Mødedato: 30.05.2024, kl. 18:30
Mødested: Fysiklokalet på 1. sal, EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65

Ansøgning om støtte fra Bydelspuljen til projektet "En eftermiddag for seniorer"

Indstilling

Forpersonen indstiller, 

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 8.000 kr. til projektet "En eftermiddag for seniorer".

Problemstilling

Tid, sted og indhold

Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus søger støtte til et arrangement i kulturhuset for kvarterets seniorer på en endnu ikke fastlagt dato i oktober. Arrangementet har til formål at skabe fællesskab blandt nuværende og tilflyttende seniorer og rummer bl.a. en koncert og små oplæg fra lokale aktører der arbejder med ældre-området.  

Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering

Målgruppen er alle seniorer i Tingbjerg og Utterslevhuse. Andre seniorer fra bydelen, som kunne være interesserede, er velkomne. Arrangementet er gratis og ansøger forventer 100 deltagere. 

Initiativtagere til projektet er Tingbjerg Pensionist Center, Tingbjerg Kirke og Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus. Andre aktører som inviteres med ind i projektet er seniorbofællesskabet Mosefundet, det nye plejehjem Eilersminde, Tingbjerghjemmet, Hjemmeplejen Husumvænge, Igne:Oya, den boligsociale helhedsplan m.fl. Både samarbejdspartnere og seniorer inviteres til at deltage i planlægningen og til at formidle arrangementet til seniorer i området.

Arrangementet formidles gennem plakater og flyers, annoncering på Facebook og Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus’ hjemmeside samt via indlæg i beboerbladet (husstandsomdeles).

Budgetoverblik

Ansøgt beløb: 13.800 kr.
Forventede udgifter: 13.800 kr.

Budgettet rummer udgifter til honorering af band samt forplejning. Ansøger og samarbejdspartnere bidrager med medarbejdertimer.

Løsning

Ansøgningen har ikke været behandlet i noget fagudvalg. Social- og Sundhedsudvalget ønsker, at forretningsudvalget tager stilling til ansøgningen.

Forretningsudvalget har behandlet ansøgningen og indstiller projektet til at modtage delvis støtte på 8.000 kr. Begrundelsen for delvise støtte er, at udvalget gerne ser en større medfinansiering fra ansøger selv, fra samarbejdspartnere eller i form af billetindtægter.

Økonomi

Pengene tages fra Pulje A: Bydelspuljen.

Beslutning

Brønshøj-Husum Lokaludvalg besluttede at støtte projektet "En eftermiddag for seniorer" med 8.000 kr.
Til top