Mødedato: 02.05.2001, kl. 14:00

Handlingsplan for trafikafviklingen i København 2000-2005

Handlingsplan for trafikafviklingen i København 2000-2005

Bygge- og Teknikudvalget

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 2. maj 2001

 

 

Sager til beslutning

 

12. Handlingsplan for trafikafviklingen i København 2000-2005

 

BTU 201/2001 J.nr. 0616.0011/00

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at "Handlingsplan for Trafikafvikling i København 2000-2005" gennemføres i overensstemmelse med sagsbeskrivelsens projektindhold og reviderede tidsplan

 

RESUME

I forbindelse med budgetforliget for år 2000 besluttede Borgerrespræsentationen at iværksætte en trafikafviklingsplan for København i perioden 2000 – 2005 med et årligt budget på 20 mio. kr. Bygge- og Teknikforvaltningen udarbejdede i foråret 2000 en detaljeret handlingsplan plan for anvendelse af de afsatte midler. Handlingsplanen indeholder i alt 17 delprojekter under følgende indsatsområder:

  • Kapacitetstilpasninger på indfaldsvejene
  • Busprioriteringsplan
  • Cyklistforbedringer
  • Terminalforbedringer
  • Evaluering

Som følge af, at handlingsplanen først blev endeligt vedtaget i Borgerrepræsentationen i december 2000, har det været nødvendigt at udarbejde en ny tids- og budgetplan for projekternes gennemførelse.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

I forbindelse med det budgetforlig, der blev indgået i slutningen af 1999 blev det besluttet, at der skulle udarbejdes en "Handlingsplan for trafikafvikling i Københavnn 2000 – 2005" med et budget på 20 mio. kr. for hvert af årene. Baggrunden for beslutningen var bl.a., at der skulle gennemføres en særlig indsats på trafikområdet i perioden frem til, at de planlagte store investeringer i den kollektive trafik står klar til brug (Metroen og Ringbanen).

Forvaltningen udarbejdede i foråret 2000 en detaljeret trafikafviklingsplan med en række delprojekter indenfor 4 hovedindsatsområder. Da Borgerrepræsentationen imidlertid først godkendte planen den 7. december 2000, blev opstarten af trafikafviklingsplanen (i det følgende benævnt TAP) forsinket i forhold til det planlagte.

Med baggrund i ovenstående er der foretaget en revision af den oprindelige tidsplan for TAP, idet uforbrugte midler for 2000 er overført til 2001. For visse delprojekter er TAP-midlerne suppleret med midler fra Vej- & Parks investeringsplan 2000-2001, hvor projekterne ophandler samme indsatsområde. Hovedtidsplanen for perioden 2002-2005 er uændret.

 

Uddybning af indstilling

I det følgende gennemgås de enkelte delprojekter under TAP.

Det samlede reviderede forslag med projekter og økonomisk oversigt for forbedring af trafikafviklingen i København er vist i tabel på bilag 1. Tidsplanen for den samlede plan fremgår af bilag 2.

 

Kapacitetstilpasninger på indfaldsvejene

A.1 Signalfornyelse generelt

Indhold: Projektet omfatter en generel fornyelse af signalstyresystemet i København. Projektet omfatter udskiftning af gamle og nedslidte styreapparater, udbedring af kendte kabelfejl, trafikstyret programvalg, og to puljeprojekter. Etablering af trafikstyrede programvalg bliver implementeret på Lyngby-forbindelsen, Centrum-forbindelsen (Sjællandsbroen-Kalvebod Brygge) og H C Andersens Boulevard. De to puljeprojekter er hhv. rejsetidsinfosystem på Ågade-linien samt etablering af et dynamisk skilt der viser den anbefalede hastighed for grøn bølge på Centrum-linien.

Status: Projektet er i gang og ventes afsluttet i indeværende år. Af bilag 3 fremgår hvilke kryds der er foretaget udskiftning af styreapparater i. Derudover er i alt 45 kabelfejl rettet under TAP.

Økonomi: Til projektet resterer i alt 1,18 mio. kr. i 2001, jf. den samlede økonomiske oversigt bilag 1.

Godkendelse: Projektets delprojekter er godkendt af Bygge- og Teknikudvalget. (BTU 22.3.2000).

 

A.2 Flaskehalsindsnævring, HolbækMTV, forsøg

Indhold: Projektet er et forsøg og omfatter en kapacitetstilpasning på indfaldsvejen Folehaven-Ellebjergvej-P.Knudsens Gade på strækningen mellem Holbækmotorvejens afslutning og Sydhavns Plads. Kapacitetstilpasningen vil blive etableret ved hjælp af ændringer i signalanlæggenes grøntider samt i samordningen ("den grønne bølge") på strækningen.

Projektet gennemføres i samarbejde med HUR, de berørte nabokommuner og Vejdirektoratet. Analysen foretages i perioden mens der tælles. Undervejs sikres dialog med interessenterne.

Status: Projektet er ikke startet op, men forventes igangsat i efteråret 2001, jf. tidsplanen bilag 2.

Økonomi: Til projektet er afsat i alt 0,5 mio. kr., jf. den samlede økonomiske oversigt bilag 1.

Godkendelse: Projektet vil blive forelagt Bygge- og Teknikudvalget forud for igangsætning. Resultatet af undersøgelsen forventes at blive forelagt Bygge- og Teknikudvalget i foråret 2002.

 

A.3 Adaptivt signalstyresystem, Hillerødlinien, forsøg

Indhold: Projektet er et forsøg og omfatter strækningen fra Bispeengbuen og så langt ind mod centrum som muligt (Borup Allé, Ågade og Åboulevard). Strækningen indeholder ca. 12 signalanlæg hvortil kommer to naboanlæg (Jagtvej/Rantzausgade og Rantzhausgde/Griffenfeldsgade), som af trafikale grunde må medtages. Det overvejes endvidere at medtage signalanlæggene Jagtvej/Hans Egedesgade og Jagtvej/Jægersborggade for at give forsøgsområderne præg af et net. I projektbeskrivelsen benyttes de foreløbige erfaringer der er indhentet fra MOTION-projektet i Valby.

Status: Projektet er ikke påbegyndt, men forventes igangsat medio 2001, jf. tidsplanen bilag 2.

Økonomi: Til projektet er afsat i alt 3,5 mio. kr., jf. den samlede økonomiske oversigt bilag 1.

Godkendelse: Projektet vil blive forelagt Bygge- og Teknikudvalget forud for igangsætning.

 

A.4 Øvrige 3 flaskehalse, Adaptivt signalstyresystem øvr. 3 linier samt evt. forsøg

Status: Afventer som planlagt evaluering af proj. A2 og A3, jf. proj. E3

Godkendelse: Projektet vil blive forelagt Bygge- og Teknikudvalget forud for igangsætning.

 

Busprioriteringsplan

B.1 Punktforbedringer

Indhold: Projektet omfatter punktvise forbedringer for busserne ved de enkelte signalanlæg. Prioriteringen af hvilke delprojekter der er planlagt (godkendte og prioriterede) fremgår af bilag 4.

Status: Projektet er i gang og forløber ind i 2002, jf. tidsplanen bilag 2.

Økonomi: Der er afsat i alt 5 mio. kr. i 2001, samt yderligere 1,5 mio. kr. i 2002, jf. den samlede økonomiske oversigt bilag 1.

Godkendelse: Delprojekter for i alt 4,0 mio. kr. er godkendt af Bygge- og Teknikudvalget. (BTU 10.5.2000 og 16.8.2000). Heraf er der anvendt 0,5 mio. kr. i 2000, mens de resterende 3,5 mio. kr. anvendes i 2001.

Projekter for yderligere 1,5 mio. kr. i 2001 vil blive forelagt Bygge- og Teknikudvalget forud for igangsætning.

 

B.2 Vesterbrogade

Indhold: Busprioritering er udvalgt som pilotprojekt. Projektet er baseret på anlæg af busbaner, signalprioritering, forbedring af stoppestedsmiljøer m.v. Det vurderes, at der kun i forbindelse med krydsene vil være behov for egentlige anlægsarbejder. Som opstart på projektet samles alle interessenter for at få projektet defineret.

Status: Projektet er ikke påbegyndt, men forventes igangsat medio 2001, jf. tidsplanen bilag 2.

Økonomi: Der er afsat i alt 9 mio. kr., jf. den samlede økonomiske oversigt bilag 1.

Godkendelse: Projektet vil blive forelagt Bygge- og Teknikudvalget forud for i gangsætning – formentlig i efteråret 2001.

 

 

Cykelforbedringer

C.1 Sikkerhed i signalregulerede kryds

Indhold: Projektet omfatter forbedring af sikkerheden for cyklister i signalregulerede kryds. Der anvendes virkemidler som tilbagetrukken stopstreg og blå cykelfelter.

Status: Projektet er ikke igangsat, men forventes igangsat medio 2001, jf. tidsplanen bilag 2.

Økonomi: Der er afsat i alt 2 mio. kr., heraf 1 mio. kr. i 2001, jf. den samlede økonomiske oversigt bilag 1.

Godkendelse: Projektet vil blive forelagt Bygge- og Teknikudvalget forud for igangsætning.

 

C.2 Cyklister i Middelalderbyen

Indhold: Den nuværende indretning af vejsystemet i Middelalderbyen og omgivelser giver i dag cyklisterne store problemer, specielt omveje er et problem. Projektet indeholder etablering af et antal cykelforbindelser, der skal tilbyde cyklisterne en forbedret fremkommelighed, herunder en cykelring om Middelalderbyen, hvor man kan cykle i begge retninger.

Cyklisternes forhold ønskes forbedret ved ophævelse af ensretningerne for cyklister, etablering af 40 km/t hastighedszone og supplerende cykelparkeringer på gadeareal.

Status: Projektet forventes igangsat snarest og forventes at strække sig ind i 2002, jf. tidsplanen bilag 2.

Økonomi: Der er i alt afsat 2,93 mio. kr., hvoraf 1,93 skønnes anvendt i 2001, jf. den samlede økonomiske oversigt bilag 1.

Godkendelse: Projektet vil blive forelagt Bygge- og Teknikudvalget forud for igangsætning.

 

C.3 Standardløft af cykelstibelægninger

Indhold: For at sikre et bedre udgangspunkt for den langsigtede vedligeholdelse skal der foretages en opgradering af belægningerne til en rimelig standard på alle cykelstier. Målet er at udlægge 70.000 m² nyt slidlag på de mindst komfortable cykelstier, svarende til 8 % af alle cykelstier.

Status: Projekter er i gang og er opdelt i 4 puljer. Pulje 1 er gennemført i 2000, pulje 2 er planlagt udført i foråret 2001. Pulje 3 og 4 gennemføres i efteråret 2001. Pulje 4 var oprindeligt planlagt gennemført i 2002, men udførelsen af disse arbejder foreslås fremrykket til 2001.

Af bilag 5 fremgår hvilke strækninger der er udført (pulje 1) og hvilke der foreløbigt er prioriteret udført i 2001 (pulje 2, 3 og 4), idet de udpegede strækninger kan ændres med baggrund i en planlagt høring af brugerne.

Økonomi: Der er afsat i alt 10 mio. kr., heraf 4 mio. kr. i 2001, jf. den samlede økonomiske oversigt bilag 1. Med overførsel af 1 mio. kr. fra 2000 samt fremrykning af indsatsen på 2,5 mio. kr. i 2002 er budgettet for 2001 på 7,5 mio. kr.

Godkendelse: Der foretages høring af brugerne inden sommerferien 2001. Prioriteringen af arbejderne i pulje 3 og 4 vil bl.a. ske på baggrund af høringen og vil blive forelagt Bygge- og Teknikudvalget forud for igangsætning.

 

Terminalforbedringer

D.1 Flintholm station

Indhold: Forud for Folketingets vedtagelse af anlægsloven for Ringbanen blev der indgået en aftale mellem Københavns Kommune og Trafikministeriet om kommunal medfinansiering af Flintholm Station.

Status: Stationen og stationsforpladsen i Københavns Kommune (ved Grøndals Parkvej) er færdigprojekteret og på vej i udbud. Forvaltningen undersøger p.t. mulighederne for at supplere forpladsen med indtil 50 parkeringspladser.

Økonomi: Med Borgerrepræsentationens vedtagelse af TAP'en den 7. december 2000 er der af de afsatte midler til terminalforbedringer reserveret 34 mio. kr. til medfinansiering af Flintholm St.

Godkendelse: De dele af stationsarealet, der henhører under Bygge- og Teknikudvalgets myndighedsområde (stationsforpladsen ved Grøndals Parkvej) er godkendt på udvalget møde den 4. april 2001. Forvaltningen har indgået overenskomst med Banestyrelsen og de øvrige interessenter om fordelingen af ansvaret i forbindelse med anlæg og drift af stationen.

 

D.2 Øvrige Ringbanestationer

Indhold: Københavns Kommune har indgået aftale med Trafikministeriet om medfinansiering af de øvrige Ringbanestationer, idet pengene dog er øremærket til forpladser samt vej- og stianlæg i forbindelse med etablering/ombygning af stationerne.

Status: Banestyrelsen har i marts 2000 fremlagt reviderede dispositionsplaner for de øvrige Ringbanestationer. Planerne drøftes nu med de involverede interessenter med henblik på en snarlig afklaring af den endelige udformning og den tilhørende økonomi.

Økonomi: Med Borgerrepræsentationens vedtagelse af TAP'en den 7. december 2000 er der af de afsatte midler til terminalforbedringer reserveret 31 mio. kr. til finansiering af forpladser samt vej- og stianlæg i Københavns Kommune.

Godkendelse: Når der er opnået enighed med Banestyrelsen og de øvrige interessenter om udformningen af de øvrige Ringbanestationer, vil projekterne blive forelagt udvalget.

 

D.3 Nørreport projektbidrag

Indhold: Som følge af den forventede øgede mængde fodgængere i området omkring Nørreport Station i forbindelse med ibrugtagning af Metroen nedsatte Trafikministeriet et "Nørreportudvalg" (med deltagelse af Kbh's Kommune, DSB, Banestyrelsen, DSB S-tog, Ørestadsselskabet og HUR), der skulle fremkomme med forslag til den fremtidige udformning.

Status: Forvaltningen har udarbejdet en række forslag til mulig udformning af området omkring stationen. På den baggrund har BTU besluttet, at der skal arbejdes videre med en løsning, der sikrer 4 kørespor forbi stationen. I det videre arbejde har det ikke været muligt at opnå enighed mellem parterne om én løsning. Som følge af Banestyrelsens igangværende overvejelser om ombygning af Nørreport Station under jorden har Trafikministeriet standset arbejdet i Nørreportudvalget, indtil der foreligger en afklaring af den underjordiske del af stationens fremtidige udformning.

Økonomi: Forvaltningen har anvendt de afsatte midler i TAP'en til at udarbejde de nu foreliggende 4 alternative forslag.

Godkendelse: Forvaltningen vil rette henvendelse til Trafikministeriet om inddragelse i det "underjordiske arbejde", således at det sikres, at en 4 sporet vejløsning forsat er mulig.

 

D.4 Emdrup Torv

Indhold: Projektet indeholder omlægning af Emdrup Torv, herunder modernisering af busterminalen.

Status: Projektet er under anlæg, med forventet anlægsperiode 1. april -7. november 2001.

Økonomi: Der er afsat i alt 5,2 mio. kr. der forventes anvendt i 2001, jf. den samlede økonomiske oversigt.

Godkendelse: Projektet er godkendt af Bygge- og Teknikudvalget. (BTU 7.6.2000 og efterfølgende af ØU og BR).

 

D.5 Prioriteret terminal (valgt i samarbejde med HUR, banestyrelsen og DSB)

Indhold: Projektet er et terminalprojekt der har til formål at forbedre forholdene såvel for de kollektivt rejsende som for de øvrige trafikanter. Projektet ligger under Terminalstyregruppen for København.

Status: Terminalstyregruppen har endnu ikke besluttet, hvilken terminal der skal forbedres i år, men det overvejes at gennemføre terminalprojektet ved Svanemøllen.

Økonomi: Der er afsat i alt 2 mio. kr. der forventes anvendt i 2001, jf. den samlede økonomiske oversigt

Godkendelse: Endeligt projekt forelægges Bygge- og Teknikudvalget forud for igangsætning.

 

D.6 Rådhuspladsen, arkitektkonkurrence, nedrivning

På sit møde den 8.december 2000 har Bygge- og Teknikudvalget besluttet, at der udskrives en åben idékonkurrence på EU-plan om Rådhuspladsen samt tilstødende gader og pladser, herunder "Vesterbros Passage" frem til Berstorffsgade.

Tidspunktet for konkurrencens gennemførelse er endnu ikke afklaret, men af tidsmæssige årsager vil et konkurrenceresultat formentlig først kunne foreligge i 2002.

 

Evaluering

E.1 Evaluering af p-ordning, brokvarererne

Evalueringen er afsluttet og har været forelagt på Bygge- og Teknikudvalgets møde den 4. april 2001, men sagen blev udsat. Sagen forventes behandlet på udvalgets møde 16. maj 2001.

 

E.2 Evaluering af adaptive systemer/flaskehalse/HOV-bane

Evaluering af projekterne A.2 og A.3 skal planlægges inden projekterne gennemføres, bl.a. således at førtællinger og –målinger kan gennemføres på en hensigtsmæssig måde.

Projekt nr. A.4 "Kapacitetstilpasning på indfaldsvejene på de øvrige 3 flaskehalse afhænger af evalueringen af de adaptive systemer/flaskehalse/HOV-bane.

Evalueringen vil blive forelagt Bygge- og Teknikudvalget.

 

Økonomi

Handlingsplanen har et budget på i alt 120 mio. kr. frem til 2005. For visse projekter er TAP-midlerne suppleret med midler fra Vej- & Parks investeringsplan 2000-2001, der omhandler samme indsatsområder. Herved bliver det samlede forbrug i alt 127,44 mio. kr.

Med baggrund i et foreløbigt skøn vil det blive nødvendigt at overføre i alt 7,5 mio. kr. fra 2001 til de efterfølgende år, hvorved det samlede reviderede forbrug for 2001 er budgetteret til 33,27 mio. kr. der fordeles jf. nedenstående:

TAP: I-plan: I alt:

A. Kapacitetstilpasning på indfaldsvejene 3,07 0,11 3,18 mio. kr.

B. Busprioriteringsplan 4,5 1,5 6,0 mio. kr.

C. Cykelforbedringer 8,5 1,93 10,43 mio. kr.

D. Terminalforbedringer 6,3 3,9 10,2 mio. kr.

E. Evaluering og projektudvikling 3,46 - 3,46 mio. kr.

I alt 2001 (midler fra TAP og fra Vej- & Parks I-plan) 33,27 mio. kr.

Af bilag 1 fremgår en samlet økonomisk oversigt for TAP.

 

Høring

Der gennemføres høring af brugerne i forbindelse med delprojekt nr. C.3 "Standardløft af cykelstibelægninger".

Politiet høres i relevante projekter.

I de større projekter høres samtlige involverede partnere, herunder HUR, Vejdirektoratet og nabokommuner.

 

BILAG VEDLAGT

Bilag 1 – Samlet økonomioversigt for TAP 2000 - 2005

Bilag 2 – Tidsplan

Bilag 3 – Status for projektet A.1 "Signalfornyelse generelt" – gennemførte udskiftninger.

Bilag 4 – B.1 "Punktforbedringer" under busprioiriteringen – Prioriterede projekter.

Bilag 5 – C.3 "Standardløft af cykelstibelægninger" – gennemførte arbejder 2000 og prioriterede arbejder 2001.

 

Ole Bach

 

 

Til top