Mødedato: 29.09.2022, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 'Fysiklokalet' på 1. sal

Statusorientering om Lokaludvalgets egne projekter

Se alle bilag

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg tager orienteringen til efterretning

Problemstilling

Formænd og medlemmer af fagudvalg og arbejdsgrupper kan på mødet orientere om projekter og sager.

 

Proces for fagudvalgenes og lokaludvalgets projekter for 2023

Lokaludvalget har haft tradition for at udarbejde og vedtage et årligt 'projektkatalog', herunder fordeling af lokaludvalgets puljemidler i tre puljer:

A. Bydelspulje

B. Egne projekter og københavnerdialog

C. Kommunikation.

Lokaludvalgets projektkatalog for 2022 kan læses her: Projektkatalog-2022.pdf (kk.dk)

Sekretariatet samler og udarbejder lokaludvalgets projektkatalog for 2023. I den forbindelse anmodes fagudvalgene om, at drøfte ønsker til deres projekter samt budget på fagudvalgsmøder i oktober og november. Herefter samler sekretariatet fagudvalgenes forslag og udarbejder et udkast til projektkatalog samt budget. Projektkataloget vedtages af lokaludvalget på møde i december 2023.

 

Vandring i Bellahøjmarken med Kultur- og Fritidsborgmester Mia Nygaard tirsdag d. 1. november

Kultur- og Fritidsborgmester Mia Nygaard, har inviteret på gåtur i Bellahøjmarken tirsdag  d. 1. november kl. 12.30. Der er afsat ca. 45 min. til vandringen. Alle interesserede lokaludvalgsmedlemmer er velkomne til at deltage sammen med Bispebjerg og Vanløse Lokaludvalg.

Lokaludvalget har været med til at udarbejde 'Forslag til udvikling af Bellahøjmarken', hvor der med budget 2023 er afsat midler til en screeningsbevilling  til at  udarbejde  en  helhedsplan  for  Bellahøjmarken,  med  afsæt  i  rammeplanen  fra  2005,  herunder  området  omkring  Grøndal MultiCenter og Genforeningspladsen. Helhedsplanen vil have fokus på områdets potentialer og muligheder for at tilbyde faciliteter, og som understøtter og motiverer til idræt og bevægelse. Se mere her: 0976c144-f25c-456f-b145-e48156154e8e-bilag-2.pdf (kk.dk)

 

Bydelsplan

Fagudvalgene har udpeget repræsentanter til styregruppen for Bydelsplan:

Christian Hesselberg (BUU), Anni Christensen (MU), Ida Berendsen (KU), Jens Kristian Jensen (BUFI), Sabah Quarasnane (SOSU) og Christoffer Rosenkrands (formand for LU).

Der var første møde i styregruppen mandag den 19. september. Her besluttede styregruppen at afholde KICK OFF-møde på Bydelsplansprocessen torsdag den 6. oktober på EnergiCenter Voldparken. Styregruppen valgte Christoffer Rosenkrands som tovholder. Næste møde i styregruppen er mandag den 10. oktober. 

Se bilag for invitationer til KICK-OFF møde. Alle fra lokaludvalget opfordres til at deltage.

 

Aktørgruppe for Brønshøj Kulturakse

Lokaludvalget udpegede d. 28. april Søren Krøigaard, Kirsten Møller, Mia Lund Rao, Thomas Bryde-Procida samt Anne-Vibeke Kirkemann til at repræsentere lokaludvalget i aktørgruppen for Brønshøj Kulturakse. Læs mere her: Beslutning: Udpegning af repræsentanter til aktørgruppen for Brønshøj Kulturakse | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)

Der har været møder i aktørgruppen 6. juni og 28. september.

Aktørgruppen planlægger sammen med KFF at indsende en ansøgning til Københavns Kommunes Bylivsgadepulje med ansøgningsfrist 1/11. Se vedhæftede idéoplæg tilmed henblik på dialog med Bylivsgadepuljen om en ansøgning.

Dertil planlægger aktørgruppen endvidere at sende ansøgninger til fonde. Søren Krøigaard orienterer herom.

 

Møde i følgegruppen for Brønshøj Kulturhus

Der har været møde i følgegruppen for det nye kulturhus i Brønshøj Gamle Skole den 8. september. Lokaludvalget har udpeget Søren Cloos, Kirsten Møller og Søren Krøigaard som lokaludvalgets repræsentanter i følgegruppen.

 

"Opera i det fri" og Aktiviteter på Bellahøj Friluftsscene

I samarbejde med Det Kongelige Teater og Kulturhuset Pilegården har lokaludvalget afholdt "Opera i det fri" på Bellahøj Friluftsscene med gratis adgang for publikum. Den 28. april bevilgede lokaludvalget 8.500 kr. til projektet, men da Det Kongelige Teater selv afholdt udgifter til en annonce i Brønshøj Husum Avis, har lokaludvalget kun haft udgifter på 3.500 kr. til catering, skraldehåndtering og el. "Opera i det fri" var en del af Kulturudvalgets projekt "Aktiviteter på Bellahøj Friluftsscene", som lokaludvalget havde budgetteret i alt 75.000 kr. til i 2022. Ud over projektet "Opera i det fri" har aktørerne på friluftsscenen enten fundet anden finansiering eller søgt Bydelspuljen om støtte. Kulturudvalget forventer ikke flere aktiviteter på Bellahøj Friluftsscene i år og de resterende midler kan føres tilbage i lokaludvalgets pulje.

 

Helhedsplan for EnergiCenter Voldparkens udearealer

Arkitektfirmaet Biosis har afleveret et visionsoplæg for helhedsplan. Dette visionsplan er allerede ved at danne afsæt for ansøgninger til par større fonde under ledelse af EnergiCenter Voldparken. Planen er at opnå positiv dialog med fondene førend, der arbejdes i detaljer med visionsplanens elementer i en række borger- og interessentinddragende workshops.

Den fælles projektledelse har forpligtiget sig indkalde til to workshops i efteråret med det formål at udvikle og kvalificere visionsplanens elementer og deres sammenhænge med særlig fokus på naturværkstedet og dets udemiljø. Der er muligvis også andre elementer af planen, som vil være interessante i lokaludvalgsperspektiv i relation til børn og bevægelse mv.   

Miljøudvalget besluttede, at det vil give god mening at arrangere en temadag om børn og bynatur sidst i november. Både for at konkretisere det forelæggende visionsoplæg gennem inddragelse af interessenter og borgere, men også med henblik på at få input til den kommende bydelsplan. Der udarbejdes forslag til projektbeskrivelse og budget til behandling på miljøudvalgsmødet i oktober.

 

Kulturnatten i Brønshøj-Husum fredag d. 14. oktober

Lokaludvalget har via en øremærket del af Bydelspuljen bevilget 75.000 kr. til arrangementer, der bringer Kulturnatten til Brønshøj, Husum, Bellahøj og Tingbjerg. Kultur og Fritid Brønshøj-Husum har lavet et samlet program for bydelens Kulturaktiviteter, som ses i bilag. På Kulturudvalgets næste møde den 5. oktober deltager Jenny Marie Kruse fra Kultur og Fritid Brønshøj-Husum for at fortælle mere om programmet og drøfte et eventuelt lignende samarbejde om Kulturnatten i 2023. 

Beslutning

Søren Krøigaard orienterede om, at der var møde i aktørgruppen for Brønshøj Kulturakse 28. september.  Aktørgruppen har lavet et idéoplæg til Bylivsgadepuljen, som handler om begrønning af Brønshøjvej og udvikling af et stistystem. Endvidere planlægger aktørgruppen en fondsansøgning til Nordeafonden.

Kirsten Møller orienterede om, at der har været møde i følgeruppen vedr. Kulturhus i Brønshøj Gamle Skole. Krabbe arkitekter imødekommer en række af følgegruppens ideer, f.eks. medtænkes lokaludvalgets visioner for Kulturaksen, så inde- og udearealer samtænkes.

Ida Jørgensen orienterede om udviklingsplanen for EnergiCenter Voldparken, hvor der allerede er dialog med potentielle fonde om ansøgning og finansiering. Endvidere at Miljøudvalget gerne vil arbejde med børn og natur - fordi der bor mange børn i bydelen. Miljøudvalget planlægger et projekt herom.

Pia Jensen orienterede om, at der er Æbledag på Brønshøj Torv på lørdag.

Jens Kristian Jensen orienterede om Idrætsprisen, hvor BUFI har holdt møde med det afgåede Brønshøj Husum Forenede Sportsklubber. Prisen uddeles 7. december og det forventes, at Overborgmesteren overrækker prisen. BUFI forventer, at arrangementet bliver større en først planlagt - og vil anmode lokaludvalget om flere midler hertil på kommende møde.

Sabah Quarasnane orienterede om, at SOSU planlægger Sundhedsnetværksmøde 15. november på Bellahøj Skole.

Søren Cloos og Ida Berendsen orienterede om, at de planlægger dialogarrangement om kunst i det åbne rum 29. oktober.

Til top