Mødedato: 03.10.2001, kl. 14:00

Kvarterløftprojekter i Femkanten i Nordvest kvarteret

Kvarterløftprojekter i Femkanten i Nordvest kvarteret

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 3. oktober 2001

 

Sager til beslutning

4. Kvarterløftprojekter i Femkanten i Nordvest kvarteret

BTU 428/2001 J.nr. 621.0001/98

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at Bygge- og Teknikforvaltningen indenfor den i år 2000 af By- og Boligministeriet til Kvarterløft i Nordvestkvarteret "Femkanten" tildelte særlige bevillingsramme på 48,4 mio. kr. bemyndiges til at meddele bindende tilsagn til friarealforbedring samt nedrivning/erstatning for et samlet beløb på godt 3,8 mio. kr. efter byfornyelseslovens kap. 3, § 11, stk. 1, til 2 projekter og efter § 11, stk. 5, til mertilsagn til et tidligere godkendt projekt

RESUME

Efter anbefaling fra bestyrelsen for Kvarterløftprojektet i Femkanten samt den i forbindelse hermed nedsatte lokalt forankrede byfornyelsesgruppe foreslås, at Bygge- og Teknikudvalget tiltræder, at der efter byfornyelseslovens § 11, stk. 1 tildeles støtte til friarealforbedring for 2 områder med i alt 60 lejligheder og efter § 11, stk. 5 tildeles yderligere støtte på 849.300 kr. til friarealforbedring for 1 karré med i alt 417 lejligheder, der er beliggende i kvarterløftområdet "Femkanten" i Nordvestkvarteret. Støtten udgør henholdsvis 1.310.000 kr. og 690.000 kr. samt de 849.300 kr. Hertil kommer 1.000.000 kr. til nedrivning/erstatning af den for 2001 afsatte særlige ramme til bygnings- og friarealforbedring i Kvarterløftområdet Nordvest.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

I mødet den 9. december 1999 (BR 518/99) bemyndigede Borgerrepræsentationen Bygge- og Teknikudvalget til, inden for de af By- og Boligministeriet afsatte rammer i årene 2000, 2001 og 2002 på 48,4 mio. kr. fordelt med henholdsvis 2,81 mio. kr., 22,57 mio. kr. og 23,0 mio.kr. at træffe beslutning om gennemførelse af individuel bygningsfornyelse efter byfornyelseslovens kap. 3 § 11, stk. 1 og 5, idet maksimalt 21,2 mio. kr. heraf er afsat til friarealforbedring i "Femkanten" i Nordvest – kvarteret.

Uddybning af indstilling og bemærkninger

Kvartercenteret Nordvest har i den som bilag A vedlagte skrivelse af 26. juni 2001 meddelt, at bestyrelsen for kvarterløftprojektet i "Femkanten" og den i forbindelse hermed nedsatte byfornyelsesgruppe har vedtaget at indstille, at nedennævnte 3 områder tildeles de i skrivelsen opgjorte midler.

Om de enkelte indstillinger fra bestyrelsen for kvarterløftprojektet i "Femkanten" og byfornyelsesgruppen kan oplyses:

Hjortholms Allé 1/ Utterslev Torv 22-30.

Forslag om friarealforbedring omfatter en ejerlejlighedsejendom og en andelsboligforening med i alt 24 boliger. Friarealerne er i dag opdelt i to små gårde af en værkstedsbygning, der indeholder en autoelektriker. Mulighederne for ophold og leg vil kunne forbedres væsentligt ved nedrivning af autoelektrikværkstedet og etablering af et fælles gårdanlæg. Den samlede udgift til etablering af friarealforbedringen udgør 1.310.000 kr. og til nedrivning/ erstatning af autoelektrikerværksted 1.000.000 kr.

Skoleholdervej 48-50/ Utterslev Torv 18-20/ Hjortholms Allé 2.

Forslag om friarealforbedring omfatter en ejerlejlighedsforening med 36 boliger. Friarealet er meget nedslidt, utidssvarende og ubrugeligt. Endvidere er affaldsbeholdere uhensigtsmæssigt placeret ved ejendommens gavl ved Hjortholms Allé. En omlægning af friarealet og en ny placering af affaldsbeholdere vil være en væsentlig forbedring for beboerne. Den samlede udgift til etablering af friarealforbedringen udgør 590.000 kr. samt et tillæg på 100.000 kr., da der er tale om særligt vanskelige adgangsforhold samt væsentlige terrænspring.

AB Skoleholdergården.

Ejendommen er ejet af en andelsboliforening med 417 fortrinsvis små boliger. Den 7. marts 2001 ( BTU 101/2001 J.nr. 621.0001/98) traf Bygge- og Teknikudvalget beslutning om at støtte en begrænset istandsættelse af ejendommens friarealer og etablering af fælleshus med henholdsvis 1.850.000 kr. og 2.100.000 kr. Ejendommen søgte om 2.699.313 kr. til genopretning af friarealerne samt 2.100.000 kr. til etablering af fælleshus. Byfornyelsesgruppen havde på daværende tidspunkt ikke mulighed for at støtte ejendommen med det fulde beløb. Da det imidlertid nu har vist muligt at støtte ejendommen med det fulde beløb, indstilles det derfor, at støtten hæves med 849.300 kr., således af AB Skoleholdergården kan disponere over i alt 4.799.300 kr.

Forvaltningen kan anbefale indstillingen om friarealforbedringer fra byfornyelsesgruppen og bestyrelsen for kvarterløftprojektet i Femkanten.

Det forudsættes, at rammebeløbene for friarealforbedringer overholdes, idet det dog skal bemærkes, at der for ejendommen Skoleholdervej 48-50/ Utterslev Torv 18-20/ Hjortholms Allé 2 indstilles et tillæg til rammebeløbet på 100.000 kr. på grund af særligt vanskelige adgangsforhold samt væsentlige terrænspring, hvilket ifølge bekendtgørelse om etablering af friarealer kan accepteres efter et af kommunen udøvet konkret skøn.

To af beslutningerne om friarealforbedringer er tilvejebragt i henhold til byfornyelseslovens § 11, stk. 1 og det er forudsat, at udbud og gennemførelse af beslutninger sker ved Københavns Kommune med Byfornyelse København som forretningsfører. Byfornyelse Københavns honorar som forretningsfører skal afholdes indenfor det tildelte rammebeløb. En beslutning om friarealforbedringer er tilvejebragt i henhold til byfornyelseslovens § 11, stk. 5.

I byfornyelseslovens § 23, stk. 4 er anført, at ejeren senest i forbindelse med opfordringen skal have oplysning om, hvorvidt kommunalbestyrelsen vil optage forhandling om støtteafkald i medfør af byfornyelseslovens § 57.

Hertil bemærkes, at forvaltningen ikke agter at optage en sådan forhandling i lovens forstand, idet forvaltningen har noteret sig, at det efter drøftelser med kvarterløftsekretariatet fra By- og Boligministeriets side har være forudsat, at samtlige udgifter skal være tabsgivende, hvilket i øvrigt efter forvaltningens opfattelse stemmer dårligt overens med intentionerne om øget egenbetaling i byfornyelsessager.

Hidtil har de enkelte ejere kunnet disponere over hele den tildelte ramme, idet udgifter til f.eks. genhusning, byggeskadefond, lejetab og erstatninger blev afholdt af kommunens ordinære ramme. Imidlertid trådte en ændring af byfornyelsesloven i kraft pr. 1. januar 2001, hvorefter kommunen i år 2001 kun kan give mertilsagn på tilsammen 20%, faldende til 10% af den ordinære ramme i løbet af 3 år. Det er derfor nødvendigt i størst muligt omfang at undgå mertilsagn, hvorfor det foreslås tilkendegivet ansøgerne, at også de nævnte følgeudgifter skal afholdes inden for de ovennævnte rammebeløb.

Økonomi

Gennemførelsen af bygningsfornyelsesopgaven skønnes at give en belastning på den kommunale økonomi få følgende område:

Det samlede tab kan kalkulatorisk anslås til 3.849.300 kr., der ifølge den nye lovændring der trådte i kraft 1. januar 2001 skal udbetales kontant. Der ydes 50% statsrefusion til hele beløbet.

De heromhandlede forslag er bevillingsdækket af den afsatte ramme for 2002, hvorefter der resterer knapt 20 mio. kr. af rammen for 2002.

Kassemæssig dækning på budgettet 2001 og følgende år for Bygge- og Teknikudvalget, under 44010 Plan og Arkitektur, Konto 0.15.3 til Byfornyelse og boligforbedring optagne rådighedsbeløb.

Budgetansvarlig institution: 44010 Plan og Arkitektur.

Miljøvurdering

Friarealforbedringerne vil medføre større oplevelses-, udfoldelses- og kontaktmuligheder i det nære boligmiljø for såvel børn som voksne. Desuden vil forslaget medføre bedre luftkvalitet i gårdene, idet der sker en forøgelse af den grønne beplantning i gårdrummene, hvilket foruden det syns- og duftmæssige aspekt, er medvirkende til at øge bybørns og voksnes naturkendskab. Flytning af affaldsbeholdere vil samtidig afhjælpe beboernes lugtgener.

Høring

De 2 af friarealforbedringsforslagene, der er tilvejebragt i henhold til byfornyelseslovens § 11, stk. 1, har været ude i 8 ugers høring, og der har været afholdt orienteringsmøder for alle ejendommene. Herudover har der i de ejendomme, hvor der har været ønske om det, været afholdt gårdgruppemøder med deltagelse af repræsentanter fra Kvartercenteret og Byfornyelse København. Som det fremgår indledningsvis, er der tilslutning til gennemførelse af forslagene fra bestyrelsen for kvarterløftprojektet og den i forbindelse hermed nedsatte byfornyelsesgruppe.

Andre konsekvenser

-

BILAG VEDLAGT

A. Skrivelse af 26. juni 2001 fra Kvartercentret Nordvest.

B. Kortbilag visende beliggenheden af ejendommene.

 

/ Jens Ole Nielsen

 

Til top