Mødedato: 02.02.2005, kl. 13:00

Endelig vedtagelse af fælles gårdanlæg i karreen Oehlenschlægersgade, Dybbølsgade, Valdemarsgade og Istedgade

Endelig vedtagelse af fælles gårdanlæg i karreen Oehlenschlægersgade, Dybbølsgade, Valdemarsgade og Istedgade

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 2. februar 2005

 

 

Sager til beslutning

 

5.      Endelig vedtagelse af fælles gårdanlæg i karreen Oehlenschlægersgade, Dybbølsgade, Valdemarsgade og Istedgade

 

BTU  80/2005  J.nr. 451:134.0001/05

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget godkender,

at det i udvalgets møde den 27. oktober 2004 vedtagne forslag til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt i karreen, begrænset af Oehlenschlægersgade 56-70, Dybbølsgade 52-56, Valdemarsgade 57-61, 65-73 og Istedgade 97-103, skal - efter fremlæggelse for offentligheden i henhold til byfornyelseslovens bestemmelser - nu vedtages endeligt

 

 

RESUME

Formålet med forslaget er at forbedre karreens friarealer ved etablering af et fælles gårdanlæg, som ejerne efterfølgende skal drive og vedligeholde.

Forslaget omfatter 15 beboelsesejendomme med 396 beboere fordelt på 231 boliger samt 32 butikslejemål mv.

Forslaget har været ude i høring, og der er modtaget 4 ændringsforslag og positive bemærkninger til forslaget.


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Bygge- og Teknikudvalget vedtog i mødet den 27. oktober 2004 (Sag nr. 496/2004) at offentliggøre forslaget til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt. Indsigelsesfristen blev fastsat til 8 uger.

 

Økonomi

Udgifterne til anlæggets etablering skønnes at udgøre 3.700.000 kr., der betales af stat og kommune med hver 50 %.

 

Miljøvurdering

Der henvises til det anførte i det forslag, som Bygge- og Teknikudvalget på mødet den 27. oktober 2004 vedtog at offentliggøre.

 

Høring

Offentlighed

Forslaget har været offentliggjort i perioden 3. november – 29. december 2004 og er udsendt og omdelt til de berørte grundejere og lejere. Forslaget har endvidere været fremlagt i Københavner Information og på Biblioteket, Lyrskovgade 4.

 

Indsigelser

I offentlighedsperioden er der modtaget de i kopi vedlagte 4 ændringsforslag og positive bemærkninger til forslaget.

 

A) Brev af 3. oktober 2004 fra Preben Thomsen og Iben Lundgren Nielsen, Valdemarsgade 65, 3. sal

Preben Thomsen og Iben Lundgren Nielsen foreslår, at alle eksisterende birketræer i gården fjernes i forbindelse med omlægningen.

Som begrundelse oplyser parret, at de er forældre til et barn, som lider slemt af birkepollen-allergi. Der vedlægges en udtalelse fra deres læge, som anbefaler, at birketræerne fjernes.

Preben Thomsen og Iben Lundgren Nielsen er i øvrigt meget tilfredse med forslaget og glæder sig til det nye anlæg.

 

Bemærkning

Forslaget er udarbejdet i samarbejde med ejendommenes ejer- og beboerrepræsentanter, der har ønsket en stor del af den nuværende beplantning bevaret. Beplantningen består i dag af blandt andet 9 birketræer, hvoraf de 5 ifølge forslaget fældes.  

Det anførte problem har ikke tidligere været oplyst og har derfor ikke været inddraget i drøftelserne.

Forvaltningen vil fremlægge forslaget om at fjerne de resterende 4 birketræer for ejer- og beboerrepræsentanterne i forbindelse med gårdanlæggets projektering og forslå dem, at der i stedet plantes andre træer.

 

B) Brev af 8. november 2004 fra C & K Administration ApS, administrator for Andelsboligforeningen Oehlenschlægersgade 66

Administrator bemærker, at plantning af rådhusvin op ad væggen er en dårlig idé, da væggen tager skade og er vanskelig at vedligeholde, samt at inddragelse af foreningens port i gårdanlægget vil medføre, at ejendommen mister rådighedsretten over denne.

Bemærkning

Ifølge forslaget beplantes 4 gavle - heriblandt andelsboligforeningens gavl - med selvhæftende klatreplanter, f.eks. rådhusvin. Beplantning af gavlene sker efter ønske fra ejer- og beboerrepræsentanterne - heriblandt foreningen -, der har ønsket at forøge det grønne i højden og dæmpe støjen i gårdrummet. Beskæring af planterne, som skal foretages efter en årrække, påhviler gårdlavet.

En undersøgelse, foretaget af Statens Byggeforskningsinstitut for få år siden, godtgjorde, at beplantning af facader med eksempelvis rådhusvin er uproblematisk, hvis murværket er velholdt. 

Gavlen på den pågældende ejendom er - ligesom gavlene på de 3 andre ejendomme - relativt nyligt opmuret efter nedrivning af tværhuse ved saneringen i karreen i 1970'erne. Alle gavle er i god stand.

Forvaltningen vil imidlertid drøfte spørgsmålet på ny med foreningen i forbindelse med gårdanlæggets projektering.    

Som det fremgår af forslaget, inddrages ingen af foreningens adgange mellem vej og gård i fællesanlægget. Administrators bemærkning herom beror således på en misforståelse, hvilket forvaltningen har orienteret foreningen om. 

 

C) Brev af 16. december 2004 fra Andelsboligforeningen Istedgade 97-99 m.fl.

Andelsboligforeningens formand og næstformand ønsker, at erhvervsaffaldet ud for ejendommen i stedet placeres sammen med boligaffaldet ud for porten ved Oehlenschlægersgade 58.

Som begrundelse anføres, at den ændrede placering vil medføre færre omkostninger og mindre støj ved afhentningen og vil betyde, at erhvervsaffaldet flyttes til et mindre attraktivt område af gården. Herudover oplyser foreningen, at den i løbet af et par år påtænker at opføre altaner, hvilket skønnes at medføre, at skuret til erhvervsaffaldet må flyttes.  

Andelsboligforeningens repræsentanter er i øvrigt glade for indretningen af friarealet ud for ejendommen.

 

Bemærkning

Når der er placeret et særskilt skur til erhvervsaffald i denne ende af gården, skyldes det, at der i Istedgade ligger mange erhvervslejemål med en større affaldsmængde.

Der har under forhandlingerne med ejer- og beboerrepræsentanterne om forslaget været enighed om, at opsamlingen af dette affald bør ske tæt ved disse erhvervslejemål og adskilt fra beboeraffaldet samt den pågældende placering.  

De forøgede renovationsomkostninger ved placeringen ved Istedgade er ubetydelige.  

Forvaltningen finder, at indretningen af dette område af fællesgårdanlægget – der som nævnt er udformet i enighed med ejer- og beboerrepræsentanterne – er hensigtsmæssigt udformet, og oplysningen om overvejelserne om opførelse af altaner ændrer ikke herpå. 

 

C) Brev af 26. december 2004 fra Jan Jelisic, Dybbølsgade 52, 1. th.

Jan Jelisic anfører, at det tidligere har været muligt at parkere knallert og motorcykler i gården, men at det ikke fremgår af forslaget, om dette fortsat vil være muligt i det nye gårdanlæg.

Som argument henvises der til, at en placering på gaden medfører risiko for tyveri og hærværk, hvorfor han ønsker, at der afsættes plads hertil i gårdanlægget.

 

Bemærkning

Ønsket om afsætning af plads til de nævnte køretøjer har ikke været nævnt under forhandlingerne om forslagets udformning. 

Forvaltningen vil fremlægge forslaget for ejer- og beboerrepræsentanterne i forbindelse med gårdanlæggets projektering, idet der er mulighed for at afsætte plads til disse køretøjer.

-o0o-

Bygge- og Teknikforvaltningen finder ikke, at de fremførte ændringsforslag og positive bemærkninger giver anledning til at ændre forslaget, ud over hvad der er nævnt.

 

BILAG VEDLAGT

Bilag 1: Forslaget til byfornyelsesbeslutning og gennemførelsesprojekt

Udsendt med dagsordenen til Bygge- og Teknikudvalgets møde den 27. oktober 2004.

 

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

Bilag A:   Brev af 3. oktober 2004 fra Preben Thomsen og Iben Lundgren Nielsen

Bilag B:   Brev af 8. november 2004 fra C&K Administration ApS

Brev C:    Brev af 16. december 2004 fra Andelsboligforeningen Istedgade 97-99 mfl.

Brev D:   Brev af 26. december 2004 fra Jan Jelisic

 

 

Ole Sperling


 


Til top