Ensretning af Bagerstræde
Ensretning af Bagerstræde
Bygge- og Teknikudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 2. juni 2004
Sager til beslutning
22. Ensretning af Bagerstræde
BTU 286/2004 J.nr. 2111.0020/04
INDSTILLING
Bygge- og Te knikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender
at Bagerstræde ikke ensrettes,
at der etableres en læssezone i Bagerstrædes østlige side ved Vesterbrogade, og
at renovering af fortov og vejbelægning i Bagerstræde vurderes i forbindelse med Vej & Parks løbende prioritering af større vejvedligeholdelsesarbejder.
RESUME
Jens Johansen og Sven Milthers har på Bygge- og Teknikudvalgets møde den 29. januar 2004 stillet medlemsforslag om, at "Bygge- og Teknikudvalget beslutter,
· at Bagerstræde ensrettes i retning fra Gl. Kongevej mod Vesterbrogade,
· at de eksisterende parkeringspladser erstattes/suppleres af en læsse-zone for handlende og beboere,
· at fortov og vejbelægning renoveres, og der laves en tydelig markering for cyklister i forbindelse med sving til Vesterbrogade.
Baggrunden for forslaget om ensretning af Bagerstræde er blandt andet, at man derved kan undgå, at der opstår konflikter mellem højresvingende bilister fra Vesterbrogade mod Bagerstræde og busser, der skal køre ud fra stoppestedet i Vesterbrogade. Forvaltningen har i forbindelse med omlægningen af Vesterbrogade i samråd med politiet valgt indtil videre ikke at forbyde højresvinget fra Vesterbrogade mod Bagerstræde, da man har vurderet, at der ikke er nogen sikkerhedsmæssig begrundelse for et sådan forbud, som vil forringe tilgængeligheden for bilister med ærinde i Bagerstræde. I stedet vil forvaltningen og politiet observere, om der opstår problemer med den valgte udformning. I det halve år der er forløbet, siden Vesterbrogades ombygning var endeligt gennemført, er der ikke observeret problemer med højresvingende bilister ind i Bagerstræde.
Ensretning af Bagerstræde vil medføre en række ulemper. Trafikken i Stenosgade mod nord vil formentlig stige så meget, at det bliver nødvendigt at ensrette Stenosgade i denne retning. Forvaltningen vurderer, at det også vil være nødvendigt at ombygge Gammel Kongevej ved Stenosgades udmunding. Ensretningerne vil føre til forringet tilgængelighed på Bagerstræde og Stenosgade og til omvejskørsel. Tilgængeligheden til den læssezone, forvaltningen jf. nedenstående foreslår i Bagerstræde, vil også blive forringet, når man ikke kan køre til den direkte fra Vestebrogade.
Forvaltningen foreslår derfor, at man ikke ensretter Bagerstræde, men at forvaltningen og politiet fortsat holder stedet under observation.
Forvaltningen har vurderet mulighederne for at etablere læssezoner på gaderne nord for den indre del af Vesterbrogade. På Stenosgade er der etableret en læssezone, idet forvaltningen i samråd med politiet af hensyn til fremkommeligheden har ændret parkeringsforbuddet i vejens østlige side til standsningsforbud med af- og pålæsning tilladt. Derudover foreslår forvaltningen, at der etableres en læssezone i Bagerstræde.
Vej & Park gennemgår årligt vejnettet med henblik på prioritering af midler til større vejvedligeholdelsesarbejder. Vej & Park vil medtage Bagerstræde i den gennemgang, der sker i 2004 med henblik på prioriteringen for 2005. Med baggrund i denne vurdering vil det blive indstillet til Bygge- og Teknikudvalget, om Bagerstræde skal indgå i prioriteringen af midlerne til større vejvedligeholdelsesarbejder i 2005. Omkostningerne til en total fornyelse af slidlag på kørebanen skønnes ud fra en foreløbig vurdering til 75 – 100.000 kr. Omkostningerne til omlægning af fortovene skønnes tilsvarende til 100 – 125.000 kr.
SAGSBESKRIVELSE
Jens Johansen og Sven Milthers har på Bygge- og Teknikudvalgets møde den 29. januar 2004 stillet medlemsforslag om, at "Bygge- og Teknikudvalget beslutter,
· at Bagerstræde ensrettes i retning fra Gl. Kongevej mod Vesterbrogade,
· at de eksisterende parkeringspladser erstattes/suppleres af en læsse-zone for handlende og beboere
· at fortov og vejbelægning renoveres, og der laves en tydelig markering for cyklister i forbinde lse med sving til Vesterbrogade.
Ensretning af Bagerstræde
Projektet med Vesterbrogades ombygning blev i forbindelse med projektudviklingen diskuteret med Københavns Politi. I denne sammenhæng blev det også overvejet at forbyde højresvinget fra Vesterbrogade (øst) mod Bagerstræde, da dette højresving foregår ved et stoppested, hvilket kan føre til konflikter mellem højresvingende bilister og busser, som skal køre ud fra stoppestedet. Samtidigt er venstresvinget fra Vesterbrogade (vest) mod Bagerstræde blevet forbudt som en del af projektet.
Forvaltningen har i samråd med politiet valgt ikke at forbyde dette højresving, da man har vurderet, at der ikke er nogen sikkerhedsmæssig begrundelse for et sådan forbud, som vil forringe tilgængeligheden for bilister med ærinde i Bagerstræde. I stedet vil forvaltningen og politiet holde stedet under observation. Hvis der ved disse observationer konstateres sikkerhedsmæssige problemer i forbindelse med højresvingende biltrafik, vil muligheden for et højresvingsforbud og dermed de facto ensretning af Bagerstræde blive overvejet igen. I det halve år der er forløbet, siden Vesterbrogades ombygning var endeligt gennemført, er der ikke observeret problemer af ovenstående karakter.
Hvis man vælger at ensrette Bagerstræde, vil trafik fra Vesterbrogade mod Gammel Kongevej, som i den nuværende situation kører ad Bagerstræde, hovedsageligt vælge at køre ad Stenosgade. Allerede i dag er biltrafikken mod nord i Stenosgade steget noget, efter at venstresvingsforbuddet fra Vesterbrogade er blevet ophævet som følge af det nyetablerede venstresvingsforbud fra Vesterbrogade mod Bagerstræde. Forvaltningen har derfor i samråd med politiet iværksat, at det eksisterende parkeringsforbud i Stenosgades østlige side er skærpet til standsningsforbud med af- og pålæsning tilladt. For at forbedre udsynet for bilister, der kører fra Stenosgade ud i Gammel Kongevej, er der ydermere etableret standsningsforbud på en kortere strækning af Gammel Kongevej.
Hvis biltrafikken stiger yderligere i Stenosgade som følge af ensretning af Bagerstræde, vurderer forvaltningen, at Stenosgade må ensrettes i retning fra Vesterbrogade mod Gammel Kongevej, så den øgede trafik hér kan afvikles hensigtsmæssigt. Derudover vil det være nødvendigt at ombygge Gammel Kongevej ved Stenosgade udmunding for at sikre, at den øgede trafik fra Stenosgade ud i Gammel Kongevej kan afvikles trygt og sikkert.
En ensretning af Bagerstræde og Stenosgade som beskrevet ovenfor vil betyde en forringet tilgængelighed til ejendomme langs de to gader. Der vil blive tale om omvejskørsel. Derudover vil den læssezone, som forvaltningen jf. nedenstående foreslår etableret i Bagerstræde, blive mindre tilgængelig, når man ikke kan køre til den direkte fra Vesterbrogade, men kun kan komme til den via Gammel Kongevej. En ikke stedkendt leverandør, som kommer kørende ad Vesterbrogade for at finde et sted at læsse varer af, vil være mindre tilbøjelig til at benytte den nævnte læssezone, hvis han skal køre en større omvej for at komme frem til den, end hvis han kan køre direkte frem til den.
Forvaltningen foreslår derfor, at man undlader at ensrette Bagerstræde. I stedet vil forvaltningen som nævnt sammen med politiet fortsat holde stedet under observation. Hvis der ved disse observationer konstateres så store problemer med højresvingende trafik fra Vesterbrogade mod Bagerstræde, at det kan begrunde en ensretning af Bagerstræde med de gener, det medfører, vil forvaltningen bringe sagen op igen.
Forvaltningen har overvejet, hvorvidt andre gader mellem Vesterbrogade og Gammel Kongevej skal indgå i et samlet system af ensretninger. Forvaltningen finder imidlertid, at Bagerstræde og Stenosgade tilsammen kan udgøre et passende system, mens de fleste af de øvrige veje ligger i så stor afstand, at de ikke vil indgå væsentligt i dette system. Passagen under Det Ny Teater er internt færdselsareal og har således ikke status af vej, mens Sankt Jørgens Allé er privat fællesvej. Disse vil derfor ikke kunne indgå i en plan for afvikling af anden trafik, end den, som har ærinde langs de to strækninger. Ændring af ensretningerne på interne færdselsarealer hhv. private fællesveje foreslås og gennemføres af grundejerne efter forvaltningens (Byggeri & Bolig hhv. Vej & Park) og politiets godkendelse.
Etablering af
læsse-zone
I notat af 5. februar 2004 til Bygge- og Teknikudvalget oplyser Vej & Park om de læssezoner, der er etableret på sidegader til Vesterbrogade i forbindelse med busfremkommelighedsprojektet. Læssezonerne er ca. 25 meter lange og er som hovedregel skiltet med standsningsforbud mandag til fredag kl. 9 til kl. 18 og lørdag kl. 9 til kl. 14 med undertavle "af- og pålæsning tilladt". I forretningernes sædvanlige åbningstid er læssezonerne altså forbeholdt af- og pålæsning, men i modsætning den nedlagte CityGods-ordning i Indre By kræves der ikke certifikat for at holde i læssezonerne. Uden for restriktionsperioden kan man frit standse og parkere i læssezonerne.
Alle læssezonerne på nær den i Brorsonsgade ligger syd for Vesterbrogade. På store dele af Vesterbrogades indre del er der standsningsforbud hele døgnet på den nordlige side af gaden. Man kan således være nødsaget til at stille sin bil syd for gaden og transportere varer herfra over gaden til levering til butikker langs Vesterbrogades nordlige side. I mange tilfælde vil der dog være andre muligheder så som at køre ind i en gård og levere herfra. Ikke desto mindre har forvaltningen observeret problemer med ulovlig standsning for af- og pålæsning langs nordsiden af Vesterbrogade, særligt på strækning mellem Stenosgade og passagen under Det Ny Teater.
På denne baggrund har forvaltningen revurderet mulighederne for at etablere læssezoner nord for Vesterbrogade. Resultatet af denne vurdering er, at der kan etableres en læssezone i østsiden af Bagerstræde umiddelbart nord for porten til Bagerstræde 2. Dermed kommer læssezonen til at ligge ca. 25 meter fra Vesterbrogade.
I Stenosgade er der som nævnt ovenfor etableret standsningsforbud med af- og pålæsning tilladt i den østlige side af gaden, som hermed fungerer som en læssezone.
Renovering af fortov og vejbelægning m.v.
Vej & Park gennemgår årligt dele af vejnettet med henblik på at foretage en samlet prioritering af midlerne til større vejvedligeholdelsearbejder. Bagerstræde indgår ikke i prioriteringen af arbejder i 2004. Vej & Park vil medtage Bagerstræde i den gennemgang, der sker i 2004 med henblik på prioriteringen for 2005. Med baggrund i denne vurdering vil det blive indstillet til Bygge- og Teknikudvalget, om Bagerstræde skal indgå i prioriteringen af midlerne til større vejvedligeholdelsesarbejder i 2005. Omkostningerne til en total fornyelse af slidlag på kørebanen skønnes ud fra en foreløbig vurdering til 75 – 100.000 kr. Omkostningerne til omlægning af fortovene skønnes tilsvarend e til 100 – 125.000 kr.
Cyklister kører fra Bagerstræde ud i Vesterbrogade i en 4 meter bred kørebane som deles med bilister i samme retning. Herfra kan cyklisterne enten dreje til højre eller fortsætte lige over Vesterbrogade og dreje til venstre.
Økonomi
Udgifterne til etablering af en læssezone i Bagerstræde vil udgøre ca. 5.000 kr. Udgifterne finansieres via Vej & Parks driftsbudget.
Miljøvurdering
Den foreslåede beslutning har ingen miljøkonsekvenser. Hvis ensretninger siden besluttes, vil det føre til en vis omvejskørsel med en ubetydelig øget belastning af miljøet.
Høring
En eventuel beslutning om ensretninger vil kræve høring af Københavns Politi og Frederiksberg Kommune. Frederiksberg Kommune har meddelt, at man p.t. ingen planer har om at ensrette Bagerstræde.
Københavns Politi er blevet hørt om forslaget om en læssezone i Bagerstræde og har meddelt, at man ingen indvendinger har herimod.
BILAG VEDLAGT
· Udsnit af plan, som viser den nuværende udformning af krydset Vesterbrogade / Bagerstræde.
· Plan af Bagerstræde med foreslået læssezone.