Mødedato: 30.01.2025, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 'Fysiklokalet' på 1. sal

To repræsentanter til følgegruppe til screening af Brønshøj Vandtårn

Indstilling

Forpersonen indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg vælger en-to repræsentanter til at være med i følgegruppe vedr. screening af Brønshøj Vandtårn.

Problemstilling

Med Budget 2025 blev der afsat 0,5 mio. kr. i 2025 en teknisk og økonomisk screening af Brønshøj Vandtårn. Midlerne skal bl.a. anvendes til at afklare mulighederne og økonomien i at sikre fysisk adgang til hele tårnet i form af en ydre eller indre trappe/elevator til alle etager samt en sikkerhedsafskærmning af taget. Herudover skal muligheden for at etablere en række funktioner, som kræver forskellige tekniske installationer, afklares. Det er således først og fremmest en undersøgelse af, hvilke begrænsninger for udviklingen af bygningen, der ligger i bygningens arkitektur samt den fredede status.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har bedt Byggeri København om assistance til undersøgelsen. Herudover bliver der koblet en rådgiver på, som har erfaringer med fredede ejendomme. Sigtet er, at der med forhandlingerne om Overførselssagen 2025-2026 eller Budget 2027 kan søges om midler til en planlægningsfase, som ligger forud for, at der kan søges om anlægsmidler.

Der nedsættes en følgegruppe, som følger screeningen og dens resultater og giver mulighed for at blive orienteret og komme med input til projektet. Lokaludvalget inviteres til at stille med 1-2 repræsentanter. Herudover inviteres en repræsentant fra foreningen Brønshøj Vandtårn til at deltage i følgegruppen. Det kan være, at der viser sig behov for at invitere flere med i følgegruppen. Som udgangspunkt gennemføres dog ikke en større inddragelsesproces, da der er tale om en indledende forhåndsanalyse/screening af teknisk og afklarende karakter. Hvis der efterfølgende gives planlægningsmidler til projektet, vil det afføde behov for en større inddragelse.

Følgegruppen bidrager med erfaringer og viden om særligt lokale forhold og historik på stedet. Det kan f.eks. være sammenhæng og synergier med andre projekter og tiltag i lokalområdet, samt hvad der er særligt for dette lokalområdes borgere eller foreninger. Følgegruppen mødes på følgegruppemøder, hvor der typisk også deltager byggeudvalget, repræsentanter fra Kultur- og Fritidsforvaltningen, kommunens bygherre samt rådgiver. Der udarbejdes altid dagsorden til og referat af møderne.

Følgegruppen forventes at mødes ca. 2-3 gange i løbet af screeningsfasen. Forud for første møde i følgegruppen sendes et kort skriv om rammerne for arbejdet i følgegruppen.

Kultur- og Fritidsforvaltningen forventer at indkalde til første følgegruppemøde i marts. 

Løsning

Lokaludvalget vælger en-to repræsentanter til følgegruppen, såfremt der er interesse for at deltage i følgegruppens arbejde.

Sekretariatet har fået oplyst, at projektleder fra Kultur- og Fritidsforvaltningen er bekendt med visionspapir for Brønshøj Vandtårn samt helhedsplan for Brønshøj Kultur- og naturakse.

Forretningsudvalget foreslår, at Kirsten Vibeke Møller og Christoffer Rosenkrands indgår i arbejdsgruppen for at sikre repræsentation af foreningen Brønshøj Vandtårn samt spejderne 21Barking.

Videre proces

Sekretariatet formidler kontaktoplysninger til følgegruppemedlemmer til Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Til top