Ansøgning om støtte til projektet "Mosetræf 2022" (Mosetræffet)
Tidligere beslutninger
Indstilling
Formanden indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg træffer beslutning om at støtte projektet "Mosetræf 2022" med 30.000 kr.
Problemstilling
Tid, sted og indhold
Den lokale forening Utterslev Moses Venner søger støtte til at afholde Mosetræf 2022 på syv forskellige lokationer rundt om Utterslev Mose den 11. september 2022. Mosetræffet er en årlig tilbagevendende tradition som med skiftende arrangører siden 1985 har haft til formål at udbrede kendskabet til Utterslev Mose og de foreninger, der laver aktiviteter omkring mosen. Mosetræffet er fra 2012 blevet afholdt af Bispebjerg Lokaludvalg og Brønshøj-Husum Lokaludvalg. Fra og med 2021 er Mosetræffet blevet forankret i foreningen Utterslev Moses Venner. Brønshøj-Husum Lokaludvalg og Bispebjerg Lokaludvalg spiller stadig en understøttende rolle.
Til Mosetræffet vil der være naturformidlende og kulturelle aktiviteter, politikerdebat m.m.
Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering
Målgruppen er børn og voksne fra Brønshøj, Husum, Tingbjerg, Nørrebro, Nordvest, Bispebjerg og Gladsaxe, kommunalpolitikere og ansatte i forvaltningerne, forskellige grønne netværk og foreninger. Arrangementet er gratis at deltage i og ansøger forventer 1.000 deltagere. Aktiviteterne på Mosetræffet arrangeres i samarbejde med en lang række lokale og landsdækkende foreninger, kommunale institutioner m.fl. Der laves PR for arrangementet via lokalaviser i Bispebjerg, Østerbro, Brønshøj-Husum og Gladsaxe, Bispebjerg Bydelsavis, sociale medier, nyhedsbreve, KultuNaut, bannere, flyers m.m.
Budgetoverblik
Ansøgt beløb: 30.000 kr.
Forventede udgifter: 65.000 kr.
Forventede indtægter: 35.000 kr.
Projektet rummer udgifter til honorarer og materialer til aktiviteter, leje af udstyr og faciliteter, forplejning, hestevognskørsel, PR, honorar til praktisk hjælp og indkøb af udstyr. Indtægterne stammer fra medfinansiering fra Bispebjerg Lokaludvalg (er bekræftet). Ansøger og samarbejdspartnere bidrager med frivilligt arbejde, medarbejdertimer og udlån af lokaler.
Løsning
Ansøgningen har været behandlet i Miljøudvalget, der indstiller at projektet skal bevilges støtte som ansøgt med følgende begrundelse: Mosetræffet har haft stor betydning for formidling af mosens kvaliteter og danner afsæt for netværksskabelse på tværs af de mange foreninger og laug i og omkring mosen. Herudover er mosetræffet et godt afsæt for lokaludvalgets dialog med borgerne udviklingen af naturparken og bydelen som helhed.
Formandskabet har diskuteret ansøgningen og støtter Miljøudvalgets indstilling om fuld støtte på 30.000 kr.
Økonomi
Pengene tages fra Pulje A, Bydelspuljen.
Beslutning
Lokaludvalget besluttede at støtte projekt 'Mosetræf 2022' med 30.000 kr.
Ingrid Kaber Pors udpeges til at følge projektet.