Ansøgning om støtte fra Bydelspuljen til projektet "Køkkenkoncerter i Brønshøj"
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg giver afslag på støtte til projektet "Køkkenkoncerter i Brønshøj".
Problemstilling
Tid, sted og indhold
En lokal borger søger støtte til at afholde fire koncerter på fredage i perioden september-december 2024. Koncerterne afholdes i Huset Halley, Håbets Alle 37b, hvor der tidligere har været afholdt kreative workshops, foredrag samt andre køkkenkoncerter med MadMor, Tue Vest, Rasmus Nøhr, Juncker og Signe Svendsen.
Målgruppe og annoncering
Koncerterne er åbne for alle. Der tages entre og billetter sælges via billetto.dk. ansøger forventer, at der bliver udsolgt til alle koncerter, det vil sige i alt 200 deltagere.
Der gøres reklame for koncerterne på Instagram og Facebook, heriblandt Brønshøj- og Husumgrupperne samt via nyhedsbrev og plakater i lokale butikker og caféer. Der betales for annoncering på sociale medier samt på Billetto.
Budgetoverblik
Ansøgt beløb: 26.000 kr.
Forventede udgifter: 65.000 kr.
Forventede indtægter: 40.000-50.000 kr.
Budgettet rummer udgifter til musikerhonorarer, annoncering samt forplejning til musikere. Indtægter stammer fra billetsalg. Planlægning og afvikling af koncerterne varetages af ansøger som frivilligt arbejde. Desuden bidrager ansøger med lokaler, udstyr og egen lydmand.
Dialog med ansøger
Ansøger er blevet bedt om at præcisere beløbet for forventede indtægter. Ansøger er endnu ikke vendt tilbage med svar.
Løsning
Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget, der indstiller projektet til at modtage delvis støtte på 10.000 kr. begrundet med en økonomisk prioritering af lokaludvalgets puljemidler.
Forretningsudvalget indstiller projektet til afslag begrundet med en økonomisk prioritering af lokaludvalgets puljemidler. Ansøger er velkommen til at søge støtte til fremtidige projekter, og opfordres til at kontakte lokaludvalgets sekretariat for vejledning om ansøgningsprocessen.