Mødedato: 29.08.2024, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken, Kobbelvænget 65, 1. sal i 'Fysiklokalet'

Arbejdsgruppe vedr. rammerne for Bydelspuljen 2025

Tidligere beslutninger

26.10.2023: Brønshøj-Husum Lokaludvalg vedtog rammerne for Bydelspuljen 2024, herunder ansøgningsfrister. Det blev besluttet, at første ansøgningsfrist til 2025-Bydelspuljen er den 7. oktober 2024. Beslutning: Rammer for Bydelspuljen m.v. i 2024 | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)

14.12.2023: Brønshøj-Husum Lokaludvalg vedtog et budget for puljemidler, projekter og lokaludvalgets organisering i 2024. Beslutning: Budget for puljemidler, projekter og lokaludvalgets organisering i 2024 | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)

Projektkatalog og budget for 2024 midler kan læses her: Projektkatalog-2024.pdf (kk.dk)

Indstilling

Forpersonen indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg tager en indledende drøftelse af rammerne for Pulje A: Bydelspuljen 2025.

2. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg nedsætter en arbejdsgruppe, der skal forberede et forslag til af rammerne for Pulje A Bydelspuljen m.v. i 2025

3. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg opfordrer fagudvalgene til at drøfte ønsker til budget og arbejdsplan for 2025 på fagudvalgsmøderne i september, oktober og november.

 

Problemstilling

Generelt om lokaludvalgets puljemidler

Lokaludvalget træffer hvert år beslutning om et budget for de puljemidler, som lokaludvalget har til opgave at udmøntning til aktiviteter, udstyr og materiel, der gavner lokalområdet og bidrager til realisering af lokaludvalgets bydelsplaner. I 2024 fik Brønshøj-Husum Lokaludvalg tildelt 1.657.900 kr. i puljemidler af Borgerrepræsentationen.

Lokaludvalget har i 2024 opdelt puljemidlerne i tre puljer:

  • Pulje A: De lokale københavneres projekter (Bydelspuljen, Kvikpuljen, Kulturnatten-puljen og Juletræspuljen)
  • Pulje B: Lokaludvalgets egne projekter og københavnerinddragelse
  • Pulje C: Kommunikation 

Lokaludvalgets puljemidler i 2025

Lokaludvalget skal træffe beslutning om opdeling af puljemidlerne i 2025. Lokaludvalget har besluttet, at første ansøgningsfrist til Bydelspuljen er 7. oktober 2024 og at lokaludvalget træffer beslutning om ansøgningerne den 21. november 2024. Bydelspuljens størrelse samt rammerne for uddeling skal derfor være fastlagt den 21. november.

Rammerne for Pulje A: Bydelspuljen m.v.

Drøftelse og beslutning om rammerne for puljemidlerne i 2025 kan for eksempel omhandle følgende:

  • Antallet af ansøgningsfrister
  • Reservering af puljemidler til hver ansøgningsfrist
  • Strategiske puljer/underpuljer til Bydelspuljen (i 2024: Kvikpuljen, Kulturnatten-puljen og Juletræspuljen)
  • Revidering af støttekriterier for Bydelspuljen
  • Revidering af processen for behandling af ansøgninger

 

Løsning

Lokaludvalget nedsætter en arbejdsgruppe, der - efter drøftelserne på lokaludvalgsseminaret den 14. september - har til opgave at udarbejde et forslag  til rammer for de puljemidler, der kan søges af eksterne (Pulje A: Bydelspuljen m.v.) i 2025. Lokaludvalgsaktive, som ønsker at indgå i arbejdsgruppen, kan melde sig på lokaludvalgsmødet eller ved at kontakte sekretariatet efterfølgende.

 

Videre proces

Lokaludvalgsseminar 14. september 2024

Seminar-planlægningsgruppen har besluttet, at seminarprogrammet skal rumme en drøftelse af rammerne for lokaludvalgets puljemidler (Pulje A: Bydelspuljen m.v.). Sekretariatet faciliterer drøftelsen. Planlægningsgruppen har inviteret et medlem af Amager Vest Lokaludvalg til at komme og fortælle om Amager Vests overgang fra at behandle ansøgninger i fagudvalg til at behandle ansøgninger i et særskilt puljeudvalg. 

På seminaret er det arbejdsgruppens opgave at deltage på lige fod med de andre lokaludvalgsaktive og lytte til drøftelserne.

Arbejdsgruppen vedr. rammerne for lokaludvalgets puljemidler 2025

Efter lokaludvalgsseminaret udarbejder arbejdsgruppen et forslag til rammerne for lokaludvalgets puljemidler 2025. Forslaget udarbejdes på baggrund af drøftelserne på lokaludvalgsseminaret den 14. september. Sekretariatet indkalder arbejdsgruppen til et møde, som forventes at ligge i midt/slut september.

Lokaludvalget får forelagt arbejdsgruppens forslag til rammerne for puljemidlerne på lokaludvalgsmødet den 31. oktober. 

Lokaludvalgets projekt- og budgetkatalog 2025

Fagudvalgene opfordres bruge efterårets fagudvalgsmøder til at drøfte ønsker til aktiviteter og økonomi for fagudvalgenes egne projekter i 2025, så lokaludvalget kan vedtage det endelige budget for 2025 inden udgangen af 2024.

 

Beslutning

ad 1) Brønshøj-Husum Lokaludvalg tog en indledende drøftelse af rammerne for Pulje A: Bydelspuljen 2025, herunder at det har fungeret godt med reservation af midler til ansøgningsfrister til Bydelspuljen, så der altid er midler at søge om.

ad 2) Brønshøj-Husum Lokaludvalg nedsatte en arbejdsgruppe, der skal forberede et forslag til af rammerne for Pulje A Bydelspuljen m.v. i 2025. Sune Vuorela meldte sig. Kulturudvalget udvælger en repræsentant til arbejdsgruppen.

ad 3) Brønshøj-Husum Lokaludvalg opfordrede fagudvalgene til at drøfte ønsker til budget og arbejdsplan for 2025 på fagudvalgsmøderne i september, oktober og november.

 

Til top