Mødedato: 30.01.2025, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 'Fysiklokalet' på 1. sal

Høring af Plantilæg 2025 til Spildevandsplan 2018

Indstilling

Forpersonen indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg drøfter forslag af Plantillæg 2025 til Spildevandsplan 2018.

2. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bemyndiger Miljøudvalget og Byudviklingsudvalget til at udarbejde høringssvar, og Forretningsudvalget til at godkende det.

Problemstilling

Høring af plantillæg 2025 til Spildevandsplan 2018 er sendt i offentlig høring på kommunens høringsportal blivhoert.kk.dk. Høringsfristen er 23. februar 2025. Plantillægget vil muliggøre 32 projekter indenfor projektkategorierne afløbssystem, klimatilpasning, byudvikling og renseanlæg, som er defineret i rammeplanen Spildevandsplan 2018.

Der er to projekter, der vedrører Brønshøj-Husum bydel:

1. Revideret beskrivelse for bassiner til reduktion af aflastninger langs Harrestrup Å.

2. Midlertidig indsats til forebyggelse af øgede overløb i forbindelse med byudvikling i
Tingbjerg.

Vedr. bassinprojektet ved Spangen
Lokaludvalget afgav i marts 2023 høringssvar på forrige plantillæg. I dette høringssvar blev projektet ved Spangen problematiseret ift. niveauet af inddragelse af berørte borgere omkring projektområdet, ligesom der blev udtrykt bekymring omkring en række miljøforhold. Det blev understreget, at løsningerne, hvor regnvandet bliver håndteret på overfladen fremfor at blive ført til kloak, er at foretrække. Herudover blev anlægsprojektets store CO2 aftryk problematiseret. Lokaludvalget udtrykte dog tilfredshed med projektets formål om at hindre, at Harrestrup Å belastes af kloakopblandet regnvand, som pt udledes i store mængder.  

I følge plantillæg 2025 skal bassinet udvides med 3900 m3 til i alt 16.400 m3. (til sammenligning er Rundetårn på godt 6.000 m3). Herudover rummer plantillægget en række formuleringer, som lokaludvalgets sekretariat har bedt om at få uddybet og forklaret. HOFOR er ikke vendt tilbage med fyldestgørende svar. Sekretariatet har ligeledes været i kontakt med grundejerforeningen Danas Park, der ikke har behandlet sagen endnu.

Vedr. indsats i Tingbjerg

Plantillægget rummer ingen detaljer om, hvilken udformning den midlertidige foranstaltning skal have. I følge plantillægget er målet at sikre, at niveau af overløb til Utterslev Mose ikke overstiger  de nuværende mængder i perioden frem til, at Tingbjerg er separatkloakeret, og der er anlagt et rørbassin og en renseværk. De nuværende niveauer af udledninger er dog ganske høje. I høringssvaret bør disse nuværende niveauer af spildevandsudslip nævnes. 

Løsning

Byudviklingsudvalget og Miljøudvalget foreslår, at sekretariatet fortsætter dialogen med HOFOR og de to berørte grundejerforeninger. Med afsæt i denne dialog udarbejdes udkast til høringsforslag, der behandles på de to fagudvalgsmøder i februar og godkendes af Forretningsudvalget d. 17. februar, da høringsfristen ligger inden næste lokaludvalgsmøde.

Lokaludvalget bemyndiger Byudviklingsudvalget og Miljøudvalget til at udarbejde høringssvar og bemyndiger Forretningsudvalget til at godkende det.

Videre proces

Sekretariatet indsender høringssvaret efter godkendelse af Forretningsudvalget inden høringsfristen d. 23. februar.

 

Til top