Plan for den fremtidige forsyning med offentlige toiletter i Københavns Kommune
Plan for den fremtidige forsyning med offentlige toiletter i Københavns Kommune
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 2. juni 2004
Sager til beslutning
27. Plan for den fremtidige forsyning med offentlige toiletter i Københavns Kommune
BTU 317/2004 J.nr. 2280.0001/03
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen
indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender
at den fremtidige forsyning med offentlige toiletter i Københavns Kommune bygger på de principper for valg af standard for ren- og vedligeholdelse, valg af toilettyper samt principper for toiletternes geografiske placering, der er beskrevet i denne indstilling.
at den fremtidige toiletforsyning i de enkelte bydele tilrettelægges som beskrevet i denne indstilling
at midler til finansiering af planen søges fremskaffet i forbindelse med fastlæggelse af Kommunens budget for 2005 og følgende år.
at den fuldautomatiske toiletenhed – "Metrotoiletenheden", der vandt projektkonkurrencen i foråret 2003, sættes i produktion, såfremt de nødvendige midler findes.
RESUME
På møde i Bygge- og Teknikudvalget 8. oktober 2003 (BTU 449/2003) drøftede udvalget principperne for den fremtidige forsyning med offentlige toiletter i Københavns Kommune.
Drøftelsen foregik på baggrund af en redegørelse for den aktuelle situation på toiletområdet, en brugerundersøgelse af borgeres og interessenters synspunkter og behov samt anbefalinger fra Vej & Park. Udvalget kunne tilslutte sig anbefalingerne og bad Vej & Park om at udarbejde en toiletplan med tilhørende tidsplan og økonomi.
Udgangspunktet er, at det også i fremtiden er en offentlig opgave at sikre rimelige toiletfaciliteter til byens borgere og gæster, der opholder og bevæger sig i byens offentlige rum. Det er imidlertid nødvendigt at forbedre standarden betydeligt på store dele af den service der ydes på området.
Da forvaltningen ikke forventer, at der vil kunne afsættes ressourcer til at kunne løfte alle de nuværende toiletter op på et optimalt niveau, vil det være nødvendigt at prioritere indsatsen.
Forvaltningen
foreslår at prioriteringen foretages ud fra følgende principper:
Principper for ren- og vedligeholdelse
80 % af
brugerne mener, at renhed er det vigtigste krav til et offentligt toilet.
Forvaltningen anbefaler derfor, at det bliver et ufravigeligt krav, at
offentlige toiletter er rene, velholdte og trygge. Dette er ikke tilfældet i
dag, hvad angår de ubemandede gadetoiletter, og i et vist omfang også
combipissoirer og pissoirer. De bemandede toiletter lever i dag optil dette
krav. Parktoiletter vil efter modernisering og istandsættelse tilnærmelsesvis
kunne leve op til kravet.
Principper for valg af toilettyper
Efter
forvaltningens vurdering vil det kun være muligt at garantere rene, velholdte
og trygge toiletter, hvis der fremover opereres med følgende toilettyper:
1.
Bemandede toiletter
som de eksisterende i Nyhavn, på Amagertorv, Rådhuspladsen og Vesterbros Torv
med meget højt serviceniveau.
2.
"Metrotoiletenheden" med fuldautomatisk
handicapvenligt betalingstoilet og gratis pissoir, hvor kumme, håndvask og
gulv spules efter hvert besøg.
3.
Offentligt tilgængelige toiletter i caféer, kiosker eller
kædeforretninger. der mod betaling fra Vej
& Park er indarbejdet på steder, hvor der i forvejen er personale med andre
opgaver. Der kan også laves aftaler med medborgerhuse og sportscentre.
4.
Pissoirer.
For at
tilfredsstille store og akutte behov, og for at holde gader og porte rene, er
det nødvendigt med endnu en type, som kan bringes til at fungere godt, hvis der
ofres flere penge på ren- og vedligeholdelse:
5.
Parktoiletter -
ubemandede åbne og gratis
I
parker, hvor der kommer mange børn, og hvor der ikke er caféer eller kiosker i
nærheden, er der endvidere brug for endnu en toilettype, som efter nødvendige
moderniseringer og istandsættelser vil kunne bringes til at fungere godt:
Principper
for toiletternes geografiske placering
Placeringen af toiletterne
foreslås i fremtiden prioriteret efter princippet, hvor flest mennesker
opholder sig i længst tid. Det vil sige, enten hvor mennesker opholder sig i
lang tid som i parkerne eller på opholdspladser, eller hvor der er mange
mennesker, der færdes som trafikknudepunkter og turistattraktioner. Der
arbejdes således ikke ud fra en bestemt afstand mellem toiletterne.
Forvaltningen foreslår derfor, at
gadetoiletter placeres på opholdspladser, trafikknudepunkter, ved større turistattraktioner
samt i områder med stort pres som følge af arrangementer i byrummet.
Forvaltningen foreslår, at der
skal være toiletter i alle større parker.
Udmøntning af principper for toiletternes geografiske
placering og valg af typer
Vedlagte kort - bilag 1 - 15,
viser et forslag til de fremtidige placeringer af de offentlige toiletter og
valg af typer fordelt på bydele. Toiletter, der er lokaliseret af historiske
grunde og ikke længere har den tiltænkte funktion, foreslås nedlagt. Til
gengæld er der foreslået placering af nye toiletter, der hvor der i dag er
behov.
Økonomi
Investeringsbehov 2005 – 2009 7,5 mil. kr. / år. Behov for øgede driftsmidler 2,5 mil. kr. / år. Alle beløb i niveau juni 2004.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Borgerrepræsentationen besluttede på sit møde den 22. august 2002, efter indstilling fra Bygge- og Teknikudvalget, at der skulle gennemføres en analyse af behovet for offentlige toiletter i Københavns Kommune, samt udarbejdes en samlet plan for den fremtidige toiletstruktur i kommunen.
Baggrunden herfor var et ønske fra Bygge- og Teknikudvalget om, at der skabes et overblik over, om den ydelse, Københavns Kommune leverer vedr. offentlige toiletter, kan forbedres, således at borgernes ønsker indfries, samtidig med at ressourcerne udnyttes optimalt. Dette ønske udspringer af en indstilling fra Bygge- og Teknikforvaltningen, som BTU behandlede på sit møde den 3. april 2002 om, at toilettet på Gothersgade under Kongens Have blev istandsat for ca. 3 mio. kr., samt at 18 toiletter forsøgsvis blev lukket. BTU ønskede ikke at træffe beslutning herom, førend der forelå en samlet plan for udviklingen af de offentlige toiletter i byen.
Vej & Park gennemførte i 2002 en borgerundersøgelse, som resulterede i et kvalitetsregnskab over Vej & Parks ydelser. I denne undersøgelse indgik 4 overordnede spørgsmål om de offentlige toiletter i København. Borgerne gav kvaliteten af toiletterne en meget lav bedømmelse samtidig med, at offentlige toiletter blev vurderet som vigtige for byen.
På møde i BTU 8. maj 2002 drøftede udvalget, om forvaltningen skulle sende 13 handicaptoiletter – eventuelt med reklamer – i offentligt udbud. Begrundelsen var, at der manglede toiletter på Metroforpladserne, på jubilæumstorvene og på andre renoverede pladser i byen. På baggrund af drøftelsen har Vej & Park gennemført en projektkonkurrence om design af et offentligt toilet. Toiletenheden består af et fuldautomatisk handicapvenligt betalingstoilet samt gratis pissoir.
På møde i BTU 18. juni 2003 besluttede BTU at ISS, A/S blev vinder af konkurrencen, dog udtrykte udvalget betænkelighed ved udseendet af den ydre skal omkring toiletenheden. Udseendet vil derfor blive ændret. Udvalget ønskede ikke at tage stilling til realisering og finansiering af toiletenhederne, før udvalget havde drøftet den samlede strategi for toiletforsyningen i byen.
Vej & Park har på baggrund af ovenstående analyseret den nuværende toiletforsyning i byen herunder standard for ren- og vedligeholdelse, toilettyper samt geografisk placering. Vej & Park har desuden gennemført en brugerundersøgelse af borgeres og interessenters synspunkter og behov vedrørende byens toiletter. Toiletredegørelsen samt brugerundersøgelsen var bilagt dagsordenen for udvalgets møde 8. oktober 2003.
Hovedkonklusionerne i brugernes
holdninger til Københavns Kommunes toiletter
Brugerundersøgelsen
er gennemført som en kombination af gadeinterview og fokusgruppeinterview med
borgere og interessenter.
Borgerne
mener ifølge undersøgelsen, at det er en vigtig offentlig opgave at sørge for
toiletter i byrummet. Ud over at betjene de trængende er det vigtigt at holde byrummet
rent.
Placeringen
af toiletterne skal være logisk. De skal være de steder, hvor man forventer at
finde dem. Sådanne steder er pladser og torve, trafikknudepunkter og steder,
hvor mange mennesker færdes. Mange mener, at de offentlige toiletter kan være
svære at finde. Der ønskes bedre skiltning, og en klarere afmærkning på
bykortene.
Parktoil
etter
bliver betragtet som meget vigtige, fordi man opholder sig i parkerne i længere
tid, og der ikke er andre toiletmuligheder i nærheden. Der kommer mange børn i
parkerne også uden forældre, så det er vigtigt, at toiletterne er børnevenlige.
De fuldautomatiske toiletter duer ikke her, da de ikke må benyttes af børn
under 10 år alene.
Over
halvdelen af de adspurgte bruger aldrig offentlige toiletter, fordi de finder
dem frastødende og beskidte. Mange borgere foretrækker at bruge toiletter i
indkøbscentre, stormagasiner og på caféer.
Blandt
de der bruger offentlige toiletter mener over 75 % af de adspurgte, at de 4
bemandede toiletter i Nyhavn, på Amagertorv, Rådhuspladsen og Vesterbros Torv
er virkelig fine, rene og trygge. 65 % synes de ubemandede gadetoiletter er
dårlige eller meget dårlige og lige så mange finder pissoirerne ulækre og fyldt
med graffiti. 80 % mener, at renhed er det vigtigste ved et offentligt toilet.
Vej
& Parks handicappanel ønsker en generel opgradering af handicaptoiletterne,
gerne så de lever op til kravene i Dansk Standard. Placering af toiletterne
skal kunne findes på Vej & Parks hjemmeside.
Repræsentanter
for de beboere, der dagligt opholder sig ved bænke i byrummet – såkaldte
drikkegrupper – udtrykker stort behov for offentlige toiletter eller pissoirer
i nærheden. Disse grupper benytter ikke kundetoiletter i caféer og butikker.
Fuldautomatiske
toiletter får en meget blandet bedømmelse. Renheden bedømmes generelt som god,
men mange især kvinder er utrygge ved teknikken og er bange for ikke at kunne
komme ud fra toilettet. Mange bliver dog behageligt overraskede, når de ser det
automatiske toilet i funktion.
Borgerne
undrer sig over, at der ikke er toiletter på metrostationerne. Både af hensyn
til de rejsende og af hensyn til byrummets udseende bør metrotoiletter placeres
under terræn.
Vej & Park kan
tilslutte sig borgernes synspunkter. Kvalitetsmæssigt spænder Københavns
Kommunes toiletter fra meget høj standard på de bemandede toiletter i den
centrale by til de katastrofale forhold på de store ubemandede, underjordiske
toiletter i Gothersgade og under Nørrebros Runddel.
Udmøntning af principperne for fremtidig
forsyning med offentlige toiletter i København Kommune
På møde 8. oktober 2003 drøftede og tilsluttede udvalget sig de principper for den fremtidige toiletforsyning i byen, Vej & Park havde foreslået. Vej & Park har i den forløbne tid revurderet behovet for hvert enkelt af de eksisterende toiletter og foreslår at bestemte toiletter kan nedlægges. Vej & Park har ligeledes vurderet hvilke gadetoiletter der skal skiftes ud samt på hvilke opholdspladser og særligt trafikerede steder, der bør etableres nye toiletter. Vej & Park foreslår nu, at principperne udmøntes på følgende måde.
Forslag til antal og
geografisk placering af toiletterne:
I dag er Vej &
Park ansvarlig for 133 offentlige toiletter / pissoirs i Københavns Kommune.
Heraf er knap halvdelen beliggende i parkerne. Af det samlede antal er 42 tilgængelige
for handicappede. Antallet af toiletter samt deres placering i byen er
historisk betinget og er ikke nødvendigvis det mest hensigtsmæssige.
Toiletterne foreslås i fremtiden placeret, hvor flest mennesker opholder sig i længst tid. Det vil sige, enten hvor mennesker opholder sig i lang tid såsom parker og opholdspladser eller hvor mange mennesker færdes såsom trafikknudepunkter, større turistattraktioner samt i områder med stort pres på arrangementer i byrummet.
Vedlagte
kort – bilag 1 – 15, viser forslag til de fremtidige placeringer af de offentlige
toiletter fordelt på bydele. Toiletter, der er lokaliseret af historiske grunde
men ikke længere har den tiltænkte funktion, foreslås nedlagt. Til gengæld
foreslås nye toiletter placeret der, hvor der i dag er behov.
37
toiletter/pissoirer nedlægges og erstattes ikke. 13 toiletter lukkes og
erstattes med nye. 12 toiletter placeres på steder, hvor der i dag ikke er
toiletter så som metroforpladser, jubilæumstorve og den store legeplads på
Sundbyøster Plads. Forvaltningen modtager mange henvendelser fra utilfredse
borgere angående de manglende toiletter her.
Ved projektudvikling af alle fremtidige opholdspladser, trafikpladser, legepladser eller parkanlæg vurderes, om der er behov for offentligt toilet det pågældende sted, og udgifterne hertil indarbejdes i de samlede projektudgifter.
Forslag til
fremtidige toilettyper:
·
De fire yderst velfungerende og velholdte bemandede toiletter
opretholdes, men med indskrænket åbningstid over året og døgnet. Da antallet af
besøgende på nogle af toiletterne er meget lavt i vintermånederne og i de sene
aftentimer, foreslås ressourcerne udnyttet mere optimalt andre steder.
·
Yderligere to toiletter bemandes. Det store underjordiske toilet
på Israels Plads samt det store toilet i Fælledparken, der bemandes i sommermånederne.
·
De store – tidligere bemandede, men nu ubemandede gadetoiletter,
hvor hærværk og misbrug ikke kan styres, lukkes straks og permanent. De
erstattes, hvor der stadig er behov, med nye fuldautomatiske
"Metrotoiletter". Toilettet på Trianglen bevares og får
væsentligt øget opsyn og rengøring.
·
Små, ubemandede gadetoiletter erstattes, hvor der fortsat er
behov, af de nye fuldautomatiske "Metrotoiletenheder" med gratis
pissoir og handicapvenligt betalingstoilet.
·
Et alternativ til "Metrotoilettet" er at koble
offentlige gadetoiletter til andre aktiviteter, hvor der er personale. Det kan
være medborgerhuse, biblioteker, socialcentre, servicecentre, eller der kan
indgås aftaler med fx caféer, restauratører eller døgnkiosker om - mod betaling
– at gøre deres toiletter offentligt tilgængelige.
·
De gamle støbejernspissoirs i indre by og brokvartererne bevares,
idet renholdelsen og graffitibekæmpelsen opgraderes. Der sættes enkelte nye
pissoirs op på steder, hvor det er nødvendigt af hensyn til gaderenholdelsen.
·
De nye kombipissoirs fra 1990'erne bevares, men ombygges så det
tydeligere fremgår, at de kun er pissoirs.
·
De fleste parktoiletter bevares som ubemandede gratistoiletter men
renoveres, ombygges og moderniseres. På de største indskrænkes arealet og
antallet af kummer. Det store toilet i Fælledparken bemandes i sommerhalvåret.
·
Der er fortsat handicaptoiletter fordelt over hele byen. Ved
ombygning og renovering forbedres handicaptoiletterne i samarbejde med Vej
& Parks handicappanel.
·
Fuldautomatiske AFA toiletter beholdes til kontrakten udløber.
·
Bygge- og Teknikforvaltningen vil i de kommende forhandlinger om
metroens 4. etape kræve toiletter etableret i metroens arealer under jorden.
Forslag til ren- og
vedligeholdelsesstandard:
De fire
bemandede toiletter med den høje renholdelsesstandard bevares. Yderligere sommerbemandes
det store toilet i Fælledparken og toilettet på Israels Plads.
I Københavns Kommune bliver de ubemandede
gadetoiletter i dag rengjort en gang om dagen om morgenen eller tidlig
formiddag. Resten af dagen er der intet opsyn og ingen rengøring. Det betyder,
at toilettet kort tid efter rengøringen og resten af dagen kan være ubrugeligt.
Vej & Park har konstateret, at toiletterne nogle steder er i en helt
uacceptabel rengøringstilstan
d. På kort sigt sættes rengøringen op til to gange
dagligt samt ekstra rengøring, hvor der er særlige behov.
Den
bedste løsning på renholdelsesproblemet er at bemande alle toiletter, men det
ligger ikke indenfor realistiske økonomiske rammer.
En
løsning, der bruges i andre storbyer f.eks. Stockholm, Berlin og London, er fuldautomatiske
selvspulende toiletenheder. Bygge- og Teknikudvalget udpegede på møde 18. juni
2003 vinderen af projektkonkurrencen for toiletenheden til Metroforpladserne,
jubilæumstorve m.m.. Enheden kan sættes i produktion, så snart der bevilliges
penge til projektet.
Alternativt
bliver der som nævnt arbejdet på over tid at indgå aftale/kontrakt om offentlig
adgang til toiletterne på steder, hvor der i forvejen er personale, der
renholder og fører opsyn med toiletterne f.eks. caféer, kiosker eller
kædeforretninger. De konkrete løsninger vil være forskellige for hvert enkelt
sted, men kan gives en fælles identitet gennem ensartet skiltning.
I
parkerne vurderes det, at en fordobling af renholdelsen til 2 gange dagligt kan
føre til en acceptabel renholdelsesstandard.
Parktoiletterne vinterlukkes principielt, men der holdes et toilet åbent i de parker, der også benyttes meget om vinteren.
Alle toiletter lukkes om natten. I parkerne defineres natten i forhold til årstiderne.
Forslag til renovering,
udskiftning og nyetablering:
Der er,
som det fremgår af toiletredegørelsen og brugerundersøgelsen, et meget stort
efterslæb på vedligeholdelsen af toiletbygninger og inventar. Mange steder vil
det kræve en totalrenovering at gøre toiletterne brugbare.
Vej
& Park foreslår at gennemføre en gennemgribende renovering af de
37parktoiletter, der skal bevares. Renoveringen gennemføres over en 5-årig
periode 2005 – 2009. Ved renoveringen og moderniseringen skal mange
toiletenheder gøres mindre og udstyres med mere rengøringsvenligt og
hærværkssikret inventar.
På
opholdspladser, trafikknudepunkter og ved store turistattraktioner, hvor der
skal være toiletter i fremtiden etableres 20 nye toiletter. Toilettet foreslås
at være "Metrotoiletenheden". En anden langsigtet løsning, hvor de offentlige
toiletter søges indarbejdet på steder hvor der i forvejen er andet personale
til stede så som caféer, kædeforretninger eller kiosker vurderes at koste det
samme.
Det
store underjordiske toilet på Israels Plads samt toilettet på Trianglen
renoveres. Pissoirer og combipissoirer renoveres gennemgribende.
Skiltningen
forbedres væsentligt.
Vej & Park anvender i 2004 20,2 millioner kr. til at drive byens offentlige toiletter, heraf går lidt mere end halvdelen til de fire bemandede toiletter.
Forslaget til den fremtidige toiletforsyning i Københavns Kommune vil kræve en betydelig økonomisk indsats, der ikke kan løses indenfor Vej & Parks nuværende budgetramme.
Det foreslås derfor, at midler til finansiering af planen findes i forbindelse med fastlæggelse af budgetterne for 2005 og følgende år.
Renovering af
toiletterne over en femårig periode 2005 – 2009
37 parktoiletter renoveres/nybygges for i gennemsnit 400.000 kr. 14,8 mil. kr.
20 nye gadetoiletter på opholds- og trafikpladser á 700.000 kr. 14,0 mil. kr.
14 pissoirer renovering à 50.000 kr. 0,7 mil. kr.
4 Combipissoirer à 200.000 kr. 0,8 mil. kr.
Trianglen + Israels Plads 1,4 mil. kr.
Lukning og fjernelse af de fleste gamle gadetoiletter 4,0 mil.kr
Ny forbedret skiltning 1,0 mil. kr.
I alt renovering og
nyanskaffelser 36,7 mil. kr.
Investeringsbehov 2005 – 2009 niveau juni 2004:
2005 |
2006 |
2007 |
2008 |
2009 |
8 mil. |
8 mil. |
7
mil. |
7
mil. |
7
mil. |
Forbedring af
rengøringsstandarden på toiletterne
Brugerundersøgelsen viste, at 80 % af de adspurgte mente, at det vigtigste ved et offentligt toilet var, at det var rent. I dag rengøres de offentlige toiletter én gang om dagen. Det foreslås, at niveauet sættes op til to gange om dagen på de ubemandede toiletter, og med ekstra rengøring efter behov f.eks. på store sommerdage ved Havneparken / Havnebadet eller på Trianglen ved arrangementer i Parken.
Driftsudgifter:
Drift af 20 fuldautomatiske gadetoiletter á 190.000 kr./år 3,8 mil. kr.
Drift af 37 parktoiletter, renhold 2 x dagligt á 140.000 kr./år 5,2 mil. kr.
Drift af 18 pissoirer/combipissoirer, renhold 2 x dagligt á 70.000 kr./år 1,2 mil. kr.
Bemanding af toilettet på Israels Plads 2,0 mil. kr.
Sommerbemanding af det store toilet i Fælledparken 1,0 mil. kr.
De 4 nuværende bemandede toiletter med indskrænket åbningstid 8,0 mil. kr.
Vedligeholdelse/reparationer 1,5 mil. kr.
I alt
22,7 mil. kr.
I 2004 er budgettet for de offentlige toiletter på 20,2 mil. kr.
Med den foreslåede toiletplan, skal der altså bruges ekstra
2,5 mil. kr. om året i drift, for at få toiletområdet til at fungere
tilfredsstillende. Beløbet er i niveau juni 2004. Der tages forbehold for
stigende forbrugsafgifter på el, vand og varme.
Offentlige toiletter brug er betydelige mængder af vand, strøm og varme. Derfor bliver en plan for reduktion af ressourceforbruget indarbejdet i den kommende renoveringsplan for de offentlige toiletter.
Der er endvidere stillet meget præcise miljøkrav til udviklingen af det fuldautomatiske toilet, "Metrotoilettet", der er gennemført projektkonkurrence for.
Høring
Forslaget til toiletplan vil efter behandling i Bygge- og
Teknikudvalget blive sendt i høring i Valby Lokaludvalg.
BILAG VEDLAGT
Bilag 1. 15 kort med forslag til den fremtidige forsyning med offentlige toiletter for-
delt på bydele.
Bilag 2. Udpluk af foto fra "Toiletredegørelse - Offentlige toiletter i Københavns
Kommune – eksisterende forhold august 2003, der var bilagt dagsorden for
møde i Bygge- og Teknikudvalget 8. oktober 2003.