til ovennævnte myndigheder. Planen skal være offentligt tilgængelig. Endvidere sendes i forbindelse med lokalplaner et eksemplar af bekendtgørelsen til ejere af ejendomme, der er omfattet af planen, til enhver der har fremsat bemærkninger til lokalplanforslaget samt til de ovenfor nævnte foreninger og interesseorganisationer.
Som det fremgår, er der ikke lovkrav om annoncering af bekendtgørelsen i dagblade og/eller ugeaviser, hvilket også fremgår af Miljø- og Energiministeriets vejledning om planloven af november 1996, side 126, hvor det om annoncering anføres:
"Offentliggørelsen kan ske ved annoncering i de stedlige periodiske blade, dvs. de lokale og regionale dag- og/eller ugeblade, som dækker det geografiske område."
I henhold til planlovens § 1, stk. 2, pkt. 5 (formålsparagraffen), tilsigter loven særligt, "at offentligheden i videst muligt omfang inddrages i planlægningsarbejdet."
Dette hensyn tilgodeses i stort omfang ved den annonceringspraksis, som hidtil har været gældende, idet såvel abonnenter på de mest udbredte morgenaviser samt samtlige husstande i lokalområdet orienteres gennem de gratis lokalaviser. Der er herudover i de senere år via internettet indført nye annonceringsmetoder, idet samtlige planforslag og endelige bekendtgørelser af planer fremlægges på internettet. Der er således i dag yderligere informationsformer i forhold til, hvad var gældende, da den nuværende annonceringspraksis i dag- og ugeblade blev indført.
Vedrørende Borgerrepræsentationens beslutning i forbindelse med konstitueringen om annoncering skal nævnes, at indstillingen alene vedrører annoncering i forbindelse med Borgerrepræsentationens møder, og at der således ikke i forbindelse hermed er taget stilling til forvaltningernes annoncering i øvrigt.
Forslag til fremtidig annonceringsordning
Da alle ejere, lejere og brugere af ejendomme, der er omfattet af et lokalplanforslag, får materiale herom tilsendt med posten, ligesom tilfældet er med ejere, lejere og brugere af ejendomme, der må forudsættes at have en særlig interesse i forslaget, og da lokale foreninger, der har anmodet herom, tillige underrettes direkte, vil målgruppen for annoncering som udgangspunkt være personer, som ikke direkte er berørt, men som alligevel har en interesse i at følge med i, hvad der sker på området.
Da lokalaviserne fremsendes til samtlige afleveringssteder i de geografiske områder, som den enkelte lokalavis dækker, vil alle afleveringssteder i det kvarter, hvor det aktuelle lokalplanområde er beliggende, blive underrettet gennem annoncering.
I de tilfælde, hvor lokalplanforslaget ledsages af et forslag til kommuneplantillæg, får de ovennævnte kredse tillige underretning om dette, selv om planloven ikke indeholder krav herom.
Annoncering i dagspressen har således som primært formål, at underrette interesserede, som ikke direkte er berørte af forslaget, og som ikke bor eller arbejder i det pågældende kvarter. En målgruppe, som må formodes at være lille, hvilket også kommer til udtryk i forbindelse med de henvendelser, som kommunen modtager i forbindelse med offentliggørelsen af planforslag. Der er i alt overvejende grad tale om lokale henvendelser eller henvendelser fra interesseorganisationer.
Når hertil kommer, at der i dag annonceres på internettet, hvilket giver en stor del af de interesserede borgere, som ikke dækkes ind gennem direkte henvendelser eller annoncering i lokalpressen, mulighed for at holde sig orienteret, så forekommer det rimeligt at overveje, om udgifterne til annoncering i dagspressen står i rimeligt forhold til den interesse, der må skønnes at være for at læse annoncerne. Det kan i denne forbindelse tilføjes, at Københavns Kommune er den eneste kommune, som annoncerer om planforslags offentliggørelse og om endelig vedtagelse af planer i den københavnske dagspresse, samt at i forbindelse med annoncering i henhold til vejlovgivningen, som foretages af Vej & Park, anvendes alene lokalaviserne.
På denne baggrund finder forvaltningen, at de ganske betydelige midler, som anvendes på annoncering i dagspressen, mere hensigtsmæssigt kunne finde anvendelse på en forbedring af det oplysningsmateriale, som fremstilles i forbindelse med f.eks. den endelige, trykte lokalplan, samt på andre tiltag til orientering af borgerne om forvaltningernes virke. I denne forbindelse kan eksempelvis peges på forslag om udgivelse af vejledningen "Facader & Skilte", som blev drøftet af Bygge- og Teknikudvalget i mødet den 23. august 2000, og på overvejelser om udgivelse af en publikation om byfornyelsesindsatsen i København og på en pjece om den årlige bygningspræmiering i kommunen eller på andre tilsvarende initiativer samt på orienteringsmateriale af mere generel karakter.
Med henvisning hertil skal det foreslås, at der ikke længere annonceres i de syv morgenaviser, og at annoncering om lokalplanforslag og endelig vedtagelse af lokalplaner for fremtiden alene sker i den eller de lokalaviser, som dækker det kvarter, som det pågældende planområde er beliggende i.
For så vidt angår Økonomiforvaltningens ansvarsområde, hvad angår kommuneplantillæg, gør der sig tilsvarende hensyn gældende, idet der dog i et vist omfang vil være tale om tilvejebringelse af forslag til kommuneplantillæg, der må vurderes at have en bredere almen interesse, senest f.eks. om detailhandel og tidligere f.eks. Metro og Ørestad.
I disse tilfælde vil den hidtidige praksis om annoncering i dagspressen blive fulgt.
For så vidt angår de lokalaviser, som kun udkommer én gang om måneden (Christianshavneren, Bryggebladet og Syd-Vest) må annoncering indskrænkes til de tilfælde, hvor det tidsmæssigt er muligt i forhold til forvaltningernes produktionsplaner. Det kan endvidere overvejes at anvende andre lokalaviser (f.eks. Søndagsavisen), hvor det skønnes hensigtsmæssigt.
Bjarne Winge Jens Jacobsen