Mødedato: 31.10.2024, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 1. sal i 'fysiklokalet'

Statusorientering om Lokaludvalgets egne projekter

Se alle bilag

Indstilling

Forpersonen indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg tager orienteringen til efterretning.

Problemstilling

Forpersoner og medlemmer af fagudvalg og arbejdsgrupper kan på mødet orientere om projekter og sager.

 

Borgermøde om kunst i det offentlige rum og præsentation af kunststrategi 

Arbejdsgruppen Kunst i det offentlige rum (KOR) afholder d. 29. oktober et borgermøde, hvor kunststrategien præsenteres og en kunstkonsulent fortæller om strategiens potentialer og kunstens muligheder i Brønshøj-Husum, herefter afholdes en workshop. Mødet holdes i Husum Boldklubs klublokale. Projektet er støttet af Statens Kunstfond.

 

Borgermøde om ny plan for udvikling af kulturhusene og bibliotekerne (KUBI-planen) d. 6. november
Kulturudvalget afholder borgermøde om KUBI-planen den 6. november på Brønshøj Bibliotek i samarbejde med Kultur og Fritid Brønshøj-Husum. Formålet er at indhente borgernes input til planen. Udvalget har inviteret politiker til paneldebat. 
KUBI-planen er under politisk behandling i Kultur- og Fritidsudvalget, som den 24. oktober vil tage stilling til det endelige oplæg, før det sendes i offentlig høring.

 

Evaluering af projektet ”TikTok og Tacos”

TikTok og Tacos blev afholdt i Café KAYs på Energicenter Voldparken den 14. september. Der var ca. 50 deltagere i alderen 10 til 96 år.

 Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget har evalueret projektet og er tilfredse med deltagerantallet og synes, at oplægget fra Cybernauterne var godt og engagerende. Arrangementet viste, at forskellige generationer kan tale sammen om sociale medier, især hvis de får hjælp til hvordan. Arrangementet opfyldte sit formål om at skabe dialog. Deltagerne var glade for muligheden for at spise sammen efterfølgende, men det var begrænset, hvor meget deltagerne talte med folk, de ikke kendte under maden. Hvis BUFI holder et lignende arrangement, hvor spisning er et centralt element, kan der arbejdes med at facilitere dialogen under maden.

Arrangementet var budgetteret til 10.000 kr. og havde udgifter for 8.136 kr. Forplejningen blev lidt dyrere end budgetteret, da maden skulle hentes udefra. Annonce i Brønshøj-Husum Avis udgik, da arrangementet i stedet blev annonceret i lokaludvalgets faste månedlige annonce og via Mellemfolkeligt Samvirkes kommunikationskanaler.

Arrangementet var et samarbejdsprojekt mellem Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget og Social- og Sundhedsudvalget og var en del af projektet ”Aktive unge i lokaludvalget”. Følgende lokaludvalgsaktive deltog i arrangementet: Sune Vuorela, Jens Kristian Jensen, Dorrit Anette Christensen (SOSU), Sabah Qarasnane og Lis Søkvist.

 

Status på projektet ”Aktive unge i lokaludvalget”

9. oktober mødtes tre unge, to medarbejdere fra Mellemfolkeligt Samvirke og fire lokaludvalgsaktive (Sune Vuorela, Jens Kristian Jensen, Jan Bøtcher og Jørgen Steen Jensen) for at drøfte to udvalgte emner: Lokaludvalgets Kvikpulje og kommunens nye plan for kulturhuse og biblioteker, kaldet KUBI-planen.

Næste møde er onsdag den 30. oktober kl. 15.30-17.00. Tilmelding til Marie fra sekretariatet på ck23@kk.dk

 

Status på projektet ”Uddeling af Idrætspriserne 2024”

Alle foreninger med idrætsaktiviteter i Bellahøj, Brønshøj, Husum, Tingbjerg samt i Grøndal Multicenter kan nu komme med forslag til, hvem der skal modtage Idrætsprisen og Lederprisen i 2024. Den 18. november afholdes et netværksmøde for idrætsforeningerne, hvor prismodtagerne besluttes. Brønshøj-Husum Lokaludvalg uddeler idrætspriserne den 4. december. Brønshøj Boldklub er medarrangør og vært ved prisuddelingen. Læs mere og del gerne muligheden for at foreslå prismodtagere med relevante foreninger: Hvem skal have Idrætspriserne 2024? | Brønshøj-Husum Lokaludvalg (kk.dk)

 

Støtteerklæringer vedr. Bellahøj Friluftsscene fra lokaludvalgene i Vanløse og Bispebjerg
Brønshøj-Husum Lokaludvalg vedtog d. 20. et juni et oplæg fra samarbejdsgruppen om Bellahøj Friluftsscene. Samarbejdsgruppen består af medlemmer fra lokaludvalgene i Vanløse, Bispebjerg og Brønshøj-Husum. Læs oplægget her: Tillæg til bemærkninger budgetønske vedr. forbedringer Bellahøj Friluftsscene  

Sekretariatet har modtaget støtteerklæringer fra både Bispebjerg Lokaludvalg og Vanløse Lokaludvalg. Se bilag.

Næste skridt er, at oplægget skal kvalificeres af henholdsvis Kultur- og Fritidsforvaltningen samt Teknik- og Miljøforvaltningen.

Beslutning

Brønshøj-Husum Lokaludvalg tog orienteringen til efterretning.
Til top