Mødedato: 03.10.2001, kl. 14:00

Byzonestander, "Velkommen til København"

Byzonestander, "Velkommen til København"

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 3. oktober 2001

 

Sager til beslutning

3. Byzonestander, "Velkommen til København"

BTU 424/2001 J.nr. 2159.0008/01

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at der opsættes en prototype på en byzonestander ved kommunegrænsen på Roskildevej

at efterfølgende evaluering af prototypen danner baggrund for beslutning om opstilling af byzonestandere ved større indfaldsveje til Københavns Kommune

at der gives en kapitalbevilling på 100.000 kr. på Vej & Parks anlægsramme for 2001 (konto 2.22.3) til udvikling og opsætning af en prototype på en byzonestander

RESUME

Med baggrund i ønsket om et 'Velkommen til Københavns Kommune' skilt, har forvaltningen udarbejdet et principudkast til en byzonestander. Det foreslås, at der afsættes midler til opsætning af en prototype, forud for stillingtagen til opsætning af standeren ved øvrige gader og veje langs kommunegrænsen, og at der i forlængelse af evalueringen af prototypen udarbejdes en etapedelt prioriteringsliste for opstilling samt overordnede retningslinier for placering og opsætning.

Prototypen anbefales opsat på Roskildevej ved Damhussøen.

Kriterierne for valg af lokalitet for prøveopsætning er, at standeren placeres med stor synlighed på et sted, hvor der ikke er trafiksikkerhedsmæssige eller andre tekniske komplikationer forbundet med opsætningen.

Færdigudvikling og opsætning af en prototype kan afholdes indenfor en ramme af 100.000. kr.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Byzonestanderen markerer den, -ofte usynlige-, kommunegrænse og signalerer sted, identitet og karakter. Kommunens profil synliggøres ved at fokusere på kvalitet, enkelhed og værdighed. Standeren kan sidestilles med tidligere tiders Byporte.

Med et højt kvalitetsniveau sikres et velkomstsignal, der reflekterer byens identitet og status. Samtidig er det et udsagn om, at Københavns Kommune satser på kvalitet i bymiljøet. 'København er en by, borgerne kan være stolte af og gæster kan glæde sig over'.

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

For at sikre et højt kvalitetsniveau og en koordineret standerprofil i Københavns Kommune udføres prototypen som designstander efter koncept kendt fra HT-stoppestedsstander, udviklet af arkitekt og designer Knud Holcher. Modellen er valgt, fordi den har et enkelt og tidløst design af høj kvalitet, er kendt som signalsender, er færdigudviklet og forberedt for el. Dermed sikres eventuelle fremtidige ønsker om elektronisk informationsudbygning samt rationel drift i form af komponentlager, montagesystem, vedligehold mv.

Den kendte HT-stoppestedsstander er blevet videreudviklet med henblik på at fastholde standerens proportioner og samtidig tilgodese de kravs- og signalfunktioner, det vurderes, der skal til for at markere sted og identitet. For at tilgodese forskellige vejprofiler og gademiljøer opereres med seks standertyper varierende fra bredde 58 cm og højde 340 cm til bredde 76 cm og højde 500 cm.

Prototypen forudsættes udført i mål 76 x 500, og i Københavns Kommunes nye grå identitetsfarve, med byvåben som udstandset lysmodul på skiltets forside og foliebyvåben i lysere grå refleksfarve på skiltets bagside.

Der er 63 veje der krydser grænsen mellem Københavns Kommune og tilstødende kommuner, heraf 23 til Frederiksberg. Af de 40 veje til omkringliggende kommuner, kan 24 betegnes som hovedindfaldsveje af varierende betydning. Hovedindfaldsvejene forudsættes prioriteret i indstilling om opsættelse af byzonestandere langs grænsen til Københavns Kommune.

Økonomi

De samlede omkostninger til færdigudvikling og prøveopsættelse af prototypen er beregnet til 100.000 kr., eksklusive moms og eventuelle ledningsarbejder.

Det foreslås, at der reserveres 100.000 kr. på Vej & Parks anlægsramme ( konto 2.22. 3 ) for 2001 til gennemførelse af projektet.

Eventuelle fremtidige byzonestandere vurderes til en stykpris på mellem 45.000 kr. og 85.000 kr. afhængig af standerstørrelse, el-tilslutning og de anlægsmæssige forudsætninger på de enkelte lokaliteter.

Miljøvurdering

Byzonestanderen indeholder de samme miljømæssige krav til materialevalg, overfladebehandling og arbejdsmiljø, som er gældende for eksisterende stoppestedsstandere.

Byvåbnet på byzonestanderen kan eventuelt etableres med en modulopbygget LED-belysning, som sammenholdt med traditionel belysning er mere miljøvenlig i kraft af lavere strømforbrug ( 10 volt ) og længere levetid. Standerbelysning forventes tilsluttet gadebelysningsnettet.

Høring

_

Andre konsekvenser

_

BILAG VEDLAGT

Illustration af stander

Kort, der angiver placering af prototype

Kort, der angiver placering af eventuelle fremtidige byzonestandere

Ole Bach

 

Til top