Høring vedr. erstatning af gangtunnel under Slotsherrensvej v. Islevstation med overgang i terræn
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg meddeler Teknik-og Miljøforvaltningen, at de ikke har indsigelser til projektet.
Problemstilling
I forbindelse med renovering af flere gangtunneler, har Teknik- og Miljøforvaltningen sat fokus på trafiksikkerheden og tilgængeligheden.
For gangtunnelen under Slotsherrensvej v. Islev Station blev der i 2022 udført en trafiktælling af fodgængere der viste, at kun ca. 7 % benytter gangtunnelen, når de skal krydse Slotsherrensvej, mens 93 % krydser gaden i niveau.
Gangtunnelens adgangsveje opfylder heller ikke de gældende tilgængelighedskrav, sådan at kørestolsbrugere, folk med barnevogne, gangbesværede m.fl. ikke eller kun med besvær kan benytte gangtunnelerne.
For at lette krydsningen for cyklister og fodgængere forslår forvaltningen, at man erstatter gangtunnelen med en trepunktsovergang, hvor den eksisterende midterrabat ombygges og der etableres sideheller mellem vejbane og cykelsti.
Den eksisterende gangtunnel vil ifm. etablering af overgangen blive nedlagt. Arealer, hvor de eksisterende trapper er, vil derefter kunne benyttes til begrønning eller etablering af cykelparkering.
Forslaget kan ses i bilag.
Det udarbejdede forslag er blevet principgodkendt af politiet og projektet vil i løbet af foråret blive detaljeret i et projektforslag.
Forvaltningen vil gerne have evt. kommentarer til forslaget fra lokaludvalget.
Byudviklingsudvalget har behandlet projektet og har ingen kommentarer.
Løsning
Forretningsudvalget har drøftet projektet, støtter projektet og har ikke kommentarer hertil.
Videre proces
Sekretariatet meddeler forvaltningen, om lokaludvalget har kommentarer til projektet.