Mødedato: 04.06.2003, kl. 14:00

Vanløse Stationsforplads Nord

Vanløse Stationsforplads Nord

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 4. juni 2003

 

Sager til beslutning

13. Vanløse Stationsforplads Nord

BTU 263/2003 J.nr. 611:103.0001/03

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at Københavns Kommune med Fredriksbergbaneselskabet I/S og DSB S-Tog A/S indgår aftale om anlæggelse af Vanløse Stationsforplads Nord og et cykelparkeringsanlæg i tilknytning til forpladsen,

at kommunen som led i aftalen overtager 1.753 m2 af Vanløse Stationsplads Nord fra parterne som umatrikuleret offentligt vejareal,

at Vanløse Stationsforplads Nord og de tilstødende vejarealer omlægges som beskrevet i nærværende indstilling,

at der gives en anlægsbevilling på 10,3 mio. kr. til etablering af Vanløse Stationsforplads Nord og kommunens andel af cykelparkeringsanlægget finansieret af Vej & Parks anlægsramme funktion 2.22.3.

 

RESUME

Bygge- og Teknikudvalget besluttede den 15. januar 2003 (BTU 16/2003), at forvaltningen kunne arbejde på en aftale med Frederiksbergbaneselskabet I/S og DSB S-Tog A/S om de fremtidige ejerforhold til Vanløse Stationsforplads, etablering af et cykelparkeringsanlæg og projektudvikling af Vanløse Stationsforplads Nord. Udvalget besluttede endvidere, at forvaltningen skulle forsøge at inddrage udformningen af den sydlige stationsforplads i projektudviklingen, selvom det er et privatejet grundareal med offentlig adgang.

Frederiksbergbaneselskabet I/S, DSB S-Tog A/S og forvaltningen har forhandlet aftalen færdig. Aftalens hovedpunkter er:

  • At de dele af Vanløse Stationsforplads Nord, der i dag ejes af Frederiksbaneselskabet I/S og DSB S-Tog A/S – i alt 1.753 m2 overdrages til kommunen som umatrikuleret vejareal.
  • Kommunen påtager sig den fremtidige drift- og vedligeholdelse af hele den nordlige forplads.
  • At der bygges et offentligt cykelparkeringsanlæg på et areal i tilknytning til forpladsen med plads til ca. 900 cykler. Anlægget overdrages til DSB S-Tog (som overtager ejerskab og ansvar for drift- og vedligehold).
  • At Vanløse Stationsplads nord anlægges som bydelsplads og stationsforplads, i en kvalitet svarende til Amagerbro Stationsplads.
  • At driften af stationsforpladsen og cykelparkeringsanlægget kapitaliseres og indgår i den samlede udgifter. Parterne deler de samlede udgifter til forplads og cykelparkering med en 1/3 til hver. Kommunens bidrag reduceres således med den kapitaliserede drift- og vedligeholdelses udgift til forpladsen.

Kommunen vil i forbindelse med stationspladsens omlægning foretage omlægning af de tilstødende vejarealer i Jernbane Allé og Vanløse Allé.

Forvaltningen har i samarbejde med parterne og en nedsat følgegruppe af borgere udarbejdet et skitseforslag til stationspladsens udformning. (Bilag 1 og 2.)

Ideen til pladsens udformningen er at skabe rum til ophold, plads til aktiviteter og gode adgangsforhold til Metro og S-tog. Pladsen foreslås anlagt ved genanvendelse af de eksisterende granitmaterialer suppleret med betonfliser, der markerer gangzoner på pladsen. Mod Vanløse Allé placeres en række mure, der definerer pladsen mod vejen og er ryg for pladsens opholdsområde. Herudover foreslås placeret en pergola og plantet en række træer.

Den sydlige forplads er foreslået anlagt efter de samme principper som den nordlige plads med cykelparkering bag en række murstykker og enkelte træer. Pladsen er privat grundareal med offentlig adgang. Grundejeren har deltaget i møderne og har udtrykt, at denne udformning af pladsen er i overensstemmelse med deres tanker.

Der har lokalt været udtrykt ønske om kunstnerisk udsmykning af pladsen og på den baggrund har Forvaltningen forespurgt Statens Kunstfond om den vil støtte udsmykning af pladsen. Forvaltningen har endnu ikke fået svar fra fonden, men såfremt fonden melder positivt tilbage, vil forvaltningen ansøge udvalget om accept af et sådan projekt, herunder en økonomisk ramme herfor.

Forvaltningen undersøger i forbindelse med detailprojekteringen og forpladsen kan skiltets således, at cykelparkering på pladsen forbydes.

Parterne har aftalt en ramme til omlægning af pladsen på 3 mio. kr. svarende til kvaliteten af Amagerbro Station. Forvaltningen har vurderet, at kvaliteten af den eneste offentlige plads i Vanløse skulle være højre end det mellem parterne aftalte. Forvaltningen anbefaler, derfor at Bygge- og Teknikudvalget afsætter yderligere 1,6 mio. kr. til pladsen. Herudover vil vejomlægningerne beløbe sig 3,6 mio. kr.

Ifølge aftalen mellem parterne er de samlede anlægsomkostninger (plads og cykelparkering) 18,4 mio. kr. Kommunens andel er 1/3 (6,089 mio. kr.) fraregnet den kapitaliserede drift- og vedligeholdelse af pladsen på 1,02 mio. kr. i alt 5,069 mio. kr.

Forvaltningen anbefaler på den baggrund, at der gives en Anlægsbevilling på i alt 10,3 mio. kr. til de ovenstående formål under Vej & Parks anlægsramme funktion 2.22.3.

Forvaltningen vurderer ud fra lignende pladser, at de årlige drift- og vedligeholdelsesudgifter vil være i størrelsesorden 80-100.000 kr. Midlerne skal anvendes fra 2005 og søges dækket ved en udvidelse af Vej & Parks driftsramme.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

I gennem flere år har interessenterne omkring Vanløse Stationsforplads arbejdet på at få tilvejebragt et grundlag for en omlægning af forpladsen i forbindelse med metroens ankomst til Vanløse. En aftale har været vanskelig at opnå fordi parterne har haft forskellige ønsker til pladsen, ligesom det har været et problem at få plads til de mange cykler, der forventes at ankomme til pladsen dagligt. I dag vurderes der dagligt, at være op til 700 cykler på pladsen. I forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanen for Vanløse Center, lykkedes det parterne at opnå principel enighed om en løsning, idet Banestyrelsen stillede et areal til rådighed for cykelparkering. Der blev endvidere fundet en investor til byggemuligheden på pladsen, og dermed var det muligt for parterne i begyndelsen af 2003 at blive enige om en aftale, der sikrer en ny metroforplads og samtidig giver Vanløse sin første offentlige plads.

Bygge- og Teknikudvalget godkendte den 15. januar 2003 (BTU 16/2003), at forvaltningen arbejdede på aftalen om pladsen. Udvalget besluttede samtidigt, at forvaltningen skulle forsøge at inddrage udformningen af den sydlige stationsforplads i projektudviklingen. Den sydlige plads er et privatejet grundareal med offentlig adgang.

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

Aftalen med Frederiksbergbaneselskabet I/S og DSB S-Tog A/S har følgende hovedpunkter:

  • Dele af Vanl&o slash;se Stationsforplads Nord, der i dag ejes af Frederiksbaneselskabet I/S og DSB S-Tog A/S – i alt 1.753 m2 overdrages til kommunen som umatrikuleret vejareal.
  • Kommunen påtager sig den fremtidige drift- og vedligeholdelse af hele den nordlige forplads.
  • Der bygges et cykelparkeringsanlæg på et areal i tilknytning til forpladsen med plads til ca. 900 cykler. Anlægget overdrages til DSB S-Tog (ejerskab, drift- og vedligehold.).
  • Vanløse Stationsplads nord anlægges som bydelsplads og stationsforplads, i en kvalitet svarende til Amagerbro Stationsforplads.
  • Driften af stationsforpladsen og cykelparkeringsanlægget kapitaliseres og parterne deler de samlede udgifter til forplads og cykelparkering med en 1/3 til hver.

Forvaltningen har endvidere overfor parterne tilkendegivet, at kommunen vil foretage en omlægning af de tilstødende vejarealer i Jernbane Allé og Vanløse Allé.

Efter Bygge- og Teknikudvalgets behandling den 15. januar 2003 indkaldte forvaltningen til borgermøde i lokalområdet, hvor parterne og forvaltningen orienterede om aftalen, planerne for Metroen, S-Tog og investorbyggeriet. Forvaltningen opsamlede de lokale ønsker til pladsen og afslutningsvis blev der nedsat en følgegruppe, som sammen med forvaltningen skulle udarbejde forslag til Vanløse Stationsforplads. Dette arbejde blev præsentere på et borgermøde i maj 2003.

Vanløse Stationsforplads skal jf. den foreliggende skitse udformes så der bliver plads til ophold og aktiviteter, samtidig med at der skal være gode adgangsforhold til Metro og S-tog. Pladsen foreslås anlagt ved genanvendelse af de eksisterende granitmaterialer suppleret med betonfliser. Mod Vanløse Allé placeres en række mure, der definerer pladsen mod vejen og er ryg for pladsens opholdsområde. På murene er der monteret bænke. Herudover foreslås placeret en række runde "stentaburetter" i forbindelse med muren. Et eksisterende platantræ på pladsen bevares og der plantes yderligere grupper af Robinie. Modsat pladsen på det nordlige fortov af Vanløse Allé plantes ligeledes en række en Robinier. Træarten er valgt fordi træet allerede er plantet på Vanløse Allé og fordi dets åbne krone og lette løv giver mulighed for at solen kan skinne igennem. Langs S-Togs stationsbygningen placeres en pergola med slyngplanter.

Forvaltningen undersøger i forbindelse med detailprojekteringen om forpladsen kan skiltets således at cykelparkering på pladsen forbydes.

Den sydlige forplads er foreslået anlagt efter de samme principper som den nordlige plads med cykelparkering bag en række murstykker og enkelte træer. Den private grundejer har deltaget i møderne og har udtrykt, at denne udformning af pladsen er i overensstemmelse med deres tanker.

Økonomi

Frederiksbergbaneselskabet I/S, DSB S-Tog A/S og forvaltningen har aftalt at dele udgifterne til cykelparkeringsanlægget og den nordlige forplads med 1/3 til hver af parterne. Aftalens samlede økonomiske ramme er 18,4 mio. kr. I denne ramme indgår Den kapitaliserede værdi af drifts- og vedligeholdelsesomkostningerne for pladsen og cykelparkeringsanlægget. 3 mio. kr. til forpladsen, midler til byggepladskoordinering og midler til signalanlæg.

Forvaltningen har i forbindelse med projektudviklingen vurderet, at pladsen der er den eneste offentlige plads i området, skal have en højre kvalitet end den der er aftalt imellem parterne.

I aftalen mellem parterne var ved færdiggørelsen vurderet til 14 mio. kr. I konkretisering af aftalen er der fremkommet udgifter udover de 14 mio. kr., udgifter som parterne har besluttet at afholde i fællesskab. Parterne låner således arealer til etablering af midlertidig cykelparkering i anlægsperioden, hvor det ellers ikke vil være muligt at parkere cykler ved stationerne. For at sikre koordineringen af de i alt 5 byggepladser, der vil være i området samtidig, har parterne udpeget en Byggepladskoordinator og afsat midler til denne opgave. De fælles ledningsomlægninger er endvidere blevet mere omfattende end forventet. På den baggrund er den samlede ramme for aftalen justeret til 18,4 mio. kr. efter aftale mellem parterne.

Det samlede økonomiske regnskab bliver således:

  • Kommunes andel af aftalen 1/3 af 18,4 mio. kr. fratrukket kapitaliseringen af drifts- og vedligeholdelsesudgiften for pladsen 1,020 mio. kr. i alt 5,1 mio. kr. Heri er indeholdt 3 mio. kr. til pladsomlægningen.
  • Yderligere midler til omlægning af stationsforpladsen 1,6 mio. kr.
  • Vejomlægning 3,6 mio. kr.

Forvaltningen anbefaler, at der gives en anlægsbevilling på 10,3 mio. kr. til etablering af Vanløse Stationsforplads Nord, omlægning af vejene og kommunens andel af cykelparkeringsanlægget under Vej & Parks anlægsramme funktion 2.22.3.

Forvaltningen vurderer ud fra lignende pladser, at de årlige drift- og vedligeholdelsesudgifter vil være i størrelsesorden 80-100.000 kr. Midlerne skal anvendes fra 2005 og søges dækket ved en udvidelse af Vej & Parks driftsramme.

Miljøvurdering

Forvaltningen har i forslaget lagt vægt på at genbruge de granitmaterialer (brosten og chaussesten) der i dag findes på arealet i det omfang det er muligt.

De 1.753 m2 som kommunen overtager fra parterne er tidligere anvendt til parkeringsareal og bygningsformål for DSB / Banestyrelsen. Der er ikke i Miljøkontrollen registret forurening på arealerne, det forventes at være lettere forurenet. Klassificeret som Vidensniveau 2. Banestyrelsen der i dag har ansvaret for arealerne har ikke registret forurening udover hvad der normalt findes i København.

Høring

Der har i forbindelse med projektudviklingen af forslaget til forpladsen været afholdt to borgermøder og 4 følgegruppemøder.

Borgerne i Vanløse har i forbindelse med projektudviklingen udtrykt ønske om at der anlægges en plads fra facade til facade fra Jydeholmen til Vanløse Allé og opad Vanløse Allé – som en strædeløsning. Forvaltningen har vurderet forslaget, men kan af trafiksikkerhedsmæssige grunde ikke anbefale en sådan løsning. Et sådan projekt vurderes desuden at ville koste mellem 20-30 mio. kr.

Udvalget har tidligere udtrykt ønske om, at der på sigt sker en vurdering af mulighederne for en trafiksanering af Jernbane Allé projektet indgår således som et ønske til Vej & Park anlægsramme.

Forslaget til Vanløse Stationsforplads har været forelagt Københavns Politi til orientering mht. udformningen af vejarealerne. Politiet vil få projektet til godkendelse i forbindelse med detailprojekteringen.

HUR har i forbindelse med Lokalplanen for Vanløse Center udtrykt ønske om, at der blev etableret vendeplads for HT-busser på den nordlige forplads. Dette er ikke imødekommet i lokalplanen, da dette vil reduceret pladsen væsentligt i omfang. HUR har taget afstand fra det foreliggende projekt, idet forvaltningen også har fravalgt at anlægge busrefuger. Dette skyldes at der ved anlæggelse af refuger vil blive mindre pladsareal og kun kan etableres smalle buslæ. Den af forvaltningen foreslåede løsning betyder, at der kan være bred e buslæ ved stoppestederne.

Andre konsekvenser

Samtidig med anlæggelse af pladsen vil krydset Jernbane Allé / Vanløse Allé blive signalreguleret for at forbedre krydsningsmulighederne for fodgængere og cyklister.

I Vanløse Allé i tilknytning til pladsen reserveres der foruden plads til busstoppesteder plads til en taxiholdeplads til to vogne, samt af- og påstigningsplads / vareafsætningsplads.

Fra cykelstien i mellem den sydlige og nordlige forplads, som i dag følger vejen i jernbane viadukten, vil der blive etableret en adgang til pladsen, således at cyklisterne ikke fristes til at bruge fortovet i forbindelse med deres vej frem til cykelparkeringsanlægget der ligger på den nordlige plads.

Parterne har aftalt at forpladsen skal være færdigt anlagt i slutningen af 2004. Foruden forpladsen sker der også en ombygning af S-togs stationen, færdiggørelse af metroen og bygningen af investorbyggeriet. Derfor har parterne udpeget en fælles byggepladskoordinator. Den nordlige forplads anvendes således i 2003 og 2004 til byggeplads, dog vil der i hele perioden være adgang til Metro og S-tog. Under byggeperioden vil der blive etableret midlertidig cykelparkering på et grundareal overfor stationen.

BILAG VEDLAGT

Bilag 1 – Skitse for Vanløse Stationsforplads

Bilag 2 – 3D computer illustrationer af pladsen.

Ole Bach

 

Til top