Mødedato: 29.04.2021, kl. 18:30
Mødested: Digitalt via Microsoft Teams mødelink

Arbejdsgruppe til helhedsplan for Brønshøj Torv

Se alle bilag

Tidligere beslutninger

20-02-2020: Lokaludvalget drøftede tidlig inddragelse ifbm. mageskifte mellem Pilegården og Brønshøj Gamle Skole og nedsatte en planlægningsgruppe til at stå for et inddragelsesarrangement.

20-08-2020: Lokaludvalget bevilgede 230.000 kr. til en helhedsplan for Brønshøj Torv. (Selve helhedsplansarbejdet blev ikke igangsat i 2020, men dele af bevillingen blev brugt på afholdelse af et digitalt informationsmøde om lokaludvalgets vision for Brønshøj Torv og den foreløbige plan for Brønshøj Gamle Skole som kulturhus samt på en arkitekttegning af et forslag om en terrasse til kulturhuset i Brønshøj Gamle Skole.)

19-11-2020: Lokaludvalget tog en orientering om planerne for afholdelsen af digitalt informationsmøde om Brønshøj Gamle Skole til efterretning.

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg nedsætter en arbejdsgruppe, der skal planlægge igangsættelsen af en helhedsplan for områderne og bygningerne omkring Brønshøj Torv.

Problemstilling

Idéen bag helhedsplanen:

Brønshøj-Husum Lokaludvalg har en vision at gøre Brønshøj Torv med dets forskellige omkringliggende historiske bygninger og institutioner til et samlet stort være- og lærested, som inviterer borgere, foreninger og erhvervsliv til at bidrage. Det skal være et sted, hvor der dagligt er gang i fysiske, sociale, musiske og kreative aktiviteter – både inde og ude.

Lokaludvalget ønsker i samarbejde med en række lokale aktører og borgere at undersøge, hvad mulighederne er for at omdanne pladsen og dets bygninger til et hele og en aktiv bymidte, der til dagligt og i de fleste af døgnets timer kan samle borgere i alle aldre og på tværs af interesser om lettilgængelige, sunde, fællesskabsdannende og udviklende aktiviteter. Med projektet "Helhedsplan for Brønshøj Torv" foreslås det at igangsætte en inddragende arbejdsproces med lokalområdets foreninger, brugere og borgere, kulturelle institutioner, relevante forvaltninger m.m.

Formålet med processen er at kortlægge de lokale visioner for området og udarbejde forskellige principper/aktiviteter for de forskellige rum på og omkring Brønshøj Torv, som kan samles i en projektmappe. De beskrevne projekter kan senere søges finansieret via bevillinger fra fx fonde, Borgerrepræsentationen m.v.  

Nyt kulturhus i Brønshøj Gamle Skole: 

Arbejdet med en helhedsplan for Brønshøj Torv spiller ind i etableringen af et kulturhus i Brønshøj Gamle Skole, der ligger på torvet. I oktober 2020 besluttede politikerne på Københavns Rådhus at afsætte midler til at undersøge mulighederne for at lave kulturhus i Brønshøj Gamle Skole i stedet for skoletandlæge, som det ellers var planen. Idéen er at flytte aktiviteterne fra det nuværende Kulturhuset Pilegården på Brønshøjvej 17 til Brønshøj Gamle Skole og i stedet indrette lokalerne på Brønshøjvej 17 som skoletandlæge. I marts 2021 blev der med den såkaldte Overførselssag afsat penge til begge projekter, så der nu skal etableres kulturhus i Brønshøj Gamle Skole med forventet åbning i starten af 2023. 

Lokaludvalget har afholdt en række inddragelsesaktiviteter forud for bevillingen til nyt kulturhus. Den 26. november 2020 afholdt lokaludvalget sammen med Kultur- og Fritidsforvaltningen og Økonomiforvaltningen et informationsmøde om Brønshøj Gamle Skole. Kulturudvalget afholdt i december 2020 rundvisninger på skolen, hvor deltagerne også kunne komme med idéer til bl.a. udearealerne på Brønshøj Torv og de andre bygninger på "Kulturaksen". Desuden deltager Kirsten Møller og Søren Cloos - sammen med foreningsbrugere fra Kulturhuset Pilegården - i en kommunal følgegruppe for etableringen af nyt kulturhus.

De inputs, som er indsamlet i forbindelse med lokaludvalgets tidlige inddragelsesarbejde, vil indgå i planlægningen af helhedsplansprocessen. 

Nedsættelse af arbejdsgruppe:

Brønshøj-Husum Lokaludvalg skal nedsætte en arbejdsgruppe, der inden lokaludvalgsmødet i juni kan forberede en proces for helhedsplanen, som forelægges til godkendelse hos lokaludvalget. Arbejdsgruppens opgaver, frem til at lokaludvalget bevilger midler til at igangsætte helhedsplanen, består i:

  • Dialog med samarbejdspartnere (Kulturhuset Pilegården/Kultur N, Kultur- og Fritidsforvaltningen, evt. Teknik- og Miljøforvaltningen) om tilrettelæggelsen af inddragelsen.
  • Kortlægge interessenter.
  • Komme med indstilling til, hvilket arkitektfirma, der skal bistå lokaludvalget med udarbejdelsen af en helhedsplan. Der er indhentet tilbud fra firmaerne SLA og dominique+serena.
  • Skitsere inddragelsesprocessen, herunder emner/temaer, som endelig fastlægges i samarbejde med det valgte arkitektfirma. Udgangspunktet er den proces, der blev besluttet på lokaludvalgsmødet i august 2020 (se bilag).  

Kulturudvalget drøftede helhedsplansprocessen på sit møde den 12. april og foreslår, at Kirsten Møller, Søren Cloos, Ida Berendsen og Søren Krøigaard udpeges som Kulturudvalgets medlemmer til arbejdsgruppen.  

Forretningsudvalget ønsker, at Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget, Social- og Sundhedsudvalget, Miljøudvalget og Byudviklingsudvalget hver udpeger et medlem til arbejdsgruppen. 

Løsning

Brønshøj-Husum Lokaludvalg beslutter at nedsætte en arbejdsgruppe for arbejdet med at forberede en helhedsplan for Brønshøj Torv. Kirsten Møller, Søren Cloos, Ida Berendsen og Søren Krøigaard udpeges som Kulturudvalgets medlemmer til arbejdsgruppen. Desuden bedes lokaludvalgets fire andre fagudvalg om at udpege hver sit medlem til arbejdsgruppen. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Lokaludvalget har i arbejdsplanen for 2021 budgetteret med 230.000 kr. til en helhedsplan for Brønshøj Torv. 

Videre proces

Første møde i arbejdsgruppen bliver onsdag den 12. maj kl. 19, når fagudvalgene har udpeget medlemmer til arbejdsgruppen. Sekretariatet står for indkaldelse.

Arbejdsgruppen forelægger en projektbeskrivelse til godkendelse for lokaludvalget senest til lokaludvalgsmødet den 24. juni, med henblik på en endelig bevilling. Selve arbejdet med helhedsplanen forventes at finde sted i efteråret 2021. 

Beslutning

 

Lokaludvalget besluttede, at alle fagudvalg udpeger et medlem til arbejdsgruppen ved deres kommende møder.

Christoffer Rosenkrands deltager i arbejdsgruppen på vegne af BUFI.

 

Invitation fra Brønshøj Kirke:

Lokaludvalget har modtaget en invitation fra Brønshøj Kirke, der gerne vil invitere et lokaludvalgsmedlem til at holde oplæg og fortælle om lokaludvalgets vision for Brønshøj Torv d. 25. maj kl. 17-19.

Kirsten Vibeke Møller og Lis Søkvist melder sig til at deltage.

Til top