Mødedato: 30.09.2021, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, lokale 204 på 2. sal

Statusorientering om Lokaludvalgets egne projekter

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Lokaludvalget tager orienteringen til efterretning

Problemstilling

Formænd og medlemmer af fagudvalg og arbejdsgrupper kan på mødet orientere om projekter og sager.

 

Helhedsplan for Brønshøj Torv/"Kulturaksen":

Lokaludvalgets arbejdsgruppe for arbejdet med helhedsplanen har afholdt et velbesøgt åbent hus i Brønshøj Gamle Skole i samarbejde med Kultur N den 23.-25. august og et dialogmøde med erhvervslivet den 25. august. Åbent hus fortsætter hver anden torsdag fra den 16. september og frem til den 25. november. Den 7. september afholdt arbejdsgruppen i samarbejde med SLA arkitekter en borgerworkshop på Brønshøj Skole med 70 deltagere. Den 29. september afholder arbejdsgruppen workshop på Brønshøj Bibliotek. 

 

Henvendelse til kulturinstitutioner og festivaler vedrørende Bellahøj Friluftsscene:

I marts måned udsendte Brønshøj-Husum Lokaludvalg sammen med Bispebjerg Lokaludvalg, Vanløse Lokaludvalg og Kultur N en henvendelse til Det Kongelige Teater, Folketeateret, Copenhagen Jazzfestival, Copenhagen Opera Festival, Roskilde Festival og Dansekapellet. På baggrund af henvendelsen er der afholdt møder med hhv. Det Kongelige Teater og Folketeateret på friluftsscenen. Der arbejdes på et samarbejde med Det Kongelige Teater om opførelse af konceptet "Opera i det fri" fredag den 20. maj 2022 samt et samarbejde med Folketeateret og teatergruppen Shakes i sommeren 2022. Repræsentanter fra Kulturudvalget afholdt møde med Kultur N om samarbejdet den 24. september. 

 

Foreløbig evaluering af vivilsamfundsengagement omkring Mosetræf:

Bispebjerg Lokaludvalg og Brønshøj-Husum Lokaludvalg besluttede at igangsætte en proces, der skal mobilisere og organisere borgere omkring mosen i et netværk eller forening, der kan løfte arven med at arrangere det Mosetræf, som har været en årlig begivenhed i mere end 30 år. Lokaludvalget har i den gældende bydelsplan det som en central målsætning at styrke netværkene omkring en række af bydelens områder og med denne proces, er det intentionen dels at skabe et robust netværk, dels at få erfaringer med en ny form for borgerinddragelse, der kan danne afsæt for netværksarbejdet omkring de andre områder i bydelen.

Den 17. marts 2021 blev der afholdt et webinar med 45 deltagere. Webinaret blev faciliteret i samarbejde med virksomheden Vibe&Tone. Deltagerne blev præsenteret for en række oplæg og undersøgelser og deltog i tematiseret gruppearbejde. Materialet fra dette webinar findes på Vibe og Tones hjemmeside:

http://www.vibetone.dk/wp-content/uploads/2021/03/Pr%C3%A6sentation-UM-webinar-lille-version.pdf

http://www.vibetone.dk/wp-content/uploads/2021/03/Input-fra-webinar-del-2.pdf

Webinaret afstedkom en mangfoldighed af forslag og interesse tilkendegivelser. En væsentlig del af disse tilkendegivelser handler om nye eller forbedret faciliteter, ændringer i naturplejen og forslag til nye aktiviteter. Der kunne både spores en betydelig interesse for at skabe en forening, der i samspil med lokaludvalgene kan varetage det latente engagement, som findes blandt mosens naboer, og en del interessemodsætninger i forhold til benyttelses- og beskyttelseshensyn. Fra værternes side blev dette gruppearbejde fulgt op af en præsentation af yderligere fem webinarer. Webinarerne havde til formål at ruste de deltagende til at udvikle kompetencer omkring eventplanlægning, kommunikation, fundraising, arrangementstilladelser fra myndigheder samt et åbent modul. Mellem 15-20 deltog i disse webinarer, på nær det om arrangementstilladelser, hvor deltagerantallet var omkring 10 personer. Materialet fra disse webinarer kan findes via lokaludvalgets hjemmeside. Rækken af guides og videooplæg har en meget bredere målskare end det, der relaterer sig til mosetræffet, og vil blive integreret i lokaludvalgets sider om bydelspuljen og projekthjælp:

https://broenshoej-husumlokaludvalg.kk.dk/mosetraef-2021-planlaegning/

I kølvandet på disse webinarer blev afholdt en række møder ved bålhytter omkring mosen, og der dannede sig en arbejdsgruppe, der specifikt arbejdet med at arrangere Mosetræf i 2021 samt forberede dannelse af en moseforening. Undervejs i processen er der kommet flere til og har tilbudt deres engagement ift. kommunikation, grafisk arbejde, opsætning af plakater og bannere mv. Der tegner sig et nyt perspektiv, hvor Mosetræffet for fremtiden i højere grad vil afspejle de realkompetencer og det engagement som mosens naboer byder ind med.

Mandag den 29. november inviterer ’forberedelsesgruppen til Mosetræf 2021’ til stiftende generalforsamling for Utterslev Moses Venneforening”   Formålet er at skabe en paraplyforening der samler og udvikler aktiviteter i og omkring Utterslev Mose.

 

Debatmøde om vand:

På Mosetræffet d. 19. september kl. 14.00 blev der afholdt debatmøde om vandmiljøet i åer, kanaler og søer, herunder også Utterslev Mose. Alex Heick, formand for Bispebjerg Lokaludvalg, var ordstyrer. I forlængelse heraf produceres en video, der oplyser om problemstillingerne, og kan deles på Facebook i forbindelse med kommunalvalget. 

 

Bydelspris 2021:

Bydelsprisen blev overrakt til Michael Petersen på Mosetræffet d. 19. september. Sekretariatet havde fået samtykke fra næsten alle indstillede kandidater til offentliggørelse af deres navne. Alle var blevet glade for, at de var indstillet til Bydelsprisen.

 

Vælgermøde kommunalvalg 2021:

Lokaludvalget arrangerer et åbent debatmøde op til kommunalvalget 2021. Mødet finder sted 2. november kl. 19 på Husum Skole og streames samt optages.

Arbejdsgruppen modtog i starten af september en henvendelse fra skolebestyrelsen på Husum Skole, der var ved at planlægge skolepolitisk valgmøde på Husum Skole - og gerne ville samarbejde om et møde.

Planlægningsgruppen for vælgermødet har valgt at sige ja samarbejdet med skolen. Formen bliver som planlagt, men med den tilføjelse, at skolebestyrelserne på tværs af bydelen formulerer et eller to spørgsmål, som kandidaterne som indledning skal forholde sig til.

 

Lokaludvalgsseminar lørdag d. 25. september:

På seminaret evalueres Lokaludvalgenes indsatser via Bydelsplaner, Bydelspulje og egne projekter – samt politiske metoder. Lokaludvalget får besøg af et bestyrelsesmedlem fra Husum Boldklub, Julia Hunt faciliterer dagen og holder oplæg om samarbejde i og med civilsamfundet.

 

Til top