Mødedato: 30.06.2022, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Foreningslokalet 204 (2. sal)

Ansøgning om støtte til projektet "EnergiCenterets Børnefestival 2022"

Indstilling

Formanden indstiller, 

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg træffer beslutning om at støtte projektet "EnergiCenterets Børnefestival 2022" med 8.700 kr. 

Problemstilling

Tid, sted og indhold

Frivilligcenter EnergiCenter Voldparken søger støtte til at afholde en Børnefestival for børn og deres familier, hvor de kan komme og møde nogle af de foreninger der holder til på EnergiCenter Voldparken og prøve deres forskellige fritidsaktiviteter for børn. Udover foreningsaktiviteter vil der være cirkusforestilling og workshop, koncert eller teater, og forskellige boder med aktiviteter og salg af mad og drikke. Arrangementet afholdes den 17. september 2022.

Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering

Børnefestivalen er gratis og åben for alle børn, forældre og søskende. De børnehold, som foreningerne tilbyder, henvender sig dog primært til børn i alderen 4-15 år. Ansøger forventer 300 deltagere. Børnefestivalen arrangeres i samarbejde med EnergiCenter Voldparkens foreninger samt en række lokale aktører, der bidrager med brobygningsarbejde, PR, salgs- og aktivitetsboder, praktisk hjælp m.m.

Der gøres reklame for Børnefestivalen via bl.a. plakater og flyers, annonce i Brønshøj Husum Avis, hjemmeside og sociale medier, til lokale arrangementer og via eget og samarbejdspartneres netværk samt evt. via Tingbjerg, Korsager og Husum Skoles intranet AULA. 

Budgetoverblik

Ansøgt beløb: 26.100 kr.
Forventede udgifter: 46.100 kr.
Forventet egenfinansiering: 20.000 kr.

Projektet rummer udgifter til honorarer for cirkusforestilling, workshop, teater/koncert m.v., tryk, PR, ansigtsmalerbod, balloner, forplejning samt popcorn. Ud over egenfinansieringen bidrager ansøger og samarbejdspartnerne med medarbejdertimer og frivilligt arbejde samt udlån af lokaler. De udgifter og indtægter, som er forbundet med salgsboder, er ikke en del af Børnefestivalens regnskab. Eventuelle indtægter går til salgsboden selv. 

Løsning

Ansøgningen har været behandlet i Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget, der indstiller at projektet skal bevilges støtte som ansøgt. Projektet er udvalgets førsteprioritet til at modtage de resterende midler fra Bydelspuljen.

Formandskabet har diskuteret ansøgningen og indstiller til delvis støtte på 8.700 kr. Den delvise støtte skyldes en økonomisk prioritering af lokaludvalgets tilbageværende midler. Ansøger er velkommen til at justere indholdet i projektet på baggrund af den delvise støtte.

Økonomi

Pengene tages fra Pulje A, Bydelspuljen. 

Beslutning

Lokaludvalget besluttede at støtte projektet "EnergiCenterets Børnefestival 2022" delvist med 8.700 kr.

Den delvise støtte skyldes en økonomisk prioritering af lokaludvalgets tilbageværende midler. Ansøger er velkommen til at justere indholdet i projektet på baggrund af den delvise støtte.

Til top