Mødedato: 03.04.2002, kl. 14:00

Investeringsplan for Vej og Park 2002-2007

Investeringsplan for Vej og Park 2002-2007

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 3. april 2002

 

Sager til beslutning

5. Investeringsplan for Vej & Park 2002-2007

BTU 133/2002 J.nr. 1410.0019/01

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at midlerne på Vej & Parks investeringsplan for 2002 og 2003 anvendes i henhold til nedenstående indstilling

at Vej & Parks midler for 2004-2007 foreløbig disponeres i henhold til nedenstående indstilling

RESUME

Bygge- og Teknikudvalget godkendte den 4. april 2001 og den 7. november 2001 henholdsvis "Investeringsplan for Vej & Park 2001-2006" (BTU91/2001) og "Revideret investeringsplan for 2002 for Vej & Park" (BTU457/2001) .

2001 (bilag 1)

Den senest godkendte investeringsplan har en anlægsramme for 2001 på 109,622 mio. kr. Heraf er i 2001 anvendt 72,139 mio. kr. Forvaltningen forslår i forbindelse med regnskabsaflæggelsen for 2001 overført 37,483 mio. kr. til anlægsrammen i 2002.

Trods mindreforbruget på anlægsrammen har Vej & Park i 2001 anlagt for i alt 120 mio. kr., hvilket er 34 mio. kr. mere end i 2000. Kvarterløftsprojekter og samarbejdsprojekter med ekstern delfinansiering giver denne store omsætning. Årsagen til, at der må overflyttes 37,483 mio. kr. til 2002, er, dels at nogle projekter er blevet billigere end forudsat, dels at der sker uventede ting, som forsinker projekterne, og som Vej & Park ikke kan kontrollere, og dels at Vej & Park på grund af pres fra kvarterløftprojekter og andre samarbejdsparter ikke i tide har fået projekterne klar til anlæg.

Underforbruget på kapitalrammen skal reduceres. Nedenstående forslag bringer den ned i 2002 og den forventes yderligere reduceret i 2003. Underforbrug kan ikke helt undgås med mindre, der overbudgetteres, idet der altid vil opstå problemer i enkelte af de ca. 100 projekter, der hele tiden er under udvikling og anlæg.

2002 (bilag 2)

Den samlede anlægsramme for 2002 er 69,319 mio. kr. plus overførslen fra 2001 på 37,483 mio. kr. samt yderligere 2 mio. kr. til cykelparkering. Det vil sige i alt 108,802 mio. kr. Heraf er knap 80 mio. kr. allerede disponeret dels til færdiggørelse af igangværende projekter og dels af forskellige politiske aftaler. De pågældende projekter er på investeringsplanen i bilag 2 vist på hvid baggrund.

Fire projekter til ca. 6 mio. kr. - vist på mørklilla baggrund i bilag 2 - er der ikke truffet endelig politisk beslutning om, men for nogle er der tidligere givet udtryk for interesse for projekterne, og for andre er der stærke lokale forventninger om projekterne.

Ca. 23 mio. kr. kan således anvendes til ny projekter, som kan påbegyndes og for nogles vedkommende færdiggøres i 2002. Forvaltningen har foreslået en række projekter, som på bilag 2 er vist med lyslilla. Blandt disse skal nævnes 10 mio. kr. til vejvedligeholdelse og 4 mio. kr. til toiletrenovering/drift, jf. dagsordenens foregående punkt.

Som det fremgår forventer forvaltningen et underforbrug på rammen på ca. 5 mio. kr. Dette skyldes bl.a., at forvaltningen allerede nu ved, at flere projekter ikke, som hidtil forventet, kan anlægges færdig i år dels på grund af EU-topmødet og dels på grund af klagesager etc.

2003 (bilag 3)

I 2003 er rammen 75,107 mio. kr. Idet forvaltningen forventer at overføre 4,238 mio. kr. fra 2002 er der i alt 79,345 mio. kr. til rådighed. Heraf er ca. 72 mio. kr. allerede bundet til færdiggørelse af igangværende projekter. Disse er vist på hvid baggrund i bilag 3. Derudover er der forventninger hos samarbejdspartnere om, at Bellahøj Cirkusplads omlægges, at der nedlægges dækningsgrave, at Strandgade vest omlægges, og at Vanløse stationsforplads omlægges. Disse projekter er vist på mørklilla baggrund på bilag 3. De koster i alt knap 10 mio. kr. Hermed er budgettet opbrugt.

Forvaltningen foreslår, at ombygningen af Valby Tingsted og af Holmens Kanal incl. nyt busstoppested overfor den nye metrostation på Kgs. Nytorv til i alt ca. 14 mio. kr. i 2003 projektudvikles, så projekterne kan iværksættes med kort frist, hvis der skulle blive økonomisk mulighed for det. (Vist på lyslilla baggrund på bilag 3.)

2004 – 2007 (bilag 4)

Den samlede anlægsramme for hvert af årene 2004 til 2007 er på ca. 75 mio. kr. På forslaget til investeringsplan for 2004-2007 er der anført nogle få projekter, som er igangsat eller besluttet tidligere. Herudover er der anført en række ønsker til kommende anlægsarbejder. Forvaltningen har opdelt ønskerne i ønsker for projekter til igangsættelse/gennemførelse i 2004 og ønsker til projekter til igangsættelse/gen-nemførelse i de efterfølgende år.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Bygge- og Teknikudvalget godkendte den 4. april 2001 "Investeringsplan for Vej & Park 2001-2006" (BTU91/2001). I "Investeringsplan for Vej & Park 2001-2006", udpegede forvaltningen projekter i 2002 indenfor "Vejanlæg" på i alt 70,310 mio. kr., hvilket var ca. 7 mio. kr. mere end den gældende anlægsramme for "Vejanlæg". Med Økonomiforvaltningens beslutning om at udskyde anlægsarbejder i 2002 for 10 mio. kr. overskred anlægssummen for de udpegede projekter dermed anlægsrammen for "Vejanlæg" med ca. 17 mio. kr.

Den 16. maj 2001 godkendte udvalget en indstilling om at disponere 1 mio. kr. i 2001 til iværksættelse af City Gods-forsøgsordningen i Middelalderbyen (BTU241/-2001), således at der var disponeret 18,569 mio. kr. mere end den givne anlægsramme.

Som led i "Budgetaftale 2002" af 28. august 2001 aftaltes det at afsætte 7,5 mio. kr. til cykelstier samt til at øge mulighederne for cykelparkering. Endvidere blev det aftalt at afsætte 4,5 mio. kr. til forbedring af busfremkommeligheden.

Den 7. november 2001 godkendte udvalget anvendelsen af ikke tidligere disponerede midler fra Bygge- og Teknikforvaltningens budget for 2000 (BTU 480/2001). Herved overførtes 2 mio. kr. til Vej & Parks anlægsramme til etablering af cykelparkering i Indre By.

Med ovennævnte beslutninger blev Vej & Parks samlede anlægsramme for 2002 på i alt 71,319 mio. kr. Forvaltningen udarbejdede på den baggrund et revideret budget for anvendelsen af anlægsrammen for 2002, hvor den tidligere overbuggettering på "Vejanlæg" blev reduceret fra 18,569 mio. kr. til 0,569 mio. kr.

På Bygge- og Teknikudvalget's møde den 7. november 2001 påpegede udvalget, at den oprindelige ramme for Halmtorvet på 11,7 mio. kr. skulle opretholdes i stedet for den af forvaltningen foreslåede nye ramme på 5,7 mio. kr. I den godkendte Investeringsplan for Vej & Park for 2002 (BTU 457/2001) var der således disponeret et merforbrug på 7,169 mio. kr.

For så vidt angår 2003-2006 var der alene tale om et forslag til en foreløbig disponering.

Uddybning af indstilling

2001

Det samlede beløb, der foreslås overført fra 2001 til 2002, er 37,483 mio. kr. fordelt med 1,619 mio. kr. under "Parkanlæg", 0,457 under "Projektudvikling" og 35,865 mio. kr. under "Vejanlæg"; jf. bilag 1. Hertil kommer de 2 mio. kr., som udvalget den 7. november 2001 besluttede at tilføre Vej & Parks anlægsramme til etablering af cykelparkering i Indre By (BTU 480/2001). Der foreslås således i alt overført 39,483 mio. kr. fra 2001 til 2002.

Bygge- og Teknikudvalget vil i foråret 2002 få forelagt en nærmere redegørelse for anvendelsen af de midler, som er afsat i henhold til Handlingsplan for trafikafvikling i København 2000-2005" (TAP). Investeringsplanprojekterne Cyklister i Middelalderbyen, Emdrup Torv og 2 busfremkommelighedsprojekter er delvis finansierede af TAP-midler, som er brugt i 2001.

Det samlede beløb på i alt 37,483 mio. kr., som ønskes overført fra 2001 til 2002 er større end ønskeligt. Det er fremkommet som en kombination af en række årsager.

Den væsentligste er, at projekterne forsinkes af forhold, hvor forvaltningen ikke har indflydelse på beslutninger eller processer. Projekterne kommer herved i tidsnød og kan ikke afsluttes indenfor anlægssæsonen.

En anden væsentlig årsag er, at der i forud for anlægsstart dukker uventede projektforhold op, der forsinker færdiggørelsen af udbudsmaterialet, hvorved anlægsperioden udskydes.

Endvidere er der det forhold, at forvaltningen i budgetlægningen tilstræber, at 90% af de gennemførte projekter udføres med en omkostning, der ligger under bevillingsrammen. Denne praksis medfører, at mindreforbruget i enkelte sager bliver betydeligt. To projekter (omlægning af Kalvebod Brygge og af Emdrup Torv), som blev afsluttet i 2001 bidrager således til de overførte midler med et samlet mindreforbrug på ca. 7 mio. kr.

Endelig skal det nævnes, at der kun budgetteres og udarbejdes projekter til kapitalbudgettets grænse. Det vil sige, at når der opstår forsinkelser af ovennævnte art, vil kapitalrammens udnyttelse blive reduceret. Som det fremgår af de enkelte forklaringer i tabel 1, er det hændelser af ovennævnte type, der er årsag til, at rammen for 2001 ikke er fuldt udnyttet.

I forbindelse med forelæggelse af investeringsplanen for 2001 for Bygge- og Teknikudvalget oplyste forvaltningen, at man i 2001 ville forsøge at reducere forsinkelsernes virkning på rammeudnyttelsen ved at forelægge projekterne for udvalget tidligere på året. Dette er ikke sket i det omfang, som forvaltningen havde planlagt / ønsket sig. Fremtidige kapitaloverførsler vil næppe kunne undgås helt, selvom man fortsætter bestræbelserne med at fremme beslutningsprocesserne mest muligt, men de vil kunne reduceres.

Tabel 1: Projekter, hvor midler foreslås overført fra 2001 til 2002

1. Parker og legepladser

   

Naturskole, Utterslev Mose

Igangsætning af anlægsarbejdet blev forsinket, da licitationen pga. manglende interesse i første omgang måtte gå om.

Der foreslås overført 0,1 mio. kr. til 2002.

Kgs. Nytorv, genplantning af Krinsen

Anlægsarbejdet blev afsluttet i 2001, men betaling af de sidste regninger først foretaget i 2002.

Der foreslås overført 0,35 mio. kr. til 2002.

Renovering af Langelinieparken

Færdiggørelse af anlægsarbejdet forsinket grundet uforudsete problemer i forbindelse med ledningsarbejder.

Der foreslås overført 1,223 mio. kr. til 2002.

2. Projektudvikling

På grund af udlæg i forbindelse med redegørelsen for den trafikale betjening af operaen har der været båndlagt 0,5 mio. kr. Udlægget blev betalt af Økonomiforvaltningen så sent, at midlerne ikke kunne disponeres til anden projektudvikling.

Der foreslås overført 0,457 mio. kr. til 2002.

3. Torve og Pladser, gågader

   

Renovering af Blågårds Plads

Færdiggørelsen af anlægsarbejdet forsinket, idet forvaltningen måtte vente på en afgørelse fra Skov & Naturstyrelsen på ansøgning om tilladelse til istandsættelse af talerstolen.

Der foreslås overført 0,12 mio. kr. til 2002.

Halmtorvet, etape 2

På grund af tids- og ressourcemangel nåede forvaltningen ikke at gennemføre forberedelsen af projektet tids nok til, at det kunne sættes i gang i 2001.

Der foreslås overført 1 mio. kr. til 2002.

4. Cykeltrafik

   

Anlæg af cykelstier i Lygten

Igangsættelsen af arbejdet skete senere end planlagt, idet opstart måtte afvente færdiggørelse af Københavns E's arbejder ved højbanen.

Der foreslås overført 3,249 mio. kr. til 2002.

Forbedringer for cyklister i Middelalderbyen

På grund af tids- og ressourcemangel nåede forvaltningen ikke at gennemføre forberedelsen af projektet tids nok til, at det kunne sættes i gang i 2001.

Der foreslås overført 2,821 mio. kr. til 2002.

Cykelstier i Tietgensgade

På grund af tids- og ressourcemangel nåede forvaltningen ikke at gennemføre forberedelsen af projektet tids nok til, at anlægsarbejdet kunne færdiggøres i 2001.

Der foreslås overført 1,427mio. kr. til 2002.

Ågadekrydsningen

Der var udskrevet arkitektkonkurrence om projektet, som imidlertid har måttet standses, da et lovet tilskud til an-lægsarbejdet - fra staten - er trukket tilbage.

Der foreslås overført 0,03 mio. kr. til 2002.

5. Vejanlæg, broer og bygværker

   

Refshalevej

Igangsættelse af anlægget af etape 2 udskudt til 2002, idet svar fra Skov & Naturstyrelsen på ansøgning om anlægsarbejdets gennemførelse medførte ny udvalgsbehandling den 7. november 2001 (BTU477/2001).

Der foreslås overført 6,568 mio. kr. til 2002.

Omlægning af Kalvebod Brygge

Lægning af slidlag på mindre del af kørebanen udskudt til 2002 grundet Københavns E's gennemførelse af ledningsarbejder, netop som anlægsarbejderne var slut.

Der foreslås overført 0,4 mio. kr. til 2002.

Træplantning på Kalvebod Brygge

Mindre græsareal mangler at blive tilsået grundet unormalt meget regn i november 2001.

Der foreslås overført 0,325 mio. kr. til 2002.

Etablering af kryds Otto Baches Allé

Igangsættelsen af selve anlægsarbejdet afventer afslutning af HUR's VVM-vurdering af projektet.

Der foreslås overført 3,921 mio. kr. til 2002.

6. Busprioriterings- og Terminalprojekter

   

Omlægning af Emdrup Torv

Anlægsarbejdet afsluttet. Betaling af de sidste regninger udestår.

Der foreslås overført 0,8 mio. kr. til 2002.

Nordhavn Station, busterminal

Anlægsarbejdet ikke igangsat i 2001 som planlagt, da sagen grundet bl.a. et uforudset dyrt licitationsresultat, har været til fornyet behandling i Bygge- og Teknikudvalget den 20. februar 2002 (BTU44/2002).

Der foreslås overført 0,475 mio. kr. til 2002.

Busfremkommelighed (punktforbedringer)

På grund af tids- og ressourcemangel nåede forvaltningen kun at gennemføre 7 af 10 projekter. De sidste 3 forventes afsluttet inden udgangen af april 2002.

Der foreslås overført 0,592mio. kr. til 2002.

Omlægning af Husum Torv

Projektudviklingen blev forsinket - grundet uenighed med HUR om udformningen af torvet - hvorfor anlægsarbejdet blev igangsat senere end planlagt.

Der foreslås overført 3,392mio. kr. til 2002.

Omlægning af Brønshøj Torv

På grund af tids- og ressourcemangel nåede forvaltningen ikke at gennemføre forberedelsen af projektet tids nok til, at det kunne afsluttes i 2001.

Der foreslås overført 2,169 mio. kr. til 2002.

7. Trafikprojekter

   

Hastighedsplanlægning

Projektet blev afsluttet i 2001. Et mindre beløb skal bruges til evaluering i 2002.

Der foreslås overført 0,08 mio. kr. til 2002.

Trafikplan, Sydvest

På grund af tids- og ressourcemangel nåede forvaltningen kun at gennemføre halvdelen af projektet i 2001. Samtidig er et forbrug på 0,225 mio. kr. først blevet registreret i 2002.

Der foreslås overført 0,402 mio. kr. til 2002.

City Gods

Som følge af udsættelsen af ordningens start fra 1. november 2001 til 1. februar 2002 blev en del af informationsopgaverne også forrykket.

Der foreslås overført 0,303 mio. kr. til 2002.

8. Diverse formål

   

Etablering af ensartede stadetelte

Indkøbte forsøgstelte levede ikke op til forventningerne. Forvaltningen har ikke kunnet nå at finde og indkøbe en ny model.

Der foreslås overført 0,532 mio. kr. til 2002.

Lys på Strøget

Forsøget blev forlænget, således at det kunne ses ved vintertide og sammen med julebelysningen.

Der foreslås overført 0,088 mio. kr. til 2002.

2002

Som det fremgår af bilag 2 er der i 2002 incl. overførslerne fra 2001 til 2002 108,802 mio. kr. til rådighed. De overførte midler fra 2001 udgør i alt 39,483 mio. kr. hvoraf 4,688 mio. kr. er ikke brugte midler fra projekter, der er afsluttet i 2001. De øvrige midler overføres til konkrete projekter til færdiggørelse af besluttede/iværksatte anlægsprojekter.

"Parkanlæg"

Anlægsrammen for "Parkanlæg" for 2002 er incl. de overførte midler på 11,149 mio. kr. I forhold til det gældende budget for 2002 foreslås der som følge af ændrede projektforudsætninger gennemført en række justeringer, således at de til rådighed værende midler vil kunne anvendes i 2002.

Således foreslås de 3,5 mio. kr., der er reserveret til Prags Boulevard i 2002 anvendt til andre påtrængende anlægsopgaver. Baggrunden herfor er, at en nærmere vurdering af vinderprojektet og drøftelser med vinderen har medført, at tidsplanen er revideret, således at anlægsarbejderne først starter i 2003. Denne forsinkelse vurderes på nuværende tidspunkt at ville kunne indhentes i løbet af 2003. Der afsættes midler til Prags Boulevard i 2003.

Ligeledes foreslås de 2,5 mio. kr., der er reserveret som et delbidrag til istandsættelsen af Gefionspringvandet, anvendt på anden måde. Årsagen hertil er, at forvaltningens henvendelser til fonde om bidrag til denne store opgave (i størrelsesordenen 20 mio. kr.) endnu ikke har givet et positivt resultat.

De i alt 6 mio. kr. foreslås anvendt til bl.a. færdiggørelse af en ny mindre park ved Skanderborggade (der var kun disponeret midler til en 1. etape), en øget indsats på legepladsområdet samt gennemførelse af en række mindre projekter, jf. nedenstående tabel 2.

"Vejanlæg"

Anlægsrammen for "Vejanlæg" i 2002 er incl. de overførte midler fra 2001 på 97,653 mio. kr. På grund af en række ændrede forudsætninger herunder anlægsrestriktioner som følge af EU-formandskabet foreslås der gennemført en række justeringer af det gældende budget.

Forvaltningen er således allerede på nuværende tidspunkt bekendt med, at af de i alt 15,5 mio. kr., som udvalget særskilt har afsat til cykelområdet i 2002, vil anlægsarbejder for ca. 7 mio. kr. på Slotsholmen skulle udskydes til 2003 som følge af restriktioner i forbindelse med EU-topmøderne i anden halvdel af 2002; jf. (BTU81/2002).

Hertil kommer, at med det stade, som projektudviklingen af de kommende 2 etaper af Halmtorvet har (borgerdialogen er først lige afsluttet), vil der kun kunne nå at blive anlagt for knap 6 mio. kr. ud af de 12,7 mio. kr., der er disponeret med i 2002.

Ombygningen af Refshalevej, der har været ramt af forsinkelser tidligt i projektforløbet, var planlagt til at blive færdiggjort i 2002. Imidlertid er løsningen på etape 2 (den fredede del) netop blevet indbragt for Naturklagenævnet af Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse. Da nævnet påregner en sagsbehandlingstid på ca. 7 måneder, vurderer forvaltningen, at der må udskydes anlægsarbejder til 2003 for 6,068 mio. kr.

Endelig kan det allerede nu konstateres, at den miljøvurdering af den nye Otto Baches Allé - på grænsen til Tårnby Kommune - som HUR skal gennemføre, er så forsinket, at de reserverede anlægsmidler på 3,219 mio. kr. først vil skulle bruges i 2003.

Der er således anlægsprojekter for i alt 23,989 mio. kr., som ikke bliver gennemført i 2002. Disse midler vil kunne anvendes til at løse andre påtrængende opgaver under forudsætning af, at midlerne er til rådighed i 2003.

Forvaltningen har i forbindelse med drøftelsen af Vej & Park's driftsbudget for 2002 og 2003 gjort opmærksom på, at driftsområdet er nødlidende i 2002. På den baggrund foreslås det, at 14 mio. kr. af de ovennævnte 23,989 mio. kr. anvendes til ekstraordinær indsats på driftsområdet. De 10 mio. kr. foreslås således anvendt til ekstraordinær udlægning af slidlag på strækninger, som trænger allermest. De 4 mio. kr. foreslås anvendt til ekstraordinære renoveringer af de af de offentlige toiletter, som er mest nedslidte.

Herudover foreslås det, at der reserveres 1,7 mio. kr. til 3 mindre projekter, som vil kunne gennemføres i år. De resterende ikke anvendte midler overføres til 2003.

De nye projekter er nærmere beskrevet i tabel 2 sammen med øvrige projekter, som er nye i forhold til tidligere udvalgsbehandlinger.

Tabel 2: Nye projekter, som der foreslås afsat midler til i 2002

1. Parker og legepladser

   

Handicapsti/-badebro Amager

Etablering af handicapvenlig strandsti- og badebro ved Amager Strand.

Der foreslås afsat 0,5 mio. kr.

Handicaprampe, søerne

Forbedring af handicappedes tilgængelighed til stierne langs søerne.

Der foreslås afsat 0,6 mio. kr.

Statens Museum for Kunst

Forbedring af handicappedes tilgængelighed til museet.

Der foreslås afsat 0,5 mio. kr.

Inventar til Fæstningsringen

I henhold til den Pleje- og udviklingsplan for Fæstningsringen, som forventes forelagt Bygge- og Teknikudvalget medio 2002, skal der ske indkøb og opsætning af nye bænke, affaldsstativer og grilborde samt til informationstavler i Ørstedsparken, Østre Anlæg, Kastellets udenværker og Christianshavns Vold.

Der foreslås afsat 0,5 mio. kr. til indkøb af inventar.

Remiseparken

Ekstraordinær indkøb af nye bænke, grillsteder samt bl.a. frugttræer og nøddebuske.

Der foreslås afsat 0,5 mio. kr.

5. Vejanlæg, broer og bygværker

   

Fodgængertunnel Borgmester Christiansensgade

Fjernelse af fodgængertunnel, som ikke anvendes mere og som udgør en sikkerhedsrisiko.

Der foreslås afsat 0,85 mio. kr.

Langeliniebroen

Den i 1993 opsatte midlertidige bro trænger til en reparation af dele af konstruktionen for at forlænge dens levetid med 50 år. Beslutningen om levetidsforlængelse er udsat, da der ønskes opført en ny permanent bro. Københavns Havn er forpligtet til at betale op til 15 mio. kr. for en ny bro, hvis den opføres inden udgangen af år 2004.

Der foreslås afsat 0,8 mio. kr. til afholdelse af en indbudt konkurrence i 2002.

Nye slidlagsarbejder

Ekstraordinær lægning af slidlag på særlig nedslidte vejstrækninger. De valgte strækninger vil blive forelagt udvalget til godkendelse

Der foreslås afsat 10 mio. kr.

8. Diverse formål

   

Designlaboratorium

Designlaboratoriet er et værksted i skala 1:1 med henblik på at indsamle viden og bidrage til debatten omkring udformningen af byens rum gennem afprøvning af inventar, belægninger mm. i dialog med borgere og brugere.

Der foreslås afsat 0,5 mio. kr. til laboratoriet.

Toiletrenoveringer

Ekstraordinær renovering af de mest forsømte toilet- ter. De valgte toiletter vil blive forelagt udvalget til godkendelse.

Der foreslås afsat 4 mio. kr.

 

2003

Som det fremgår af bilag 3 er det gældende budget for 2003 på 75,107 mio. kr. Med den allerede nu foreslåede overflytning af 4,238 mio. kr. fra anlægsrammen for 2002 bliver den justerede budgetramme for 2003 på 79,345 mio. kr.

Som nævnt under budgetrammen for 2002, vil der være anlægsudskydelser for 23,989 mio. kr. i 2002, som der skal reserveres midler til i 2003, idet den overvejende del af de frigjorte midler i 2002 anvendes til bl.a. driftsopgaver. Hertil kommer at forvaltningen foreslår, at der disponeres midler til en række nye projekter, som grundet en række ydre omstændigheder bør gennemføres i 2003. De foreslåede nye park- og vejprojekter er nærmere beskrevet i de vedlagte projektblade; jf. bilag 5.

"Parkanlæg"

For så vidt angår "Parkanlæg" så medfører budgetforslaget, at rammen på 9,114 mio. kr. overskrides med 2,136 mio. kr., hvis de allerede besluttede projekter samt forvaltningens forslag til nye projekter skal gennemføres i 2003. En sådan overbudgettering finder forvaltningen acceptabel, da projekternes gennemførelse først vil blive afklaret i forbindelse med projektudviklingen.

"Vejanlæg"

Anlægsrammen for "Vejanlæg" på 70,231 mio. kr. er i det foreliggende budgetforslag overskredet med 17,480 mio. kr. Udvikler alle projekterne sig optimalt, vil en sådan overbudgettering være uacceptabel. Men da forvaltningen finder, at alle de angivne projekter bør fremmes mest muligt foreslås det, at projektudviklingen sættes i gang, men igangsættelse af selve anlægsarbejderne kun anbefales overfor udvalget, såfremt der findes plads indenfor kapitalrammen ved besparelser eller ved, at kapitalrammen udvides.

2004-2007

Som det fremgår af bilag 4 er investeringsbehovet de kommende år meget stort. Den samlede anlægsramme for hvert af årene 2004 og 2007 er på ca. 75 mio. kr. På forslaget til investeringsplan for 2004-2007 er der anført de få projekter, som er igangsat eller besluttet tidligere. Herudover er der anført en række ønsker til kommende anlægsarbejder.

Forvaltningen har opdelt ønskerne i ønsker for projekter til igangsættelse/gennemførelse i 2004 og ønsker til projekter til igangsættelse/gennemførelse i de efterfølgende år.

Af meget kapitaltunge projektønsker i årene 2004 og frem kan blandt andet nævnes "Fælledparken, restaurering" (25 mio. kr.), "Gefionspringvandet, renovering" (i alt ca.20 mio. kr.), "Østre Anlæg, restaurering"(15 mio. kr.), "Nørreport stationsplads, Københavns Kommunes andel" (20 mio. kr.), "Nordre Frihavnsgade, omlægning" (15 mio. kr.), "Trafikplan Sydvest" (18 mio. kr.), "Færdiggørelse af Kgs. Nytorv" (50 mio. kr.), "Købmagergade og Kultorvet, ny belægning" (50 mio. kr.), "Trafiksanering i Middelalderbyen" (75 mio. kr.), "Sønder Boulevard, omlægning" (50 mio. kr.) og "Trafiksikkerhedsplan" (31 mio. kr.).

Finansiering alene af de i bilag 4 nævnte projekter i årene 2004-07 beløber sig til ca. 417 mio. kr. Dette beløb skal ses i relation til de årlige budgetter på ca. 75 mio. kr.

 

BILAG VEDLAGT

Bilag 1: Investeringsplan for Vej & Park - Årets resultat 2001

Bilag 2: Investeringsplan for Vej & Park - Forslag 2002

Bilag 3: Investeringsplan for Vej & Park - Forslag 2003

Bilag 4: Investeringsplan for Vej & Park - Forslag 2004-2007

Bilag 5: Projektblade for nye projekter i Vej & Park i 2003

 

Ole Bach

 

Til top