Opsætning af altaner på Sortedam Dossering 23
Opsætning af altaner på Sortedam Dossering 23
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 2. oktober 2002
Sager til beslutning
8. Opsætning af altaner på Sortedam Dossering 23
BTU 438/2002 J.nr. 432:125.0014/02
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller til Bygge- og Teknikudvalgets godkendelse,
at der med baggrund i Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 29. maj 2002 meddeles tilladelse til et efterfølgende modtaget forslag til udformning og opsætning af altaner på facaden mod Sortedam Dossering på ejendommen matr.nr. 6094 Udenbys Klædebo Kvarter, København, Sortedam Dossering 23, på betingelse af, at der opsættes 7 altaner med en placering som i forslaget, behandlet på nævnte møde.
at såfremt ansøgningen med de 6 altaner opretholdes, nedlægges et §14 forbud i henhold til planloven med efterfølgende udarbejdelse af en lokalplan, der bl.a. regulerer altaner
Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 21. august 2002
Sagen blev udsat
Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 4. september 2002
Sagen blev udsat
RESUME
Bygge- og Teknikudvalget drøftede i mødet den 29. maj 2002 spørgsmålet om opsætning af altaner på facaden af ejendommen Sortedam Dossering 23. Forslaget omfattede 7 altaner, placeret ud mod Sortedam Dossering. Udvalget tilsluttede sig principielt forslaget og ønskede samtidig, at der blev fremlagt en indstilling om retningslinier for fremtidige altanopsætninger. Særskilt indstilling herom er samtidig fremlagt.
Efterfølgende er modtaget en ansøgning om placering af 6 altaner, idet altanen på 2. sal i hjørnet Sortedam Dossering/Sankt Hans Gade er udeladt. Der er endvidere foretaget en nærmere detaljering af det enkelte altanelement, hvorved den designmæssige standard er bragt op på et højt kvalitetsniveau.
Af den samtidige indstilling om retningslinier for altanopsætninger fremgår, at der bl.a. skal lægges vægt på, at antallet og placeringen af altaner tilgodeser de krav om symmetri og helhed, som den enkelte facade med sin oprindelige komposition og detaljering måtte fordre. Denne forudsætning vurderes i det nye forslag med 6 altaner ikke at være opfyldt. Forvaltningen foreslår derfor, at altanopsætning på ejendommen med de viste altanelementer godkendes på betingelse af, at der etableres 7 altaner, placeret som i ovennævnte tidligere forslag.
Sagen var dagsordenen for Bygge- og Teknikudvalgets møder den 21. august 2002 og den 4. september 2002, hvor den begge gange blev udsat.
SAGSBESKRIVELSE
Bygge- og Teknikudvalget drøftede i mødet den 29. maj 2002 (BTU 297/2002) forvaltningens indstilling om, hvorvidt der skulle gives tilladelse til opsætning af altaner på facaden mod Sortedams Sø på ejendommen matr. nr. 6094 Udenbys Klædebo Kvarter, København, Sortedam Dossering 23. Det fremsendte forslag omfattede i alt 7 altaner fordelt med 3 på facadestrækningen mod søen og 4 i hjørneafskæringen Sortedam Dossering/Sankt Hans Gade. Udvalget tilsluttede sig principielt, at der blev givet tilladelse til forslaget.
Samtidig ønskede udvalget forelagt en indstilling med forslag til hvilke retningslinier, forvaltningen fremover skal lægge til grund for behandlingen af tilsvarende sager. Der henvises til den samtidigt fremlagte indstilling om retningslinier for altanopsætninger.
Forvaltningen har efterfølgende modtaget et egentligt byggeandragende om altanopsætningen på Sortedam Dossering 23. Projektet indeholder nu opsætning af 6 altaner, idet altanen på 2. sal i hjørneafskæringen er udgået. Samtidig er det enkelte altanelement blevet nærmere bearbejdet og fremtræder nu som et enkelt, velproportioneret og fint detaljeret element, udført som en udkraget altan. I forbindelse med opsætningen vil det være nødvendigt ud for altanerne at fjerne dele af kordongesimserne, brynene over de berørte vinduer m.v. samt indpasse nye altandøre. Regnvandsnedløb placeres langs muren og forløber til jordplan, borede gennem bagkanterne af gesimser m.v., jf. bilag A og B.
Konklusion
Det er forvaltningens vurdering, at de fremsendte altanudformninger er udført i en meget høj designmæssig standard, og at den foreslåede udkragede konstruktion indebærer den arkitektonisk bedste tilpasning til bygningens facade. De foreslåede, nødvendige gennembrydninger af gesimser, fjernelse af bryn m.v., indpasning af altandøre samt opsætning af afløb er udført på en efter omstændighederne nænsom måde.
I ovennævnte indstilling om retningslinier for altanopsætninger er det bl.a. anført, at der vil blive lagt vægt på, at altaner ved deres antal og placering tilgodeser de krav om symmetri og helhed m.v., som den enkelte facade med sin oprindelige facadekomposition, detaljering osv. måtte fordre. Denne forudsætning er med det nu foreliggende forslag ikke opfyldt, idet altanernes placering fremstår med et mere tilfældigt præg, end det var tilfældet i det tidligere forslag, som lå til grund for udvalgets ovennævnte drøftelse.
På den baggrund skal forvaltningen derfor foreslå, at forslaget om altanopsætning på ejendommen godkendes på betingelse af, at der etableres 7 altaner med en placering som i ovennævnte tidligere forslag. Såfremt ansøgningen med de 6 altaner opretholdes søges hermed tillige udvalgets tilslutning til, at der nedlægges et § 14 forbud i henhold til planloven med efterfølgende udarbejdelse af en lokalplan, der bl.a. regulerer altaner.
BILAG VEDLAGT
- Facadeopstalt af forslaget
- Detailtegninger af altaner
Udsendt med dagsordenen for Bygge- og Teknikudvalgets møde den 21. august 2002.
Jens Ole Nielsen