Mødedato: 29.01.2015, kl. 18:30
Mødested: Kulturhuset Pilegården, Brønshøjvej 17B, 2700 Brønshøj

Partshøring vedr. navngivning af Bellahøjparken

Se alle bilag
Forvaltningen og Vejnavnenævnet foreslår at parken ved Bellahøjhusene officielt får navnet Bellahøjparken. Lokaludvalget har muligheder for at indsende bemærkninger til forslaget.

Indstilling og beslutning

Formanden indstiller til Lokaludvalget,

1. at Lokaludvalget godkender Byudviklingsudvalgets udkast til høringssvar.

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt en såkaldt 'partshøring' til Lokaludvalget vedrørende navngivning af parken ved Bellahøjhusene. Fristen er den 30. januar 2015

På et forslag fra Copenhagen Historic Grand Prix om at navngive parken ved Bellahøjhusene, hvor de kører motorræs, foreslår Vejnavnenævnet nu, at parken officielt får navnet Bellahøjparken.

Vejnavnenævnets begrundelse er, at det uofficielle navn Bellahøjparken fremgår flere steder f.eks. på København Kommunes og Danmarks Naturfredningsforenings hjemmeside og derfor formodes vundet almindeligt indpas.


Løsning

Byudviklingsudvalget har behandlet sagen og lavet dette udkast til høringssvar:

"Brønshøj-Husum Lokaludvalg har gennemgået Vejnavnenævnets forslag til navngivning af det grønne område mellem Bellahøj Nord og Bellahøj Syd, samt området gennem Degnemosen til Næsbyholmvej. Vi bemærker, at hele dette område er mærket med rødt i Bilag 1: Kort over området, der foreslås navngivet. Der er på dette kort ikke indskrevet navnet Degnemosen, og det fremgår heller ikke af teksten fra Vejnavnenævnet, om man har taget stilling til, om dette område skal bevares med navnet Degnemosen.

Lokaludvalget er bekymret for, at navnet Degnemosen vil blive trængt i baggrunden, hvis den bliver reduceret til at være en del af parken ved navn Bellahøjparken. Degnemosen vil dermed kunne refereres til som søen i Bellahøjparken.

Degnemosen er en et kendt stednavn, der refereres til i bøger, referater og fortællinger gennem de sidste mindst 200 år.

Lokaludvalget foreslår derfor, at parken omfattende Degnemosen og Bellahøj Friluftsscene samt det øvrige område, som i Bilag 1 er mærket med rødt, kaldes Degnemoseparken.

Alternativt foreslås det, at navnet Bellahøjparken kun kommer til at omfatte området mellem Bellahøj Nord og Syd samt friluftsscenen og området deromkring, hvilket vil betyde, at det nuværende område som i dag er vest for Bellahøj Syd beholder sit navn Degnemosen"

Beslutning

Høringssvaret blev godkendt.
Til top