Ansøgning om støtte fra Bydelspuljen til projektet "Kultur på Pladsen 2024"
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 15.000 kr. til projektet "Kultur på Pladsen 2024".
Problemstilling
Tid, sted og indhold
Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus søger støtte til kulturaktiviteter på pladsen foran kulturhuset i perioden 20.-24. august 2024. Ligesom i 2023 spiller Marionetteatret 10 udendørs forestillinger og Statens Museum for Kunst udvikler og står for kreative værksteder. Desuden kan der hele sommeren opleves en udstilling af hængende genbrugsplantekasser fra Tingbjerg Nærgenbrug og et bed med vilde blomster fra blomsterfrø, som sætter fokus på biodiversitet og bæredygtighed samt en udendørs fotoudstilling, der handler om socialt entreprenørskab og hvordan unge kan skabe forandring i deres lokalområde. Fotoudstillingen er en del af CPH Photo Festival.
Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering
Alle udstillinger, Marionetteatrets forestillinger og de kreative værksteder er åbne for alle, gratis og uden tilmelding. Der er aktiviteter både i dagtimerne (målrettet skoler og institutioner) og udenfor skoletid (målrettet børnefamilier m.fl.) Ansøger forventer 1.500 deltagere.
Ansøger samarbejder med Marionetteatret, Statens Museum for Kunst, Det Lille teater, Copenhagen Photo Festival, Tingbjerg Skole, Fritidscenter Tingbjerg, Tingbjerg Fælleshaverne, Café Mors Varme Hænder, Tingbjerg Nærgenbrug og Brønshøj, Husum og Tingbjerg Biblioteker.
Der reklameres for projektet via plakater, flyers, hjemmeside, brugbyen.nu, sociale medier og pressemeddelelse til lokalavisen og beboerbladet samt via handouts til skolelærere og institutioner og via samarbejdspartneres netværk.
Budgetoverblik
Ansøgt beløb: 15.000 kr.
Forventede udgifter: 123.750 kr.
Forventede indtægter: 70.000 kr.
Egenfinansiering: 38.750 kr.
Projektet har udgifter til køb af forestillinger, honorarer og materialer til kunstværksteder, print af fotos samt deltagergebyr til Copenhagen Photo Festival. Indtægter stammer fra statslig refusion og fondssøgning. Ud over egenfinansieringen bidrager ansøger og samarbejdspartnere med medarbejdertimer, udstyr og frivilligt arbejde.
Tidligere tilsagn
Lokaludvalget bevilgede i 2023 25.000 kr. til forløberen for dette projekt, "Marionet Teateret til Tingbjerg".
Løsning
Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget og Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget. Begge udvalg indstiller projektet til at modtage støtte som ansøgt. Forretningsudvalget bakker op om indstillingen om fuld støtte.