Mødedato: 02.02.2005, kl. 13:00

Nedrivning af gamle DSB- garager

Nedrivning af gamle DSB- garager

Bygge- og Teknikudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 2. februar 2005

 

 

Sager til beslutning

 

17.      Nedrivning af gamle DSB- garager

 

BTU  71/2005  J.nr. 21151.0001/03

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at  et gammelt garageanlæg beliggende bag Valby Langgade 144 nedrives til fordel for etableringen af en etape af Nørrebro Cykelrute

at  der gives en anlægsbevilling på kr. 900.000,- på Vej & Parks anlægsramme – (konto 2.22.3, vejanlæg) til nedrivning og bortskaffelse af garagerne

 

 

RESUME

Københavns Kommune har overtaget et gammelt baneareal fra DSB til etablering af en grøn cykelrute, Nørrebro Cykelrute.

På et af arealerne i Valby findes i dag nogle gamle garagebygninger, der siden DSB's fraflytning har været ude af drift, og som i henhold til aftalen mellem Københavns Kommune og DSB forudsættes ikke at indgå i den fremtidige anvendelse af arealerne.

Forvaltningen ønsker at nedrive garagerne af flere grunde. Bygningerne er skæmmende i området, og de er i meget dårlig tilstand og kan derfor være til fare for uvedkommende, der trænger ind på området. Dertil kommer, at bygningerne står i vejen for cykelruten.

Forvaltningen vil projektudvikle den pågældende etape, således at etapen kan anlægges, så snart, der findes midler til det.

Frederiksberg Kommunen forventes at færdiggøre sin del af cykelruten frem til kommunegrænsen i indeværende år.


SAGSBESKRIVELSE

Københavns Kommune indgik i 1996 en aftale med DSB vedrørende overtagelse af tidligere banearealer til brug for Nørrebro Cykelrute. Arealerne skulle efterfølgende overgå etapevis til Københavsn Kommune i perioden 1996-2004.

På et af arealerne, matrikel 2e, Valby, i Københavns Kommune og matrikel 71f i Frederiksberg Kommune findes i dag et gammelt garageanlæg, hvis brug ophørte med DSB's fraflytning, og som Københavns Kommune overtog driftsansvaret for i januar 2004, (se bilag 1& 2).

Arealerne er overdraget fra DSB til Københavns Kommune med det formål, at der på arealerne anlægges en grøn cykelrute med tilhørende grønne rekreative arealer, (se bilag 3). Det indgik i aftalen mellem Købehavns Kommune og DSB, at bygningerne ikke skulle indgå i den fremtidige anvendelse af arealerne, og at Københavns Kommune skulle stå for nedrivningen inden anlæggelsen af cykelruten.

Frederiksberg Kommunen forventes i indeværende år at anlægge cykelruten frem til kommunegrænsen. Frederiksberg - etapen tilsluttes midlertidigt den eksisterende stiforbindelse til Valby Langgade indtil Københavns Kommune anlægger sin del af cykelruten.

Etapen, der skal anlægges på arealerne med garagerne, er der endnu ikke afsat penge til på Vej & Parks investeringsplan. Bygningerne er til fare for bl.a. den nærliggende skole på grund af den meget dårlige tilstand, hvorfor forvaltningen ønsker, at bygningerne nedtages nu.

Forvaltningen vil projektudvikle etapen, hvorpå garagerne ligger, således at etapen kan anlægges, så snart, der findes midler til det.

Før end cykelruten kan anlægges er der yderligere en bygning på arealet ved Valby Langgade 146, der skal nedtages. Denne bygning er udlejet til anden side og bygningen kan først nedrives ved ophør af lejekontrakt. Hvornår afhænger af forhandlinger om kontraktens ophør.

 

Økonomi

Nedrivningen af garageanlægget er vurderet til at koste 900.000 kr. som fordeler sig på følgende hovedposter:

 

Garagerne:                                                                       610.000,-

Jordarbejde:                                                                     160.000,-

Afdækning med net og grus:                                           100.000,-

2 stk 10.000 liter diesel tanke                                         30.000,-

 

Ialt                                                                                   900.000,-

Forvaltningen foreslår, at der gives en anlægsbevilling på kr. 900.000,- på Vej & Parks anlægsramme (konto 2.22.3, vejanlæg).

 

Miljøvurdering

Indstillingen er omfattet af Bygge- og Teknikforvaltningens positivliste for indstillinger, der skal miljøvurderes.

 

Miljøkontrollen har været inddraget i planlægningen og har sikret, at Miljøkontrollens krav vil blive overholdt i forbindelse med nedrivningen af garagerne.

 

BILAG VEDLAGT

1) Oversigtskort, der viser garageanlæggene                                                       

2) Ortofoto af garageanlægget

3) Oversigtskort over Nørrebro Cykelrute

 

 Ole Bach


 


Til top