Pissoir på Maria Kirkeplads
Pissoir på Maria Kirkeplads
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 3. december 2003
Sager til beslutning
15. Pissoir på Maria Kirkeplads
BTU 562/2003 J.nr. 2281.0003/03
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,
at Bygge- og Teknikforvaltningen genopstiller et pissoir på Maria Kirkeplads efter ønske fra Maria Kirken.
RESUME
Der har tidligere været et pissoir på Maria Kirkeplads, men med den tiltagende handel og misbrug af hårde stoffer midt i 1990´erne, blev det efter grundige overvejelser og prøvelukninger fjernet. Pissoiret blev forsøgsvis ombygget, men dette hjalp ikke på handel og misbrug.
Vej & Park har designet et nyt pissoir, som lever op til Politiets krav, og som i forbindelse med den tilstødende gårdrenovering af SAGA-karréen kan stilles op på Maria Kirkeplads.
SAGSBESKRIVELSE
Siden begyndelsen af 1990´erne er Maria Kirkeplads og
specielt det stedlige pissoir blevet det foretrukne område for kvarterets
narkomaner. Pissoiret, som var af en gammel, afskærmet type, blev i vid
udstrækning anvendt af narkomaner som sted for handel og misbrug af hårde
stoffer. Dette medførte store problemer med naboer og desuden blev det
nødvendigt med daglige rydning og rengøring. Pissoiret blev ombygget og ændret,
så Politiet altid kunne se, hvor mange mennesker, der opholdt sig på pissoiret.
Derved kunne Politiet gribe ind ved stofhandel. Efter en forsøgsombygning og
senere forsøgslukning i 1997, blev pissoiret endeligt lukket og fjernet i juli
1998.
Maria Kirken har siden været plaget af urinering op ad
Kirkens facade, hvilket har afstedkommet ønske om et nyt pissoir.
Pissoiret er blevet til i et samarbejde mellem Maria Kirken
og Vej & Park. Der har været afholdt en række møder om både udformning og
placering. Udformningen skal være så åben, at handel med hårde stoffer bliver
forhindret. På samme tid skal tilfældig blufærdighedskrænkelse hindres jf.
Politivedtægten. Begge disse krav er opfyldt. Resultatet er et pissoir, som
fremstår som en skulptur i byrummet.
Maria Kirkeplads ligger indenfor et område, som er omfattet
af lokalplan 288. Maria Kirkeplads grænser op til byfornyelsesområdet
SAGA-karréen, som er beskrevet i Borgerrepræsentationens beslutninger af 504/02
og 505/02.
SBS, som er rådgiver for SAGA-karréen, har været inddraget i
sagsforløbet og deres landskabsarkitekt har i samarbejde med Kirkens arkitekt
udarbejdet et forslag til omlægning af pladsen. Se bilag 1. Opsætningen af
pissoiret kan ske samtidig med de kommende anlægsarbejder i gårdmiljøet og
genindretning af Maria Kirkeplads.
Pissoiret
Pissoiret er udformet med en åbenhed, så der ikke kan
forekomme lyssky handel med hårde stoffer. Se bilag 2. Princippet i pissoiret
er en rustfri stålplade i robust tykkelse, som er "vredet" omkring en søjle.
Stålpladen fortsætter henover en urinkumme og bliver til et gulv. Søljen skal
indeholde teknikken, der er nødvendig for at drive pissoiret. Søjlen er malet i
en grå standard farve RAL 7021. Øverst på søjlen sættes Københavns Byvåben i
forgyldt udgave.
Planløsningen
Projektet for gårdrydningen i SAGA karréen indeholder
opsætning af hegn omkring det kommende private gårdanlæg mod Maria Kirkeplads.
Der plantes et nyt træ midt på den åbne plads og det eksisterende træ bevares
efter nogle foryngende beskæringer. Belægningen på det offentligt tilgængelige
areal får samme overflade som i gårdanlægget, således at Maria Kirkeplads
forbliver et samlet hele trods det buede hegn.
Kirkens arkitekt og SBS's rådgiver for gårdsaneringen har i
samarbejde med forvaltningen udarbejdet en fælles forslag til pladsens
udformning. Se bilag 1.
Pissoiret finansieres af driftsmidler med et beløb på ca.
250.000 kroner.
Opstilling af et pissoir
vurderes at forbedre det æstetiske miljø på Maria Kirkeplads. Derudover øges
tryghed og hygiejne for brugere, beboere og Kirkens besøgende.
Høring
Politi, SBS og Maria Kirken er over en række møder blevet enige om udformningen og placeringen af pissoiret.
BILAG VEDLAGT
Bilag 1: Skitse af planløsning af placeringen
Bilag 2: Skitse af det foreslåede pissoir