Ønsker til kommende budgetforhandlinger
Tidligere beslutninger
24. maj: Brønshøj-Husum Lokaludvalg havde indledende drøftelser af Borgerrepræsentationens kommende forhandlinger om Københavns Kommunes budget for 2023.
Indstilling
Formanden indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg drøfter strategi i forhold til Borgerrepræsentationens kommende budgetforhandlinger, herunder hvor mange ønsker lokaludvalget skal sende til Borgerrepræsentationen.
2. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg drøfter og beslutter ønsker til Borgerrepræsentationens forhandlinger om Københavns Kommunes budget for 2023.
Problemstilling
Lokaludvalget har tradition for at indsende ønsker til Borgerrepræsentationens forhandlinger om kommende budgetter.
Høring af 'juniindstilling'
Som høringspart har Brønshøj-Husum Lokaludvalg mulighed for at afgive bemærkninger og fremsætte ønsker til Budgetforslaget for 2023. I modsætning til tidligere år får lokaludvalget allerede muligheden for at afgive bemærkninger i juni måned. Se bilag.
Sekretariatet har forhørt sig om de angivne høringsfrister og har fået oplyst, at lokaludvalget kan indsende deres ønsker efter lokaludvalgsmødet 30. juni.
Fagudvalgenes ønsker til Borgerrepræsentationens kommende budgetforhandlinger
Fagudvalgene har på deres første møder i juni måned drøftet deres ønsker til Borgerrepræsentationens kommende budgetforhandlinger
- Miljøudvalget ønsker, at der afsættes midler til oprensning af Fæstningskanalen, midler til boardwalk i Kirkemosen, midler til udvidelse af hestefolden i Utterslev Mose samt en planlægningsbevilling til bemandet legeplads på EnergiCenter Voldparken i forbindelse med udviklingsplanen for EnergiCenter Voldparkens udearealer.
- Kulturudvalget ønsker, at der afsættes midler til faciliteter på Bellahøj Friluftsscene, herunder renovering af eksisterende toiletter, ekstra toilet samt bygning til omklædning for kunstnere. Søren Krøigaard har undersøgt priser herpå og skønner en samlet pris på mellem 1,6 mio. kr. og 2,4 mio. kr. på baggrund af Videnscenter Bolius' prismodel. Dertil ønsker Kulturudvalget midler til screening af adgangsforhold til Brønshøj Vandtårn.
- Børne-, Unge, Fritids-, og Idrætsudvalget ønsker midler til planlægning og anlæg Idrætshelhedsplanen for Tingbjerg Idrætspark. Med overførselssagen 2022 blev der afsat 0,2 mio. kr. til en ’screeningsbevilling’ til Tingbjerg Idrætspark. Der er dermed ikke afsat midler til planlægning og anlæg.
- Social- og Sundhedsudvalget ønsker, at der fortsat bevilliges penge til det lokale sundhedsarbejde i Tingbjerg. I budget for 2021 blev der givet en toåring bevilling på 2,5 mio. til sundhedsarbejde målrettet arbejdsløse i Tingbjerg. Denne indsats er blevet til projektet "Sundhedsfeltet". Social- og Sundhedsudvalget ønsker, at man i budget 2022 afsætter penge til at fortsætte dette arbejde.
Løsning
Lokaludvalget drøfter strategi for ønsker til Borgerrepræsentationens kommende budgetforhandlinger og vedtager hvilke ønsker, lokaludvalget sender til Borgerrepræsentationen.
Formandskabet har drøftet fagudvalgenes ønsker og foreslår, at lokaludvalget indsender 3 prioriterede ønsker. Herudover at lokaludvalget gør opmærksom på øvrige ønsker for udvikling af bydelen på baggrund af fagudvalgenes input. Formandskabets forslag til prioritering skyldes KL og Regeringens økonomiaftale pr. 8. juni om kommunernes økonomi i 2023, hvor anlægsrammen for kommuner indskrænkes, mens servicerammen hæves.
Formandsskabet indstiller, at lokaludvalget indsender ønsker om:
- Oprensning af Fæstningskanalen.
- Screening af adgangsforhold til Brønshøj Vandtårn.
- Bevilling til Sundhedsfeltet.
Se udkast til lokaludvalgets ønsker til Borgerrepræsentationens kommende budgetforhandlinger.
Videre proces
Sekretariatet indsender lokaludvalgets ønsker til Borgerrepræsentationens Sekretariat samt Københavns Kommunes medlemssekretærer. Endvidere kommunikerer sekretariatet om lokaludvalgets ønsker på hjemmeside, Facebook og Instagram.
Borgerrepræsentationen førstebehandler budgetforslaget torsdag den 1. september.
Beslutning
Ad 1) Lokaludvalget drøftede strategi i forhold til Borgerrepræsentationens kommende budgetforhandlinger, herunder hvor mange ønsker lokaludvalget skal sende til Borgerrepræsentationen.
Lokaludvalget drøftede aftale om kommunernes økonomi mellem KL og regeringen pr. 8. juni, herunder om lokaludvalget bør indsende alle deres ønsker eller prioritere. Lokaludvalget besluttede, at alle ønsker indsendes, men en række ønsker prioritereres. Dermed ved alle, hvilke ønsker lokaludvalget prioriterer højest.
2. Lokaludvalget drøftede ønsker til Borgerrepræsentationens forhandlinger om Københavns Kommunes budget for 2023.
Lokaludvalget besluttede, at ønsket om en bemandet legeplads/naturcenter på EnergiCenter Voldparken også skal prioriteres sammen med ønsket om oprensning af Fæstningskanalen, screening af adgangsforhold til Brønshøj Vandtårn og bevilling til Sundhedsfeltet. Der fortættes i Tingbjerg, Voldparkens boliger skal renoveres og der er brug for at området udvikles, så det bliver spændende og interessant med et naturværksted, hvor borgere kan samles.