Mødedato: 04.05.2005, kl. 14:00

Byudviklingspuljen, projekt Peter Fabers Gade

Byudviklingspuljen, projekt Peter Fabers Gade

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 4. maj 2005

 

 

Sager til beslutning

 

3.      Byudviklingspuljen, projekt Peter Fabers Gade

 

BTU 259/2005  J.nr. 444.0001/03

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikudvalget indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at der gennemføres en forskønnelse af gaderummet i Peter Fabers Gade

 

RESUME

Beboere i Peter Fabers Gade har i samarbejde med Agenda 21 center Indre Nørrebro initieret projektet. Projektet omhandler trafiksanering gennem etablering af trafikdæmpende foranstaltninger og udvidelser af fortove. Der udskiftes og opsættes cykelstativer, og parkeringen reguleres. Der plantes op ad facaderne samt i bede i forbindelse med bump. Hastigheden nedsættes til 30 km. i timen.

Peter Fabers Gade er offentlig vej, og antallet af parkeringspladser i gaden fastholdes som i dag.

Projektet modtog tilsagn om støtte fra Københavns Kommunes Byudviklingspulje i anden ansøgningsrunde (BTU 294/2003). Projektet finansieres af Byudviklingspuljen og lokalt indsamlede midler. Bygge- og Teknikudvalget skal nu som vejmyndighed tage stilling til det udfærdigede projekt.

 


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Byudviklingspuljen støtter projekter, der udspringer af et lokalt behov for forbedringer i boligområderne.

Ved hjælp af midler fra Byudviklingspuljen og medfinansiering fra beboerne er det blevet muligt at gennemføre projektet.

Forslaget giver gaden en udformning, der signalerer, at trafikken foregår på de bløde trafikanters præmisser.

Baggrunden for dette projekt er, at mange beboere i gaden føler sig generet af biltrafik med høj fart. Efter beboerne fik oplysning om tilsagn fra Byudviklingspuljen, blev der ikke tøvet fra de fleste ejendomme om at bidrage med deres del.

Peter Fabers Gade er godt 200 meter lang og kun omkring 12 meter bred, og gadens bygninger er gennemsnitligt 5 etager. Gaden er i dag ensrettet for både bilister og cyklister, og der er kantstensparkering i begge sider af vejbanen i stort set hele gadens længde. Der er fem steder placeret cykelstativer i gaden, de fleste er meget medtagne. Samtlige cykelstativer er overfyldte, og der er mange cykler langs facaderne i gaden. For enden af gaden ved Nørrebrogade er der et trafiklys, hvilket bevirker, at mange bilister kører stærkere end tilladt for at nå det grønne lys.

 

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

Gaden ligger på Indre Nørrebro mellem Guldbergsgade og Nørrebrogade. Området omkring Skt. Hans Torv har gennem de seneste år udviklet sig til et kvarter med specialbutikker inden for tøj og mad samt barer og caféer. Der er samtidig sket en del renoveringer af ejendomme i kvarteret, men de fleste gader har dog stadig ikke fået deres friske pust for at være tidssvarende.

Det vigtigste mål for projektet har været at dæmpe farten for bilister i gaden. Derudover har det også været vigtigt at skabe luft og atmosfære, så gaden fremstår mere indbydende og sikker at færdes i, dette i form af bump, facadeplanter, nye affaldskurve og cykelstativer.

Ved indkørslen til gaden ved Guldbergsgade laves fortovsudvidelser, der giver gode oversigtsforhold. Der etableres to bump i gaden belagt med chaussésten i mønster, som skal fungere som krydsningspunkter for fodgængere. Ved udkørslen til Nørrebrogade udvides fortovene også i begge sider af gaden, så der kun er en kørebane ud til Nørrebrogade. Alle nye belægninger er placeret, så de tager hensyn til de eksisterende kloakforhold. Der plantes lave buske på hævede arealer.

De eksisterende cykelstativer i gaden udskiftes, og der tilføres yderligere 20 cykel p-pladser. Cykelstativerne placeres med adgang fra fortovssiden for ikke at komme i fare ved forbipasserende biler.

Der opsættes stativer med facadeplanter ved opgange, som ikke allerede har. Der opsættes i alt omkring 40 nye stativer med planter. Eventuelt forsømte eller ødelagte planter og stativer udskiftes, så der opstår en sammenhæng i gaden. I forbindelse med fortovsudvidelser og de to bump sættes buske.

Der vil fortsat være samme antal parkeringspladser i gaden som hidtil, idet de pladser, som fjernes omkring bump, vindes ved fortovsudvidelser i forbindelse med overkørsler.

Der etableres en ny hastighedsbegrænsning på 30 km/timen. Cykling tillades i begge retninger.

 

Økonomi

Den samlede anlægsramme for projektet er 962.000 kr. eks moms finansieres på følgende måde:

722.000 eks moms fra Byudviklingspuljen (BTU 21/2004).

241.000 kr. eks moms fra ejendomme i Peter Fabers gade.

 

Driftsudgifterne vurderes ikke at stige i forbindelse med vedligeholdelse af projektet.

 

Miljøvurdering

Projektet skal overholde en række miljøkrav – som beskrevet i retningslinjerne i den af Borgerrepræsentationen vedtagne Miljøorienteret Byfornyelse og Nybyggeri, Bygge- og Teknikforvaltningen 2001 – som er forpligtende for alt byggeri, der støttes af Københavns Kommune. For at skærpe overholdelsen skal projektet fremsende en Tro & Love erklæring, der beskriver, hvorledes projektet har overholdt kravene. Det indskærpes overfor projektet, at en misligholdelse af miljøkravene kan medføre inddragelse af støtten.

 

Høring

Byudviklingspuljen stiller krav om, at projektet har bred lokal opbakning. I dette projekt bidrager hovedparten af ejendommene på strækningen til projektet.

Projektet er hørt hos Københavns Politi, der ikke har nogen bemærkninger.

Beboere er hørt vedrørende projektet, og kommentarer fra et afholdt beboermøde den 2. februar 2005 er indarbejdet i projektet.

 

 

BILAG VEDLAGT

Bilag 1: Eksisterende forhold

Bilag 2: Projektoversigt

 

Ole Bach


 

Til top