Drøftelse af Indenrigsministeriets og Sundhedsministeriets svar af 13. maj 2003 vedr. parkeringsordninger
Drøftelse af Indenrigsministeriets og Sundhedsministeriets svar af 13. maj 2003 vedr. parkeringsordninger
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 4. juni 2003
Sager til drøftelse
18. Drøftelse af Indenrigsministeriets og Sundhedsministeriets svar af 13. maj 2003 vedr. parkeringsordninger
BTU 285/2003 J.nr. 310.0003/03
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller:
at Bygge- og Teknikudvalget tager til efterretning, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet i vedlagte brev af 13. maj 2003 medgiver kommunens advokat at indførelsen af 2- timers parkeringsbegrænsningen på private fællesveje i brokvartererne er etableret lovligt, og
at udvalget drøfter, om Parkering København skal opkræve P-afgifter for overtrædelse af 2-timers ordningen på private fællesveje i den meget begrænsede tidsperiode frem til, at de private fællesveje er udskiltet af den kommunale parkeringsordning i brokvartererne.
RESUME
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har afgjort, at indførelsen af 2-timers begrænsningen på visse private fællesveje er sket i overensstemmelse med gældende lovgivning.
Forvaltningen foreslår, at udvalget drøfter om opkrævningen af p-afgifter på de private veje skal genoptages frem til 1. august 2003, hvor de private fællesveje udgår af ordningen. Forvaltningen finder det svært at kommunikere, at vejene skal udgå af ordningen samtidig med, at opkrævningen fortsætter.
SAGSBESKRIVELSE
Bygge- og Teknikudvalget vedtog på sit møde den 30. april 2003 at lade kommunens advokat LINDH STABELL HORTEN fremsende et brev til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, hvori kommunen fastholder at indførelsen af 2-timers begrænsningen på visse private fællesveje er sket i overensstemmelse med gældende lovgivning.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har med sit svarbrev af 13. maj 2003 erkendt, at dette er rigtigt og i øvrigt noteret sig, at Københavns Kommune vil vende tilbage om lovligheden af, at kommunen har opkrævet betaling for udstedelse af P-billetter og P-licenser.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets svar betyder, at der ikke skal tilbagebetales opkrævede P-afgifter for overtrædelse af 2-timers reglen på de private fællesveje, som har været tilsluttet den kommunale parkeringsordning i brokvartererne.
Parkeringsordningen har været på Borgerrepræsentationens dagsorden den 22. april 2003. Her blev det vedtaget at tilbagesende sagen til Bygge- og Teknikudvalget med bemyndigelse til Bygge- og Teknikudvalget til at afgøre sagen.
Fastholder Bygge- og Teknikudvalget beslutningen om at skilte de private fællesveje ud af ordningen inden d. 1. august 2003 vil der kun være ca. 2 måneder hvor der kan opkræves P-afgifter for overtrædelse af 2-timers ordningen på de tilsluttede private fællesveje.
Det vil efter forvaltningens opfattelse være meget vanskeligt kommunikere til offentligheden, at det er vedtaget at lade de private fællesveje udgå af parkeringsordningen, men at dette først har gyldighed, når det fremgår af den ændrede skiltning.
Miljøvurdering
Selve afgiftsspørgsmålet har ingen miljømæssige konsekvenser.
BILAG VEDLAGT
Indenrigs- og Sundhedsministeriets svarbrev af 13. maj 2003.
Ole Bach