Omlægning af Kongens Nytorv
Omlægning af Kongens Nytorv
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 4. oktober 2000
Sager til beslutning
6. Omlægning af Kongens Nytorv
BTU 419/2000 J.nr. 2141:108.0001/95
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,
at denne indstilling danner grundlag for det videre arbejde med en omlægning af Kongens Nytorv
at omlægningsforslaget sendes i offentlig høring
at forvaltningen undersøger mulighederne for at skaffe fonds- eller sponsormidler til omlægningen af Kongens Nytorv
RESUME
I 1991 blev Krinsen indenfor trærækken renoveret som en første etape i en samlet omlægning af Kongens Nytorv. Af økonomiske årsager blev resten af planen ikke gennemført. Borgerrepræsentationen besluttede på mødet den 11. maj 2000 at opgive et lokalplanforslag, der muliggjorde en for kommunen udgiftsneutral omlægning af torvet ved etablering af en privat underjordisk parkeringskælder. I forlængelse af denne beslutning har Bygge- og Teknikforvaltningen udarbejdet et nyt forslag til omlægning af Kongens Nytorv.
Det foreliggende forslag er baseret på 1991-planen, der også lå til grund for lokalplanforslaget. De væsentligste ændringer er fjernelsen af p-anlæggets nedkørsler samt trappe- og elevatortårne. Herudover har forvaltningen foretaget en nærmere bearbejdning af belægninger mv. samt forslagets økonomi. Forslaget er opdelt i 6 etaper, der vil kunne realiseres over en 3 års periode. For at skabe det bedst mulige grundlag for en endelig beslutning om forslaget, foreslår forvaltningen, at forslaget sendes i offentlig høring, herunder blandt torvets grundejere og relevante interesseorganisationer.
Omlægningen af Kongens Nytorv har som de primære formål: At genplante Krinsen og at skabe en harmonisk plads, der har samme trafikkapacitet som i dag.
Kongens Nytorv foreslås samlet af en rolig flade i granitchaussesten. Der lægges gangbordurlinier i samme stentype. De to kørebaner og cykelstierne i asfalt vil være det eneste, der bryder den samlede flade fra facade til facade. Foran Charlottenborg renoveres den eksisterende belægning for at understrege Charlottenborgs rolle som pladsens dominerende bygning. Nyhavn og pladsen ved ankermonumentet afsluttes som selvstændige belægningsflader. Krinsens træer bliver sammen med rytterstatuen de dominerende elementer på torvet.
Trafikken afvikles som i dag i en rundkørsel. Busholdepladserne flyttes til Holmens Kanal ud for metroforpladsen.
Omkostningerne ved at færdiggøre omlægningen af torvet i overensstemmelse med 1991-projektet vil i 2000 priser udgøre i størrelsesordenen 50 mio. kr. Imidlertid er forudsætningerne ændret siden 1991, idet busterminalen foran Det Kongelige Teater som følge af metrobeslutningen skal flyttes over i Holmens Kanal. Hertil kommer genplantningen af Krinsen m.v. som følge af elmesygen. Intentionerne i 1991-projektet vil med de ændrede forudsætninger kunne realiseres for 78 mio. kr.
De samlede omkostningerne ved gennemførelsen af den foreslåede omlægning af Kongens Nytorv vil være af størrelsesordenen 100 mio. kr. for de 4 første etaper, der omfatter den centrale del af torvet, nye busstoppesteder over for metroforpladsen samt fortove og kørebaner. Dette forslag omfatter udover det reviderede 1991-projekt også en omlægning af fortovene rundt om torvet. Hertil kommer 13 mio. kr. til supplerende etaper, der omfatter en teatergade i Tordenskjoldsgade, samt renovering af kørebaner og plantning af træer i Holmens Kanal. Forvaltningen foreslår, at det i forbindelse med det videre arbejde undersøges, hvorvidt midler fra private sponsorer eller fonde kan bidrage til projektets gennemførelse.
Et reduceret projekt, der kun omfatter Krinsen, omlægning af den centrale del af torvet samt en ny busterminal vil kunne gennemføres for 50 mio. kr.
Sagen var på Bygge- og Teknikudvalgets dagsorden i mødet den 20. september 2000, hvor den blev udsat.
SAGSBESKRIVELSE
Kongens Nytorv er en af Københavns fineste pladser og er i kraft af sin størrelse, form, beliggenhed og omgivende bygninger enestående i Europa. Med renoveringen af Krinsen i 1991 blev første etape af en samlet omlægning af Kongens Nytorv påbegyndt. I 1996 blev trafikken på torvet reguleret, således at torvet trafikalt nu fungerer som rundkørsel. Trafikomlægningen betød, at betydelige arealer, der før blev anvendt til trafikafvikling, ligger som restarealer i meget svingende kvalitet og stand. I midten af 1990'erne blev Krinsen og træerne i haveanlægget omkring statuen ramt af elmesyge, og de måtte i slutningen af 1990'erne fældes. Således har Kongens Nytorv de sidste par år ligget hen som en plads præget af overskydende trafikarealer og spor af de fjernede træer.
I efteråret 1998 tiltrådte Borgerrepræsentationen en indstilling om, at der skulle gennemføres en for kommunen udgiftsneutral omlægning af Kongens Nytorv ved realisering af et privat underjordisk parkeringsanlæg. I fortsættelse af denne beslutning godkendte Borgerrepræsentationen den 23. september 1999 et lokalplanforslag samt forslag til kommuneplantillæg for Kongens Nytorv. På baggrund af Borgerrepræsentationens beslutning om Kongens Nytorv projektet den 27. januar 2000 tiltrådte Borgerrepræsentationen den 11. maj. 2000 en indstilling fra Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget om, at lokalplanforslag og forslag til kommuneplantillæg "Kongens Nytorv" bortfalder.
Herefter igangsatte Bygge- og Teknikforvaltningen udarbejdelsen af et nyt forslag til omlægning af torvet med udgangspunkt i Bygge- og Teknikudvalgets beslutning på mødet den 12. april 2000 om, at Bygge- og Teknikforvaltningen med baggrund i tidligere projekter lader udarbejde forslag til omlægning af Kongens Nytorv, herunder finansieringen.
Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil
Forslaget (bilag 1) beskriver en samlet etapeopdelt løsning af hele Kongens Nytorv og Holmens Kanal. Etaperne 5 og 6, der omfatter Holmens Kanal og Tordenskjoldsgade, vil kunne gennemføres uafhængigt af de øvrige etaper. Forvaltningen har medtaget disse etaper, idet kommunen derved kan spare midler til en række midlertidige løsninger.
I det foreliggende forslag har forvaltningen med udgangspunkt i det tidligere forslag med en parkeringskælder søgt at skabe en harmonisk plads, der har samme trafikkapacitet som i dag, jf. bilag 1. Der er tale om et skitseprojekt, hvor der ikke er taget detaljeret stilling til eksempelvis den fremtidige cykelparkering og øvrigt pladsinventar.
Pladsen samles af en rolig flade i granitchaussesten, jf. bilag 1. De asfaltbelagte kørebaner og cykelstier vil være det eneste, der bryder den samlede flade fra facade til facade. Charlottenborg markeres med den eksisterende fortovsbelægning som torvets dominerende bygning. Nyhavn og anlægget ved ankermonumentet afsluttes ud mod den nye kørebane. Krinsens træer bliver sammen med rytterstatuen de dominerende elementer på pladsen. Belægningen og farvetonen i denne er valgt på baggrund af en arkitektonisk vurdering af fladen set i relation til de omgivende bygninger og deres facadefarver.
Etapeopdeling
Omlægningen af Kongens Nytorv er opdelt i 6 etaper, jf. bilag 1. Uden for dette projekt anlægger Ørestadsselskabet metroforpladsen foran Kongens Nytorv med tilhørende busholdepladser i Holmens Kanals sydside. Granitbelægningen på metroforpladsen vil være af samme type, som den der foreslås på Kongens Nytorv.
Etaperne er valgt således, at anlægsarbejderne giver færrest mulige gener for trafikafviklingen. Det vil således med det foreliggende etapeforslag være muligt gennem hele anlægsperioden at fastholde de to kørespor. Generne for cyklister og gående vil være størst under gennemførelsen af etape 3. Det vil dog være muligt at passere torvet for alle trafikanter under samtlige etaper.
De primære etaper er 1-4. Etaperne 5 og 6 er medtaget for at opnå en samlet løsning omkring Kongens Nytorv. Det er samtidig vurderet, at der kan opnås en økonomisk besparelse ved at anlægge de to sidstnævnte etaper samtidigt med etape 1-4.
De foreslåede etaper er:
Etape 1, Krinsen
Krinsen genplantes med 80 lindetræer. I forbindelse med genplantningen optages dele af belægningen for at sikre tilstrækkeligt store plantebede til de nye træer. De efterladte træstubbe i haveanlægget omkring rytterstatuen fjernes, og terrænet reguleres. Hegnet omkring haveanlægget, der er i meget dårlig stand, renoveres i forbindelse med denne etape.
Etape 2, Busterminal
Der etableres ny busholdeplads i Holmens Kanal langs Det Kgl. Teater. Busholdepladsen er beliggende overfor den busholdeplads, Ørestadsselskabet etablerer langs metroforpladsen. Det er en forudsætning for gennemførelsen af etape 3 og 4, at busserne flyttes fra deres nuværende placering på torvet til deres nye placering overfor metroen. Vejprofilet på denne strækning af Holmens Kanal reguleres samtidig. Etape 2 bør afsluttes forud for metroens ibrugtagning i 2002.
Etape 3, Fortove og kørebaner
I forbindelse med omlægningen af fortovene langs husfacaderne samt kørebanerne flyttes trafikken ind omkring Krinsen. Det skal bemærkes, at de kritiske punkter for trafikafviklingen i denne etape er det snævre areal mellem Krinsen og Strøget samt i de tre kryds. Fortovene anlægges med samme belægning som den centrale del af torvet. Der etableres cykelsti og nye kørebaner. I denne etape anlægges også området ved Nyhavn.
Etape 4, Promenaden
Den resterende del af det centrale fodgængerområde på Kongens Nytorv, her kaldet "Promenaden", omlægges. I denne etape indgår genplacering af kioskbygningen samt ny vejbelysning.
Etape 5, Holmens Kanal
Den resterende del af Holmens Kanal fra Eichsens Palæ til Niels Juel statuen omlægges med nye brede rabatter til plantning af nye træer. Etapen kan med fordel anlægges sammen med etape 2, idet busbanen skal flyttes fra yderste kørebane til inderste og der skal etableres nye signalanlæg for afvikling af bustrafikken.
Etape 6, Tordenskjoldsgade/Teatergaden
Tordenskjoldsgade fra Kongens Nytorv til Heibergsgade anlægges som en teateropholdsgade. Såfremt etape 6 skal indgå i projektet, kan den med fordel udføres samtidig med etape 3. Hvis etapen ikke gennemføres, ensrettes Tordenskjoldsgade fra Heibergsgade til Kongens Nytorv.
Forvaltningen har vurderet, at det foreliggende forslag (etape 1-6) til omlægning af Kongens Nytorv kan gennemføres for 113,4 mio. kr. Beløbet er et skønnet middeltal, hvilket betyder, at forvaltningen vurderer, at omlægningen vil koste 113,4 mio. kr. +/- 13%. Den endelige prisfastsættelse foreligger først i forbindelse med licitationsresultatet. Forvaltningen har i vurderingen af udgifterne medtaget alle kendte risici. De enkelte etaper er vurderet til: Etape 1: 9 mio. kr., Etape 2: 7 mio. kr., Etape 3: 50 mio. kr., Etape 4: 35 mio. kr., Etape 5: 9 mio. kr. og Etape 6: 4 mio. kr.
I projektet for en p-kælder under Kongens Nytorv (1997-forslaget) var omlægningen af selve pladsoverfladen sat til at koste 80 mio. kr. (i 1997 priser), hvilket i dagens priser svarer til ca. 95 mio. kr.
Forvaltningen oplyste overfor udvalget i foråret 2000, efter det politiske grundlag for p-kælderløsningen var bortfaldet, at torvet ville kunne omlægges for ca. 50 mio. kr. Dette overslag var baseret på en prisindeksering af 1991-projektet.
En nærmere granskning af 1991-projektet har imidlertid vist, at en række forudsætninger er væsentligt ændret. Metrobeslutningen betyder således, at kørebaneomlægningen på selve torvet bliver væsentlig dyrere som følge af nedlægningen af busterminalerne. Endvidere medfører elmesygen m.v., at Krinsen skal genoprettes for ca. 9 mio. kr. Endelig skal der etableres en ny busterminal i Holmens Kanal. De samlede omkostninger ved at gennemføre et revideret 1991-projekt vurderes at beløbe sig til ca. 78 mio. kr. jf. nedenstående skema.
Etape |
1991 |
1997 |
2000 |
Reduceret projekt (etape 1,2,4) |
Bemærkninger |
1 |
9 |
9 |
9 |
9 |
|
2 |
7 |
7 |
7 |
7 |
|
3 |
27 |
50 |
50 |
Fortovs omlægningen var ikke med i 1991-projektet |
|
4 |
35 |
35 |
35 |
35 |
|
5 |
9 |
||||
6 |
4 |
||||
Total |
78 |
101 |
114 |
51 |
Alle tal i 2000 priser |
Forvaltningen har endvidere vurderet mulighederne for at gennemføre et reduceret projekt (etape 1, 2 og 4, der vil kunne bringe de centrale dele af torvet i en acceptabel stand (bilag 1). Et sådan projekt vil som minimum skulle omfatte en genetablering af Krinsen (etape1), etablering af busterminal i Holmens Kanal (etape 2) samt en omlægning af selve det centrale pladsareal (etape 4). En sådan reduceret løsning vil kunne gennemføres i løbet af 2 år. Forvaltningen skal bemærke, at en gennemførsel af dette reducerede forslag vil medføre, at en senere omlægning af kørebanen og etablering af cykelstier vil blive væsentlig fordyret og give en tidsmæssig længere anlægsperiode. Det skyldes bl.a., at trafikken vil skulle afvikles på kørebanearealerne samtidig med omlægningen. Endvidere viser det sig, at der på dele af pladsen vil opstå væsentlige niveauspring (op til 40 cm) mellem den omlagte plads og de eksisterende kørebaner.
Forvaltningen vurderer, at det er muligt at få en eller flere sponsorer til at støtte omlægningen af Kongens Nytorv eller dele heraf. Der er således sponsorer, der har tilkendegivet, at de ønsker at støtte genplantningen af Krinsen. Forvaltningen foreslår på den baggrund, at disse sponsormuligheder undersøges nærmere.
Der har tidligere været udtrykt ønske om genplantning af Krinsen i 2001. Såfremt etape 1 skal realiseres i 2001, forudsætter det, at der stilles midler til rådighed i indeværende år til indkøb af Krinsens 80 lindetræer.
Forvaltningen foreslår, at Kongens Nytorv omlægges over en kort årrække, så perioden, hvor torvet er omdannet til en byggeplads, bliver mindst mulig. Derfor anbefaler forvaltningen, at etape 1 og 2 gennemføres i år 1, etape 3 i år 2 og etape 4 i år 3. Den økonomiske konsekvens af denne anlægsperiode er, at der i år 1 skal anvendes 16 mio. kr., år 2 50 mio. kr. og i år 3 35 mio. kr. Etape 5 og 6 vil kunne etableres på et senere tidspunkt.
Forvaltningen anbefaler, at det fremlagte forslag til omlægning af Kongens Nytorv (bilag 1) fremsendes til offentlig høring. Materialet foreslås samtidigt sendt til høring blandt grundejerne omkring torvet samt relevante interesseorganisationer (bilag 2). Forvaltningen vil fremlægge de indkomne høringssvar for udvalget i forbindelse med den videre beslutningsproces.
Der foreligger planer for nye cykelstier i Gothersgade og Lille Kongensgade. Disse projekter er der taget højde for i forslaget.
Forslaget til omlægningen af Kongens Nytorv medfører, at en række parkeringspladser på Kongens Nytorv, i de tilstødende gader samt i Holmens Kanal nedlægges. Der nedlægges således i projektet 21 parkeringspladser, heraf 8 i Holmens Kanal (etape 5) og 3 i Tordenskjoldsgade (etape 6). Endvidere fjernes 7 parkeringspladser på selve torvet mellem Østergade og Lille Kongensgade. De resterende 3 pladser er beliggende i Hovedvagtsgade.
Der oprettes ca. 9 nye parkeringspladser i gaden ved Thotts Palæ. Alle handicap parkeringspladser på torvet bibeholdes, og der er skabt mulighed for af og påstigning ved Det Kongelige Teater og Hotel D'Angleterre.
Taxiholdepladser er flyttet til Lille Kongensgade, hvor der kan holde ca. 10 taxaer. Der er endvidere afsat plads i Hovedvagtsgade til en holdeplads i tilknytning til Hotellet.
BILAG VEDLAGT
Bilag 1 – Forslag til omlægning af Kongens Nytorv (mappe med oversigtsplan, belægningsudsnit, etapeplan, eksisterende forhold samt en udvidet beskrivelse)
Bilag 2 - høringsliste
Udsendt med dagsordenen til Bygge- og Teknikudvalgets møde den 20. september 2000.
Ole Bach