Mødedato: 04.04.2001, kl. 14:00

Forslag om fælles gårdanlæg i karreen Sundholmsvej, Amagerfælledvej, Hollænderdybet, Finlandsgade og Norgesgade

Forslag om fælles gårdanlæg i karreen Sundholmsvej, Amagerfælledvej, Hollænderdybet, Finlandsgade og Norgesgade

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 4. april 2001

 

 

Sager til beslutning

 

1. Forslag om fælles gårdanlæg i karreen Sundholmsvej, Amagerfælledvej, Hollænderdybet, Finlandsgade og Norgesgade

 

BTU 148/2001 J.nr. 451:189.0001/01

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at forvaltningen offentliggør et byfornyelsesforslag og gennemførelsesprojekt for et fælles gårdanlæg, der omfatter karreen begrænset af Sundholmsvej 1-5, Amagerfælledvej 43-47, Hollænderdybet 37, Finlandsgade 27-33 og Norgesgade 60-62, idet forvaltningen efter indsigelsesfristens udløb vil komme med endelig indstilling om byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt

at indsigelsesfristen fastsættes til 8 uger

 

RESUME

Formålet med forslaget er at forbedre karreens friarealer ved etablering af et fælles gårdanlæg, som ejerne efterfølgende skal drive og vedligeholde.

Forslaget er udarbejdet efter ønske fra ejer- og beboerrepræsentanter i karreen.

Udgifterne til anlæggets etablering skønnes at andrage 2.000.000 kr., der betales af stat og kommune med hver 50%.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

De nuværende forhold i karreen fremgår af forslaget.

Gårdarealerne fremstår i dag slidte og opdelt af tørrepladser og skure. Gårdarealerne er endvidere overvejende dårligt vedligeholdt og indrettet således, at de ikke kan betegnes som tilfredsstillende til ophold og leg.

Ifølge kommuneplanen ligger karreen i et boligområde, hvor der ved nybyggeri tillades en maksimal bebyggelsesprocent på 150 og forudsættes en friarealprocent på 40. Karreens bebyggelsesprocent er 349 og friarealprocenten 12.

Forslaget omfatter seks 5-etages beboelsesejendomme opført i perioden 1917-1919. Karreens ejendomme ejes af to andelsboligforeninger. Der er 156 boliger i karreen. Det samlede gårdareal er ca. 1.300 m2.

Pr. 1. januar 2000 var der 271 beboere i karreen, heraf 35 under 15 år, 13 over 67 år, medens 223 var i gruppen 15-66 år.

 

Forhandlinger

Repræsentanter for karreens ejendomme har rettet henvendelse til Grønne Gårde (tidligere Gårdrydningskontoret) med anmodning om, at der gennemføres en forbedring af karreens friarealer.

I anledning heraf har der været holdt møde med ejer- og beboerrepræsentanter, hvor der blev givet en orientering om byfornyelseslovens regler om gårdanlæg mv. Der er herefter i samarbejde med nævnte repræsentanter udarbejdet et forslag, der er tiltrådt af disse.

Efter aftale med repræsentanterne har der endvidere været holdt et beboermøde, hvor Grønne Gårde har orienteret om forslaget til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt.

 

Forslaget

Ejendommenes gårdarealer foreslås indrettet som fælles gårdanlæg efter de retningslinier, der fremgår af forslaget.

Forslagets gennemførelse har en række væsentlige positive miljømæssige konsekvenser. Der er blandt andet indarbejdet en række byøkologiske elementer i gennemførelsesprojektet.

Der pålægges karreens ejendomme servitutter, som blandt andet omfatter bestemmelser om den fremtidige vedligeholdelse af anlægget.

 

Miljøvurdering

Forslaget forventes først og fremmest at forbedre beboernes psykiske og fysiske sundhed samt deres livskvalitet. Det drejer sig om større oplevelses-, udfoldelses- og kontaktmuligheder i det nære boligmiljø for såvel børn som voksne.

Der sker også en forbedring af beboernes færdselsmuligheder i gården, hvilket også kommer beboere med nedsat bevægelses- og orienteringsevne til gode.

Forslaget medfører endvidere bedre luftkvalitet i gården, idet der sker en væsentlig forøgelse af den grønne beplantning i gårdrummet. Beplantningen sammensættes endvidere varieret, så den – ud over det syns- og duftmæssige aspekt – er med til at øge bybørns og voksnes naturkendskab.

Der sker herudover en væsentlig reduktion i udledningen af overfladevand til kloaksystemet. Plante-, grus- og græsfladerne sikrer, at en stor del af regnvandet nedsiver lokalt og dermed kommer grundvandet til gode. Vandet fra flisebelæg-ningen, langs forhusenes gårdfacader, opsamles i render, hvorfra det føres dels til plantebedene, dels til nedsivning.

Forslagets gennemførelse medfører også en reduktion af jordforureningen, idet overfladejorden – der forventes at være lettere forurenet – køres til deponering eller rensning, hvilket også mindsker risikoen for grundvandsforurening.

Den nye flisebelægning lægges i bærelag af genbrugsmaterialer, og til opbygning af bedene benyttes kompostmuld.

Byggematerialer, der efter endt levetid kun kan bortskaffes ved deponering, fravælges.

Ved valg af beplantningen tages der hensyn til, at den skal kunne udvikle sig flot uden brug af sprøjtemidler.

Der afsættes plads i gården til opsamling af organisk affald, papir og restaffald, medens storaffald placeres i gennemgangen mellem vej og gård ved Sundholmsvej 3.

Endelig medfører forslagets gennemførelse en nedgang i el-forbruget, idet der opsættes gårdbelysningsarmaturer, hvori der kan monteres energisparepærer.

 

Økonomi

Forslaget udføres i henhold til byfornyelseslovens bestemmelser herom, og det er forudsat, at anlægsarbejderne udføres inden for de rammebeløb, som er fastsat i medfør af loven.

Anlægsarbejdet vil på sædvanlig måde blive udbudt i licitation i henhold til By- og Boligministeriets regler.

Det samlede tilskud i sagen skønnes at udgøre 2.000.000 kr., der betales af stat og kommune med hver 50%. Tilskuddet anvises af det rådighedsbeløb, Borgerrepræsentationen har afsat til gårdanlæg på budgettet for 2001 (konto 00.25.15.3*), samt af de forventede rådighedsbeløb på budgettet for de følgende år til samme formål.

Ejerne afholder driftsudgifterne ved det fremtidige anlæg.

 

Høring

Forslaget udsendes i offentlig høring med en indsigelsesfrist på 8 uger.

 

BILAG VEDLAGT

Forslag til fælles gårdanlæg

 

 

Ole Sperling

 

 

Til top