Mødedato: 31.10.2024, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 1. sal i 'fysiklokalet'

Orientering om puljen - oversigt over økonomi og ansøgninger

Denne puljestatus giver en opdatering på indkomne rapporter, nye ansøgninger og på puljeøkonomien.

Indstilling

Forpersonen indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg tager orienteringen til efterretning.

2. at Brønshøj-Husum Lokaludvalgs fagudvalg på kommende møder i november drøfter ønsker til egne projekter i 2025.

 

Problemstilling

Der var ansøgningsfrist til Bydelspuljen i 2025 den 7. oktober. Til ansøgningsfristen 7. oktober kunne ansøgere også søge om støtte til projekter i 2024 for lokaludvalgets restmidler. Lokaludvalget behandler ansøgninger til Bydelspuljen på mødet den 21. november.

 

Egne projekter

Der er en intern indstillinger til Pulje B: 'Egne projekter og københavnerinddragelse':

Indstillinger til Pulje B: Egne projekter og københavnerinddragelse

Fagudvalg

Beløb

2 siders annonce i Brønshøj Husum Avis

FU

20.000 kr.

I alt

20.000 kr.

 

Afrapportering af afholdte Bydelspulje-projekter

No Time - Ingen tid: Tom Sonntag fik støtte til at opføre et musikværk i Brønshøj Vandtårn, skrevet specifikt til vandtårnet og opført af 10 musikere fra Unio Musica gruppen, som spiller i vandtårnet fast en gang om ugen. Værket, som endte med at få titlen “Now Time” blev opført den 29. august. Ansøger forventede 60-100 gæster, men der kom kun 10 betalende gæster. Ansøger overvejer, om det skyldes utilstrækkelig markedsføring. Der blev gjort reklame for koncerten via opslag på Facebook og Instagram samt via Brønshøj Vandtårns kommunikationskanaler. Ansøger søgte om 35.000 kr., men fik en bevilling på 15.000 kr. af lokaludvalget. Projektet blev gennemført alligevel, men med færre udgifter i form af kunstnerhonorarer m.v. Ansøger har fået udbetalt 15.000 kr. 

 

Afrapportering af afholdte Kvikpulje-projekter

Heste til Utterslevhuse Sommerfest: Aisha Hussein fik sammen med en gruppe unge piger 5.000 kr. i støtte til at arrangere ponyridning samt uddeling af slush ice og snacks til børn og unge ved sommerfest til Utterslevhuse lørdag den 24. August i samarbejde med foreningen Skillz. Den udlejer af heste, som ansøger oprindeligt havde aftale med, meldte fra kort tid før arrangementet, hvilket betød, at pigerne blev nødt til at finde en alternativ løsning. Den nye udlejer var dyrere, men gav til gengæld mere tid med hestene og heste, som var bedre egnet til arrangementet. Dette betød dog, at ansøger ikke havde økonomisk mulighed for at leje en slush ice maskine eller købe forplejning til de frivillige under festen, som ellers var planlagt. Pigerne skriver i evalueringen, at selvom det var ærgerligt, er de stadig glade for, at de kunne sikre en god oplevelse med hestene for deltagerne. Der deltog omkring 80 personer. Ansøger har fået udbetalt 5.000 kr.  

Unge frivillige Utterslevhuse sommerfest: Said Warsame har sammen med en gruppe unge drenge fået 5.000 kr. i støtte til at planlægge og afholde tre forskellige bold-aktiviteter ved sommerfest til Utterslevhuse lørdag den 24. august i samarbejde med foreningen Skillz. Til festen havde gruppen lejet Mega Dart, fodboldmål med skive og Bumper Balls, som alle blev taget rigtig godt imod. Bumper Balls var især et hit blandt de unge, da de både kunne spille bold og have det sjovt med at “bumpe” hinanden rundt. Fodboldmålene gav mulighed for at teste præcision, og Mega Dart var også en aktivitet, som mange nød. Der deltog omkring 80 personer. Ansøger har fået udbetalt 5.000 kr. 

Jubilæumsaktiviteter: Isabella Arnedal, der træner Boldklubben FIXs U14 pigefodboldhold, fik støtte til at lave en ’aktivitetszone’ omkring klubhuset, da boldklubben fejrede sit 100års jubilæum den 20.-22. september. Med aktivitetszonen ville træneren og pigerne fra U14-holdet lave aktiviteter for børn/unge som ikke deltog i fodboldstævner m.v. i forbindelse med jubilæumsweekenden. Støtten blev brugt til at leje oppustelige forlystelser, som pigerne fra U14-holdet stod for at bemande i løbet af weekenden. Ansøger anslår, at der var 3.500 deltagere i løbet af weekenden. Ansøger har fået udbetalt 5.000 kr. 

 

Løsning

Lokaludvalget tager orienteringen til efterretning.

Økonomi

Lokaludvalget har fået tildelt 1.657.900 kr. i puljemidler af Borgerrepræsentationen i 2024.

Puljemidlerne kan anvendes til aktiviteter, udstyr og materiel, der gavner lokalområdet og bidrager til realisering af lokaludvalgets bydelsplan. Puljemidlerne kan anvendes til at støtte projekter og aktiviteter i bydelen efter ansøgning fra københavnere og foreningslivet. Lokaludvalget kan også indgå i samarbejdsprojekter med andre aktører, fx andre lokaludvalg om aktiviteter i og udenfor bydelen. Endelig kan lokaludvalget afsætte puljemidler til egne projekter, dog således at puljemidlerne kommer københavnerne til gode og anvendes til at støtte lokale initiativer fra bydelens københavnere.

 

Puljemidler 2024

Lokaludvalget besluttede på møde den 14. december 2023 at budgettere puljemidlerne 2024 i tre mindre puljer:

Pulje A: Bydelspuljen 960.000 kr.:

- 750.000 kr. til den ordinære Bydelspulje med fire ansøgningsfrister. Der reserveres 10   procent af den samlede sum til hver ansøgningsfrist, dvs. 75.000 kr. til hver ansøgningsfrist.

- 50.000 kr. til Kvikpuljen for børn og unge.

- 80.000 kr. til Kulturnatspulje, heraf 5.000 kr. til annoncering.

- 80.000 kr. til Juletræspulje.

Pulje B: Egne projekter og københavnerinddragelse: 584.300 kr.

Pulje C: Kommunikation: 95.500 kr.

 

Brønshøj-Husum Lokaludvalg har løbende besluttet at flytte flere penge til Bydelspuljen:

  • Lokaludvalget besluttede på møde d. 22. februar at flytte 49.600 kr. i restmidler og mindre forbrug til pulje A: Bydelspuljen.
  • Lokaludvalget besluttede på møde d. 30. maj at flytte 46.500 kr. i restmidler og mindre forbrug til pulje A: Bydelspuljen.
  • Lokaludvalget besluttede på møde d. 29. august at flytte 25.000 kr. i restmidler og mindre forbrug til pulje A: Bydelspuljen.
  • Lokaludvalget besluttede på møde d. 26. september at flytte 102.000 kr. i restmidler og mindre forbrug til pulje A: Bydelspuljen.

 

Status på puljeøkonomi 2024:

Puljemidler 2024

1.657.900 kr.

 

 

 

Budget

Disponeret

Rest til disposition

Ordinær Bydelspulje

1.128.100 

1.081.927 

46.173 

Kvikpulje

50.000 

34.395 kr.

15.606 

Københavnerinddragelse, egne projekter og kommunikation

479.800 

479.458 kr.

342 

Tilbage af årets budget til disposition

62.121 

 

 

 

Puljemidler 2025

Lokaludvalget har fået tildelt 1.699.900 kr. i puljemidler af Borgerrepræsentationen i 2025.

Lokaludvalget har tradition for at vedtage et projekt- og budgetkatalog med rammer for Bydelspuljen samt budget for 'egne projekter og københavnerinddragelse' og 'kommunikation. Fagudvalgene opfordres derfor til at drøfte ønsker til aktiviteter og projekter i 2025 med budget på kommende møder.

 

Videre proces

Sekretariatet samler fagudvalgenes input til projekter i 2025.

Det forventes, at lokaludvalget drøfter og godkender et projekt- og budgetkatalog for lokaludvalgets samlede puljemidler 2025 til lokaludvalgsmødet i december.

 

 

Beslutning

ad 1) Brønshøj-Husum Lokaludvalg tog orienteringen til efterretning.

ad 2) Brønshøj-Husum Lokaludvalg tog til efterretning, at fagudvalgene på kommende møder i november drøfter ønsker til egne projekter i 2025.

Til top