Mødedato: 30.06.2022, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Foreningslokalet 204 (2. sal)

Meddelelser

Se alle bilag

Kursus i 'frivilligledelse og samarbejdsformer i lokaludvalg' tirsdag d. 23. august kl. 19-21.30 på Kulturstationen i Vanløse

Kurset er målrettet lokaludvalgsmedlemmer, der enten har eller påtænker at få en ledende rolle som formand, fagudvalgsformænd eller tovholder for en arbejdsgruppe. Suppleanter er også velkomne. Se invitation i bilag.

Tilmelding til sekretariatet senest 12. august.

 

Lokaludvalgsseminar på Metalskolen Jørlunde lørdag d. 20. august

Sekretariatet inviterer alle medlemmer og suppleanter af lokaludvalget på seminar. Se invitation af bilag.

På seminaret skal lokaludvalget drøfte rammer og ansøgningsfrister for Bydelspuljen i 2023 samt drøfte Bydelsplan, temaer og proces på baggrund af datapakke, møder med forvaltninger og fyraftensmøde med fagprofessionelle 22. juni.

Transport: Sekretariatet har arrangeret fælles buskørsel med afgang fra EnergiCenter Voldparken kl. 09.15. Bussen kører også alle tilbage til EnergiCenter Voldparken til kl. 21.00.

Tilmelding: Sekretariatet anmoder om tilmelding senest 6. juli af hensyn til bestilling af forplejning.

 

Dialogmøde med Kultur- og Fritidsforvaltningen den 8. august

Som en del af lokaludvalgenes introduktion til lokaludvalgsarbejdet og som optakt til bydelsplansarbejdet afholdes dialogmøder med alle kommunens forvaltninger. Mødet med Kultur- og Fritidsforvaltningen afholdes mandag den 8. august kl. 17-19, hvor den lokale leder af biblioteker og kulturhuse i Brønshøj-Husum, Rasmus Elleby, præsenterer Kultur- og Fritidsforvaltningens opgaver, område og organisering og lægger op til dialog om relevante bydelsrelaterede indsatser og samarbejdsprojekter. Invitation sendes til alle lokaludvalgsmedlemmer og -suppleanter. 

 

Offentlig høring med udvidet løsningsforslag til ændringer af veje ved Korsager Skole

Der har været offentlig høring med udvidet løsningsforslag til ændringer af veje ved Korsager Skole med høringsfrist 22. juni. Byudviklingsudvalget og Børne- Unge- Fritids- og Idrætsudvalget har ikke haft kommentarer til den udvidede høring. Læs mere her: Udvidet løsningsforlag til ændringer af veje ved Korsager Skole (kk.dk)

Lokaludvalget har tidligere drøftet den oprindelige høring – og besluttede ikke at indgive høringssvar. Læs mere her: Høring om forslag til trafikale ændringer ved Korsager Skole | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)

Sekretariatet har sendt en mail til Korsager Skole for at gøre opmærksom på den høringen med udvidet løsningsforslag - og har annonceret høringen på Facebook.

 

Bylivsgadepuljen

Bylivsgadepuljens formål er at omskabe veje og gader til grønnere byrum og dermed skabe trygge bykvarterer med mødesteder og udearealer.

Puljen kan give støtte til projekter som indeholder et eller flere af følgende tiltag:

  • Begrønning, herunder etablering af grønne bede, gadetræer og facadebeplantning
  • Opholdsmøbler og byrumsinventar
  • Cykelstativer
  • Nedlæggelse af p-pladser
  • Etablering af delebilspladser
  • Lukning eller ensretning af vejen eller gaden
  • Herudover støtter puljen udgifter til teknisk rådgivning (op til 25% af den samlede bevilling). Dette kan inkludere udgifter til projektering, udbud, tilsyn, byggeledelse og projektafslutning.

Puljen kan også dække den efterfølgende drift og vedligehold på kommunale veje.

Der er ansøgningsfrist i efteråret 2022 – det anbefales at kontakte Bylivsgadepuljen for dialog og sparring, inden man sender en ansøgning. Læs mere her: Bylivsgadepuljen | Byfornyelsespuljer (kk.dk)

Sekretariatet har annonceret puljen på Facebook.

 

Opfølgning på høring om forslag til nye offentlige toiletter

Lokaludvalget indsendte i januar 2022 input til Teknik- og Miljøforvaltningens høring om forslag til nye offentlige toiletter. Læs mere her: Forslag-til-nye-offentlige-toiletter-i-Brønshøj-Husum.pdf (kk.dk)

Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt en opfølgende mail på høringen:

Alle 12 lokaludvalg har indsendt høringssvar, som udover ideer til nye toiletter også indeholdt en række andre forslag om fx udvidede åbningstider, øget tryghed, tilgængelighed og rengøring samt bedre skiltning af offentlige toiletter. Alle forslag er blevet undersøgt, kvalificeret og suppleret ved hjælp af de relevante medarbejdere i Teknik- og Miljøforvaltningen, samt kollegerne i Socialforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Resultatet af dette omfattende arbejde er toiletprioriteringslisten 2022 med i alt otte indsatser. Det er på baggrund af lokaludvalgenes input, at forvaltningen nu også arbejder for at øge toiletkapacitet og forbedre toiletservice på flere måder end kun at opsætte nye toiletter, fx ved længere åbningstider, renovering af toiletter, bemanding, øget renhold mm.

Hele toiletprioriteringslisten er den 13. juni blevet godkendt af Teknik- og Miljøudvalget, og ligger som bilag 2 på hjemmesiden: Teknik- og Miljøforvaltningens toiletprioriteringsliste 2022 – indsatser til øget toiletkapacitet og serviceniveau | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)

I bilag 3 findes alle høringssvar, mens bilag 4 indeholder forvaltningens vurdering af lokaludvalgenes forslag. Endelig indeholder bilag 5 alle otte indsatser fordelt efter bydel.

Teknik- og Miljøudvalget har ikke taget stilling til udmøntning af toiletprioriteringslisten. Realisering af indsatserne afhænger af, at der bevilliges midler dertil.

 

Møde med Teknik- og Miljøforvaltningen 24. maj

24. maj mødtes LU og andre interesserede med repræsentanter fra Teknik- og Miljøforvaltningens afdeling Byplan Nord, der orienterede om lokalplansprocesser i Brønshøj-Husum. På mødet deltog Tenna Egger Beck der orienterede om lokalplansprocessen for Bystævneparken og Lise Pedersen, der orienterede om lokalplansprocessen for Tingbjerg.

Se referatet og præsentation for mødet i bilag.

 

World Capital of Architecture 2023 - Copenhagen in Common

I 2023 er der Arkitekturår i København – hvilket fejres med en række arrangementer og borgerevents året igennem.

Arkitekturåret varer fra januar til december og består af mange aktiviteter, for mange forskellige publikummer. Fra rundvisninger, til debatter, til åbent hus og byg selv-aktiviteter. Disse fremgår i programmet på www.copenhagenincommon.kk.dk og promoveres både her og på www.brugbyen.nu

Hvis lokaludvalget har lokale aktiviteter som ønskes omtalt og eksponeret er det her det sker.

Næste deadline for næste call er 15. august 2022 og foregår via blanket på hjemmesiden.

Sekretariatet har fået oplyst, at der kommer flere deadlines for at melde aktiviteter ind.

 

Festivalpulje

Festivaler og events er en vigtig del af Københavns kultur- og fritidsliv, og er med til at gøre København til en attraktiv storby for både borgere og besøgende. Både større og mindre festivaler og events giver unikke oplevelser og skaber platforme, hvor kunsten, kulturen og idrætten kan opleves. Med Festivalpuljen giver Københavns Kommune tilskud til kultur- og idrætsbegivenheder i byen. Alle ansøgninger behandles af Kultur- og Fritidsudvalget.

Læs mere om Festivalpuljen her: Festivalpuljen | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)

Ved en fejl har Kultur- og Fritidsforvaltningen i pressemeddelelse om uddeling af Festivalpuljen placeret Tingbjerg i Bispebjerg bydel. Sekretariatet har på opfordring af formanden pr. tlf. gjort KFF opmærksom herpå: Godt nyt til københavnere og turister: Et væld af kulturaktiviteter er på vej over hele byen | Københavns Kommune Kultur- og Fritidsforvaltningen (ritzau.dk)

 

Ny ansøgningsrunde til opgradering, renovering og nyetablering af idrætsfaciliter

Der er netop er åbnet for ekstra ansøgningsrunde med udgangspunkt i de puljer under Kultur- og Fritidsudvalget, der blev afsat med budget 2022 til opgradering, renovering og nyetablering af idrætsfaciliter. Der er 3 mio. til uddeling på tværs af puljer, og der er ansøgningsfrist 15. juli

I kan læse mere om puljerne og ansøgning i linket her https://www.kk.dk/brug-byen/kultur-og-projektstoette/anlaegstilskud-til-idraetsfaciliteter

 

Biodiversitetspulje

Der åbnes d. 1. august for ansøgninger til Biodiversitetspuljen med ansøgningsfrist d. 1. september 2022. Læs mere om Biodiversitetspuljen her: Biodiversitet | Biodiversitet (kk.dk)

 

Fremtidig brug af bunkerne – oplæg til samarbejde fra Husum for alle

Den bolig sociale helhedsplan ”Husum For Alle”(HFA), der dækker de almene boligafdelinger AAB 38, AAB 80, Husumgård og Voldparken i Husum Nord planlægger, i samarbejde med en række lokale aktører, at aktivere tre af vest voldens bunkere i forbindelse med Kulturnatten 2022. HFA har ansøgt om økonomisk støtte fra lokaludvalgets pulje, til blandt andet at sanere de tre bunkere, der ligger mellem Åkandevej og Frederikssundsvej.

Med dette indlæg til lokaludvalgets møde ønsker Husum for alle at række hånden ud til et samarbejde omkring at aktivere bunkerne fremadrettet til gavn for beboerne i lokalområdet og områdets naboer i øvrigt.

Husum for alle ser et potentiale for at gøre volden til et trygt og inspirerende sted at færdes, såfremt det får den rette positive opmærksomhed. Det vil Husum for alle gerne indgå et samarbejde omkring. Med tre ny sanerede bunkere og et varmt arrangement i ryggen, ser Husum for alle et momentum for at samarbejde bredt om at udnytte vest voldens store potentiale for, at københavnerne kan opleve et særegent stykke kulturarv, der byder på smuk natur og rum for både et aktivt liv og fordybelse.

Husum for alle håber at en aktivering af Vestvolden, i samarbejde med en bredvifte af lokale partnere, vil indgå i lokaludvalgets arbejde fremadrettet.

Husum for alle inviterer lokaludvalget til samarbejdsmøde herom.

 

Suppleanter

Brønshøj-Husum Lokaludvalg mangler suppleanter til alle tre interessegrupper: 

- Interessegruppen for Bolig, Miljø og Erhverv har fem suppleanter til 3 medlemmer.

- Interessegruppen for Børn, Unge, Kultur, Fritid og Idræt har fire suppleanter til 10 medlemmer. 

- Interessegruppen for Ældre, Social, Sundhed og Integration har 1 suppleant til 2 medlemmer.

Såfremt lokaludvalget kender interesserede suppleanter, opfordres de til at henvende sig til sekretariatet.

 

Udtrædelse

Wiera Dominika, indstillet til lokaludvalget af Nye Borgerlige, har meddelt Sekretariatet, at hun ønsker at udtræde. Sekretariatet undersøger, om suppleanten ønsker at indtræde.

Beslutning

Lokaludvalget besluttede at tage lidt senere hjem fra seminar 20. august for at sikre, at programmet ikke bliver så stramt.

 

Til top