Mødedato: 03.05.2000, kl. 14:00

Høring om udkast til Københavns Kommunes forslag til Regionplan 2001

Høring om udkast til Københavns Kommunes forslag til Regionplan 2001

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 3. maj 2000

 

 

Sager til beslutning

 

7. Høring om udkast til Københavns Kommunes forslag til Regionplan 2001

 

BTU 185/2000 J.nr. 0411.0007/98

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at nedennævnte høringssvar over Udkast til Københavns Kommunes forslag til Regionplan 2001 sendes til Økonomiforvaltningen

 

RESUME

Bygge- og Teknikudvalget er af Økonomiforvaltningen blevet anmodet om en udtalelse over udkastet til Københavns Kommunes forslag til Regionplan 2001, der vil skulle indgå i en samlet regionplan for Hovedstadsregionen, når Hovedstadens Udviklingsråd træder i funktion den 1. juli i år.

Bygge- og Teknikforvaltningen har ingen bemærkninger til de fælles planlægningsgrundlag og retningslinier, der er udarbejdet i et samarbejde mellem de fem regionale enheder. Derimod har forvaltningen enkelte bemærkninger til forslagets anden del, der vedrører de retningslinier, der er udarbejdet specielt for Københavns Kommune. Det foreslås, at bemærkningerne overvejes nøjere og i fornødent omfang indarbejdes i regionplanforslaget.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Økonomiforvaltningen har ved skrivelse af 27. marts 2000 fremsendt et udkast til Københavns Kommunes forslag til Regionplan 2001 til Bygge- og Teknikudvalget med anmodning om en udtalelse.

Siden regionplankompetencen med Hovedstadsrådets nedlæggelse ultimo 1989 overgik til Frederiksborg, Roskilde og Københavns amter samt Københavns og Frederiksberg kommuner, har de to centralkommuners kommuneplaner tillige haft status af regionplan. De to kommuneplaner fra 1993 og 1997 er derfor udarbejdet som integrerede planer, der opfylder planlovens krav til både kommune- og regionplaner.

Når Hovedstadens Udviklingsråd fra 1. juli 2000 overtager regionplanopgaven, er der behov for at udskille regionplanretningslinierne fra det kommende forslag til Kommuneplan 2001 som Københavns Kommunes bidrag til den samlede regionplan for Hovedstadsområdet.

Regionplanforslaget skal ikke offentliggøres af Københavns Kommune, da kommunen efter udløbet af en eventuel offentlighedsfase på 2-3 måneder ikke længere vil have kompetence til at behandle forslaget. Det er derfor aftalt, at de fem regionale enheder inden 1. juli 2000 fremsender hver deres bidrag til Hovedstadens Udviklingsråd, der herefter forestår offentlig høring med henblik på endelig vedtagelse af en samlet Regionplan 2001.

Det udarbejdede udkast til regionplanforslag 2001 består af to dele.

I første del gengives de fem regionale enheders fælles plangrundlag og retningslinier for detailhandelsplanlægning, grundvandsbeskyttelse og vandindvinding, råstofforsyning og -indvinding, affaldsbehandling og -deponering samt jorddeponering.

"Københavnerstoffet" i første del er mest synligt i plangrundlaget for detailhandelsplanlægningen. Den regionale centerstruktur omfatter 3 niveauer, hvor niveau 1 omfatter de regionale centre. København er her repræsenteret med det nationale center i city og Ørestad City. Niveau 2 er kommunecentre ved trafikknudepunkter – i København defineret som bydelscentre. Niveau 3 er øvrige kommunecentre, der forsyner næroplande med indkøb til daglige behov.

Retningslinierne for affaldsbehandling og deponering omhandler bl.a. afstandskrav mellem forureningsfølsom arealanvendelse og affaldsanlæg. Regionale anlæg i København er Amagerforbrænding og den kontrollerede losseplads Kalvebod Miljøcenter. Under retningslinier for jorddeponering er Prøvestenen markeret som regionens eneste udlagte areal til deponering af forurenet jord.

Anden del indeholder regionplanretningslinier for Københavns Kommune udarbejdet på baggrund af det forventede indhold i den kommende Kommuneplan 2001. Der er tale om retningslinier på et regionalt niveau med planlægningsemner af overordnet karakter: Regionale mål, Københavns byudviklingstrategi, lokaliseringsstrategi for henholdsvis erhverv og boliger samt retningslinier for lokalisering af detailhandel, regionale trafikanlæg, regionale tekniske anlæg, virksomheder med særlige beliggenhedskrav, regionale naturområder og vandområdernes kvalitet.

I henhold til de regionale mål skal København fastholdes som nationalt og regionalt center og udvikles som henholdsvis boligby med et bredt tilbud af familieegnede boliger, der kan konkurrere med boligtilbuddet i den øvrige region, og erhvervsby med særlig vægt på erhverv med behov for en central geografisk placering. Ved udpegning af erhvervsmæssige udbygningsmuligheder lægges der vægt på stations-nærhedsprincippet for at mindske biltrafikkens andel af bolig-arbejdssted trafikken. Den nødvendige biltrafik skal samles på de bedst egnede store veje, og det samlede biltrafikniveau i kommunen må ikke stige. Den eksisterende grønne struktur skal sikres og udbygges med Amager Strandpark som en regional strand ved Øresund. Endelig slås det fast, at København skal udvikles som et miljømæssigt bæredygtigt storbysamfund i overensstemmelse med principperne i Agenda 21.

I retningslinier for Københavns byudviklingsstrategi vises de fremtidige stationer på banenettet. Stationerne inddeles i seks prioriterede kategorier: Citystationer, Metrostationer, skiftestation mellem Metro og Øresundsbane, skiftestation mellem Metro og Ringbane, skiftestation mellem radiale kollektive forbindelser og/eller Ringbane og øvrige stationer.

I retningslinier for lokaliseringstrategi for erhverv slås det fast, at erhverv med stor arbejdsplads- eller besøgsintensitet skal lokaliseres inden for 1.000 m og helst inden for 500 m fra stationer med høj regional tilgængelighed (citystationer, Metrostationer og skiftestationer). På det tilhørende kort vises lokaliseringsmulighederne: det historiske byområde, hvor erhvervsanvendelsen raffineres, og lokaliseringsmuligheder for henholdsvis arbejdsplads- og besøgsintensive erhverv, blandede erhverv og arbejdspladsekstensive erhverv.

Under lokaliseringsstrategi for boliger lægges der vægt på mulighederne for at opbygge attraktive boligområder ved byens herlighedsværdier. På det tilhørende kort er det historiske byområde markeret som et område, hvor boliganvendelsen forstærkes, fokusområder for boligbyggeri med stor herlighedsværdi ved Nordhavn og Sydhavn, andre boligbyggemuligheder med stor herlighedsværdi, andre større boligbyggemuligheder, større byfornyelsesområder og større kvarterløftområder pr. marts 2000.

Retningslinier for detailhandel følger det vedtagne forslag til tillæg til Københavns Kommuneplan 1997 for regulering af detailhandelen i hele kommunen med de regionale centerområder, der foruden city omfatter Fisketorvet og Ørestad City, samt bydelscentrene. (Forslaget blev i Borgerrepræsentationens møde den 18. november 1999 vedtaget til offentliggørelse i 12 uger. Den endelige vedtagelse afventer afslutning af igangværende forhandlinger med Miljø- og Energiministeriet.)

Regionale trafikanlæg omfatter regionale baner, regionale veje og grønne cykelruter. På kortet over regionale baner er som mulige nye stationer vist dels de nye stationer, der indgår i lovforslaget om anlæg af Ringbanen, dels Grønttorvet Station, der er nævnt som en mulighed i lovforslaget, og en station ved Sydhavnsgade, der ikke indgår i lovforslaget.

Retningslinierne omtaler endvidere opgraderingen af banestrækningen Københavns Hovedbanegård - Østerport, muligheden for at videføre Ringbanen til Amager samt Metroens 3. etape på Østamager videreført til Lufthavnen.

For så vidt angår det regionale vejnet anføres, at dette ikke skal udbygges i kommunen. Den overordnede vejstruktur med få regionale veje fastholdes således for i videst muligt omfang at friholde de enkelte bydele for gennemkørende trafik.

Den principielle linieføring af et net af grønne cykelruter er vist på et særligt kort, idet det anføres, at nettet vil blive etableret etapevis i den takt økonomien tillader det.

Regionale tekniske anlæg indgår i den fælles forsyningsvirksomhed og baseres på eksisterende anlæg samt en række planlagte, der vises på det tilhørende kort. Retningslinierne omfatter bl.a. et depot for forurenet jord i forbindelse med en udvidelse af havneområdet ved Prøvestenen.

Retningslinier for virksomheder med særlige beliggenhedskrav omfatter virksomheder, der kan medføre henholdsvis "betydelig" og "omfattende" forurening. Det tilhørende kort viser de udpegede lokaliteter i Københavns Kommune, der foruden H C Ørsted Værket er områder i Nordhavnen og på den nordøstlige del af Amager.

Regionale naturområder i København er den ydre og den indre parkring, Kalvebodkilen og den kommende Amager Strandpark.

Retningslinier for vandområdernes kvalitet opererer med henholdsvis generel, skærpet eller lempet målsætning for havområder og vandløb. I København har Kalvebodkilen skærpet målsætning, hvilket indebærer, at dyre- og planteliv ikke eller kun svagt påvirkes. Et havområde øst for Prøvestenen samt Harrestrup Å/Damhusåen har lempet målsætning, hvilket indebærer accept af nogen påvirkning af dyre- og planteliv.

 

Bygge- og Teknikforvaltningens bemærkninger

Bygge- og Teknikforvaltningen eneste bemærkning til forslagets første del er, at Fisketorvet ikke er nævnt som regionalt detailhandelscenter (niveau 1).

Til den anden del, der omhandler regionale retningslinier for Københavns Kommune skal bemærkes følgende:

  1. Stationshierarkiet under Byudviklingsstrategi forekommer ikke helt logisk. Metrostationer, der også er skiftestationer til Øresundsbane eller Ringbane bør have højere prioritet end Metrostationer uden skiftemulighed.
  2. Ringbanestationerne bør generelt opklasses, idet strækningen forventes betjent med 5 minutters drift, mens stationer på de udenfor Ringbanen beliggende S-banestrækninger har 10 minutters drift.

    Nordhavn og Svanemøllen stationer er markeret som citystationer, hvor alle regionale baner kan bringes til standsning. Det bør fremgå, at regionaltog ikke standser ved stationerne i dag.

  3. De udpegede lokaliseringsmuligheder for forskellige typer erhverv svarer ikke helt til principperne for Lokaliseringsstrategi – erhverv. Således er lokaliseringsmulighederne Islands Brygge, Universitetsparken, Fuglebakken Station, Vigerslev stationsområde og Teglværkshavnen udpeget som egnede til arbejdsplads- og besøgsintensive erhverv, skønt Universitetsparken ikke er stationsnær, og de andre ligger ved såkaldt "øvrige stationer", dvs. stationer nederst i hierarkiet. (Islands Brygge vil dog komme til at ligge nær en citystation, hvis der etableres en bro over havneløbet.) Omvendt er lokaliseringsmulighederne Nørrebro stationsområde og Ny Ellebjerg stationsområde udpeget som egnede til blandede erhverv, skønt de ligger nær skiftestationer, der er "højere" i stationshierarkiet.
  4. Det skal foreslås, at den fremtidige anvendelse af de udpegede lokaliseringsmuligheder for erhverv bringes i bedre overensstemmelese med strategien – eller at denne blødes op. Hvis stationernes status ændres, jf. ovenfor om Ringbanen, bør en præcisering af strategien finde sted.

  5. Til Lokaliseringsstrategi – boliger er Ny Tøjhus-grunden ikke medtaget under "andre boligbyggemuligheder", skønt lokalplanforslaget muliggør op mod 700 nye boliger, der ydermere ligger nær Christianshavns Vold, den fredede Amager Fælled og havneområder m.v. med stor herlighedsværdi.
  6. Bispebjerg Bakke er på samme kort markeret som "større boligbyggemulighed", skønt det fremtidige antal boliger forventes at ligge under 100. I betragtning heraf forekommer en sådan udpegning i regionalt sammenhæng ikke berettiget.

    Kongens Enghave syd, der i kommuneplanlægningen er udpeget som boligbyggemulighed på længere sigt, bør i kraft af beliggenheden ved Kalveboderne og Valbyparken fremgå af samme kort som (større) "mulighed med stor herlighedsværdi".

    Endelig mangler på samme kort markering af større byfornyelsesområder, jf. de udpegede byfornyelseskarreer (Vesterbro, Indre Nørrebro og Sundbyøster).

    For så vidt angår det udpegede fokusområde for boligbyggeri i Nordhavnen i området mellem Kastellet, Strandboulevarden og Orientbassinet skal bemærkes, at mulighederne her for nye boliger, ud over de allerede lokalplanlagte, findes begrænsede og miljømæssigt problematiske bl.a. i forhold til færgeterminalen i Mellembassinet, Unicef , havneaktiviteterne i de umiddelbart nord for beliggende havneområder (containerterminalen m.v.) samt i forhold til de gennemskærende regionale vej- og baneanlæg.

  7. Under retningslinier for Virksomheder med særlige beliggenhedskrav er hele den nordligste del af Nordhavnen markeret som lokaliseringsmulighed, hvilket stemmer dårligt overens med mulighederne for, at dele af arealerne (den vestlige del nærmest Svanemøllebugten) på lidt længere sigt forventes omdannet til bymæssige havneformål, jf. redegørelsen (s. 65).

Det skal foreslås, at ovenstående bemærkninger overvejes nærmere og i fornødent omfang indarbejdes i Københavns Kommunes forslag til Regionplan 2001.

 

Udkast til høringssvar

"Økonomiforvaltningen
8. kontor

 

Økonomiforvaltningen har ved skrivelse af 27. marts 2000 fremsendt et udkast til Københavns Kommunes forslag til Regionplan 2001 til Bygge- og Teknikudvalget med anmodning om en udtalelse.

Bygge- og Teknikudvalget henholder sig til de af Bygge- og Teknikforvaltningen afgivne bemærkninger til udkast til Københavns Kommunes forslag til Regionplan 2001. Forvaltningens bemærkninger fremgår af vedlagte sagsbeskrivelse.

 

Med venlig hilsen

 

Søren Pind

Jens Jacobsen"

 

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

Københavns Kommunes forslag til Regionplan 2001, udkast af marts 2000

Bilaget er desuden udsendt til Bygge- og Teknikudvalgets medlemmer samt til Bygge- og Teknikforvaltningens direktion

 

 

Knud E. Rasmussen

 

 

Til top