Ansøgning om støtte fra Bydelspuljen til projektet "Klovneshow på Korsager Skole, Tingbjerg Skole og Tingbjerg Bibliotek"
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bevilger 10.000 kr. til projektet "Klovneshow på Korsager Skole, Tingbjerg Skole og Tingbjerg Bibliotek".
Problemstilling
Tid, sted og indhold
The Commedia School søger støtte til at opføre et klovneshow med seks performere på Korsager Skole, Tingbjerg Skole og Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus på endnu ikke fastlagte datoer i perioden 12. august til 1. september 2024. Ansøger er i dialog med skoler og kulturhus om fastlæggelse af datoer. Der spilles i alt tre forestillinger.
Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering
Målgruppen er skolebørn og børnefamilier. Forestillingerne på Tingbjerg og Korsager Skole er i skoletiden og kun for elever. Forestillingen på Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus spilles en lørdag og er åben for alle. Forestillingerne er gratis for både publikum, skolerne og kulturhuset. Ansøger forventer 200-300 deltagere.
Projektet annonceres med flyers og plakater rundt omkring i byen, samt på Facebook, Instagram og andre sociale medier.
Budgetoverblik
Ansøgt beløb: 15.000 kr.
Forventede udgifter: 17.000 kr.
Egenfinansiering: 2.000 kr.
Projektet rummer udgifter til honorar til performere, materialer og kostumer, transport og PR. Ud over egenfinansiering bidrager ansøger med frivilligt arbejde.
Tidligere tilsagn
Lokaludvalget har tidligere bevilget støtte til The Commedia School. Senest i december 2023 hvor ansøger fik 25.000 kr. til projektet "Commedia kids – teater hold for børn og unge".
Løsning
Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget, der indstiller projektet til at modtage delvis støtte på 8.000 kr. begrundet med en økonomisk prioritering af lokaludvalgets puljemidler. Udvalget ønsker desuden en større medfinansiering fra ansøger selv eller samarbejdspartnere.
Ansøgningen har også været behandlet i Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget, der indstiller projektet til at modtage støtte som ansøgt.
Forretningsudvalget indstiller projektet til at modtage delvis støtte på 10.000 kr. begrundet med en økonomisk prioritering af lokaludvalgets puljemidler. På grund af den delvise støtte ønsker udvalget at give ansøger mulighed for at nedskalere projektet og ændre i budgettet i forhold til, hvad der er beskrevet i ansøgningen. Eventuelle ændringer skal godkendes inden afholdes af arrangementet, og ansøger er selv ansvarlig for at kontakte lokaludvalgets sekretariat med oplysninger om de ønskede ændringer.
Økonomi
Pengene tages fra Pulje A: Bydelspuljen.