Orientering om sænkelse af fartgrænser
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg tager orientering om sænkelse af fartgrænser til efterretning.
Problemstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt lokaludvalget orientering om sænkelse af fartgrænser.
I 2022 startede planlægningen af nye, lavere fartgrænser i København. I august 2023 blev de første lavhastighedszoner med 40 km/t i hele Valby og Vanløse indviet, og herefter var det planen at etablere lavhastighedszoner i resten af byen. Samtidig skulle de større og mere trafikerede veje uden for hastighedszonerne også have sænket fartgrænsen til 40 km/t.
Lavhastighedszoner er udskudt
Der har i mellemtiden vist sig en række udfordringer med at etablere lavhastighedszoner med 40 km/t, som bl.a. bunder i uklar lovgivning. Det betyder, at forvaltningen endnu ikke kan udrulle disse hastighedszoner i de resterende bydele. Forvaltningen er i dialog med Vejdirektoratet og politiet om udfordringerne og ser desuden sammen med Teknik- og Miljøudvalget på, om der kan findes andre praktiske løsninger end de oprindeligt planlagte. Udfaldet af disse bestræbelser kendes endnu ikke. Til gengæld kan forvaltningen til sommer begynde at sænke fartgrænsen på en lang række af de mere trafikerede veje uden for de planlagte lavhastighedszoner – også Brønshøj/Husum.
Det sker i Brønshøj-Husum
Sommer-efterår 2024 sænkes fartgrænsen fra 50 til 40 km/t på seks strækninger, mens en enkelt strækning går fra 60 til 50 km/t. Der er tale om følgende strækninger:
- Ruten og Høje Gladsaxevej – fra Åkandevej til kommunegrænsen mod Gladsaxe (fra 60 til 50 km/t).
- Åkandevej - fra Frederikssundsvej til Ruten.
- Marbjergvej – fra Islevhusvej til Frederikssundsvej.
- Husumvej – fra Frederikssundsvej til Slotsherrensvej.
- Brønshøjvej – fra Frederikssundsvej til Gaunøvej.
- Gaunøvej – fra Brønshøjvej til Annebergvej.
- Horsebakken – fra Mosesvinget til kommunegrænsen mod Gladsaxe.
Kort med alle de veje i København, der får nye fartgrænser
Forvaltningen har fremsendt et oversigtskort, der viser de veje og strækninger i både Brønshøj/Husum og i resten af København, som får nye fartgrænse hen over sommeren.
Nogle steder er det nok at sætte nye fartskilte op. Andre steder indsnævres kørebanen med ny afmærkning på asfalten. Der ændres ikke på antallet af eksisterende parkeringspladser i forbindelse med de nye fartgrænser, men nogle steder bliver tidligere kantstensparkering afmærket med parkeringsspor for at snævre kørebanen ind.
Tidsplan og detaljer
Forvaltningen går i gang i juni måned og regner med at være færdige med alle vejene ved udgangen af oktober 2024.
De nye fartgrænser træder i kraft løbende, når skilteposerne med ’Kbh ned i Fart’ trækkes af de nyopsatte skilte.
Hjemmesiden kk.dk/nedifart opdateres løbende med status på de enkelte strækninger. Her kan lokaludvalget og andre interesserede tilmelde sig nyhedsbrev og løbende få besked, når der er nyt at fortælle.
Sådan informeres borgere og trafikanter
På de veje, hvor anlægsarbejdet fylder og påvirker trafikken i nogle dage, sætter forvaltningen gule vej arbejdsskilte op og sender nabobreve ud til vejenes beboere og erhvervsliv. I takt med, at de nye fartgrænser træder i kraft, sendes pressemeddelelse ud til de lokale medier i Brønshøj/Husum, lige som der informeres i lokalområdet via Facebook og gives besked til Trafikradioen på P4.
Løsning
Lokaludvalget tager orienteringen til efterretning.
Sekretariatet bistår med løbende kommunikation om fartsænkelserne på Facebook, Instagram og i nyhedsmail.