Ansøgning om støtte fra Kulturnatten-puljen til projektet "På vejen imellem - med Kulturnat-bussen"
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg giver afslag på ansøgning om støtte til projektet "På vejen imellem - med Kulturnat-bussen"
Problemstilling
Tid, sted og indhold
Energicenter Voldparken søger sammen med en række samarbejdspartnere støtte til at skabe sammenhæng mellem de aktiviteter, der finder sted på Kulturnatten den 11. oktober 2024. To 'Kulturnat-busser' (turist-/partybusser) vil køre i rutefart i tidsrummet kl. 18.00-23.30 mellem Pilegården/BRØK/Vandtårnet, Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus, Energicenter Voldparken og evt. andre aktører, der har Kulturnatten-aktiviteter i bydelen. Under transporten kan gæsterne opleve fx koncerter og performances, der skaber stemning og sætter scenen for den næste kulturoplevelse på ruten.
Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering
Busserne er tiltænkt Kulturnatsgæster både fra bydelen og hele hovedstadsområdet. Busturen er gratis og åben for alle med Kulturpas. Ansøger forventer 300 deltagere.
Kulturnat-busserne realiseres i samarbejde med Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus, Pilegården/BRØK/Vandtårnet og Den boligsociale helhedsplan i Husum og Tinbjerg. Busserne er indtænkt som element i ansøgninger om selvstændige aktiviteter i Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus, BRØK, Brønshøj Vandtårn og på Energicenter Voldparken.
Kulturnat-busserne annonceres via generel og lokal PR for Kulturnatten samt via aktørernes kommunikationskanaler, sociale medier m.v.
Budgetoverblik
Ansøgt beløb: 37.000 kr.
Forventede udgifter: 37.000 kr.
Budgettet rummer udgifter til busleje samt honorarer til busorkestre og performere. Ansøger og samarbejdspartnere bidrager med medarbejdertimer.
Løsning
Ansøgningen har været behandlet Kulturudvalget, der indstiller projektet til afslag begrundet med en økonomisk prioritering af midlerne i Kulturnatten-puljen. Forretningsudvalget støtter denne indstilling.
Ansøger meddeles afslag, ledsaget af følgende begrundelse:
Brønshøj-Husum Lokaludvalg modtog seks ansøgninger til Kulturnatten-puljen for i alt 166.300 kr. Kulturnatten-puljen var på 75.000 kr. Derfor har lokaludvalget været nødsaget til at lave en prioritering af ansøgningerne, ud fra retningslinjerne for Kulturnatten-puljen. Lokaludvalget har prioriteret at støtte de projekter og lokaliteter, som udvalget vurderer har bedst potentiale for at appellere til Kulturnatten i Københavns typiske målgruppe. Desuden har lokaludvalget valgt at støtte projekter, som lokaludvalget vurderer, kan tiltrække gæster ved egen kraft og ikke som led i en samlet kurateret helhedsoplevelse. Lokaludvalget har valgt at bevilge det fulde beløb til de prioriterede projekter, i håbet om at sikre, at projekterne kan gennemføres med høj kvalitet og som beskrevet i de pågældende ansøgninger.
Lokaludvalget vurderer, at alle ansøgte projekter har potentiale for at skabe spændende kulturoplevelser for lokale såvel som gæster fra hele København. Lokaludvalget håber, at idéerne kan få liv enten under Kulturnatten eller ved en anden lejlighed. Hvis ansøger beslutter at gennemføre projektet uden lokaludvalgets økonomiske støtte, opfordres ansøger til at kontakte lokaludvalgets sekretariat, med henblik på samarbejde. Til eksempel kan alle arrangementer, der finder sted i Brønshøj-Husum under Kulturnatten den 13. oktober, blive en del af den samlede lokale kommunikationsindsats, som Kultur og Fritid Brønshøj-Husum og lokaludvalget står for.
Økonomi
Eventuel økonomisk støtte tages fra Pulje A: Kulturnatten-puljen: Lokaludvalget har afsat en pulje på 75.000 kr. som kan søges til aktiviteter, der afholdes i Brønshøj-Husum som en del af Kulturnatten i København den 11. november. Ansøgningsbehandlingen sker med udgangspunkt i de gældende støttekriterier for Bydelspuljen. Desuden har lokaludvalget vedtaget at prioritere projekter, der:
- kan profilere bydelen og tiltrække gæster både fra bydelen og fra resten af Storkøbenhavn
- har en bred folkelig appel og/eller præsenterer unikke steder eller oplevelser
- forholder sig til rammerne for den Kulturnatten i København, hvor arrangementer skal være åbne i tidsrummet 18-23 og hvor gæster skal have Kulturpas for at deltage.
Lokaludvalget behandler ansøgninger til Kulturnatten-puljen én gang: den 30. maj. Eventuelle restmidler fra Kulturnatten-puljen føres over i Bydelspuljen.
Beslutning
Brønshøj-Husum Lokaludvalg besluttede at give afslag på ansøgning om støtte til projektet "På vejen imellem - med Kulturnat-bussen"