Investeringsplan for Vej og Park 2001-2006
Investeringsplan for Vej og Park 2001-2006
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 4. april 2001
Sager til beslutning
4. Investeringsplan for Vej & Park 2001-2006
BTU 91/2001 J.nr. 1410.0013/00
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,
at midlerne på Vej & Parks investeringsplan for år 2001 fordeles i henhold til nedenstående indstilling
at midlerne på Vej & Parks investeringsplan for 2002 fordeles i henhold til nedenstående indstilling
at Vej & Parks midler for 2003-2006 foreløbig disponeres i henhold til nedenstående indstilling
RESUME
Bygge- og Teknikudvalget godkendte den 4. oktober 2000 Vej & Parks reviderede investeringsplan for år 2000 (BTU370/2000).
Som følge af billiggørelse af en række projekter samt tidsmæssige forskydninger af andre projekter i 2000 foreslår forvaltningen overført 29,420 mio. kr. af anlægsrammen, 12,783 mio. kr. af midlerne afsat til "Handlingsplan for trafikafvikling i København 2000-2005" (TAP) og 1,820 mio. kr. af byudviklingspuljen til 2001.
Den samlede anlægsramme for 2001 og 2002 er på henholdsvis 101,753 og 63,819 mio. kr. En række projekter på investeringsplanen for disse to år er projekter, som tidligere er besluttet igangsat i 2001 og 2002 - blandt andet i henhold til beslutning vedrørende TAP. Andre midler er afsat til projekter, som er igangsat tidligere, men som ikke er færdige/bliver færdige. Endelig er der nye projekter, som forvaltningen foreslår igangsat i 2001 og 2002. De nye projekter er udvalgt ud fra en samlet vurdering af behov og økonomi.
Den samlede anlægsramme for hvert af årene 2003 til 2006 er på 66,588 mio. kr. På forslaget til investeringsplan for 2003-2006 er der anført nogle få projekter, som er igangsat eller besluttet tidligere. Herudover er der anført en række ønsker til kommende anlægsarbejder. Forvaltningen har opdelt ønskerne i ønsker for projekter til igangsættelse/gennemførelse i 2003 og ønsker til projekter til igangsættelse/gennemførelse i de efterfølgende år.
SAGSBESKRIVELSE
Bygge- og Teknikudvalget godkendte den 2. februar 2000 Vej & Parks investeringsplan for år 2000 (BTU36/2000) samt anvendelsen af de i budgetforliget afsatte midler for år 2000 (20 mio. kr.) til gennemførelse af "Handlingsplan for trafikafvikling i København 2000-2005" (TAP).
Bygge- og Teknikudvalget godkendte den 4. oktober 2000 Vej & Parks reviderede investeringsplan for år 2000 (BTU370/2000). Samtidig besluttede udvalget at anvende et overført mindreforbrug på driften fra 1999 som følger: 2,0 mio. kr. til cykelstiforbedringer (vedligeholdelse), 1,0 mio. kr. til forbedret renholdelse samt 0,5 mio. kr. til opretning i Ørstedsparken.
Uddybning af indstilling
2000
Det samlede beløb til overførsel fra 2000 til 2001 er 44,023 mio. kr. Under anlæg overføres 33,789 mio. kr. (heraf 29,420 mio. kr. fra den normale anlægsramme og 4,369 mio. kr. fra TAP-midlerne) fordelt med 3,820 mio. kr. under funktion 0.21.3 (Park) og 29,969 mio. kr. under funktion 2.22.3 (Vej). Under drift overføres 10,234 mio. kr. under funktion 2.11.1. Når en del af overførslen sker til drift, skyldes det, at visse TAP-midler og Byudviklingspuljen i 2000 formelt er driftsmidler. Der er med budgetoplægget for 2002 lagt op til, at hele TAP-bevillingen overføres fra drift til anlæg.
Som det fremgår af bilag 1, er der behov for (for så vidt angår den normale anlægsramme) at overføre i alt 29,420 mio. kr. fra 2000 til 2001. Dette beløb er større end ønskeligt. Det er fremkommet som en kombination af følgende forhold: Der budgetteres og udarbejdes kun projekter til kapitalbudgettets grænse. Det vil sige, at når der opstår forsinkelse enten ved projektudviklingen, den politiske behandling, detailprojekteringen og/eller anlægget, vil kapitalrammens udnyttelse blive reduceret. Som det fremgår af de enkelte forklaringer, er det hændelser af ovennævnte type, der er årsag til, at rammen for 2000 ikke er fuldt udnyttet. I bilag 1 er de projekter, hvor der har været ændringer i forhold til den seneste udvalgsbehandling (BTU370/2000) markeret med gult.
Vej & Park vil i 2001 søge at reducere forsinkelsernes virkning på rammeudnyttelsen ved at forelægge projekterne for udvalget tidligere på året. Dette kræver imidlertid en del ressourcetilpasning, som gennemføres i øjeblikket. Vej & Park forventer derfor, at rammen for år 2001 vil blive bedre udnyttet, om end kapitaloverførsler fra 2001 til 2002 sandsynligvis også vil blive nødvendig.
Endelig skal det nævnes, at mange af de projekter, hvor der overføres penge fra 2000 til 2001, er udbudt og under anlæg. Det vil sige, at de ikke belaster Vej & Park så hårdt som i opstartfasen. Disse projekter vil derfor i sig selv ikke reducere Vej & Parks mulighed for at nå at udfylde rammen for år 2001
Det skal bemærkes, at der er et forbrug på tidligere kapitalbevillinger på 0,966 mio. kr. i 2000. Dette hidrører fra forbrug på anlægsprojekter, som var planlagt afsluttet i 1999, men som først blev afsluttet i 2000. Der er redegjort detaljeret herfor i Vej & Parks regnskabsforklaring (BTU111/2001).
1. Parker og legepladser
Havneparken, Islands Brygge: Projektet er foreløbig afsluttet med et mindre forbrug end oprindelig forventet; jf. indstilling til udvalget (BTU368/2000) om tillægsbevilling.
Amagerbanen, istandsættelse: Den samlede kapitalbevilling er på 1,17 mio. kr. Heraf overføres 0,4 mio. kr. til 2001.
Kastellet, restaurering: Grundet problemer med godkendelse fra Fredningsnævnet af den planlagte belysning har forvaltningen ikke kunnet nå at etablere belysning i år 2000. Der foreslås overført 0,1 mio. kr. til 2001.
Naturskole Utterslev Mose: Uforudsete problemer i forbindelse med projekteringen har forsinket projektets igangsættelse. Allerede i forbindelse med revisionen af investeringsplanen (BTU370/2000) vedtog Bygge- og Teknikudvalget at overføre 0,8 mio. kr. af den oprindelige anlægsramme på 1,3 mio. kr. til naturskolen i Utterslev Mose. Der foreslås i alt overført 1,3 mio. kr. til 2001.
Otto Krabbes Plads: Problemer i forbindelse med efterladte fundamentrester fra tidligere byggeri har gjort det nødvendigt at omprojektere, hvilket har forsinket hele anlægsprocessen. Der har været et mindreforbrug på i alt 3 mio. kr. ud af de 5 mio. kr., som samlet var afsat i 2000 under dels "Parker og legepladser", dels "Torve og pladser, gågader". Underforbruget er fordelt med 0,5 mio. kr. på "Parker og legepladser" og 2,5 mio. kr. på "Torve og pladser, gågader". Der foreslås overført i alt 0,5 mio. kr. af anlægsrammen til 2001.
Træplantning: Ud af de 3 mio. kr., der er afsat af byudviklingspuljen til træplantning, er der - som følge af tidsmæssige forskydninger for nogle projekter og billiggørelse af andre - kun blevet brugt 2,18 mio. kr. i 2000. Det foreslås, at der overføres 0,82 mio. kr. til 2001.
3. Torve og Pladser, gågader
Blågårds Plads: 1. etape blev billigere end forventet. Der foreslås overført 0,5 mio. kr. til 2001 til 2. etape.
Halmtorvet: Entreprenøren nåede længere med anlægsarbejdet i 2000 end planlagt. Derfor nedskrives rammen i 2001 med 0,15 mio. kr.
Otto Krabbes Plads: Der foreslås overført 2,5 mio. kr. af anlægsrammen til 2001.
Metroforpladser, drikkeposter: Grundet arbejdet med metroforpladserne og den deraf manglende mulighed for at kunne opstille drikkeposter i 2000 foreslås 0,15 mio. kr. til indkøb af drikkeposter på 5 metroforpladser overført til 2001, jf. indstilling til udvalget (BTU170/2000).
4. Cykeltrafik
Nørrebro Cykelrute, etape 6A: Anlæg af cykelrutens etape 6A blev bragt for Fredningsnævnet, hvorfor anlægsarbejderne ikke kunne nå at blive gennemført i 2000. Fredningsnævnets dispensation for fredningsdeklarationen for Lersøparken forelå først i slutningen af oktober 2000.
Etape 6A blev projekteret i løbet af sommeren 2000 som følge af, at den egentlig planlagte etape af Nørrebro cykelruten måtte udskydes, da en opsagt lejer bragte sagen for domstolene. Der foreslås overført 2,2 mio. kr. til 2001.
Pulje til cykelprojekter: I forbindelse med budgetforliget for år 2000 blev der afsat 3,5 mio. kr. til standardløft af cykelstibelægninger på TAP-midlerne. Efterfølgende er der gennemført en undersøgelse af standard og komfort med henblik på at udarbejde en handlingsplan for standardløft. Grundet Borgerrepræsentationens sene tidspunkt for vedtagelsen af handlingsplanen har det imidlertid kun været muligt at anvende de 2,5 af de 3,5 mio. kr. I notat til Bygge- og Teknikudvalget (BTU380/2000) er udvalget blevet orienteret om, at det ikke ville være muligt at bruge hele det i 2000 afsatte beløb til standardløft af cykelstier. Der foreslås overført 1 mio. kr. af de afsatte TAP-midler til 2001.
Sikkerhed i signalregulerede kryds: På grund af en mere omfattende planlægning end oprindelig forventet har det ikke været muligt at igangsætte arbejdet i 2000. Der foreslås overført 0,5 mio. kr. af TAP-midlerne til 2001.
Vester Farimagsgade, cykelsti mv.: I forbindelse med den foregående revision af investeringsplanen (BTU370/2000) besluttede Bygge- og Teknikudvalget at reducere rammen på 4 mio. kr. til 3,3 mio. kr. som følge af et gunstigt licitationsresultat. Der har været anvendt 0,2 mio. kr. til supplerende belægningsarbejder på Stauning Plads. Der foreslås overført 0,498 mio. kr. til anlægsrammen i 2001 til færdiggørelse. Det samlede beløb holder sig inden for rammen af den oprindelige kapitalbevilling.
Vindebrogade, cykelsti: På grund af brud på bolværket i forbindelse med renovering af dette langs Vindebrogade har der været uforudsete problemer med indsivning af vand under kørebanen. Det har forsinket anlægsarbejdet med cykelstien, således at de sidste arbejder først vil kunne gennemføres i 2001. Der er forbrugt 1,144 mio. kr. i 2000. Der foreslås overført 0,15 mio. kr. til anlægsrammen i 2001.
5. Vejanlæg, broer og bygværker
Refshalevej: I forbindelse med aftalen med Freja om overtagelse af Refshalevej blev der afsat 16 mio. kr. til istandsættelse af vejen fordelt med 1 mio. kr. i 2000, 7 mio. kr. i 2001 og 8 mio. kr. i 2002. Som følge af, at aftalen først blev endeligt godkendt i efteråret 2000, kunne projekteringen ikke nå at blive gennemført i 2000. Derfor foreslås 1 mio. kr. overføret til 2001.
Kalvebod Brygge, omprofilering: På grund af uforudsete problemer i forbindelse med ledningsomlægninger har en del af projektet måttet udskydes til 2001. Det har således kun været muligt at anvende 1,4 mio. kr. ud af de afsatte 3 mio. kr. i 2000. Der foreslås overført 1,6 mio. kr. til anlægsrammen i 2001.
Skydebanegade: På grund af uforudsete problemer i forbindelse med ledningsomlægninger har en del af projektet måttet udskydes til 2001. Det har således kun været muligt at anvende ca. 0,7 mio. kr. ud af de afsatte 1 mio. kr. i 2000. Der foreslås overført 0,3 mio. kr. til anlægsrammen i 2001.
Strandgade vest for Torvegade: Vejstrækningen skal omlægges i forbindelse med nybyggeriet på Christiansbro. Da anlægsarbejderne og den heraf følgende tunge trafik først påregnes afsluttet primo 2002, flyttes projektet til 2002. De afsatte 2,5 mio. kr. foreslås flyttet til 2001 som ikke disponerede midler.
Ved Stranden, bolværksrenovering: Arbejderne er afsluttet, men betalingen af den sidste entreprenørregning udestår. Derfor foreslås overført 1,575 mio. kr. til 2001.
6. Busprioriterings- og Terminalprojekter
Bernstorffsgade, terminalprojekt: I forbindelse med den foregående revision af investeringsplanen (BTU370/2000) vedtog Bygge- og Teknikudvalget at nedskære rammen på 5,85 mio. kr. til 4,85 mio. kr. som følge af et gunstigt licitationsresultat. I forhold til rammenedskæringen har der været merforbrug på 0,57 mio. kr. Da der endvidere pågår en voldgiftssag med entreprenøren på grund af uenighed om en regning, foreslås de resterende 0,425 mio. kr. overført til anlægsrammen i 2001. Samlet holder forbruget sig (incl. overførslen) indenfor K-bevillingen.
Busprioritering: På grund af en mere omfattende projektudvikling end oprindelig forventet, har det ikke været muligt at gennemføre hele arbejdet i 2000. Der foreslås overført 1,5 mio. kr. af anlægsrammen og 2 mio. kr. af TAP-midlerne til 2001.
Emdrup Torv: Under detailprojekteringen viste det sig nødvendigt at afklare og ændre blandt andet de trafikale forhold, hvorfor projekteringen har trukket længere ud end forudsat ved revisionen af investeringsplanen i august 2000. Det har således kun været muligt at anvende 0,2 ud af de afsatte 0,5 mio. kr. i 2000. Der foreslås overført 0,3 mio. kr. mere af TAP-midlerne til 2001 end allerede forudsat ved revisionen af investeringsplanen (BTU370/2000). I alt foreslås herefter overført 3,5 mio. kr. af anlægsrammen og 1,3 mio. kr. af TAP-midlerne til 2001.
7. Trafikprojekter
EU-projekt om kørselsafgifter: Den oprindelige ramme var på 0,7 mio. kr. i 2000. Oveni dette beløb har projektet haft en indtægt fra EU-Progress på i alt 0,533 mio. kr. og en indtægt fra Trafikministeriet på i alt 1,5 mio. kr. Årets samlede resultat giver et overskud på 1,757 mio. kr. Der foreslås på baggrund heraf overført 1,757 mio. kr. til 2001. Projektets samlede budget er uændret.
Hastighedsplan, demoprojekt: Bygge- og Teknikudvalgets behandlingen af forvaltningens indstilling vedrørende Hastighedsplanen blev først afsluttet i januar 2001. Det har således ikke været muligt at bruge penge på projektet i 2000. Der er samtidig modtaget penge fra Trafikministeriet til brug i de kommende år, hvilket samlet set betyder, at der foreslås overført 1,247 mio. kr. af anlægsrammen til 2001.
Kgs. Enghave Trafikplan: På grund af omdefinering af opgaven fra at handle om Kgs. Enghave til at handle om Sydvest-området vil planarbejdet først kunne igangsættes i 2001. Der foreslås overført 0,2 mio. kr. af anlægsrammen til 2001.
Signalfornyelse: På grund af mange opgaver har forvaltningen ikke kunnet gennemføre hele signalfornyelsen i 2000. Ud af de afsatte 0,3 mio. kr. på anlægsrammen og 4 mio. kr. af TAP-midlerne resterer 0,109 mio. kr. anlægsrammen og 1,07 mio. kr. af TAP-midlerne. Der foreslås overført 0,109 mio. kr. af anlægsrammen og 1,07 mio. kr. af TAP-midlerne til 2001.
8. Diverse formål
Gl. Telefonkiosker: Den sidste 0,5 mio. kr. af den oprindelige kapitalbevilling på 1,1 mio. kr. til istandsættelse af 4 gamle telefonkioske forventes først brugt i 2002. Den sidste og fjerde telefonkiosk, som skal istandsættes, skal opstilles på Christianshavns Torv. Som følge af metroarbejderne kan kiosken først genopstilles i 2002.
Stadetelte: I år 2000 er alene brugt 0,03 mio. kr. Dette beløb er anvendt til prøveindkøb af nye telte med henblik på eventuel udskiftning af de gamle telte, som har vist sig for tunge at håndtere for en enkelt person. De indkøbte forsøgstelte levede ikke op til forventningerne, og forvaltningen har ikke kunnet nå at finde og indkøbe en ny model. Der foreslås overført 0,3 mio. kr. af anlægsrammen til 2001.
Vej- og parkinventar: En samlet prøveopstilling med eksisterende byinventar kunne ikke som planlagt gennemføres i 2000, idet alt det ønskede inventar ikke fandtes. Projektet planlægges i stedet gennemført i 2001. Der foreslås overført 1 mio. kr. af byudviklingspuljen til 2001.
2001
Som det fremgår af bilag 2 er der i 2001 incl. overførslerne fra 2000 til 2001 101,753 mio. kr. til rådighed. 84,252 mio. kr. af disse millioner er bundet til allerede besluttede projekter, jf. budgettet for 2001 og vedtagne kapitalbevillinger. Der er således 17,501 mio. kr. til rådighed til igangsættelse af nye projekter. Forvaltninger foreslår dem anvendt til igangsætning af følgende nye projekter: "Langelinieanlægget, renovering", "Lys på Strøget", "Kgs. Nytorv, genplantning", "Nedlæggelse af dækningsgrave", "Legepladser, renovering", "Cykelstier Tietgensgade" (er besluttet), "Ågadekrydsningen", "Otto Baches Allé, kryds" og "Nordhavn Station".
De nye projekter er "grønnede" i bilag 2. De nye projekter er nærmere beskrevet nedenfor sammen med øvrige projekter, som er nye i forhold til tidligere udvalgsbehandlinger, og som ikke er beskrevet ovenfor under 2000. En del af de nedenfor beskrevne projekter, er projekter som er besluttet i andet regi (TAP-bevilgede projekter).
1. Parker og legepladser
Langelinieanlægget, renovering: Som opfølgning på den gennemførte renovering af Kastellet foreslås der afsat 2 mio. kr. til istandsættelse af promenaden foran mellem Langeliniepavillonen og den lille havfrue, mv.
Lys på Strøget: I forbindelse med et tilskud fra Boligministeriet til forsøg med andre belysningsformer er der et behov for midler til tre forsøgsopstillinger. Der foreslås afsat 0,3 mio. kr. af anlægsrammen i 2001.
Kgs. Nytorv, genplantning: Der foreslås afsat 3,7 mio. kr. til genplantning af Krinsen i 2001, jf. den af forvaltningen udarbejdede plan for omlægning af Kgs. Nytorv (BTU404/2000), såfremt den godkendes. Den samlede omkostning forventes at blive 4,2 mio. kr. Heraf har Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse givet kommunen 0,5 mio. kr. som en gave.
Prags Boulevard: Prags Boulevard foreslås udskudt til 2003 idet projektudviklingen i forbindelse med kvarterløftprojektet har taget længere tid end forventet grundet omfattende borgerinddragelse.
Nedlæggelse af dækningsgrave: Der foreslås i årene 2001 til 2006 afsat et årligt beløb på 0,75 mio. kr. af anlægsrammen til nedlæggelse af dækningsgrave. Udvalget vil på et senere tidspunkt få forelagt et forslag til den konkrete indsats i 2001.
Legepladser, renovering: Der foreslås afsat et årligt beløb på 1,4 mio. kr. af anlægsrammen til renovering af legepladser i årene 2001 til 2006. Udvalget vil på et senere tidspunkt få fremlagt forslag til de konkrete projekter.
2. Torve og Pladser, gågader
Blågårds Plads: Da anlægsarbejdet er længere fremskredet end forventet og samtidig vurderes at blive billigere end forventet foreslås rammen reduceret med 0,8 mio. kr.
Otto Krabbes Plads: I forbindelse med revisionen af investeringsplanen (BTU370/2000) vedtog Bygge- og Teknikudvalget at nedskære rammen på 9,95 mio. kr. til 8 mio. kr. På trods af udtagne jordprøver har der vist sig at være store mængder jord på grunden, som af miljømæssige og tekniske årsager ikke kan genbruges. Udgifter til deponering forventes at beløbe sig til ca. 2 mio. kr. Den nedskrevne ramme udvides derfor med 1,95 mio. kr.
4. Cykeltrafik
Cykelsti, Tietgensgade: Borgerrepræsentationen besluttede i forbindelse med budgetforhandlingerne 2001 at anvende 3 mio. kr. til cykelstier. Bygge- og Teknikudvalget har besluttet (BTU77/2001), at beløbet skal anvendes til etablering af cykelstier i Tietgensgade.
Nørrebro Cykelrute, etape 4: Etape 4 omfatter Ågadekrydsningen. Den vil ikke kunne gennemføres i 2001. Derfor nedskrives rammen til 0 mio. kr. i 2001.
Reventlowsgade: Projektet var oprindelig en del af ZEUS-projektet, men nåede ikke at blive gennemført i forbindelse med ZEUS-projektet. Der har aldrig været givet kapitalbevilling til projektet. Reventlowsgade cykelsti vil eventuelt blive en del af en kommende trafikplan for Indre Vesterbro.
Ågadekrydsningen: Der foreslås afsat 0,5 mio. kr. af anlægsrammen til gennemførelse af en konkurrence om Nørrebro cykelrutens krydsning over Ågade.
5. Vejanlæg, broer og gågader
Otto Baches Allé, kryds: Med henblik på sammenkobling mellem en ny vej - Otto Baches Allé (finansieret af Tårnby Kommune) - og Kongelundsvej/Løjtegårdsvej skal Københavns Kommune anlægge et kryds. Der foreslås afsat 4,2 mio. kr. på anlægsrammen i 2001. Udvalget vil få forelagt en indstilling om kapitalbevilling i foråret 2001.
Gadekærsvej: Projektet, som planlægges gennemført af en privat bygherre – med en mindre medfinansiering fra kommunen - var planlagt til gennemførelse i 2001. Det har imidlertid måttet udskydes på grund af fund af forurenet jord. Derfor foreslås 0,7 mio. kr. fjernet fra rammen i 2001.03.07
Kalvebod Brygge, træplantning: Oprindelig var der afsat en ramme på 0,6 mio. kr. I forbindelse med detailprojekteringen har det imidlertid vist sig, at den samlede pris bliver 1,4 mio. kr. som følge af uforudsete meromkostninger i forbindelse med etablering af plantebede i det gamle sporareal.
6. Busprioriterings- og Terminalprojekter
Busprioritering, strækninger: I henhold til "Handlingsplan for trafikafviklingen i København 2000-2005" er det besluttet at anvende 5 mio. kr. til busprioritering på udvalgte strækninger i 2001 og 4,0 mio. kr. i 2002. Udvalget vil få forelagt en indstilling om anvendelse af TAP-midlerne i foråret 2001.
Nordhavn Station: Med henblik på at styrke den kollektive trafik i Nordhavnsområdet foreslås afsat 0,6 mio. kr. af anlægsrammen til en omlægning af forpladsen ved Nordhavn Station i 2001. Samlet vurderes projektet, at ville koste 3,5 mio. kr. De resterende midler forventes betalt af trafikselskaberne (HUR, DSB og Banestyrelsen) samt af bygherrerne på Kryolitgrunden.
Prioriteret terminalprojekt: I henhold til "Handlingsplan for trafikafviklingen i København 2000-2005" er det besluttet, at anvende 2 mio. kr. til et terminalprojekt i 2001. Udvalget vil få forelagt en indstilling om sagen i foråret 2001.
7. Trafikprojekter
Udvikling af adaptive systemer mv.: I henhold til "Handlingsplan for trafikafviklingen i København 2000-2005" er det besluttet, at anvende 1 mio. kr. til udvikling af adaptive systemer/flaskehalse/HOV-bane i 2001. Udvalget vil få forelagt en indstilling om sagen i foråret 2001.
Evaluering af P-ordning, brokvarter: I henhold til "Handlingsplan for trafikafviklingen i København 2000-2005" er det besluttet, at anvende 1 mio. kr. til evaluering af P-ordningen i brokvartererne i 2001.
Forsøg, Hillerødmotorvejens: I henhold til "Handlingsplan for trafikafviklingen i København 2000-2005" er det besluttet, at anvende 3,5 mio. kr. til et forsøg med et adaptivt signalstyresystem ved Hillerødlinien i 2001. Udvalget vil få forelagt en indstilling om sagen i foråret 2001.
Forsøg, Holbækmotorvejens: I henhold til "Handlingsplan for trafikafviklingen i København 2000-2005" er det besluttet, at anvende 0,5 mio. kr. til et forsøg med etablering af "flaskehalsindsnævring" ved Holbækmotorvejslinien i 2001. Udvalget vil få forelagt en indstilling om sagen i foråret 2001.
Miljøtrafikuge: Der foreslås afsat et årligt beløb på 1 mio. kr. af anlægsrammen til projekter i forbindelse med afholdelse af Miljøtrafikuge i årene 2001 til 2006. Udvalget vil få forelagt en indstilling om anvendelsen af midlerne inden sommerferien for så vidt angår projekterne for 2001.
Miljøcertificering, varetransport: Bygge- og Teknikudvalget har besluttet (BTU51/2001) at sende et oplæg til gennemførelse af et toårigt forsøg med obligatorisk certificering af godstransport i Middelalderbyen - City Gods - i offentlig høring. Efter afslutning af høringen planlægges forslaget til ordningen sendt til udvalget igen. Forventet budget for 2001 er 0,5 mio. kr.
2002
Som det fremgår af bilag 3 er der i 2002 er 63,819 mio. kr. til rådighed. Det er 9,9 mio. kr. mindre end det hidtidige plangrundlag, idet der lægges op til en anlægsudskydelse i 2002.
For så vidt angår Parker og legepladser, så kan de allerede besluttede projekter samt forvaltningens forslag til nye projekter holdes inden for den angivne anlægsramme på 9,530 mio. kr.
Hvad angår midlerne på vejområdet er der allerede disponeret for 49,2 mio. kr. af den til rådighed værende anlægsramme på 52,741 mio. kr. For at sikre ikke disponerede midler til påtrængende projekter foreslår forvaltningen, at omlægningen af Sundbyøster Plads etapeopdeles, således, at der rammen for 2002 reduceres fra 9,3 mio. kr. til 5 mio. kr. samt at Nørrebro cykelrutens etape 5 (Ågade – Rantzausgade) udskydes til 2003. Ud over de allerede disponerede midler har forvaltningen forslag til nye projekter, der beløber sig til 18,2 mio. kr., jf. bilag 5
De ikke disponerede midler på vejområdet for 2002, der udgør 3,541 mio. kr., foreslår forvaltningen anvendt med 2,0 mio. kr. til projektet "Trafikplan 5-kanten", som er den kommunale medfinansiering til et trafiksaneringsprojekt i Kvarterløft Nordvest til 10 mio. kr. (5 mio. kr. fra Vejdirektoratet og 3 mio. kr. fra Kvarterløft). Herudover foreslås de resterende ikke disponerede midler anvendt med 1 mio. kr. til miljøtrafikugen 2002 og 0,7 mio. kr. til drikkeposter på metroforpladserne.
Friholdes Vej & Parks anlægsramme for 2002 for den planlagte anlægsudskydelse (9,9 mio. kr.), foreslås den nye busterminal i Holmens Kanal ud for Metrostationen prioriteret ("Kongens Nytorv etape 2"), således at alle buslinier kan blive samlet ud for stationen til metroens åbning i efteråret 2002. Herudover vil gennemførelsen af Cykelstiprioriteringsplanen kunne påbegyndes ved brug af de resterende godt 2 mio. kr. (og ikke som foreslået med 5 mio. kr.).
Medtagelse af den foreslåede renovering af toiletterne i Gothersgade (2,5 mio. kr.) forudsætter en egentlig rammeudvidelse.
De foreslåede nye projekter er nærmere beskrevet i de vedlagte projektblade; jf. bilag 5.
2003-2006
Som det fremgår af bilag 4 er investeringsbehovet de kommende år meget stort. Den samlede anlægsramme for hvert af årene 2003 og 2006 er på 66,588 mio. kr. På forslaget til investeringsplan for 2003-2006 er der anført de få projekter, som er igangsat eller besluttet tidligere. Herudover er der anført en række ønsker til kommende anlægsarbejder. Forvaltningen har opdelt ønskerne i ønsker for projekter til igangsættelse/gennemførelse i 2003 og ønsker til projekter til igangsættelse/gennemførelse i de efterfølgende år.
Af meget kapitaltunge projektønsker i årene 2003 og frem kan blandt andet nævnes "Fælledparken, restaurering" (25 mio. kr.), "Gefionspringvandet, renovering" (i alt ca.17 mio. kr.), "Østre Anlæg, restaurering"(15 mio. kr.), "Nørreport Stationsplads" (20 mio. kr.), "Nordre Frihavnsgade, omlægning" (15 mio. kr.), "Amager Trafikplan" (18 mio. kr.), "Trafikplan Sydvest" (18 mio. kr.), "Færdiggørelse af Kgs. Nytorv" (50 mio. kr.), "Købmagergade og Kultorvet, ny belægning" (50 mio. kr.), "Trafiksanering i Middelalderbyen" (75 mio. kr.), "Sønder Boulevard, omlægning" (50 mio. kr.) og "Trafiksikkerhedsplan" (31 mio. kr.). Finansiering alene af de nævnte projekter i årene 2003-06 beløber sig til ca. 380 mio. kr. Dette beløb skal ses i relation til de årlige budgetter på godt 50 mio. kr.
BILAG VEDLAGT
Bilag 1: Investeringsplan samt budgetforligsmidler - Årets resultat 2000
Bilag 2: Investeringsplan samt budgetforligsmidler - Forslag 2001
Bilag 3: Investeringsplan samt budgetforligsmidler - Forslag 2002
Bilag 4: Investeringsplan samt budgetforligsmidler - Forslag 2003-2006
Bilag 5: Projektblade for nye projekter i 2002
Ole Bach