Mødedato: 28.10.2021, kl. 18:30
Mødested: EnergiCenter Voldparken

Ansøgning om støtte til "Bella Bio – Verdens fedeste filmklub!" (2022)

Indstilling

Formanden indstiller, 

1. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg støtter projekt 'Bella Bio - Verdens fedeste filmklub' med 50.000 kr.

2. at Brønshøj-Husum Lokaludvalg udpeger en person til at følge projektet.

Problemstilling

Tid, sted og indhold

En lokal borger søger i samarbejde med boligforeningerne på Bellahøj støtte til at opstarte en filmklub på Bellahøj for børn og unge, som både skal fungere som biograf og som et værksted, hvor de unge kan arbejde med alle aspekter af filmudvikling. Desuden rummer projektet såkaldte master-class-aktiviteter på lokale skoler, en runner-uddannelse inklusiv praktik, hvor 9. klasses-elever vil blive undervist i, hvordan man begår sig som runner på et film- og tv-set samt offentlige filmfremvisninger på Bellahøj Friluftsscene. Projektperioden er januar-juli 2022. Filmklubben har til huse i aktivitetslokaler bag Frederikssundsvej.

Målgruppe, samarbejdspartnere og annoncering

Filmklub og værksted er åben for alle og har en uformel ”drop-in” stil, der ikke kræver medlemskab eller fast deltagelse. Klubben er målrettet alle børn og unge i Bellahøj, hvor den vil være placeret, men er også åben for børn og unge til fra hele bydelen. Open Air festivalen vil være med et tilbud til alle. Masterclasses på skoler er henvendt til udskolingselever, mens runner-uddannelsen er til 9.klasses elever. Alle aktiviteter er gratis. Den primære målgruppe er 10-18 år. I klubben forventes mellem 20-40 ugentlige medlemmer og flere hundrede personer til Open Air filmene.

Sammen om Bellahøj, Bellahøj boligforeninger og boligselskaber er primær samarbejdspartner. Kultur- og Fritidsforvaltningen er samarbejdspartner og bidrager med finansiering. Bellahøj Skole og Rødkilde Skole er samarbejdspartnere og de resterende lokale folkeskoler vil blive kontaktet. Desuden samarbejdes med klubber i Bellahøj, SSP og FerieCamp.

Ansøger vil annoncere bredt i den lokale presse, på sociale medier, samt gennem samarbejdspartneres kanaler (hjemmesider og lokaler, huse, biblioteker mm.) samt via netværk og personlig kontakt til børnene og de unge i området, som også opfordres til at sprede budskabet.

Budgetoverblik

Ansøgt beløb: 50.000 kr.
Forventede udgifter: 340.000 kr.
Forventede indtægter: 290.000 kr. 

Projektet rummer udgifter til honorarer, materialer, udstyrsleje, filmleje, lokaleleje, PR, forplejning, administration, forsikring m.m. Indtægter stammer fra samarbejdspartnere samt fondssøgning, fx Statens Kunstfonds Huskunstnerordning, som skal dække alle lønudgifter. Ansøger bidrager med finansiering fra eget firma samt frivillig arbejdskraft.

Tidligere tilsagn

Ansøger fik i marts 2021 50.000 kr. i støtte fra Bydelspuljen til et tilsvarende projekt, men valgte efterfølgende at give afkald på støtten og udskyde projektet til 2022, bl.a. fordi det på grund af corona-situationen havde vist sig svært at nå at finde tilstrækkelig finansiering og få aftaler med samarbejdspartnere på plads.

Sekretariatets bemærkninger

Sekretariatet bemærker at Rødkilde Skole, hvor en af de planlagte workshops vil blive afholdt, er beliggende i Vanløse bydel. Skolen har mange elever fra Bellahøjhusene. 

Løsning

Ansøgningen har været behandlet i Kulturudvalget og Børne-, Unge-, Fritids- og Idrætsudvalget. Begge udvalg indstiller projektet til støtte som ansøgt. 

Forretningsudvalget har drøftet ansøgningen og indstiller projektet til støtte som ansøgt.

Økonomi

Pengene tages fra lokaludvalgets forventede 2022-midler.

Beslutningen forudsætter, at Brønshøj-Husum Lokaludvalg bliver tildelt puljemidler af ca. samme omfang som i 2021 af Københavns Borgerrepræsentation.

Beslutning

 

 

Lokaludvalget besluttede at støtte projekt 'Bella Bio - Verdens fedeste filmklub 2022' med 50.000 kr.

Lokaludvalget valgte Søren Krøigaard og Søren Axel Cloos som følgepersoner. 

Til top