Ansøgning om støtte til projektet "PLAY & ACT (!)"
Indstilling
Formanden indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg giver afslag på ansøgning om støtte til projektet "PLAY & ACT (!)"
Problemstilling
Tid, sted og indhold
Enkeltmandsvirksomheden Konkret Kultur (ikke hjemhørende i bydelen) søger støtte til at afholde to workshops om film for børn og børnefamilier i Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus som en del af FerieCamp i skolernes efterårsferie i perioden den 17.-23. oktober 2022. På workshoppen fremvises film og de deltagende børn eksperimenterer med film, performance og lydeffekter. Det hele optages og klippes efterfølgende sammen til en film. De to workshops er en del af et støtte projekt, hvor der også afholdes workshops på BIBLIOTEKET i Bispebjerg og Relational Spaces på Nørrebro.
Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering
Målgruppen er børn i alderen 4-10 år fra Tingbjerg, Brønshøj og Husum. Ansøger forventer 60-80 deltagere til workshops i Tingbjerg. Aktiviteten er gratis. Projektet gennemføres i samarbejde med Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus (se samarbejdserklæring i bilag). Der gøres reklame for projektet via plakater og via Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus' og FerieCamps Facebooksider og andre kommunikationskanaler.
Budgetoverblik
Ansøgt beløb: 23.400 kr.
Forventede udgifter: 227.100 kr.
Forventede indtægter: 195.700 kr.
Forventet egenfinansiering: 8.000 kr.
Projektet rummer udgifter til produktionsomkostninger, administration, honorarer i forbindelse med workshops, aflønning af kommunikationsmedarbejder, transport PR og uforudsete udgifter. En mindre del af budgettet går til honorering af ansøger selv. I bilag til ansøgningen ses et udspecificeret budget, hvor udgifterne til workshops i Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus og udgifterne til honorering af ansøger selv fremgår tydeligt. Indtægter stammer fra div. fondssøgning, hvor Bispebjerg Lokaludvalg har givet tilsagn om 13.400 kr. Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus bidrager med 2.000 kr. og stiller lokaler til rådighed.
Sekretariatets bemærkninger
Sekretariatet har spurgt ansøger, hvorfor beløbet, der er bevilget fra Bispebjerg Lokaludvalg, er mindre end det ansøgte beløb hos Nørrebro og Brønshøj-Husum Lokaludvalg. Ansøgers svar er, at Bispebjerg Lokaludvalg besluttede at give projektet delvis støtte i forhold til det ansøgte beløb.
Løsning
Ansøgningen har været behandlet i Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget, der indstiller til projektet skal bevilges støtte som ansøgt.
Ansøgningen har også været behandlet i Kulturudvalget, der indstiller til afslag. Begrundelsen er, at honorar til ansøger selv og samarbejdspartnere udgør en stor del af budgettet. Derudover vurderer udvalget, at aktiviteten kun i begrænset grad er målrettet bydelens borgere, og at det virker ambitiøst at lave filmworkshop for så ung en målgruppe.
Formandskabet har diskuteret ansøgningen og støtter Kulturudvalgets indstilling om afslag. Afslaget skyldes en økonomisk prioritering af lokaludvalgets tilbageværende midler, hvor andre indkomne ansøgninger vurderes i højere grad at leve op til lokaludvalgets støttekriterier. Desuden udgør honorar til ansøger og samarbejdspartnere en stor del af budgettet.
Beslutning
Lokaludvalget besluttede at give afslag på ansøgning om støtte til projektet 'PLAY & ACT (!)'.
Afslaget skyldes en økonomisk prioritering af lokaludvalgets tilbageværende midler, hvor andre indkomne ansøgninger vurderes i højere grad at leve op til lokaludvalgets støttekriterier. Desuden udgør honorar til ansøger og samarbejdspartnere en stor del af budgettet.