Eventuelt forbud i henhold til Planlovens § 14 mod indretning af beboelse uden helårsstatus, Nikolaj Plads 9, 1.tv. og 1. th., med henblik på udarbejdelse af lokalplan
Eventuelt forbud i henhold til Planlovens § 14 mod indretning af beboelse uden helårsstatus, Nikolaj Plads 9, 1.tv. og 1. th., med henblik på udarbejdelse af lokalplan
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 3. oktober 2001
Sager til drøftelse
13. Eventuelt forbud i henhold til Planlovens § 14 mod indretning af beboelse uden helårsstatus, Nikolaj Plads 9, 1.tv. og 1. th., med henblik på udarbejdelse af lokalplan
BTU 425/2001 J.nr. 474.0005/01
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget drøfter, om der med henblik på udarbejdelse af en lokalplan skal nedlægges forbud i henhold til planlovens § 14 mod en ansøgt indretning af erhvervslejlighed til beboelse uden helårsstatus på ejendommen matr.nr. 97 d, Øster Kvarter, København, der er beliggende Nikolaj Plads 9, 1. tv. og 1. th.
RESUME
Der er ansøgt om konvertering af 2 ejerlejligheder med eksisterende erhvervsanvendelse Nikolaj Plads 9, 1. sal, tv. og th. til bolig uden helårsstatus. Med udgangspunkt i områdets attraktive beliggenhed og egnethed for boliganvendelse, samt intentionerne i Borgerrepræsentationens tidligere beslutninger om helårsboliger, foreslår forvaltningen, at det drøftes, hvorvidt der skal nedlægges forbud i henhold til planlovens § 14 mod det ansøgte, med henblik på udarbejdelse af lokalplanbestemmelser der sikrer nye boliger indrettet som helårsboliger.
SAGSBESKRIVELSE
Med brev af 25. juni 2001 anmoder advokat Ulla Wulff Hansen på vegne af en klient, der har overtaget ejerlejlighederne Nikolaj Plads 9, 1. tv. og 1. th. under forudsætning af at lejlighederne kan omdannes til beboelseslejlighed uden bopælspligt, om tilladelse til denne omdannelse. Lejlighederne er ifølge BBR samlet på 318 m2 og har hidtil været anvendt til kontorformål mv. Ejendommens beliggenhed fremgår af vedlagte kortbilag A.
Med brev af 16. juli 2001 meddeler forvaltningen advokaten, at ejendommen er omfattet af byplan nr. 54 og heri fastlagt til blandet bolig- og forretningsområde, hvorfor der i henhold til byplanens bestemmelser ikke er noget til hinder for, at indrette beboelse uden helårsstatus. Samtidig meddeles at man - på baggrund af Borgerrepræsentationens vedtagelse i mødet den 17. maj 2001 (BR 203/01), der pålægger forvaltningen at gennemgå og om fornødent udarbejde tillæg til gældende lokalplaner, for at sikre kommende boliger som helårsbeboelse - ville søge et forbud i henhold til planlovens § 14 nedlagt med henblik på udarbejdelse af lokalplan for området, der sikrer nye boliger indrettet med helårsstatus, såfremt andragendet opretholdes.
Advokat Ulla Wulff Hansen har dels i telefax af 16. juli 2001 med bemærkninger til grundlaget for forvaltningens meddelelse om at søge et § 14 forbud nedlagt, dels med brev af 26. juli 2001 meddelt at andragendet ønskes opretholdt. I bemærkningerne anføres, at Borgerrepræsentationens beslutninger alene vedrører lokalplanlagte områder der muliggør nyt boligbyggeri, hvilket ikke er tilfældet for så vidt angår Nikolaj Plads 9.
Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil
Forvaltningen er for øjeblikket ved at foretage ovennævnte gennemgang af gældende lokalplaner i Indre By/Christianshavn og på havnearealerne, der muliggør indretning af beboelse, med henblik på at vurdere, hvorvidt der skal udarbejdes tillæg der sikrer nye boliger indrettet med helårsstatus.
Som anført af advokaten omfatter den konkrete beslutning i Borgerrepræsentationen lokalplaner, der muliggør nyt boligbyggeri. På baggrund af indsatsen gennem de seneste år for at sikre en større boligandel i Indre By, sammenholdt med intentionerne i Borgerrepræsentationens seneste vedtagelse, finder forvaltningen imidlertid, at man også i disse områder konkret må vurdere, hvorvidt beboelse her bør sikres indrettet med helårsstatus. Dette gælder i særlig grad, når det - som i nærværende sag - er muligt i henhold til ældre planbestemmelser, at etablere nye boliger ved konvertering af eksisterende erhvervslejemål til beboelse.
Planmæssig vurdering
Ejendommen er omfattet af Byplan nr. 54 fra 1969. Byplanen fastlægger anvendelsen af denne og de øvrige ejendomme mod Nikolaj Plads til blandet bolig- og forretningsområde.
Karreen er i Kommuneplan 1997 udlagt dels til boligområde (B-område), dels til blandet bolig og serviceerhverv (C-område), idet ejendommene mod Nikolaj Plads er beliggende i B-området og ejendommene mod Bremerholm beliggende i C-området. Fastlæggelsen i Kommuneplan 1997 skete på baggrund af daværende Plan- og Ejendomsdirektorats analyse "Flere boliger i city". Det anførtes heri, at de vestvendte ejendommes beliggenhed ud mod Nikolaj Plads, hvor der findes gode opholdsmuligheder, er et stort aktiv for disse ejendomme, hvilket i høj grad opvejer de mangelfulde friarealer på ejendommene. Boligarealet i disse ejendomme er opgjort til ca. 60 pct. af etagearealet, idet stueetagerne overvejende anvendes til butiksformål og etagerne over 1. sal til beboelse.
Det er således forvaltningens opfattelse, at lejlighedernes størrelse og den centrale beliggenhed ud til den trafikalt fredelige Nikolaj Plads, taler for bestræbelser i retning af yderligere attraktive boliger i disse ejendomme ved konvertering af erhvervsarealerne over stueetagen til boligformål.
Planlovens § 14 muliggør, at der med en planlægningsmæssig begrundelse kan nedlægges forbud mod forhold, hvorom der kan optages bestemmelser i en lokalplan. Forbuddet kan nedlægges både mod forhold der ikke er reguleret planmæssigt og mod forhold der er i overensstemmelse med gældende planlægningsbestemmelser, sålænge forholdet ikke er lovligt etableret. Forbuddet er, som bestemmelser fastsat i en lokalplan, en erstatningsfri regulering af ejendomsforhold.
På den baggrund, herunder intentionerne i Borgerrepræsentationens beslutninger om helårsboliger, foreslår forvaltningen, at det drøftes, hvorvidt der skal nedlægges forbud mod den ansøgte indretning af bolig uden helårsstatus på 1. salen, med henblik på at der udarbejdes planbestemmelser for karreen, som fastlægger krav om helårsboliger.
Det bemærkes herved, at helårsboligkravet ikke sikrer, at der vil ske en folkeregistertilmelding eller sikrer en københavnsk skatteyder på adressen. Lejligheden vil kunne anvendes som helårsbolig af personer, der lovligt kan opretholde deres husstandstilknytning og dermed folkeregistertilmelding andetsteds. Endvidere skal det understreges, at uanset nedlæggelsen af § 14-forbud og efterfølgende udarbejdelse af lokalplan med krav om at boliger skal etableres som helårsboliger, vil lejlighederne Nikolaj Plads 9, 1. tv. og th. i givet fald og på ubestemt tid kunne opretholdes som erhvervslejligheder, idet forbud og lokalplan ikke regulerer eksisterende lovlig anvendelse.
-
Der ses ikke at være miljømæssige konsekvenser af nærværende indstilling.
Høring
-
Andre konsekvenser
-
BILAG VEDLAGT
Kortbilag visende karreen og ejendommens beliggenhed.
BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36
Kopi af andragende af 26. juni 2001.
Kopi af forvaltningens brev af 16. juli 2001.
Kopi af Advokat Ulla Wulff Hansens brev af 26. juli 2001, samt advokatens bemærkninger af 16. juli 2001.
Jens Ole Nielsen