Ansøgning om støtte til "Basketball for småbørnsfamilier i Brønshøj"
Indstilling
Formanden indstiller,
1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg beslutter at støtte projektet "Basketball for småbørnsfamilier i Brønshøj" med 4.200 kr.
Problemstilling
Tid, sted og indhold
Basketklubben B3B Basket søger støtte til at afholde gratis baskettræning for småbørnsfamilier på Brønshøj Skole hver søndag i oktober måned. Klubben har aktiviteter i bydelen, bl.a. hold på Bellahøj Skole og skolebasket på Brønshøj Skole.
Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering
Målgruppen er familier med børn i alderen 3-9 år. Aktiviteten er gratis og åben for alle. Ansøger forventer 60-100 deltagere. Efter det gratis forløb i oktober opfordres deltagerne til at melde sig ind i foreningen og fortsætte træningen.
Ansøger samarbejder med den boligsociale helhedsplan Husum for Alle, som beskriver, at mange af de familier, de har kontakt til, efterspørger baskettræning.
Annoncering sker via Husum for Alles kommunikationskanaler, sponsorerede reklamer på Facebook, opslag i diverse Facebookgrupper (fx ”Brønshøj” og ”Forældre i Brønshøj, Vanløse og Nordvest”). Desuden via flyers på biblioteker (herunder Tingbjerg Bibliotek\Kulturhus, Husum Bibliotek og Brønshøj Bibliotek).
Budgetoverblik
Ansøgt beløb: 4.200 kr.
Forventede udgifter: 4.200 kr.
Projektet rummer udgifter til indkøb af bolde, honorar til træner, Facebook-annoncering og flyers. Ansøger bidrager med frivillig arbejdskraft, lokaleleje og udstyr.
Sekretariatets bemærkninger og dialog med ansøger
Sekretariatet har spurgt ansøger, hvad der skal ske med basketboldene efterfølgende. Ansøger har svaret: "Vi havde tænkt os at boldene kunne blive på skolen efter projektets afslutning, da vi planlægger at træningen skal fortsætte som et fast hold i vores forening efterfølgende."
Løsning
Ansøgningen har været behandlet i Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget der indstiller projektet til at modtage støtte som ansøgt.
Forretningsudvalget har drøftet ansøgningen og indstiller projektet til at modtage støtte som ansøgt, 4.200 kr.