Mødedato: 29.04.2021, kl. 18:30
Mødested: Digitalt via Microsoft Teams mødelink

Offentlig høring af lokalplan for Tingbjerg

Se alle bilag

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Brønshøj-Husum lokaludvalg tager orienteringen om den lokale høringsproces for den offentlige høring af lokalplan for Tingbjerg til efterretning.

2. at Brønshøj-Husum lokaludvalg drøfter lokalplan for Tingbjerg.

3. at Brønshøj-Husum lokaludvalget bemyndiger Byudviklingsudvalget og Forretningsudvalget til at indsende høringssvar på vegne af lokaludvalget inden høringsfristen d. 21. maj.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen besluttede på møde d. 4. marts at sende lokalplanen for Tingbjerg i offentlig høring i 8 uger. Se beslutningen her: | Københavns Kommune (kk.dk)

Lokalplanen for Tingbjerg er i offentlig høring frem til 21. maj og kan læses på Københavns Kommunes høringsportal her: Tingbjerg - lokalplanforslag, kommuneplantillæg og miljørapport (kk.dk).

Baggrund:

Boligorganisationerne og Københavns Kommune har siden 2013 samarbejdet om at udvikle Tingbjerg. Tingbjerg/Utterslevhuse blev udpeget som et hårdt ghettoområde efter lovgivningen om parallelsamfund fra 2018. Andelen af almene familieboliger skal derfor inden 2030 reduceres fra 96 % til maks. 40 %. Københavns Kommune har sammen med boligorganisationerne i ’Udviklingsplan for Tingbjerg/Utterslevhuse’  redegjort for, hvordan reduktionen skal ske. Se udviklingsplan her: | Københavns Kommune (kk.dk)

Lokalplan for Tingbjerg:

Lokalplanen for Tingbjerg skal muliggøre bebyggelse af 1500 nye private boliger i Tingbjerg. Udbygningen med private boliger skal medvirke til at nedbringe andelen af almene boliger i Tingbjerg til 40 procent frem mod 2030.

De 1500 nye boliger i Tingbjerg skal opføres i to etaper:

1. I første etape lægger lokalplanen op til, at der bygges omkring 420 nye boliger og én daginstitution. De nye private boliger vil  primært blive bygget langs med vejene i Tingbjerg og på kanten af haverummene mellem eksisterende bygninger i Tingbjerg. I Tingbjergs nordlige del mellem Tingbjerg Ås og Hillerød Motorvejen skal der bygges etagebyggeri i 3-7 etager. Her skal der også bygges fælleshus, materiale gård og parkeringskælder.

2. Teknik- og Miljøforvaltningen forventer at begynde arbejdet med en lokalplan for etape 2 i medio 2021. I den forbindelse undersøges mulighederne for og konsekvenserne ved at etablere tagboliger på den eksisterende, bevaringsværdige bebyggelse, udbygning ved kollegiet, nybyggeri på fredede arealer samt evt. nedrivning og opførelse af nyt byggeri på Langhusvej. Herunder om der kan opføres rækkehuse i de resterende haverum samt højere byggerier i op til 3-5 etager ud til de større veje, som Langhusvej og Gavlhusvej.

Lokal høringsproces:

På lokaludvalgsmødet i februar besluttede lokaludvalget at samarbejde med boligorganisationerne i Tingbjerg samt Teknik- og Miljøforvaltningen om et fælles borgermøde og lokal information om den offentlige høring. Her drøftede lokaludvalget, at oplysning og information om lokalplanen til borgerne og beboerne er væsentlig, så beboerne ved, hvad der skal ske i deres boligområde. Se beslutningen her: | Københavns Kommune (kk.dk)

  • Informationsfolder: Boligorganisationerne har udarbejdet en informationsfolder om lokalplanen og høringen, der er blevet trykt og omdelt i Tingbjerg. Se bilag.
  • Udendørs udstilling om byudviklingen: Boligorganisationerne har forberedt en åben, udendørs udstilling om byudviklingen og lokalplanen på forpladsen foran Kulturhuset i Tingbjerg i perioden 14. april til 21. maj.
  • Digitalt borgermøde 27/4 kl. 17-19: Sekretariatet har i samarbejde med Byudviklingsudvalget, boligorganisationerne, Teknik- og Miljøforvaltningen samt NREP forberedt digitalt borgermøde d. 27/4 kl. 17-19. Borgermødet er annonceret i lokaludvalgets klumme i Brønshøj-Husum Lokalavis, i nyhedsbrev fra lokaludvalget, plakater i Tingbjerg, på lokaludvalgets hjemmeside og via video og opslag på Facebook. I videoen deltager formændene for hhv. FSB og SAB i Tingbjerg og opfordrer beboerne i Tingbjerg til at deltage i det digitale borgermøde. Borgermødet sendes via Facebook, hvor alle kan se med - uanset om de har en profil. Den første del af borgermødet vil bestå af oplæg om høringen af lokalplanen samt byudviklingen i Tingbjerg. Den anden del af borgermødet vil bestå af besvarelse af borgernes spørgsmål. Borgermødet optages, så det kan ses efterfølgende af interesserede borgere frem til høringsfristen d. 21. maj. Sekretariatet tager referat af det digitale borgermøde og eftersender til lokaludvalget kort efter.
  • Møder i haverummene i Tingbjerg: I maj måned arrangerer boligorganisationerne fire møder i haverummene. Det annonceres på Tingbjerg Forums hjemmeside.

Løsning

Forretningsudvalget har drøftet sagen og indstiller til lokaludvalget, at lokaludvalget drøfter lokalplanen og bemyndiger Byudviklingsudvalget og Forretningsudvalget til at udarbejde og indsende høringsvar til den offentlige høring inden høringsfristen d. 21 maj, da høringsfristen udløber før næste lokaludvalgsmøde d. 27. maj.

Videre proces

Byudviklingsudvalget og Forretningsudvalget udarbejder og indsender høringssvar på baggrund af borgermødet d. 27. april samt lokaludvalgets drøftelser.

Efter høringsperioden behandler Teknik- og Miljøforvaltningen alle de høringssvar, der er kommet. Den endelige lokalplan og eventuelle forslag til ændringer, forelægges Teknik- og Miljøudvalget sammen med høringssvarene og forvaltningens faglige svar på dem. Hvis Teknik- og Miljøudvalget godkender forslaget til lokalplanen, sendes det videre til Borgerrepræsentationen. Det forventes, at Borgerrepræsentationen behandler lokalplanen til oktober 2021. 

Beslutning

Lokaludvalget tog orienteringen om den lokale høringsproces til efterretning.

Lokaludvalget drøftede det digitale borgermøde d. 27. april, hvor 80-90 borgere så med. Lokaludvalget bemærkede, at det var ærgerligt med udfald undervejs, men at formen for mødet med oplæg først og spørgsmål efterfølgende fungerede godt, da mange nåede at få svar på deres spørgsmål.

 

Lokaludvalget drøftede lokalplanen for Tingbjerg.

Lokaludvalget drøftede, at fortætningen i Tingbjerg ikke er ønsket for menige beboere, herunder ghettoloven.

Hertil drøftede lokaludvalget:

- Begrønning af Tingbjerg med træfældning og genplanting af træer i forbindelse med bebyggelsen, hvor 1200 træer skal fjernes og 800 nye plantes/genplantes. Hertil at de nye rækkehuse opføres på kanten af haverumme med lav hæk. Det forventes, at det grønne udtryk vil ændre sig.

- Der nedlægges haverum og etableres nye haverum som erstatning. Boligorganisationerne inddrager beboerne i udformningen af nye haverum.

- Parkering, hvor TMF har optalt, at der er 37 procent ledige parkeringspladser. Det har lokaludvalget hørt, at beboerne ikke kan genkende og at der kommer mangel på parkeringspladser.

- Trafik, hvor lokaludvalget ikke mener, at en åbning til Bystævneparken dækker behovet for stigende trafik.

- Offentlig transport, konkret med forslag om omlægning af buslinje 2A, så den får bedre og mere dækkende forbindelse gennem Tingbjerg.

- Behov for varieteret byggeri: NREP oplyste på borgermødet d. 27. april, at lejlighederne bliver lejeboliger og rækkehusene bliver private boliger. Lokaludvalget havde gerne set større variation mellem leje-, andel-, og private boliger.

 

Lokaludvalget gav BUU og FU bemyndigelse til at udarbejde og indsende høringssvar fra lokaludvalget.

 

Udover borgernes kritik på borgermødet d. 27. april vil lokaludvalget i høringssvaret gøre opmærksom på infrastruktur, trafik, offentlig transport og p-pladser.

 

BUU og FU udarbejder og indsender høringssvar inden d. 21. maj.

Se bilag for referat af digitalt borgermøde 27. april.

 

Til top