Forslag til evaluering af parkeringsordning i brokvartererne
Forslag til evaluering af parkeringsordning i brokvartererne
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 4. oktober 2000
Sager til beslutning
5. Forslag til evaluering af parkeringsordning i brokvartererne
BTU 428/2000 J.nr. 21200.0023/98
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,
at der gennemføres en evaluering af udstedelsen af beboerlicenser
at der i perioden frem til marts 2001 foretages en evaluering af den nye parkeringsordning i brokvartererne og af dens etablering
at de udgifter, der er forbundet med evalueringen (skønsmæssigt 1 mio. kr.), afholdes af indtægter fra Parkering · København
RESUME
Den nye parkeringsordning for brokvartererne er iværksat pr. 30. juni 2000 og efterfølgende justeret og i nogen en grad lempet gennem konkret politisk stillingtagen til en række specifikke problemstillinger for hhv. erhvervs- og beboerparkering.
Det indstilles, at forvaltningen søger at belyse effekten af den nye parkeringsordning ved hjælp af
- tællinger af parkeringen i brokvartererne på relevante steder og tidspunkter, hvor der også er viden om parkeringen før den nye ordnings ikrafttrædelse
- analyser af brugen af hhv. beboer- og erhvervslicenser samt dagbilletter og 2-timers billetter
- analyse af de trafikale konsekvenser for hhv. biltrafikken og den kollektive trafik
- analyse af tilgængelig statistik vedr. personaleomsætningen for større offentlige virksomheder, f.eks. Rigshospitalet
- gennemførelse af en markedsundersøgelse med et repræsentativt udsnit af husstande og virksomheder i brokvartererne
- gennemgang af den valgte informationsstrategi med henblik på opsamling af erfaringer om informationens virkning
- undersøgelse af tilslutningen af private fællesveje til ordningen
Ud fra de nævnte analyser foretages en sammenfattende vurdering af den nye parkeringsordning med skyldig respekt til den usikkerhed, som datakilderne er forbundet med. Bygge- og Teknikudvalget vil få forelagt en redegørelse med eventuelle ændringsforslag til den nye parkeringsordning i marts måned år 2001.
SAGSBESKRIVELSE
Uddybning
Bygge- og Teknikforvaltningen har foretaget tællinger på relevante steder i brokvartererne inden parkeringsordningens ikrafttræden. Forvaltningen har også gennemført tællinger efter parkeringsordningens ikrafttræden og vil gennemføre nye tællinger i løbet af det næste halve år, som kan sammenlignes med de tællinger, der er foretaget, imens den gamle ordning virkede. Det vil give grundlag for at vurdere ændringer i parkeringsmønstret.
Gennem en analyse af de udstedte beboer- og erhvervslicenser – og herunder antallet af de forskellige typer licenser – vil man kunne opnå et overblik over, hvordan parkeringsordningen benyttes af de forskellige grupper. Herunder vil det også blive undersøgt, i hvilket omfang der er givet dispensationer. Brugen af dagbillet og timebilletter vil ligeledes blive undersøgt.
Den nye parkeringsordning i brokvartererne forventes bl.a. at medvirke til, at stigningen i centralkommunernes biltrafik begrænses, og at anvendelsen af brokvartererne som parkeringsområde for rejsende til City begrænses. Gennem analyse af DSBs østtælling for trafikken til og fra stationerne i City og brokvartererne vil man kunne få en indikation af, om den nye parkeringsordning har medført en stigning i brug af kollektiv trafik til og fra City og brokvartererne. Tilsvarende vil en analyse af resultaterne fra biltrafiktællingen i september 2000 og af data fra de faste tællestationer - hvor trafikken tælles hele året - give en indikation af, om den nye parkeringsordning medvirker til at begrænse biltrafikken i centralkommunerne.
En række virksomheder, bl.a. ansatte på Rigshospitalet, har givet udtryk for, at den nye parkeringsordning vil medføre, at flere medarbejdere vil finde ny beskæftigelse, hvor det er lettere at benytte bil til og fra arbejde. Bygge- og Teknikforvaltningen vil undersøge, om personaleomsætningen på udvalgte virksomheder, bl.a. Rigshospitalet, er steget efter indførelse af parkeringsordningen.
Beboernes og erhvervslivets holdninger til parkeringsordningen undersøges gennem en markedsundersøgelse. Undersøgelsen vil dels forsøge at kortlægge, om der findes effekter af parkeringsordningen, som forvaltningen ikke har været tilstrækkelig opmærksom på, og dels indhente forskellige gruppers holdning til og mening om en række konkrete spørgsmål. Der vil blive lagt vægt på at belyse effekterne for såvel husstande med bil som husstande uden bil. Endvidere defineres der et antal relevante erhvervskategorier, så effekterne for forskellige dele af erhvervslivet kan belyses. Ved den konkrete udformning af spøgeskemaet vil der blive taget hensyn til de spørgsmål, der har været debatteret i Bygge- og Teknikudvalget.
Den anvendte informationsstrategi vil blive gennemgået for at vurdere, om informationen og etableringen af ordningen generelt kunne have været tilrettelagt mere effektivt.
Endelig vil Bygge- og Teknikforvaltningen undersøge tilslutningen af private fællesveje til ordningen og om muligt belyse, hvorfor der p.t. kun er tilsluttet ca. 1/3 af de private fællesveje til ordningen.
Forvaltningen skønner, at evalueringen kan gennemføres for ca. 1 mio. kr., hvoraf en væsentlig del vil blive anvendt til at inddrage et professionelt markedsanalysefirma i evalueringen. Omkostningerne finansieres af Parkering · København.
Ole Bach