Endelig vedtagelse af fælles gårdanlæg i karreen Ved Amagerport, Ved Linden, Amagerfælledvej, Christmas Møllers Plads og Amagerbrogade
Endelig vedtagelse af fælles gårdanlæg i karreen Ved Amagerport, Ved Linden, Amagerfælledvej, Christmas Møllers Plads og Amagerbrogade
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 3. oktober 2001
Sager til beslutning
1. Endelig vedtagelse af fælles gårdanlæg i karreen Ved Amagerport, Ved Linden, Amagerfælledvej, Christmas Møllers Plads og Amagerbrogade
BTU 423/2001 J.nr. 451:194.0001/01
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,
at det i udvalgets møde den 6. juni 2001 vedtagne forslag til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt i karreen, begrænset af Ved Amagerport 2-10, Ved Linden 3, Amagerfælledvej 3-9, Christmas Møllers Plads 2 og Amagerbrogade 2 - efter fremlæggelse for offentligheden i henhold til byfornyelseslovens bestemmelser - nu vedtages endeligt
RESUME
Formålet med forslaget er at forbedre karreens friarealer ved etablering af et fælles gårdanlæg, som ejerne efterfølgende skal drive og vedligeholde.
Forslaget omfatter 4 beboelsesejendomme med 221 beboere fordelt på 129 boliger samt 8 butikslejemål mv.
Forslaget har været ude i høring, og der er modtaget 8 indsigelser, ændringsforslag og positive bemærkninger til forslaget.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Bygge- og Teknikudvalget vedtog i mødet den 6. juni 2001 (Sag nr.282/2001) at offentliggøre forslaget til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt. Indsigelsesfristen blev fastsat til 8 uger.
Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil
-
Økonomi
Udgifterne til anlæggets etablering skønnes at udgøre 1.800.000 kr., der betales af stat og kommune med hver 50 %.
Høring
Offentlighed
Forslaget har været offentliggjort i perioden 12. juni – 7. september 2001 og er udsendt og omdelt til de berørte grundejere og lejere. Forslaget har endvidere været fremlagt i Københavner Information og på Biblioteket, Reberbanegade 3.
Indsigelser
I offentlighedsperioden er der modtaget de i kopi vedlagte 8 indsigelser, ændringsforslag og positive bemærkninger.
1) Brev af 29. august 2001 fra Ejerforeningen Ved Amagerport 2-10 m.fl. v/Kurt Laursen, formand (Amagerport 2-10, Ved Linden 3 og Amagerfælledvej 9).
Ejerforeningen fremsender 91 enslydende breve fra ejere og lejere i foreningen, hvoraf det fremgår, at de påskønner forslaget, som de i høj grad finder påkrævet, og at de glæder sig til, at det føres ud i livet.
De fremhæver især, at dagrenovationen samles et sted, og at det fælles opholdsareal kommer til at ligge i den mest solrige del af gården.
Foreningen bemærker, at de forventer, at der vil komme flere positive breve.
Der er efterfølgende modtaget yderligere 24 lignende enslydende positive breve fra ejere og lejere i foreningen.
2) Brev af 8. august 2001 fra L. Pedersen, Ved Amagerport 10, 1.th. (beboer i Ejerforeningen Ved Amagerport 2-10 m.fl. (Amagerport 2-10, Ved Linden 3 og Amagerfælledvej 9).
L. Pedersen finder forslaget meget spændende og glæder sig til dets gennemførelse, men mener ikke, at goderne er retfærdigt fordelt ejendommene imellem.
Han foreslår, at legepladsen placeres midt i gården, og at der i stedet etableres græs og andet grønt i gårdens sydlige ende.
Dagrenovationen bør placeres i den nordlige ende af gården ved erhvervslejemålene og bortkørselen fordeles mellem de 2 fællesgennemgange.
Som argument anføres, at der både er placeret legeplads og dagrenovation - med den heraf følgende støj - i den sydlige ende af gården, medens der i den nordlige ende etableres græsplæne og pergola – funktioner som ikke medfører støj.
L. Pedersen oplyser, at hans lejlighed er placeret over fællesgennemgangen mellem vej og gård ved Ved Amagerport 8. Da dagrenovationen er placeret nærmest denne gennemgang, forventer han, at alle containere skal transporteres ud her, med en forøgelse af støjen til følge.
Bemærkning
Forslaget er udformet efter forhandling med karreens ejere og beboerrepræsentanter, der har ønsket den valgte hoveddisponering af karreens gårdarealer.
De har bl.a. lagt vægt på, at der indrettes et legeareal til de lidt større børn i den sydlige ende af karreen - adskilt af dagrenovationen – og småbørns- og opholdsarealer i den øvrige del af karreen, hvor der er mest sol. Dette medfører imidlertid ikke, at den sydlige del af gårdrummet ikke bliver grønt.
Afhentning af dagrenovationen sker igennem fællesgennemgangen ved Ved Amagerport 8, hvilket er den korteste afhentningsvej.
Det er ikke erfaringen fra de mange udførte fælles gårdanlæg, at fjernelse af dagrenovationen medfører støj af betydning.
3) Brev af 23. august 2001 fra Beboerforeningen Amagerfælledvej 5-7 v/Ingegerd Andersen (udlejningsejendommen Amagerfælledvej 5-7).
Beboerforeningen tilslutter sig fuldt og helt forslaget, som opfylder deres store ønske om at opnå udendørsarealer, som kan bruges af alle aldersgrupper.
Foreningen nævner tillige, at de på mødet om forslaget i offentlighedsperioden bemærkede, at repræsentanter for Andelsboligforeningen Christiansport, som er negativt stemt over for forslaget, meddelte, at de via deres politiske kontakter nok skulle få projektet standset.
Lejerne anfører, at de desværre ingen politiske kontakter har, hvorfor de sætter deres lid til, at Bygge- og Teknikudvalget vil tage en demokratisk beslutning, der tilgodeser hovedparten af karreens beboere.
Beboerforeningen vedlægger en liste, hvor 19 af ejendommens 23 udlejede lejemål ved deres underskrift tilkendegiver deres opbakning til forslaget.
4) Brev af 4. september 2001 fra Anne-Lise Reedtz, Amagerfælledvej 5 (lejer i udlejningsejendommen Amagerfælledvej 5-7).
Anne-Lise Reedtz er ikke tilhænger af forslaget, som hun ikke synes adskiller sig væsentligt fra de nuværende forhold.
Hun ønsker ikke, at der opsættes paraplytørrestativer i gården, da det medfører, at man kan se de forskellige familiers tøj og henviser til, at der i ejendommen er en dejlig vaskekælder med tørretumbler og tørrerum.
Bemærkning
Forslaget er – som nævnt – udformet efter forhandling med karreens ejer og beboerrepræsentanter, der bl.a. har ønsket opsat paraplytørrestativer til de beboere, der ikke har adgang til vaskekælder med nævnte faciliteter.
5) Brev af 23. august 2001 fra Susse og Bo Brandt, Amagerfælledvej 5, 5.th. (lejer i udlejningsejendommen Amagerfælledvej 5-7).
Susse og Bo Brandt mener, at erhvervsdelen i Andelsboligforeningen Christiansport bør have mulighed for af- og pålæsning i gården, ligesom der også bør være parkeringspladser til f.eks. håndværkere.
Hvis der ikke må parkeres i gården, bør der indrettes reserverede parkeringspladser på gaden til de pågældende.
De mener endvidere, at der bør opsættes cykelstativer under pergolaer forskellige steder i gården, i stedet for at man skal anbringe cyklerne i cykelkældre.
Bemærkning
Som det fremgår af forslaget, er det alene kørsel med biler og parkering i fællesgården, der ikke er tilladt. Af- og pålæsning af varer til erhvervet i Andelsboligforeningen Christiansport er tilladt. Der henvises i øvrigt til det anførte til brev 7.
Forvaltningen finder ikke, at der er grundlag for at indrette parkeringspladser i fællesgården til håndværkere, der midlertidigt er på besøg i ejendommene, og heller ikke for at reservere parkeringspladser på gaden.
På grund af fællesgårdens beskedne størrelse har der under forhandlingerne om forslaget været enighed om, at cykler skal anbringes i ejendommenes cykelkældre.
6) Brev af 4. september 2001 fra ejeren af udlejningsejendommen Amagerfælledvej 5-7 v/ advokat Flemming Theil.
Advokat Flemming Theil meddeler – på vegne af ejeren af ejendommen –, at denne stærkt støtter forslaget, som han mener i allerhøjeste grad vil være til gavn for ejendommens beboere.
7) Brev af 3. september 2001 fra Barnevognsfabrikken Danmark ApS v/Kim Lambert Pedersen, Christmas Møllers Plads 2 og Amagerbrogade 2 (lejer i Andelsboligforeningen Christiansport, Amagerfælledvej 3, Christmas Møllers Plads 2 og Amagerbrogade 2).
Kim Lambert Pedersen – der er indehaver af Barnevognsfabrikken Danmark ApS – gør indsigelse imod forslaget.
Han anfører, at forslaget umiddelbart vil forhindre virksomheden i at komme til og fra deres lagerlokaler, hvilket vil medføre uoverstigelige problemer og omkostninger for virksomheden og i yderste konsekvens føre til lukning af virksomheden.
Barnevognsfabrikken har store lagerrum i ejendommens kælder, hvortil der kun er adgang fra gården. De har også en parkeringsplads i gårdens hjørne, der – udover at den bruges af dem selv – dagligt anvendes af deres leverandører til aflæsning af varer til forretningen. Det pointeres, at ingen leverandører kører varerne ind i gården med bil, men at al transport af varer i gården foregår med pallevogn.
Forretningen har i mange år haft opstillet en container til affald fra virksomheden i et hjørne af gården, hvilket ifølge forslaget ikke længere er muligt, idet affald skal opbevares i den modsatte ende af gården.
Bemærkning
Forslaget er – som nævnt – ikke til hinder for, at transport og af- og pålæsning af varer til forretningens lagerlokaler kan ske med pallevogn som i dag.
Forvaltningen har ingen indvendinger imod, at den nævnte container til virksomhedens affald fortsat står i hjørnet af gården ud for virksomhedens bagindgang.
Som det fremgår af forslaget, nedlægges den nævnte parkeringsplads.
Det skal bemærkes, at Borgerrepræsentationen den 1. marts 2001 vedtog reviderede retningslinier for "Miljøorienteret byfornyelse og nybyggeri". Det anbefales heri, at grønne gårde samt øvrige friarealer, som forudsætning for støttetilsagn i forbindelse med byfornyelse og støttet boligbyggeri samt opførsel, ombygning og istandsættelse af kommunalt byggeri, holdes fri for parkering.
Forvaltningen har - på foranledning af indsigelsen - haft et møde med Kim Lambert Pedersen. Han har her givet udtryk for, at han er tilfreds med det anførte.
8) Breve af 30. august og 5. september 2001 fra Andelsboligforeningen Christiansport v/Ole Arentzen, Bent Rastrup Andersen og Jørgen Segall (Amagerfælledvej 3, Christmas Møllers Plads 2 og Amagerbrogade 2).
Andelsboligforeningen gør indsigelse imod forslaget og vedlægger en pjece med begrundelser og ændringsforslag.
Der stilles heri spørgsmål ved, om lovgrundlaget er i orden, idet der er et grønt legeområde og et boldbur.
Forslaget er ikke børnevenligt. Større børn er henvist til gårdens mørkeste ende og mindre børn til et areal med et soppebassin, som ikke accepteres i offentlige anlæg.
Gården splittes af placeringen af dagrenovationen og er for smal til at plante 19 buske/træer.
Der er ikke af- og pålæsningsmuligheder for erhvervslejerne i foreningens ejendom.
Andelsboligforeningen er imidlertid positiv over for en omlægning af karreens gårdarealer, hvis forskellige ønsker og ændringsforslag (plan 1) imødekommes.
De ønsker selv at omlægge og bekoste den del af fællesgårdanlægget, der omfatter deres ejendom med plads til af- og pålæsningsmulighed for erhvervslejerne.
De vil også bekoste et mobilsugsanlæg for foreningens medlemmer og lejere samt afholde udgifterne til vedligeholdelsen af den del af fælles gårdanlægget, der omfatter deres ejendom.
Herudover ønsker de at plante 3 træer til markering af ejendommens afgrænsning mod øvrige ejendomme, at anlægge en parkeringsplads og udelade pergolaen.
Andelsboligforeningen har endvidere – efter mødet i offentlighedsperioden – udarbejdet et yderligere ændringsforslag (plan 2) til forslaget.
De foreslår heri, at dagrenovationen – af hensyn til renovationsselskabet – placeres i den sydlige ende af gården ud for gennemgangen mellem vej og gård ved Ved Amagerport 8, at boldburet bevares, og at der anlægges en parkeringsplads i gårdens nordlige ende.
Andelsboligforeningen tilbyder at deltage i nye forhandlinger, hvor det offentliggjorte forslag kan samarbejdes med deres forslag.
Bemærkning
Der kan ifølge byfornyelsesloven træffes beslutning om tilvejebringelse af fællesarealer for en eller flere ejendomme, herunder om vedligeholdelse af sådanne arealer.
Forslaget er – som nævnt – udarbejdet efter forhandling med ejer- og beboerrepræsentanter og har, som det fremgår af bemærkningerne til forslaget, bred tilslutning.
Det nævnte soppebassin – der får en dybde, der svarer til en vandpyt – udformes naturligvis på en sådan måde, at det kan godkendes af myndighederne.
Forvaltningen har intet at indvende imod, at foreningen selv betaler for etableringen af den del af fællesgårdanlægget, der omfatter ejendommens gårdareal samt mobilsug. Placeringen af tank og indkast til mobilsuget må ske efter nærmere aftale.
Derimod finder forvaltningen ikke, at der er grundlag for, at en ejendommen selv forestår anlægsarbejderne samt vedligeholdelsen af den del af fællesgårdanlægget, der omfatter deres ejendom.
Dels vil det gøre det meget vanskeligt at koordinere anlægsarbejderne i den lille gård, såfremt flere bygherrer skal arbejde samtidig, og dels vil det medføre kvalitetsforskelle i det udførte arbejde og garantiproblemer – forhold som det ikke er rimeligt, at gårdlavet efterfølgende skal lide under.
Forvaltningen finder heller ikke forslaget om at plante 3 træer til markering af ejendommens afgrænsning mod de øvrige ejendomme rimeligt i et fælles gårdanlæg.
Derimod er man indstillet på endnu en gang at drøfte etableringen af pergolaen med ejer- og beboerrepræsentanterne i forbindelse med gårdanlæggets projektering.
Der henvises i øvrigt til det anførte til brev 7.
Brev af 5. september 2001 fra Andelsboligforeningen Christiansport med tilhørende bilag er tilsendt udvalgets medlemmer direkte fra foreningen (omdelt i udvalgets møde den 12. september 2001).
-o0o-
Bygge- og Teknikforvaltningen finder ikke, at de fremførte indsigelser, ændringsforslag og bemærkninger giver anledning til at ændre forslaget, udover hvad der er nævnt.
Andre konsekvenser
-
BILAG VEDLAGT
Forslaget til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt.
Udsendt med dagsordenen til Bygge- og Teknikudvalgets møde den 6. juni 2001.
BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36
Bilag 1: Brev af 29. august 2001 fra Ejerforeningen Ved Amagerport 2-10 m.fl.
Bilag 2: Brev af 8. august 2001 fra L. Pedersen
Bilag 3: Brev af 23. august 2001 fra Beboerforeningen Amagerfælledvej 5-7
Bilag 4: Brev af 4. september 2001 fra Anne-Lise Reedtz
Bilag 5: Brev af 23. august 2001 fra Susse og Bo Brandt
Bilag 6: Brev af 3. september 2001 fra ejeren af Amagerfælledvej 5-7
Bilag 7: Brev af 3. september 2001 fra Barnevognsfabrikken Danmark ApS.
Bilag 8: Brev af 30. august og 5. september 2001 fra Andelsboligforeningen Christiansport (brev af 5. september med tilhørende bilag blev omdelt til udvalgets medlemmer i mødet den 12. september 2001)
/Ole Sperling